Serviceloven § 148 a
Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.
Kapitel 26 – Opfølgning, tilsyn og betaling for tilsynet
§ 148 a.
Kommunalbestyrelsen fører generelt driftsorienteret tilsyn med egne tilbud efter denne lov, som ikke er omfattet af § 4 i lov om socialtilsyn, og med private tilbud efter denne lov beliggende i kommunen, som ikke er omfattet af § 4 i lov om socialtilsyn.
Det driftsorienterede tilsyn omfatter tilsyn med tilbuddenes personale, bygninger og økonomi.
Tilsynet efter stk. 1 omfatter dog ikke tilbud, hvor en anden kommunalbestyrelse eller et regionsråd har indgået driftsaftale med tilbuddet.
Kommunalbestyrelsen kan delegere sin kompetence efter denne bestemmelse til socialtilsynet, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, i lov om socialtilsyn.
Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om det driftsorienterede tilsyn.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Serviceloven § 148 a
Senere ændringer
ÆndringL 94 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 23LOV nr 753 af 13/06/2023 · 13. juni 2023
§ 148 a i serviceloven vedrører kommunalbestyrelsens driftsorienterede tilsyn. Det fremgår af § 148, stk. 1, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen fører et generelt driftsorienteret tilsyn med egne tilbud efter serviceloven, som ikke er omfattet af § 4 i socialtilsynsloven, og med private tilbud efter serviceloven beliggende i kommunen, som ikke er omfattet af § 4 i socialtilsynsloven. Det fremgår af § 148 a, stk. 3, i serviceloven, at det driftsorienterede tilsyn efter § 148 a, stk. 1, ikke omfatter netværksplejefamilier efter § 66, stk. 1, nr. 4, og egne værelser m.v. efter § 66, stk. 1, nr. 5.
Det fremgår af § 66, stk. 1, nr. 4, at anbringelsessteder for børn og unge kan være netværksplejefamilier, og efter § 66, stk. 1, nr. 5, at anbringelsessteder for børn og unge kan være egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder.
Det foreslås, at § 148 a, stk. 3, i serviceloven ophæves.
Den foreslåede ændring vil betyde, at der ikke af serviceloven vil fremgå en undtagelse fra kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre driftsorienteret tilsyn med netværksplejefamilier og egne værelser m.v.
Den foreslåede ophævelse af § 148 a, stk. 3, er begrundet i, at hjælp og støtte til børn og unge, der i dag fremgår af serviceloven, med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås udskilt i en særskilt lov – barnets lov. Det gælder bl.a. § 66, stk. 1, nr. 4 og 5, om netværksplejefamilier og egne værelser m.v. som anbringelsessteder, der med dette lovforslags § 1, nr. 14, foreslås ophævet og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås videreført som § 43, stk. 1, nr. 4 og 5, i barnets lov. Det findes derfor hensigtsmæssigt, at også de processuelle regler knyttet til hjælp og støtte til børn og unge, herunder om det personrettede tilsyn og undtagelser herfra, reguleres i barnets lov.
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre driftsorienteret tilsyn med de tilbud, som ikke er omfattet af socialtilsynets kompetence efter socialtilsynsloven, der efter gældende ret fremgår af § 148 a, stk. 1, i serviceloven, foreslås med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført som § 157, stk. 1, hvorefter bestemmelsen afgrænses til kun at omfatte bestemmelserne om særlige dagtilbud og særlige klubtilbud, der foreslås med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov som §§ 83 og 84. Som følge af den i § 157, stk. 1, positive afgrænsning af hvilke tilbud kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med, er der ikke behov for at videreføre § 148 a, stk. 3. Den foreslåede ophævelse af § 148 a, stk. 3, i serviceloven vil således ikke medføre materielle ændringer.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14, til bemærkninger til §§ 43 og 157 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til dette lovforslags almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.
ÆndringL 64 (2021-22) · bemærkning til § 2, nr. 6LOV nr 2620 af 28/12/2021 · 28. december 2021
Det fremgår forudsætningsvist af servicelovens § 148 a, stk. 2, at kommunerne har mulighed for at indgå driftsaftaler med andre kommuners tilbud, regionale tilbud eller private tilbud forstået som generelle aftaler om drift af det pågældende tilbud. I § 148 a, stk. 2, betegnes en driftsaftale som en ”aftale om anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet og om tilsyn”.
Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 2.2.5.1.
Det følger af den foreslåede ændring af servicelovens § 148 a, stk. 2, at ”aftale om anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet og om tilsyn” ændres til ”driftsaftale med tilbuddet”.
Forslaget vil medføre, at omtalte type aftaler mellem kommuner og tilbud fremover vil skulle betegnes ”driftsaftaler”. Forslaget vil hertil medføre en mere hensigtsmæssig og konsistent begrebsanvendelse og vil ikke medføre indholdsmæssige ændringer. Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 2, samt § 2, nr. 2 og 5.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.5.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
ÆndringL 206 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 21LOV nr 651 af 12/06/2013 · 12. juni 2013
Det foreslås at revidere servicelovens § 148 a som konsekvens af, at flertallet af de tilbud, der i dag er omfattet af kommunalbestyrelsernes driftsorienterede tilsyn, fremover med vedtagelse af forslaget om lov om socialtilsyn vil blive omfattet af reglerne herom.
Det foreslås i stk. 1 , at præcisere i servicelovens § 148 a, at de tilbud, den enkelte kommunalbestyrelse herefter skal føre driftsorienteret tilsyn med, alene er egne tilbud, og private tilbud beliggende i kommunen, som ikke er omfattet af socialtilsynets kompetencer, jf. forslag til lov om socialtilsyn § 4. Derudover foreslås det, at videreføre den gældende bestemmelse i servicelovens § 148 a, stk. 1, om, at det driftsorienterede tilsyn som efter gældende regler omfatter tilsyn med tilbuddets personale, bygninger og økonomi.
Regionsrådet fører fortsat tilsyn med de regionale tilbud, som ikke hører under socialtilsynet, jf. forslag til socialtilsyn § 4, jf. forslagets § 1, nr. 2.
Der er med præciseringen således ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer i indholdet af det driftsorienterede tilsyn efter bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at videreføre den gældende bestemmelse i servicelovens § 148 a, stk. 3, om, at tilbud, der har indgået aftale med en kommunalbestyrelse eller et regionsråd om anvendelse af alle pladser og om tilsyn, er undtaget fra kommunalbestyrelsens driftsorienterede tilsyn.
Der er med præciseringen ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.
Det foreslås i stk. 3, at videreføre den gældende bestemmelse i servicelovens § 148 a, stk. 4, om, at plejefamilier efter § 66, stk. 1, nr. 1 og 2, netværksplejefamilier efter § 66, stk. 1, nr. 3 og egne værelser efter § 66, stk. 1, nr. 4, der er godkendte som konkret egnede er undtaget fra den stedlige kommunes driftsorienterede tilsyn. Disse plejefamilier er i stedet underlagt tilsyn fra den kommunalbestyrelse, der har godkendt dem som konkret egnede. Der henvises til forslagets § 1, nr. 8 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås i stk. 4, at indføre en hjemmel i servicelovens § 148 a, stk. 4, til, at den stedlige kommunalbestyrelse får adgang til at delegere sin kompetence efter § 148 a til socialtilsynet.
Når en kommunalbestyrelse på denne måde delegerer sin kompetence til at varetage en opgave til en anden myndighed (socialtilsynet) betyder det, at socialtilsynet udfører opgaven og træffer afgørelse på vegne af den stedlige kommunalbestyrelse. Ansvaret for opgaven - herunder det økonomiske - bevares i den delegerende kommunalbestyrelse.
ÆndringL 175 (2010-11) · bemærkning til § 1, nr. 13LOV nr 629 af 14/06/2011 · 14. juni 2011
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at § 66, nr. 4, i lov om social service med lov nr. 628 af 11. juni 2010 (Barnets Reform) blev til § 66, nr. 5. Ved en fejl blev der ved vedtagelsen af lov nr. 628 af 11. juni 2010 (Barnets Reform) ikke konsekvensrettet i § 148 a, stk. 5, som trådte i kraft den 1. januar 2011 efter vedtagelsen af lov nr. 629 af 11. juni 2010. Med forslaget sikres det, at socialministeren kan fastsætte nærmere regler om tilsyn med bl.a. private opholdssteder for børn og unge.
ÆndringL 178 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 75LOV nr 628 af 11/06/2010 · 11. juni 2010
Det følger af gældende ret, jf. lovens § 148 a, at den stedlige kommunalbestyrelse fører driftsorienteret tilsyn med tilbud efter serviceloven. Hvis en anden kommune har indgået aftale om anvendelse af samtlige tilbuddets pladser, eller tilbuddet er omfattet af regionsrådets driftstilsyn, jf. lovens § 5, stk. 7, er det dog den pågældende kommune eller regionsrådet, der har forpligtelsen til at føre driftsorienteret tilsyn.
Det foreslås i et nyt stk. 2 at præcisere, at det løbende generelle driftstilsyn for så vidt angår anbringelsessteder for børn og unge skal påse, at anbringelsesstedernes pædagogiske målsætninger og metoder forsat gør anbringelsesstedet egnet til at opfylde målgruppens behov. Kriterierne herfor svarer til kriterierne for optagelse på Tilbudsportalen, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 70 og bemærkningerne hertil.
Formålet med ændringen er at præcisere indholdet af det driftsorienterede tilsyn. Det understreges hermed, at det er vigtigt at vurdere anbringelsesstederne ud fra de kriterier, der også anføres i formålsparagraffen.
Det er allerede i dag praksis, at anbringelsesstedets pædagogik skal indgå i det driftsorienterede tilsyn, jf. vejledning nr. 3 fra 2006, punkt 76, som hænger sammen med kommunalbestyrelsernes pligt til at sikre, at anbringelser sker på et betryggende grundlag, hvor anbringelsesstedets pædagogik ikke kan udelades.
Det foreslås desuden, at der som led i den driftsorienterede tilsyn med opholdssteder efter § 66, nr. 5, og døgninstitutioner efter § 66, nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 40, skal føres minimum et uanmeldt driftsorienteret tilsyn årligt.
Det løbende driftsorienterede tilsyn og herunder tilsynsbesøgene skal foregå, så det mindst muligt forstyrrer de anbragte børn og unge, som er på anbringelsesstedet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 3.4.5.
ÆndringL 178 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 76LOV nr 628 af 11/06/2010 · 11. juni 2010
Det foreslås at indsætte et nyt stykke i lovens § 148 a, der undtager konkret godkendte plejefamilier og konkret godkendte kommunale plejefamilier efter § 66, stk. 1-2, netværksplejefamilier efter § 66 stk. 3 og egne værelser mv. efter § 66 stk. 4 fra kommunalbestyrelsen forpligtelse til at føre driftsorienteret tilsyn.
Forslaget fremsættes som led i regeringens afbureaukratiseringsplan, og formålet er at forenkle den kommunale administration og sikre et hensigtsmæssigt tilrettelagt tilsyn. I de nævnte anbringelsestyper vil der som oftest alene være anbragt et enkelt barn eller ung eller søskende, og i disse tilfælde vil et generelt driftsorienteret tilsyn, som ikke er koblet til det konkrete anbragte barn eller unge, ikke fremstå meningsfyldt.
Det understreges, at børn og unge anbragt i konkret godkendte plejefamilier eller egne værelser m.v. fortsat er omfattet af den anbringende kommunes forpligtelse til at føre et personrettet tilsyn efter lovens § 148. Det vil svare til de tilsynsforhold, der i dag gælder for børn og unge anbragt i netværksplejefamilier.
Da det for de anførte anbringelsessteder alene vil blive den anbringende kommune, der har en tilsynsforpligtelse, vil denne kommune således have det fulde ansvar for anbringelsen herunder for, at anbringelsen sker under betryggende rammer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 3.4.5.
ÆndringL 177 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 13LOV nr 629 af 11/06/2010 · 11. juni 2010
Efter den gældende bestemmelse i servicelovens § 148 a fører den stedlige kommunalbestyrelse et driftsorienteret tilsyn med de tilbud, der er beliggende i kommunen. Tilsynet omfatter tilbuddets personale, bygninger og økonomi. Hvis en anden kommunalbestyrelse eller et regionsråd har indgået aftale med tilbuddet om anvendelse af alle pladser, er det dog denne kommunalbestyrelse eller dette regionsråd, der fører det driftsorienterede tilsyn, jf. bemærkningerne til forslaget til § 148 a, stk. 2, i lovforslag nr. 48 (folketingsamlingen 2006-07, 1. samling) som vedtaget ved lov nr. 1585 af 20. december 2006 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om psykologer m.v. (Tilpasning af reglerne om tilsyn med løsningen af sociale opgaver til kommunalreformen samt regler om befordringsgodtgørelse i forbindelse med specialrådgivning i VISO m.v.).
Det foreslås at understrege sammenhængen mellem de optagne private tilbud på Tilsynsportalen og det løbende driftsorienterede tilsyn ved udtrykkeligt at fastslå i § 148 a, stk. 1, at det gældende driftsorienterede tilsyn også omfatter en løbende vurdering af, om grundlaget for afgørelsen om optagelse af det private tilbud på Tilbudsportalen fortsat er til stede.
Tilføjelsen til § 148 a, stk. 1, svarer indholdsmæssigt til den eksisterende bestemmelse i § 15 i bekendtgørelse nr. 349 af 9. maj 2008 om godkendelse af og tilsyn med private opholdssteder, private botilbud og private behandlingstilbud for stofmisbrugere. Denne bekendtgørelse bortfalder med ophævelsen af § 144 i lov om social service, jf. § 1, nr. 12, og bekendtgørelsens bestemmelse om tilsyn foreslås derfor indsat direkte ind i loven.
ÆndringL 177 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 14LOV nr 629 af 11/06/2010 · 11. juni 2010
Det foreslås, at der i § 148 a, stk. 3, indsættes en bemyndigelse til socialministeren til at fastsætte nærmere regler om tilsyn med private opholdssteder efter § 66, nr. 4, private behandlingstilbud efter § 101 og private botilbud efter § 107. Bestemmelsen svarer til de eksisterende bestemmelser i § 143, stk. 1, og § 144, stk. 4 og 5, i serviceloven for så vidt angår fastsættelsen af regler om tilsyn. Bemyndigelsen kan anvendes til at fastsætte uddybende regler om kommunalbestyrelsernes driftsorienterede tilsyn efter § 148 a, stk. 1, med de private tilbuds personale, bygninger og økonomi samt om kommunalbestyrelsernes løbende tilsyn med, at grundlaget for det private tilbuds optagelse på Tilbudsportalen fortsat er til stede, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 13.
ÆndringL 48 (2006-07) · bemærkning til § 1, nr. 8LOV nr 1585 af 20/12/2006 · 20. december 2006
Bestemmelsen i § 148 a, stk. 1, fastslår princippet om den stedlige kommunes forpligtelse til at føre tilsyn med personale, bygninger og økonomi i de tilbud, som er beliggende inden for kommunen. Der er tale om det generelle driftsorienterede tilsyn.
Det foreslås i § 148 a, stk. 2, at bestemmelsen om den stedlige kommunes forpligtelse til at føre det generelle driftsorienterede tilsyn ikke skal omfatte de situationer, hvor en anden kommune eller en region råder over samtlige pladser i det pågældende tilbud. Der skal foreligge en aftale med den anden kommune eller regionen, som omfatter kommunens eller regionens tilsyn. Undtagelsen vil gælde uanset, om den anden kommune eller region har disponeret over nogle af pladserne ved at videresælge enkeltpladser. Det er den kommune, som i henhold til en aftale med beliggenhedskommunen råder over samtlige pladser, som er forpligtet til at føre det generelle driftsorienterede tilsyn i disse tilfælde.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 148 a.