Serviceloven § 142

Det foreslås, at servicelovens §§ 142, 143 og 145 om godkendelse af plejefamilier udgår. Indholdet af de foreslåede ophævede §§ 142 og 143 videreføres i det store og hele i den foreslåede § 66 a, jf. bemærkningerne til nr. 8 oven for, mens enkelte elementer fremover vil blive reguleret ved bekendtgørelse, jf. den foreslåede § 66 a, stk. 7.

§ 145 har karakter af en overgangsbestemmelse i forbindelse med kommunalreformen, og bestemmelsen har ikke længere betydning.

Efter gældende ret ligger handle- og betalingsforpligtelsen vedrørende plejefamiliers efteruddannelse og supervision hos den kommune, der godkender plejefamilien. Dette har imidlertid vist sig uhensigtsmæssigt, , at det er den godkendende kommune, der skal vurdere, hvilke temaer plejefamilien har brug for at blive opkvalificeret i forhold til. Samtidig har den gældende ordning den utilsigtede konsekvens, at den påfører de kommuner, der har mange godkendte plejefamilier, som kommunen ikke selv benytter, en uforholdsmæssig stor udgift, som ikke er en konsekvens af kommunens egne prioriteringer. Der henvises nærmere til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 2.1.1.

Det foreslås derfor, at reglerne ændres, således at handle- og betalingsforpligtelsen påhviler den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung i en plejefamilie, kommunal plejefamilie eller netværksplejefamilie.

Forslaget medfører, at plejefamilier, kommunale plejefamilier og netværksplejefamilier fortsat vil have ret og pligt til samlet set minimum 2 hele dages årlig efteruddannelse samt til den fornødne supervision, og at kommunale plejefamilier fortsat vil have ret og pligt til yderligere efteruddannelse og supervision i overensstemmelse med plejeopgavens omfang.

I de tilfælde, hvor flere kommuner har anbragt børn eller unge i den samme plejefamilie eller kommunale plejefamilie, vil plejefamilien eller den kommunale plejefamilie samlet set have ret og pligt til minimum 2 dages årlig efteruddannelse. De anbringende kommuner vil her være forpligtet til at sikre plejefamilierne, de kommunale plejefamilier og netværksplejefamilierne kommunens forholdsmæssige del af de 2 årlige kursusdage målt i forhold til antallet af anbragte børn (for eksempel 1 dag til hver kommune, hvis der er anbragt 2 børn fra to forskellige kommuner). De anbringende kommuner har mulighed for at koordinere indsatsen, for eksempel således at kommunerne indgår aftale om, hvilket kursus plejefamilien, den kommunale plejefamilie eller netværksplejefamilien skal tilbydes, og/eller om hvordan udgifterne til efteruddannelsen skal fordeles mellem de anbringende kommuner.

Med forslaget skal den anbringende kommune sikre, at plejefamilier, kommunale plejefamilier og netværksplejefamilier modtager supervision efter behov og i overensstemmelse med den konkrete plejeopgaves omfang. Også hvad angår supervision, vil kommunerne have mulighed for at fordele den samlede supervisionsindsats mellem sig efter en konkret vurdering af plejeopgavernes omfang.

Undersøgelser viser, at i langt hovedparten af plejefamilierne er der kun 1 barn anbragt eller kun børn fra én kommune, hvorfor denne problemstilling kun vil være relevant i forhold til en mindre del af plejefamilierne.

Som konsekvens af forslagene til ændring af reglerne om den kommunale handle- og betalingsforpligtelse, hvad angår efteruddannelse og supervision til plejefamilier, kommunale plejefamilier og netværksplejefamilier, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås det med lovforslagets § 1, nr. 3, at der indføres en bemyndigelsesbestemmelse, således at social- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om handle- og betalingsforpligtelsen vedrørende plejefamiliers, kommunale plejefamilier og netværksplejefamiliers ret og pligt til efteruddannelse og supervision i de tilfælde, hvor denne forpligtelse deles af flere anbringende kommuner. Ministeren bemyndiges hermed til om nødvendigt at regulere, hvorledes flere anbringende kommuner skal løfte og fordele ansvaret for plejefamiliers supervision samt kommunale plejefamiliers efteruddannelse og supervision mellem sig, dog således at plejefamilierne altid har ret og pligt til minimum 2 hele dages efteruddannelse årligt samt supervision efter behov i overensstemmelse med plejeopgavens omfang.

Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 24.

Efter gældende ret, jf. lovens § 142, stk.1, skal plejefamilier være godkendt som generelt egnede af den stedlige kommunalbestyrelse som betingelse for at kunne anvendes som anbringelsessted.

Det foreslås at gøre godkendelsesreglerne mere fleksible, så kommunerne fremover kan vælge at foretage en generel godkendelse eller en konkret godkendelse til den specifikke anbringelse af et barn eller en ung.

Det betyder, at en plejefamilie, jf. lovens § 66, nr. 1, eller en kommunal plejefamilie, jf. nr. 2, for at kunne anvendes som anbringelsessted enten skal være godkendt af den stedlige kommune som generelt egnet eller af den anbringende kommune som konkret egnet.

Forslaget skal medvirke til, at den anbringende kommune kan få lettere ved at foretage et individuelt match mellem barnet eller den unge og den valgte plejefamilie.

I forbindelse med en konkret godkendelse af en plejefamilie, skal den godkendende kommune tage stilling til, om plejefamilien - under hensyn til det konkrete barns eller den konkrete unges behov - vurderes at kunne modtage andre børn. Dette skal fremgå af godkendelsen. Når den anbringende kommune har godkendt en familie som konkret egnet, kan andre kommunalbestyrelser som udgangspunkt ikke anbringe børn i familien. Dette skyldes, at plejefamiliens godkendelse hviler på dens særlige egnethed i forhold til de konkrete børn eller unge, som den anbringende kommune bruger familien i forhold til. Samtidig vil det kunne skabe uklarhed i forhold til de enkelte kommu-ners tilsyns- og supervisionsforpligtelse, hvis flere kommuner kunne anbringe i en plejefamilie, som er konkret godkendt af en anbringende kommune.

Der kan dog opstå situationer, hvor det er nødvendigt, at flere kommuner koordinerer indsatsen i forhold til anbringelse i konkret godkendte plejefamilier. Der kan f.eks. i konkrete tilfælde være behov for at anbringe flere søskende sammen, jf. også bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 45.

Hvis disse søskende ikke har samme opholds-/handlekommune og det først anbragte barn er anbragt i en konkret godkendt plejefamilie, har de øvrige søskendes opholds-/handlekommune(r) som udgangspunkt ikke mulighed for at anbringe i den samme plejefamilie, jf. ovenfor. De involverede kommuner kan dog drøfte konkret, hvorvidt anbringelse af flere børn i den konkret godkendte plejefamilier tilgodeser de pågældende børns behov. Det er den kommunalbestyrelse, der som udgangspunkt godkendte plejefamilien som konkret egnet, der foretager den endelige vurdering.

I de tilfælde, hvor en plejefamilie eller en kommunal plejefamilie er konkret godkendt, foreslås det, jf. lovforslagets § 1, nr. 76, at de ikke skal være omfattet af den stedlige kommunes forpligtelse til at føre driftsorienteret tilsyn efter lovens § 148 a. Tilsynet bliver sikret ved den anbringende kommunes pligt til at føre personrettet tilsyn med barnet eller den unge.

Den godkendende kommune, hvad enten det er den stedlige kommune eller den anbringende kommune, skal tilbyde supervision og uddannelse og efteruddannelse i overensstemmelse med lovens § 142, jf. lovforslagets § 1, nr. 68 herom.

Forslaget skal desuden ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 71, hvorefter private anbringelsessteder får adgang til at klage over kommunalbestyrelsens afgørelse om godkendelse.

Ifølge gældende ret skal den anbringende kommune i forbindelse med en anbringelse af et barn eller en ung i en plejefamilie i en anden kommune, orientere denne kommune (den stedlige kommune) om anbringelsen, jf. servicelovens § 69, stk. 1. Dette er af hensyn til den stedlige kommunes pligt til at føre tilsyn med alle børn og unge i kommunen, jf. § 146.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 3.1.4, 3.4.4. og 3.4.5.

Efter gældende ret, jf. lovens § 142, stk. 3, skal den kommunalbestyrelse, der godkender en plejefamilie eller en netværksplejefamilie, jf. § 142, stk. 1 eller 2, sørge for, at plejefamilien deltager et kursus i at være plejefamilie. Kursets omfang skal svare til minimum 4 hele kursusdage,

Det foreslås i en ny affattelse af stk. 3, at det lovpligtige 4-dages kursus i at være plejefamilie, som udgangspunkt skal være gennemført inden anbringelsen af barnet eller den unge i plejefamilien. Alene hvor særlige forhold gør sig gældende, kan barnet eller den unge anbringes i plejefamilien, inden kurset afholdes. Særlige forhold kan f.eks. være, at barnet eller den unge har et akut anbringelsesbehov, og at der er forhold, der gør, at netop denne plejefamilie er særligt egnet til barnet uanset den manglende gennemførelse af kurset. Hvis en plejefamilie modtager et barn eller en ung, inden kurset er gennemført, skal kurset gennemføres hurtigst muligt herefter.

Kurset skal både i omfang og indhold svare til det såkaldte RUGO-kursus (Rekruttering, Uddannelse, Godkendelse og Organisation), der i sin tid blev udviklet af det daværende Socialministerium, Kommunernes Landsforening samt de centrale organisationer på området.

Med forslaget til nyt stk. 4 fastslås det i loven, hvad der tidligere alene er fremgået af vejledningerne på området, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at plejefamilier, kommunale plejefamilier og netværksplejefamilier får den fornødne efteruddannelse og supervision i overensstemmelse med plejeopgavens omfang. Det indebærer en pligt for kommunen og både en ret og en pligt for plejefamilien til efteruddannelse og supervision.

Det foreslås, at plejefamilierne skal have efteruddannelse svarende til minimum to årlige kursusdage. Kommunen vurderer, hvilke temaer plejefamilierne har brug for at blive opkvalificeret i forhold til.

I beregningen af lovforslagets økonomiske konsekvenser er det vurderet, at de nye bestemmelser betyder, at supervisionen til en traditionel plejefamilie øges med gennemsnitligt 19 timers supervision om året i forhold til den nuværende situation. Det er ligeledes vurderet, at de kommunale plejefamilier gennemsnitligt vil modtage 39 timers supervision mere end den gennemsnitlige plejefamilie i dag modtager.

Beregninger bygger dog alene på gennemsnitsbetragtninger og det konkrete antal timer til supervision skal i forhold til den enkelte plejefamilie tilpasses den konkrete situation. Omfanget vil derfor variere alt efter familiens konkrete behov. Nogle familier vil derfor have behov for mindre supervision end de timer, som ligger til grund for beregningen, andre mere. Der kan således f.eks. for en traditionel plejefamilie være tale om, at de det første år eller i særlige perioder har behov for supervision ugentligt eller månedligt, men det i andre perioder i plejeanbringelser der er velfungerende og uden problemer blot kan være behov for f.eks. kvartalsvise supervisionssamtaler. For kommunale plejefamilier, der har børn med særligt store problemer, må det forventes, at det løbende niveau for supervision er højere for de fleste af plejefamilierne – f.eks. med månedsvise supervisionssamtaler.

Ligeledes vil omfanget og indholdet af supervisionen og uddannelsen f.eks. variere i forhold til plejefamiliens erfaring og i forhold til tyngden af problemer hos de børn eller unge, som plejefamilien aktuelt har i pleje, lige som der i nogle perioder kan være behov for mere supervision end i andre F.eks. vil der typisk være behov for mere supervision i starten af forløbet eller i perioder omkring skolestart, hvis der er problemer med samarbejdet med de biologiske forældre eller andre tidspunkter, der kan rumme særlige udfordringer for barnet eller den unge eller plejeforældrene.

I forslaget til nyt stk. 5 fastslås det, at de nye kommunale plejefamilier, jf. lovforslagets § 1, nr. 40, varetager en særlig opgave, der nødvendiggør, at de får mere supervision og efteruddannelse end andre typer af plejefamilier, jf. bemærkningerne til stk. 4.

Omfanget af supervision vil som for øvrige plejefamilier ofte variere i forhold til den kommunale plejefamilies forudsætninger og tyngden af barnets eller den unges problemer. Men det understreges, at omfanget af supervision og efteruddannelse skal afspejle tyngden i den opgave, den kommunale plejefamilie varetager.

Støtten til de kommunale plejefamilier i form af efteruddannelse og supervision, kan f.eks. gives ved at etablere et samarbejde mellem plejefamilier og specialiserede døgninstitutioner, hvor der desuden kan gives løbende faglig sparring.

Hvis den kommunale plejefamilie er ansat af den godkendende kommune, vil der i den forbindelse være taget stilling til arbejdsvilkår, pension, opsigelsesvarsel m.v. Hvis den kommunale plejefamilie ikke er ansat af kommunen, men er godkendt som generelt egnet af den stedlige kommunalbestyrelse, vil der eventuelt være taget stilling til de nævnte forhold i forbindelse med godkendelsen.

I forbindelse med indgåelse af en konkret plejeaftale mellem den kommunale plejefamilie og en anbringende kommune, skal den anbringende kommune sikre sig, at der er taget stilling til de pågældende arbejdsvilkår m.v. i overensstemmelse med plejeaftalen. Det betyder, at der skal tages stilling hertil i selve plejeaftalen, hvis der ikke allerede er taget stilling hertil i forbindelse med ansættelse eller generel godkendelse, jf. ovenfor.

Der opstilles ikke krav til plejeaftalens indhold, men forudsættes alene, at der skal tages stilling til arbejdsvilkår mv. Som en naturlig del heraf skal der også tages stilling til, om plejefamiliens forudsætninger for at påtage sig opgaven og karakteren af barnets eller den unges problemer tilsiger, at plejeforældrene skal have tilbud om aflastning.

Efter gældende ret, jf. lovens § 142, stk. 4, skal den stedlige kommunalbestyrelse godkende egne værelser, kollegier og kollegielignende opholdssteder som generelt egnede som forudsætning for, at denne eller andre kommunalbestyrelser kan anvende de pågældende værelser m.v. som anbringelsessted.

Som led i regeringens afbureaukratiseringsplan foreslås det at ophæve kravet om den stedlige kommunalbestyrelses generelle godkendelse af egne værelser m.v.

I stedet er det op til den anbringende kommune at godkende værelserne m.v. som konkret egnede i forbindelse med, at de anbringer en ung på værelset. Hermed understreges det, at det alene er de anbringende kommuner, der har ansvaret for, at anbringelse af unge på eget værelse mv. sker under betryggende forhold.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 3.4.4.

Efter gældende ret, jf. lovens § 142, stk. 5, skal den stedlige kommunalbestyrelse godkende opholdssteder for børn og unge som generelt egnede som forudsætning for, at denne eller andre kommunalbestyrelser kan anvende de pågældende opholdssteder som anbringelsessted. Samtidig skal anbringelsessteder være registreret på Tilbudsportalen, for at kunne anvendes af kommunerne, jf. lovens § 14.

Som led i regeringens afbureaukratiseringsplan foreslås det at ophæve kravet om godkendelse af private opholdssteder som generelt egnede. I stedet opstilles en række kriterier, som skal være opfyldt, hvis det enkelte opholdssted skal kunne optages på Tilbudsportalen. Alene optagelse og registrering på Tilbudsportalen vil herefter være betingelse for, at kommunerne kan anvende de konkrete opholdssteder til anbringelse af børn og unge. Formålet hermed er at forenkle kommunernes godkendelsesprocedurer, uden at der dog slækkes på de indholdsmæssige krav hertil. Forslaget skal ses i sammenhæng med de ændringer af lovens § 14 om optagelse af private tilbud på Tilbudsportalen som fremgår af regeringens fremsatte lovforslag om afbureaukratisering på dele af det sociale område.

Det skal således understreges, at den foreslåede løsning ikke indebærer, at kommunernes forpligtelser i relation til at sikre kvaliteten og indholdet i de private tilbud svækkes. Den godkendende kommunalbestyrelse vil således fortsat skulle forholde sig til tilbuddets personale, pædagogik, målgruppe m.v. samt føre tilsyn hermed. Tværtimod vil den direkte kobling af godkendelsen og indberetningen af oplysninger til Tilbudsportalen tydeliggøre, at den godkendende kommune står inde for tilbuddet.

Med forslaget lovfæstes de godkendelseskrav vedrørende pædagogisk metode og målsætning, der hidtil har fremgået af § 9 i bekendtgørelse nr. 349 af 9. maj 2008 om godkendelse af og tilsyn med private opholdssteder, private botilbud og private behandlingstilbud for stofmisbrugere.

De opstillede kriterier viser tilbage til formålsbestemmelsen for den særlige støtte til børn og unge i § 46, som den er formuleret ved lovforslagets § 1, nr. 5. Formålet med ændringen er således også at understrege, at det er vigtigt at vurdere opholdsstedet ud fra de kriterier, der også anføres i formålsparagraffen.

Det konkrete opholdssted skal vurderes ud fra den konkrete målgruppes behov. Det betyder, at f.eks. skolegang ikke er et relevant kriterium i forhold til vurderingen af opholdssteder for spædbørn, da målgruppen ikke har noget behov herfor.

Efter gældende regler, jf. lovens § 166, kan kommunalbestyrelsens afgørelser efter serviceloven indbringes for det sociale nævn, med mindre andet fremgår af loven. Af lovens § 142, stk. 6, fremgår det, at kommunalbestyrelsens afgørelse om godkendelse ikke kan påklages.

Det foreslås at ophæve klagebegrænsningen, så kommunalbestyrelsernes afgørelser om godkendelse af plejefamilier og opholdssteder fremover også bliver omfattet af den almindelige adgang til at klage til de sociale nævn. For så vidt angår plejefamilier gælder klageadgangen alene kommunens vurdering af, om familien kan godkendes som plejefamilie. Der kan således ikke klages over, hvordan kommunen vælger at godkender familien, herunder om kommunen vælger at godkende plejefamilien som ”konkret” eller ”generelt” egnet, eller om hvorvidt plejefamilien kan godkendes som ”kommunal plejefamilie”.

Det vil også komme til at gælde for afslag på optagelse på Tilbudsportalen, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 70.

Afgørelserne vil kunne påklages til de sociale nævn efter de almindelige klageregler på det sociale område efter retssikkerhedslovens kap. 10, jf. servicelovens § 166.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 3.4.4.

Der er tale om konsekvensrettelser i den nye servicelov, så de foreslåede ændringer i den nugældende servicelov (§ 1) fortsat gælder efter den 1. januar 2007, hvor den nye servicelov træder i kraft.