Serviceloven

Serviceloven § 149

Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 26 – Opfølgning, tilsyn og betaling for tilsynet

§ 149.

Kommunalbestyrelsen og regionsrådet fastsætter en takst for det generelle driftsorienterede tilsyn, jf. § 5, stk. 7, og § 148 a, som betales af de tilbud, der er omfattet af tilsynet.

Stk. 2.

Taksten efter stk. 1 skal beregnes med udgangspunkt i de gennemsnitlige omkostninger ved gennemførelsen af tilsynet i tilbuddet eller typen af tilbud.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Serviceloven § 149

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 38 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 149LOV nr 573 af 24/06/2005 · 24. juni 2005

Paragrafnummeret i lovforslaget kan have ændret sig siden. Tjek, at bemærkningen handler om samme bestemmelse.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 49 b, 1. pkt., i lov om social service med redaktionelle ændringer, jf. afsnit 4 i de almindelige bemærkninger.

Forslaget svarer til hjemlen til at fastsætte regler om tilsyn med plejefamilier, netværksplejefamilier, egne værelser og opholdssteder i servicelovens § 49 b, 1. pkt. Hjemlen til at fastsætte regler om godkendelse af plejefamilier, netværksplejefamilier, egne værelser og opholdssteder i servicelovens § 49 b, 1 pkt., flyttes med dette lovforslag til § 143.

Senere ændringer

ÆndringL 94 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 24LOV nr 753 af 13/06/2023 · 13. juni 2023

Det fremgår af § 149, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet fastsætter en takst for det generelle driftsorienterede tilsyn, jf. § 5, stk. 8, og § 148 a, som betales af de tilbud, der er omfattet af tilsynet.

Det foreslås, at henvisningen til § 5, stk. 8, i § 149, stk. 1, ændres til § 5, stk. 7.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den i lovforslagets § 1, nr. 7, foreslåede ændring, hvorved § 5, stk. 8, i serviceloven bliver § 5, stk. 7.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7.

ÆndringL 210 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 560 af 29/05/2018 · 29. maj 2018

§ 150

Kommunalbestyrelsen har i medfør af § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses. Tilsynet efter gældende ret omfatter både indholdet i tilbuddene og den måde, opgaverne udføres på. Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre tilsyn er uddybet i servicelovens §§ 148-151 b.

Med § 150 foreslås det at indføre et risikobaseret og uafhængigt tilsyn med den personlige hjælp, omsorg og pleje, som ydes i henhold til servicelovens §§ 83-87 på de registreringspligtige enheder, jf. 150 c, stk. 1 og 2 (plejecentre, midlertidige pladser og i hjemmeplejeenheder). Det nye uafhængige tilsyn skal supplere det eksisterende kommunale tilsyn. Det foreslås, at det nye uafhængige tilsyn føres af Styrelsen for Patientsikkerhed, der i dag udfører et risikobaseret tilsyn med behandling efter sundhedsloven på plejecentre, i hjemmeplejen og i hjemmesygeplejen. Det foreslås, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal gennemføre det nye tilsyn ud fra en løbende vurdering af, hvor der kan være størst risiko for, at den personlige hjælp, omsorg og pleje ikke har den fornødne kvalitet. Det foreslås endvidere, at Styrelsen for Patientsikkerhed tillige skal føre tilsyn på baggrund af en begrundet mistanke om, at hjælpen ikke har den fornødne kvalitet.

Det foreslås med stk. 1 , at Styrelsen for Patientsikkerhed skal føre tilsyn med personlig hjælp, omsorg og pleje efter servicelovens §§ 83-87, som ydes på de efter den foreslåede § 150 c, stk. 1, registreringspligtige kommunale og private enheder.

Det foreslås således, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal føre tilsyn med personlig og praktisk hjælp og madservice efter servicelovens § 83, rehabiliteringsforløb efter servicelovens § 83 a, afløsning og aflastning og midlertidige ophold efter servicelovens § 84, socialpædagogisk bistand efter servicelovens § 85 og genoptræning og vedligeholdelsestræning efter servicelovens § 86, og at kommunalbestyrelsen sikrer, at de opgaver, der er nævnt i §§ 83-85, i fornødent omfang kan varetages døgnet rundt, jf. servicelovens § 87.

Det foreslås med stk. 2 , 1. pkt., at Styrelsen for Patientsikkerhed skal gennemføre tilsynet efter stk. 1, ud fra en løbende vurdering af, hvor der kan være størst risiko for, at den personlige hjælp, omsorg og pleje ikke har den fornødne kvalitet. Styrelsen for Patientsikkerhed vil i perioden frem mod 1. juli 2018 udvikle en første version af risikoparametre og målepunkter på det social- og plejefaglige område, som kan indikere, at der ikke leveres pleje og omsorg af fornøden kvalitet. Der vil foregå et løbende udviklingsarbejde og justering af risikoparametrene og målepunkter igennem hele forsøgsperioden, i takt med at Styrelsen for Patientsikkerhed oparbejder viden fra konkrete tilsyn.

Tilsynsbesøgene vil kunne spænde fra tilbundsgående tilsyn med et lille antal nærmere udvalgte enheder på baggrund af fastsatte målepunkter og til tilsyn af mere afgrænset karakter på et stort udsnit af enheder. Herudover vil der kunne foretages tilsyn baseret på en stikprøveudvælgelse, som en del af det risikobaserede tilsyn. Stikprøveudvælgelse af enheder skal være med til at give et billede af, hvor der er størst sandsynlighed for, at der ikke er den fornødne kvalitet i den social- og plejefaglige kvalitet.

Det foreslås med stk. 2, 2. pkt., at Styrelsen for Patientsikkerhed ligeledes på baggrund af en begrundet mistanke skal gennemføre tilsyn efter stk. 1, hvis det vurderes nødvendigt af hensyn til den fornødne kvalitet af den personlige hjælp, omsorg og pleje i en enhed. Begrundet mistanke kan f.eks. være afstedkommet af bekymringshenvendelser fra beboere eller pårørende eller på baggrund af pressedækning. I forbindelse med det udviklingsarbejde, som Styrelsen for Patientsikkerhed gennemfører, vil der blive opstillet målepunkter, som sammen med den løbende tilsynspraksis skal danne grundlag for vurderingen af, hvornår der ikke er den fornødne kvalitet i indsatsen. Med bestemmelsen får Styrelsen for Patientsikkerhed således en pligt til at udføre et reaktivt tilsyn.

Bestemmelsen indebærer en forpligtelse for Styrelsen for Patientsikkerhed til at følge med f.eks. i forhold til sager, der omtales i pressen inden for det område, som er omfattet af styrelsens tilsynsforpligtelse. Det reaktive tilsyn indebærer dermed også, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal foretage aktiv kontrol i form af eksempelvis tilsynsbesøg.

Det reaktive tilsyn i forslagets stk. 2, 2. pkt. sker ex officio, og styrelsen er derfor ikke forpligtet til at reagere på alle henvendelser. Hvis styrelsen bliver bekendt med forhold, der giver en begrundet mistanke om overtrædelser, mangler eller bekymrende forhold, skal styrelsen reagere på dette, hvis det vurderes nødvendigt af hensyn til den fornødne kvalitet af den personlige hjælp, omsorg og pleje i en enhed. I forhold til, om der er begrundet mistanke, vil det være en samlet vurdering af graden af sandsynlighed for, at der foreligger overtrædelser, mangler eller bekymrende forhold, og graden af de eventuelle forholds væsentlighed, der er afgørende for, om styrelsen bør reagere. Det vil bero på en konkret vurdering, dels om en konkret bekymringshenvendelse giver styrelsen grundlag for at reagere, dels om styrelsen skal reagere ved at foretage et tilsynsbesøg eller reagere på anden måde, f.eks. ved at anmode enheden om en redegørelse eller lignende.

Den foreslåede § 150, stk. 1, 2. pkt. supplerer således pligten til at føre et planlagt risikobaseret tilsyn, jf. stk. 2, 1. pkt., med en pligt til at foretage et generelt reaktivt tilsyn med personlig hjælp, omsorg og pleje. Dette skal medvirke til, at der samlet set kan udøves det mest mulige effektive tilsyn.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.1. i de almindelige bemærkninger.

Med stk. 3 , foreslås, at såfremt Styrelsen for Patientsikkerhed bliver bekendt med overtrædelser, mangler eller bekymrende forhold, skal Styrelsen for Patientsikkerhed orientere vedkommende enhed, dvs. den enhed hvor overtrædelsen finder sted, og den stedlige kommunalbestyrelse.

Orienteringen af myndighed og enhed sker som led i tilsynets udøvelse, hvor disse enheder har ansvaret for at følge op på forholdene. Dette kan eksempelvis være i en høringsfase over et påbud til en enhed, således at kommunerne har mulighed for at indrette sig på de krav, som et påbud kan medføre.

Med stk. 4 foreslås, at den stedlige kommune skal orientere de kommuner, som har ansvar for hjælpen til den enkelte borger, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvis den stedlige kommune bliver orienteret om overtrædelser, mangler eller bekymrende forhold efter stk. 3, og når disse borgere kan blive berørt.

§§ 9-9a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område vedrører opholdskommunens pligt til at yde hjælp, og § 9 b vedrører ophold uden for opholdskommunen. En person, som opholder sig midlertidigt uden for opholdskommunen, har ret til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i lov om social service i den kommune, hvor personen midlertidigt opholder sig, når personen forud for det midlertidige ophold er blevet bevilget personlig og praktisk hjælp i opholdskommunen. Endvidere har døende, for hvem der efter § 119 i lov om social service udbetales plejevederlag i en anden kommune end opholdskommunen, efter § 83 i lov om social service ret til personlig og praktisk hjælp i den kommune, hvor plejeforholdet finder sted, uanset om hjælp forud herfor er blevet bevilget af opholdskommunen.

Udveksling af oplysninger i medfør ad de foreslåede bestemmeler i § 150, stk. 3 og 4, kan omfatte både almindelige personoplysninger og følsomme personoplysninger, herunder eksempelvis oplysninger om den personlige hjælp, omsorg og pleje i enheden generelt, og oplysninger om enkelte borgers situation og helbred.

Den stedlige kommunes videregivelse af oplysninger til borgerens handlekommune og handlekommunens efterfølgende behandling af disse oplysninger sker alene for, at kommunen kan iagttage sin opfølgning i forhold til indsatsen over for borgerne, jf. servicelovens § 148.

Det skal bemærkes, at den stedlige kommunes videregivelse af oplysninger til handlekommunen aldrig må gå ud over, hvad der i det konkrete tilfælde må anses for nødvendigt til brug for handlekommunens indsats over for borgeren. Der skal således i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret vurdering af de oplysninger, som videregives i forbindelse med underretninger.

Både den stedlige kommunes videregivelse af oplysninger i forbindelse med en orientering samt handlekommunens efterfølgende behandling af disse oplysninger skal i hvert enkelt tilfælde i øvrigt leve op til de grundlæggende krav til databehandlingen, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 5.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.6. i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede stk. 5 , bemyndiges Styrelsen for Patientsikkerhed til at fastsætte nærmere regler om vurderingen af kvaliteten af den personlige hjælp, omsorg og pleje, herunder i form af opstilling af kriterier og indikatorer.

Der skal på baggrund heraf igangsættes et udviklingsarbejde i regi af Styrelsen for Patientsikkerhed med henblik på udarbejdelse af risikoparametre på det social- og plejefaglige område, som kan indikere, at der ikke leveres personlig hjælp, omsorg og pleje af fornøden kvalitet. Der skal endvidere på baggrund af de fastsatte overordnede kriterier og indikatorer opstilles relevante målepunkter for tilsynet, som giver mulighed for både læring og kontrol.

Vurderingen af kvaliteten omhandler ikke kommunalbestyrelsens fastsatte serviceniveau og kvalitetsstandarder efter servicelovens § 139, stk. 2. Det følger af servicelovens §§ 83-87, at borgeren skal have den hjælp, borgeren har behov for. Vurderingen af kvaliteten relaterer sig til forpligtelsen efter serviceloven til at give borgerne den hjælp, de har behov for. Tilsynet med den personlige hjælp, omsorg og pleje vil derfor ske inden for de rammer, som gælder for udførelsen af hjælpen efter §§ 83-87, der er fastlagt i serviceloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.1. i de almindelige bemærkninger.

§ 150 a

For at der kan føres et effektivt tilsyn, foreslås det i stk. 1 , at Styrelsen for Patientsikkerhed kan afkræve de enkelte enheder de oplysninger, der er nødvendige som led i tilsynet efter den foreslåede § 150, stk. 1. Det kan for eksempel være oplysninger om den personlig hjælp, omsorg og pleje, som gives til borgerne efter servicelovens §§ 83-87, f.eks. journaler og døgnrytmeplaner. Oplysningerne vil kunne afkræves før, under og efter et tilsyn efter den foreslåede § 150, stk. 1.

De enkelte enheder er efter forslaget forpligtede til at afgive disse oplysninger. Retten til at kræve oplysninger forudsætter, at andre relevante regler overholdes, herunder i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. I denne sammenhæng skal princippet om retten til ikke at inkriminere sig selv således påses overholdt, jf. lov om retssikkerhed ved forvaltningen anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter § 10. Efter denne bestemmelse gælder, at hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.

Både enhedens videregivelse af oplysninger og Styrelsen for Patientsikkerheds efterfølgende behandling af disse oplysninger skal i hvert enkelt tilfælde i øvrigt leve op til de grundlæggende krav til databehandlingen, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 5.

Det følger af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, hvilke krav der stilles ved gennemførelse af tvangsindgreb, herunder at tvangsindgreb kun må anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet (proportionalitetsprincippet).

Det foreslås i stk. 2 , at Styrelsen for Patientsikkerhed til enhver tid som led i tilsynet efter § 150, stk. 1, mod behørig legitimation uden retskendelse har adgang til alle registreringspligtige enheder omfattet af tilsynet.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan uden retskendelse inspicere alle enheder omfattet af tilsynet efter den forslåede § 150, stk. 1. Adgang til de enkelte enheder forudsætter, at andre relevante regler overholdes, herunder lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

Styrelsen for Patientsikkerhed får således under iagttagelse af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter mulighed for at få adgang til enhedens lokaler og se, hvordan den personlige hjælp, omsorg og pleje udføres, samt adgang til at undersøge dokumenter. Det er ikke forudsat, at tilsynet kan få adgang til borgerens egen bolig uden borgerens samtykke. I en enhed med fællesboligarealer og servicearealer vil adgangen omfatte disse arealer. Adgang til borgerens bolig, som borgeren alene har råderet over, kræver borgerens samtykke.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.2. og 2.3.6. i de almindelige bemærkninger.

§ 150 b

Med den foreslåede stk. 1 ,1. pkt. fastsættes, at Styrelsen for Patientsikkerhed udarbejder en tilsynsrapport efter hvert tilsynsbesøg udført efter den foreslåede § 150, stk. 1. Styrelsen for Patientsikkerhed skal således efter tilsynsbesøg udført efter den foreslåede § 150, stk. 1, dvs. efter et tilsynsbesøg som led i det planlagte risikobaserede tilsyn efter den foreslåede § 150, stk. 2, 1. pkt. eller et tilsynsbesøg som led i det reaktive tilsyn efter den foreslåede § 150, stk. 2, 2. pkt., udarbejde en individuel tilsynsrapport for de pågældende enheder, med de observationer og vurderinger, som følger af det enkelte tilsyn.

Med den foreslåede stk. 1, 2. pkt. fastsættes, at Styrelsen for Patientsikkerhed udarbejder en årlig sammenfatning af de observationer og vurderinger som følge af tilsynene efter den foreslåede § 150, stk. 1. Sådanne sammenfatninger vil blandt andet indeholde oplysninger om risikoområder, hvilke tilsynsbesøg der har været udført, hvad de generelle erfaringer har været og eventuelt, hvordan der følges op herpå. Sammenfatningerne foretages således for i en systematisk sammenhæng at sikre størst mulig gennemsigtighed for befolkningen, interesseorganisationer, plejeboligbebyggelser, friplejeboligbebyggelser, plejehjem m.v., og tilsvarende boligenheder, herunder midlertidige pladser samt private og kommunale leverandører i hjemmeplejen om disse tilsyns generelle resultater, læringspunkter, overvejelser om behov for yderligere regulering, evt. afledte indsatser osv.

Erfaringerne fra tilsynene kan herunder særskilt anvendes af enheder, som ikke har haft tilsyn, til inspiration og læring.

Styrelsen for Patientsikkerhed bemyndiges i den foreslåede stk. 2 , til at fastsætte regler om offentliggørelse af de tilsynsrapporter, der udarbejdes efter planlagte og reaktive tilsynsbesøg samt af de årlige sammenfatninger af tilsynene, jf. stk. 1.

Det er hensigten, at der i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse skal fastsættes regler om, at tilsynsrapporterne skal gøres tilgængelige på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside, og kommunernes hjemmeside. Det er endvidere hensigten, at der vil blive fastsat regler, om at tilsynsrapporter om de enkelte enheder skal være let tilgængelig på enhedens eventuelle hjemmeside, og at den seneste tilsynsrapport skal være umiddelbart tilgængelig på selve enheden. Der vil ikke blive stillet krav om, at den enkelte enhed skal have en hjemmeside.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.4. i de almindelige bemærkninger.

§ 150 c

Det foreslås med stk. 1 , at følgende enheder skal registrere sig hos Styrelsen for Patientsikkerhed:

1) Plejehjem m.v., jf. § 192

2) Plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap

3) Friplejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om friplejeboliger

4) Andre, tilsvarende boligenheder, herunder midlertidige pladser, hvor hjælpen udgår fra servicearealer og der er tilknyttet fast personale

5) Leverandører, som leverer hjælp efter § 83, jf. § 91.

Lovforslaget omfatter både private og kommunale enheder.

Plejehjem m.v., jf. § 192, jf. den foreslåede § 150 c, stk. 1, nr. 1, plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, jf. den foreslåede § 150 c, stk. 1, nr. 2, og friplejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om friplejeboliger, jf. den foreslåede § 150 c, stk. 1, nr. 3, er alle boligenheder, hvor hjælpen udgår fra servicearealer, og der er tilknyttet fast personale. Disse enheder omtales også som plejecentre i lovforslaget.

Med andre, tilsvarende boligenheder, herunder midlertidige pladser, hvor hjælpen udgår fra servicearealer, og der er tilknyttet fast personale, i den foreslåede § 150 c, stk. 1, nr. 4, menes blandt andet midlertidige pladser, som kan være oprettet efter forskellige hjemler i serviceloven og sundhedsloven. Eksempelvis efter servicelovens § 84, stk. 2, hvorefter kommunen kan tilbyde midlertidigt ophold til personer, der i en periode har et særligt behov for omsorg og pleje, eller sundhedslovens § 138 om hjemmesygepleje. Efter lovforslaget skal Styrelsen for Patientsikkerhed dermed føre tilsyn med den personlige hjælp, omsorg og pleje efter serviceloven, som gives borgere på midlertidige døgnpladser uafhængigt af, efter hvilken hjemmel den midlertidige plads er oprettet.

Med leverandører, som leverer hjælp efter § 83, jf. servicelovens § 91, i den foreslåede § 150 c, stk. 1, nr. 5, menes leverandører, som leverer hjælp til borgere i eget hjem, som ikke bor i en plejebolig, friplejebolig, på plejehjem m.v., eller i andre tilsvarende boligenheder. Indsatsen over for disse borgere i eget hjem er ofte i kommunen organiseret i hjemmeplejeenheder. Der vil både være kommunale og private leverandører, som leverer personlig hjælp, omsorg og pleje til borgere i eget hjem, jf. § 91. Med henvisningen til hjemmeplejeenheder i lovslagets bemærkninger menes de enheder – både kommunale og private, der leverer personlig hjælp, omsorg og pleje til borgere i eget hjem, som ikke bor i en plejebolig, friplejebolig, på plejehjem m.v., eller anden tilsvarende boligenhed. Den indsats, der føres tilsyn med i hjemmeplejeenhederne, er den personlige hjælp, omsorg og pleje efter servicelovens §§ 83-87.

Med registreringen sikres Styrelsen for Patientsikkerhed det fulde overblik over de enheder, som er omfattet af tilsynsforpligtelsen.

For at sikre, at de tilbud, som ikke hovedsageligt retter sig mod ældre, men hvor for eksempel mennesker med handicap er den primære målgruppe, foreslås det i stk. 2 , at registreringspligten ikke omfatter enheder, hvor hjælpen og støtten til borgerne i enheden i væsentligt omfang omfatter støtte efter § 85. Efter servicelovens § 85 skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Der henvises til den hjælp og støtte, der gives i enheden generelt og ikke i forhold til den enkelte borger. Vurderingen af, om der er tale om støtte efter § 85 i væsentlig omfang, vil således være en samlet vurdering af den hjælp og støtte, som gives til alle borgerne i den registreringspligtige enhed.

Forslaget skal ses i sammenhæng med § 4, stk. 2, i lov om socialtilsyn, hvorefter socialtilsynet har kompetence til at afgøre, om socialtilsynet eller kommunalbestyrelsen, jf. servicelovens § 151, har tilsynsforpligtelsen i forhold til det konkrete tilbud. Som grundlag for afgørelsen skal socialtilsynet vurdere, om den hjælp, der ydes i tilbuddet, har så stor andel af hjælp efter § 85, at tilbuddet med hensyn til målgruppe og indsats kan sammenlignes med botilbud efter servicelovens §§ 107 og 108, jf. § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om socialtilsyn.

Med den foreslåede stk. 3 , fastsættes hjemmel til, at Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætter nærmere regler om registreringsordningen omfattet af stk. 1.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan herunder fastsætte regler om, at registrering skal ske elektronisk. Ved fastsættelse af krav om elektronisk indgivelse af registrering skal der tages behørigt hensyn til eventuelle særlige behov, der gør sig gældende for de enkelte enheder omfattet af registreringspligten.

Der vil desuden blive fastsat regler for, hvilke oplysninger der skal afgives i forbindelse med indgivelsen af registreringen, herunder navn på enheden.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.3. i de almindelige bemærkninger.

§ 150 d

Af den foreslåede stk. 1, fremgår, at tilsiger forholdene i den registreringspligtige enhed det, kan Styrelsen for Patientsikkerhed give påbud om krav til den social- og plejefaglige indsats eller om midlertidigt at indstille driften af den social- og plejefaglige indsats hos den pågældende enhed helt eller delvist.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil således kunne give påbud til den enkelte enhed, der er omfattet af tilsyn efter den foreslåede § 150, stk. 1, hvis forholdene tilsiger det. Om forholdene tilsiger det, vil bero på en konkret vurdering, som Styrelsen for Patientsikkerhed vil foretage. Der vil være tale om en helhedsvurdering af den indsats, som leveres af den pågældende enhed.

Styrelsen for Patientsikkerhed opstiller i påbuddene krav til den social- og plejefaglige indsats til den pågældende enhed, eller giver påbud om midlertidigt at indstille driften af den social- og plejefaglige indsats hos den pågældende enhed helt eller delvist.

Om der er grundlag for at anvende påbud, vil bero på en samlet vurdering af, i hvilket omfang der konstateres svigt i kvaliteten af de leverede ydelser, herunder om svigt vedrører ydelser på flere områder, samt karakteren/alvorligheden af de svigt, som styrelsen konstaterer.

Det forudsættes, at der ved Styrelsen for Patientsikkerheds påbud om indstilling af driften, at Styrelsen for Patientsikkerhed har foretaget en vurdering af, at den ringe kvalitet i indsatsen i den pågældende enhed generelt indebærer en risiko for forværring af borgernes almentilstand.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil i overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip skulle foretage en vurdering af, om det er sandsynligt, at den enkelte enhed inden for en rimelig periode vil kunne opfylde kravene til den social- og plejefaglige indsats, eller om den umiddelbare reaktion på forholdene i stedet må være at give påbud om midlertidigt at indstille driften af den social- og plejefaglige indsats hos den pågældende enhed helt eller delvist. Vurderingen skal ses i tæt sammenhæng med de målepunkter, som Styrelsen for Patientsikkerhed vil udvikle til brug for tilsynene.

Det bemærkes, at kommunalbestyrelsen fortsat har forsyningsansvaret for, at der er de nødvendige tilbud efter lov om social service, jf. § 4, stk. 1.

Det forudsættes, at der forud for en afgørelse om påbud har været en dialog mellem Styrelsen for Patientsikkerhed og den enkelte enhed om de forhold, der ligger til grund for afgørelsen om påbud.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.5. i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede stk. 2, kan afgørelser efter stk. 1 ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Det betyder, at der ikke kan klages over en afgørelse om påbud, som træffes som led i tilsynet. Det gælder også spørgsmål om, hvorvidt styrelsen har overholdt forvaltningsretlige regler ved sagernes afgørelse. Bestemmelsen svarer til, hvad der gælder for den gældende lovgivning om det risikobaserede tilsyn på sundhedsområdet.

Det er forudsat med lovforslaget, at Styrelsen for Patientsikkerhed er i dialog med de enheder, hvor der føres tilsyn, og at dialogen med den enkelte enhed både omfatter tilsynets fund og vurderinger, før der træffes afgørelse om påbud. Derved kan fejl og forkerte oplysninger om faktuelle forhold i tilsynsrapporterne, som har betydning for tilsynets afgørelser, blive rettet.

Styrelsen for Patientsikkerhed bemyndiges i den foreslåede stk. 3 , til at fastsætte regler om offentliggørelse af afgørelser truffet efter stk. 1.

Det er hensigten, at der i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse skal fastsættes regler om, at afgørelserne skal gøres tilgængelige på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside og de stedlige kommunernes hjemmesider. Det er endvidere hensigten, at der vil blive fastsat regler om, at afgørelser i relation til den enkelte enhed skal være let tilgængelig på enhedens eventuelle hjemmeside, og at den seneste afgørelse skal være umiddelbart tilgængelig på selve enheden. Der vil ikke blive stillet krav om, at den enkelte enhed skal have en hjemmeside.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.4. i de almindelige bemærkninger.

ÆndringL 165 (2013-14) · bemærkning til § 1, nr. 9LOV nr 722 af 25/06/2014 · 25. juni 2014

Som konsekvens af forslaget i § 1, nr. 1 om indsættelse af et nyt stk. i § 5 i lov om social service foreslås en redaktionel ændring af henvisningen i lovens § 149, stk. 1, til § 5, stk. 7.

ÆndringL 48 (2006-07) · bemærkning til § 1, nr. 9LOV nr 1585 af 20/12/2006 · 20. december 2006

Det foreslås, at § 149 ophæves, da bemyndigelsen er integreret i § 143, således at reglerne om godkendelse af plejefamilier, netværksplejefamilier og opholdssteder og reglerne om tilsyn med disse tilbud samles i en enkelt bestemmelse. Med ændringen svarer § 143 til bestemmelsen i § 144, stk. 3, som omhandler private botilbud til voksne.

Det foreslås, at § 150 ophæves, da bestemmelsen er indarbejdet i § 148 om det personrelaterede tilsyn.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 149.