Serviceloven

Serviceloven § 13

Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 4 – Statslig koordinering og rådgivning, Tilbudsportalen og uvildig konsulentordning

§ 13.

Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation i Social- og Boligstyrelsen bistår kommuner og borgere med gratis vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager.

Tilsvarende ydes gratis specialrådgivning til kommuner, regioner, skoler og institutioner m.v. samt borgere om specialundervisning og specialpædagogisk bistand.

Stk. 2.

Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation yder gratis vejledende udredning til kommuner og borgere i de få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens tilbud.

Tilsvarende ydes gratis bistand til kommunens udredning vedrørende specialundervisning og specialpædagogisk bistand.

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om henvisning af borgeren efter 1. pkt.

Stk. 3.

Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation træffer afgørelse om ydelser efter stk. 1 og 2.

Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 4.

Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation skal tilvejebringe de mest specialiserede rådgivningsydelser, herunder relevant materialeproduktion, til kommuner, borgere, skoler m.fl. i forhold til specialundervisning og specialpædagogisk bistand m.v.

Stk. 5.

Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation sikrer en systematisk indsamling, udvikling, bearbejdning og formidling af den faglige viden på det sociale område og på området for den mest specialiserede specialundervisning og specialpædagogiske bistand m.v. Videns- og specialrådgivningsorganisationen sørger for at koordinere og deltage i prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på hjælpemiddelområdet.

Stk. 6.

Kommunalbestyrelser og regionsråd kan indgå aftale med den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation om, at kommunen eller regionen mod betaling kan levere de ydelser for videns- og specialrådgivningsorganisationen, der er nævnt i stk. 1, 2 og 4.

Stk. 7.

Socialministeren fastsætter efter forhandling med undervisningsministeren i en bekendtgørelse nærmere regler om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisations virksomhed og organisering.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Serviceloven § 13

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 38 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 13LOV nr 573 af 24/06/2005 · 24. juni 2005

Bestemmelsen er ny, og er en konsekvens af strukturaftalen. Det fremgår af aftalen, at der skal oprettes en national videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO). Formålet med en sådan organisation er at sikre en sammenhængende og helhedsorienteret vidensindsamling og – udvikling. Formålet er endvidere at sikre rådgivning og vejledning af borgere og kommuner og et landsdækkende overblik over den samlede specialrådgivning.

Kommunerne får ansvaret for at tilbyde såvel den almindelige som den mere specialiserede rådgivning til brugere og pårørende, som de efter loven har krav på. Kommunerne kan søge støtte til deres rådgivningsopgaver dels i andre kommuner og hos private dels i de tilbud, som regionerne driver. Som supplement hertil skal VISO tilbyde kommuner og borgere vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager samt vejledende udredning i de få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens tilbud.

I samme omfang som i dag skal specialrådgivningsfunktionen være en gratis ydelse i forhold til kommuner og borgere.

Borgere vil kunne henvende sig direkte til VISO om specialrådgivning, men i langt de fleste tilfælde er det mest hensigtsmæssigt for borgeren, at henvendelsen går via kommunen for at sikre en dialog mellem borger, den ansvarlige myndighed (kommunen) og den rådgivende instans (VISO).

Henvendelser om udredning skal i alle tilfælde ske via kommunen. Et kommunalt afslag på udredning i VISO vil kunne indbringes for det sociale nævn.

VISO afgør om en konkret sag og problemstilling falder inden for VISO’s område og skal således kunne afvise henvendelser. Afgørelsen kan ikke påklages, hverken til socialministeren eller de sociale klagemyndigheder.

VISO samarbejder med og indgår kontrakter med kommuner, regioner m.fl. om levering af specialiseret rådgivning og vejledning fra de lokale tilbud.

VISO er en netværksorganisation med en mindre central enhed, men hvor hovedparten af specialisterne er placeret decentralt, idet de er ansat i kommuner, regioner eller i private tilbud. Netværket fastholdes således samlet som en del af det kommunale/regionale tilbud, dvs. forbliver lokalt i de tilbud, hvor de i øvrigt arbejder.

I det omfang, det er relevant for VISO’s virksomhed, kan VISO også samarbejde med funktioner under andre sektorer, fx sundhed og arbejdsmarked.

VISO består af en vidensfunktion, en specialrådgivningsfunktion og en udredningsfunktion. VISO er primært praksisorienteret, og skal opbygge viden om, hvordan man håndterer personer med specifikke problemer (metodeudvikling inden for behandlingsformer). VISO kan også pege på indsatsområder for forskning og omsætte forskningsresultater til anvendelig viden.

Formålet med VISO er:

- At sikre sammenhængende og helhedsorienteret vidensindsamling og –formidling til kommuner og tilbud og gøre den anvendelig for både kommunernes og VISO’s specialrådgivning og udredning i enkeltsager.

- At sikre et landsdækkende overblik over den samlede specialrådgivning.

- At sikre inddragelsen af relevante internationale erfaringer og bidrage til det internationale samarbejde.

- At sikre et tæt samspil mellem de forskellige videns- og rådgivningsspecialer på socialområdet

- At sikre fortsat udvikling af viden og specialrådgivning.

- At tilbyde kommuner og borgere vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager samt vejledende udredning i de få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens tilbud.

- At sikre overblik over og samarbejde med netværk i øvrige sektorer.

VISO skal dække de mest specialiserede, komplicerede problemstillinger inden for følgende områder:

- Børn og unge med handicap, herunder sjældne handicap.

- Børn og unge med sociale eller adfærdsmæssige problemer.

- Udsatte grupper.

- Voksne med handicap.

- Socialpsykiatrien.

- Andre grupper med meget komplekse problemstillinger.

- Specialundervisning og specialpædagogisk bistand til børn, unge og voksne.

VISO’s vidensfunktioner

- Indsamling af viden, herunder:

- Holde sig bredt orienteret om udviklingen – også internationalt - med henblik på at indsamle viden.

- Systematisk og målrettet indsamling af viden som følge af konkrete forespørgsler fra kommuner, tilbud, borgere eller fra VISO internt.

- Indsamle internationale erfaringer og deltage i internationale netværk

- Udvikle viden om, hvordan man håndterer personer med meget specifikke problemer (metodeudvikling inden for behandlingsformer)

- Udvikling og bearbejdning af viden:

- Opbygning af database.

- Vedligeholde og opbygge faglige miljøer og netværk.

- Ansvarlig for udvikling af/tilvejebringelse af viden – også på nye områder.

- Formidling af viden:

- Formidling af viden, som skal danne grundlag for rådgivnings- og udredningsfunktionen, for udvikling af relevante tilbud og som skal kunne bruges generelt i sagsbehandlingen.

- Skriftlig formidling i form af nyhedsbreve, rapporter, pjecer, hjemmesider mv. til myndigheder samt borgere, pårørende mv.

- Mundtlig formidling i form af konferencer, temadage mv.

- Løbende udvikling af nye formidlingsstrategier.

- Registrering af relevant særlig sagkundskab på andre områder, herunder sundhedsområdet, undervisningsområdet og beskæftigelsesområdet.

Rådgivningsfunktioner i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager

- Bistå kommuner, regionale tilbud og borgere med vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager.

- Bistå kommuner, regioner, skoler og institutioner m.v. på specialundervisningsområdet.

Udredningsfunktioner i de få mest specialiserede og komplicerede enkeltsager

- Tilbyde kommuner og borgere vejledende udredning i de få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens tilbud.

- Tilbyde bistand til kommunens udredning vedr. specialundervisning og specialpædagogisk bistand i de få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune.

Hvad indgår i vidensfunktionen

Følgende samles under VISO:

- De nuværende 11 amtskommunale videnscentre:

- Videnscenter for Autisme.

- Videnscenter for Bevægelseshandicap.

- Videnscenter for Døvblevne, Døve og Hørehæmmede.

- Videnscentret for DøvBlindBlevne.

- Videnscenter for Døvblindfødte.

- Videnscenter om Epilepsi.

- Videnscenter for Hjerneskadede.

- Dansk Videnscenter for Stammen.

- Dansk Videnscenter for Ordblindhed

- Videnscenter for Synshandicap.

- Videnscenter om Kommunikation og Multiple Funktionsnedsættelser hos Børn og Unge uden et Talesprog.

Derudover indgår Hjælpemiddelinstituttet.

Ligeledes samles følgende statslige videns- og formidlingscentre under VISO.

- Center for Små Handicapgrupper.

- Videnscenter for Socialpsykiatri.

Derudover skal der sikres vidensfunktioner vedr. børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer samt udsatte grupper.

Den effekt, der ligger i at samle de forskellige vidensfunktioner i én organisation, skal udnyttes til dels at sikre en mere hensigtsmæssig ressourceanvendelse og dels til at rette fokus på områder, der i dag er udækkede rent vidensmæssigt.

Hvad indgår under specialrådgivningsfunktionen og udredningsfunktionen

VISO skal dække de mest specialiserede rådgivnings- og udredningsopgaver i forhold til de mest komplicerede enkeltsager. Karakteristisk for de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager vil være, at de for den enkelte kommune vil forekomme sjældent, ligesom indsatsen i mange tilfælde vil involvere flere faglige specialister samt ofte være særdeles udgiftskrævende. VISO vil i mange tilfælde være nødt til at trække på ekspertise i andre sektorer.

Udredningsfunktionen vil være snævrere end specialrådgivningsfunktionen, idet den vil være afgrænset til få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens tilbud.

Både specialrådgivningsfunktionen og udredningsfunktionen har vejledende karakter i forhold til borger og kommune, idet det alene er den enkelte kommune, som har ansvaret for at træffe beslutninger i forhold til borgeren.

På specialundervisningsområdet kan VISO tilbyde bistand til kommunens udredning.

Specialrådgivning i de mest specielle og komplicerede enkeltsager fx vedr.:

- Børn og unge med sociale eller adfærdsmæssige problemer, herunder:

- Børn med meget svære sociale og adfærdsmæssige problemer, massivt omsorgssvigtede børn.

- Børn med ADHD (DAMP).

- Seksuelt misbrugte.

- Kriminelle.

- Børn og unge med stof- og alkoholmisbrug.

- Børn og unge med psykiske problemer, herunder selvskadende adfærd.

- Børn og unge med handicap, herunder:

- Småbørn med komplekse tale, høre, syn problemer.

- Børn med behov for særlige teknologiske hjælpemidler.

- Autister.

- Svært multihandicappede børn.

- Børn og unge med små eller usynlige handicap.

- Specialundervisning af børn, unge og voksne.

- Hjerneskade, herunder:

- Senhjerneskadede.

- Genoptræning af fysisk handicappede/hjerneskadede.

- Udviklingshæmmede, herunder kriminelle udviklingshæmmede, fx:

- Personer med Prader Wille Syndrom.

- Meget udadreagerende.

- Svært multihandicappede uden verbalt sprog.

- Udviklingshæmmede med dobbeltdiagnoser.

- Udviklingshæmmede med demens.

- Kriminelle udviklingshæmmede, herunder kriminelle udviklingshæmmede med anden etnisk baggrund end dansk.

- Udsatte grupper, herunder:

- Hjemløse.

- Gravide stofmisbrugere.

- Svære blandingsmisbrug.

- Andre meget specialiserede og komplicerede personlige eller sociale problemer.

- Sindslidende.

- Øvrige meget komplekse sager, herunder:

- komplicerede sager eller meget små komplekse handicapgrupper/sammensatte problemstillinger, fx personer med Huntingtons Chorea eller personer med Spielmeyer-Vogt’s sygdom.

- Personer med tilsvarende sjældne handicaps, hvor funktionsnedsættelsen kræver kompleks og specialiseret indsats.

- Personer med komplicerede bevægehandicap.

- Læbe/ganespalte, sjældne handicap, handicappede med flere diagnoser og andre områder, hvor der kræves en kompleks og specialiseret indsats.

- Specialiseret rådgivning om epilepsi fra Kolonien Filadelfia.

- Blinde, herunder:

- Specialrådgivningsfunktioner ved Instituttet for Blinde og Svagsynede.

- Specialrådgivningsfunktioner ved Refsnæsskolen.

- Specialrådgivningsfunktioner ved Kennedy Instituttet-Statens øjenklinik.

- Anden specialrådgivning vedr. blinde.

- Døve og døvblinde, herunder:

- Døve- og døvblindekonsulenter.

- Specialrådgivningsfunktioner ved Ålborgskolen.

- Specialrådgivningsfunktioner ved Fredericiaskolen.

- Specialrådgivningsfunktioner ved Børneklinikken.

Netværk

Under VISO indgår også sekretariatsfunktionerne vedr. en række netværk oprettet af amterne

- Netværk vedr. Asperger/autisme

- Netværk vedr. omsorgssvigt

- Netværk vedr. ældre udviklingshæmmede

- Vidensteam vedr. kriminelle og udviklingshæmmede

- Vidensteam vedr. læbe/ganespalte

- Netværk vedr. rusmiddelområdet

- Netværk vedr. udviklingshæmmede med dobbeltdiagnoser

- Netværk vedr. blinde udviklingshæmmede

Organisering af VISO

VISO er en netværksorganisation med en mindre central enhed, hvor hovedparten af specialisterne er placeret decentralt, idet de er ansat i kommuner, regioner eller i private tilbud.

Den centrale enhed skal varetage følgende opgaver:

- Sikre én indgang til overblik over VISO’s funktioner, den eksisterende viden - hvem der laver hvad, og hvor man skal henvende sig

- Sikre en koordineret vidensopbygning, -udvikling og grundlag for bestyrelsens vurdering af dimensioneringen inden for den samlede ramme

- Have overblik over den kommunale og regionale rådgivningsstruktur

- Kunne foretage en faglig vurdering som grundlag for at henvise kommuner, tilbud og borgere til den rigtige viden og rådgivning

- Indgå kontrakter mellem VISO og de pågældende kommuner og regioner om specialrådgivning

- Sikre overblik over og samarbejde med netværk i øvrige sektorer, herunder arbejdsmarkedssektoren, og sundhedssektoren.

- Sekretariat for bestyrelsen for VISO

Der nedsættes en faglig bestyrelse for VISO bestående af repræsentanter fra staten, KL og regionerne i forening samt brugerorganisationer. Bestyrelsen skal:

- Løbende følge udviklingen i behovene og fastlægge den overordnede indsats på områderne

- Løbende vurdere dimensioneringen af indsatsområderne inden for den samlede ramme.

- Løbende evaluere VISO’s virksomhed og udarbejde en årsrapport.

Arbejdsgangene i VISO vil blive tilrettelagt, så de er i overensstemmelse med persondatalovens regler.

Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse nærmere regler om VISO.

Senere ændringer

ÆndringL 94 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 12LOV nr 753 af 13/06/2023 · 13. juni 2023

§ 13 i serviceloven vedrører den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO). § 13 indeholder i stk. 5 og 6 bestemmelser om udvekslingen af oplysninger mellem VISO og kommunalbestyrelsen, når kommunalbestyrelsen anvender VISO i sager om hjælp og støtte til børn og unge. Det fremgår således af § 13, stk. 5, at hvis kommunalbestyrelsen som led i behandlingen af en sag om særlig støtte til børn og unge efter kapitel 11 benytter rådgivning eller udredning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation efter § 13, stk. 1 og 2, kan kommunalbestyrelsen uden samtykke videregive nødvendige oplysninger, herunder om barnets, den unges eller familiens rent private forhold, til den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation. Kommunalbestyrelsen skal uanset adgangen til at videregive oplysninger uden samtykke forsøge at få samtykke til henholdsvis at videregive og behandle oplysningerne. Videre fremgår af § 13, stk. 6, at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation uden samtykke kan behandle nødvendige oplysninger, herunder om barnets, den unges eller familiens rent private forhold, som videregives fra en kommune i forbindelse med rådgivning og udredning efter § 13, stk. 1 og 2, hvis oplysningerne videregives som led i behandlingen af en sag om særlig støtte til børn og unge efter kapitel 11.

Efter § 13, stk. 7, yder VISO gratis vejledende rådgivning til kommuner i sager om adoption uden samtykke.

Det foreslås, at § 13, stk. 5-7, ophæves.

Den foreslåede ophævelse vil betyde, at kommunalbestyrelsernes og VISO’s udveksling af oplysninger i sager om støtte til børn og unge og VISO’s behandling af sådanne oplysninger ikke vil være reguleret i § 13, stk. 5 og 6. Endvidere vil ophævelsen betyde, at det ikke vil fremgå af § 13, at VISO yder gratis vejledende rådgivning til kommuner i sager om adoption uden samtykke.

Den foreslåede ophævelse af § 13, stk. 5-7, er begrundet i, at hjælp og støtte til børn og unge, der i dag fremgår af serviceloven, med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås udskilt i en særskilt lov – barnets lov. Det findes derfor hensigtsmæssigt, at også de processuelle regler knyttet til hjælp og støtte til børn og unge, herunder bestemmelserne om VISO’s rådgivning i sager om børn og unge, herunder om adoption uden samtykke, og udvekslingen af oplysninger i forbindelse hermed, kommer til at fremgå af barnets lov.

Bestemmelsen i § 13, stk. 1, i serviceloven om VISO’s bistand i form af gratis vejledende specialrådgivning til kommuner og borgere i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager og til kommuner, regioner, skoler og institutioner m.v. samt borgere om specialundervisning og specialpædagogisk bistand foreslås således, for så vidt rådgivningen vedrører børn og unge, med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført med sproglige ændringer som § 165 i barnets lov. Tilsvarende foreslås den gældende bestemmelse i § 13, stk. 2, i serviceloven om VISO’s gratis vejledende udredning til kommuner og borgere i de få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens tilbud og VISO’s gratis bistand til kommunens udredning vedrørende specialundervisning og specialpædagogisk bistand, for så vidt der er tale om udredning af børn og unge, med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført med sproglige ændringer som § 166 i barnets lov. VISO’s gratis vejledende rådgivning til kommuner i sager om adoption uden samtykke foreslås med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført uændret som § 167 i barnets lov.

Bestemmelserne i § 13, stk. 5 og 6, i serviceloven om udveksling og behandling af oplysninger i sager om børn og unge findes i lighed med § 13, stk. 7, ikke fortsat at skulle fremgå af serviceloven, når bestemmelserne om hjælp og støtte til børn og unge og de dertil knyttede processuelle bestemmelser i serviceloven, med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås udskilt til en særskilt barnets lov. Bestemmelserne i § 13, stk. 5 og 6, findes dog at burde samles med den øvrige regulering af indhentning, udveksling og behandling af oplysninger i socialretlige sager, der fremgår af retssikkerhedsloven. Bestemmelserne i § 13, stk. 5 og 6, i serviceloven foreslås derfor med lovforslagets § 2, nr. 10, videreført uændret som en ny § 11 d i retssikkerhedsloven.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 10, til bemærkningerne til §§ 165-167 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til dette lovforslags almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.

ÆndringL 121 (2014-15) · bemærkning til § 2, nr. 1LOV nr 530 af 29/04/2015 · 29. april 2015

Den gældende bestemmelse i § 13 i serviceloven regulerer den nationale videns- og specialrådgivningsorganisations (VISO) opgaver i forhold til kommuner, regioner, skoler, institutioner og borgere. VISO bistår kommuner og borgere med gratis vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager.

Med forslaget om at indsætte et nyt stk. 7 i § 13, præciseres det over for kommunerne, at VISO’s rådgivningsforpligtelse overfor kommunerne også omfatter sager om adoption uden samtykke.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.4.

ÆndringL 165 (2013-14) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 722 af 25/06/2014 · 25. juni 2014

Det foreslås at præcisere i den centrale bestemmelse om den nationale videns- og rådgivningsorganisation (VISO), at organisationen er en integreret del af Socialstyrelsen, der som sin centrale overordnede opgave skal bidrage aktivt til en vidensbaseret socialpolitik, der medvirker til effektive sociale ydelser til gavn for borgerne.

ÆndringL 165 (2013-14) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 722 af 25/06/2014 · 25. juni 2014

Med den foreslåede § 13, stk. 4 foreslås, at VISO i Socialstyrelsen for at sikre en samlet koordination af specialrådgivningen og vidensudvikling på området for den mest specialiserede specialundervisning skal tilvejebringe de specialrådgivningsydelser, der bl.a. gives i henhold til lov om folkeskolen eller lov om specialundervisning for voksne, og i dag hører under de lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud.

Disse specialrådgivningsydelser er i dag omfattet af objektiv finansiering i henhold til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 781 af 6. juli 2006 om principper for kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands- eller landsdelsdækkende tilbud. De objektivt finansierede udgifter til rådgivningsfunktionerne på de lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud, som er omfattet af bekendtgørelsen udgjorde i 2012 knap 91 mio. kr. Hertil kommer 14 mio. kr. fra køb af ydelser gennem VISO.

Målgrupperne for de lands- og landsdelsdækkende tilbud er børn, unge og voksne med synshandicap, hørehandicap og epilepsi samt førskolebørn med svære kommunikative, sociale, udviklingsmæssige eller motoriske vanskeligheder.

De lands- og landsdelsdækkende tilbuds specialrådgivning ydes på baggrund af kommunernes visitation i form af f.eks.:

- Udredning af borgere med henblik på en kommunalt baseret indsats - Rådgivning, vejledning og supervision til professionelle i kommuner og regioner samt lærere og PPR-konsulenter - Rådgivning for borgere og pårørende - Rådgivning om hjælpemidler (kommuner og borgere) - Udvikling af undervisningsmaterialer - Specialrådgivning rekvireret gennem VISO i Socialstyrelsen - Kurser for forældre, børn og unge med rådgivning og vejledning om, hvordan de skal forholde sig til en tilværelse med handicap

Udredning af borgere med henblik på en kommunalt baseret indsats

Rådgivning, vejledning og supervision til professionelle i kommuner og regioner samt lærere og PPR-konsulenter

Rådgivning for borgere og pårørende

Rådgivning om hjælpemidler (kommuner og borgere)

Udvikling af undervisningsmaterialer

Specialrådgivning rekvireret gennem VISO i Socialstyrelsen

Kurser for forældre, børn og unge med rådgivning og vejledning om, hvordan de skal forholde sig til en tilværelse med handicap

Rådgivningsaktiviteterne via de lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud er således meget varierede og bredere end VISOs hidtidige opgaver, hvor der alene ydes rådgivning og udredning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager og i forhold til grupper af borgere med samme problemstilling.

Den præcise afgrænsning af de specialrådgivningsydelser, som VISO overtager ansvaret for at tilvejebringe, fremgår ikke af dette lovforslag.

Det er derfor vigtigt at sikre et tilstrækkeligt oplyst grundlag for VISO’s nærmere overtagelse af ansvaret for at tilvejebringe specialrådgivningsydelserne og for at koordinere vidensudviklingen på området. Med henblik på at vurdere, hvilke specialrådgivningsydelser med tilhørende finansiering, som VISO fremover skal have ansvaret for at tilvejebringe, er der primo 2014 igangsat en afdækning af den samlede specialrådgivning, herunder hvilke ydelser – rådgivning, materialeproduktion, kursusvirksomhed m.m. – hver af de relevante institutioner yder til hvilke målgrupper, og hvordan ydelserne er finansieret. Afdækningen forventes afsluttet medio april 2014.

Det er hensigten at den præcise afgræsning af de specialrådgivningsydelser, som VISO overtager ansvaret for at tilvejebringe, derefter fastsættes i bekendtgørelse med hjemmel i den gældende § 13, stk. 9, efter forhandling med Undervisningsministeriet.

Kommuner, borgere m.fl. vil fortsat kunne henvende sig direkte til leverandøren og skal således ikke først henvende sig til VISO.

Forslaget indebærer, at VISO skal tilvejebringe den produktion og levering af materialer til brug i administration og undervisning af blinde og svagsynede over hele landet, som i dag varetages af materialelaboratoriet ved Synscenter Refsnæs.

Forslaget indebærer endvidere, at VISO også skal tilvejebringe den produktion og levering af undervisningsmaterialer for døve, hørehæmmede og døvblinde, som i dag varetages af materialecentret ved Center for Døvblindhed og Høretab.

Den objektive finansiering af de to centre udgjorde i 2012 13,2 mio. kr. Materialeproduktionen sker i henhold til folkeskoleloven og lov om specialundervisning for voksne.

Den ovenfor omtalte igangsatte afdækning som forventes afsluttet medio april 2014 vedrører tillige omfanget af materialeproduktionen. Det er hensigten at den præcise afgrænsning af den materialeproduktion, som VISO overtager ansvaret for at tilvejebringe, derefter fastsættes i bekendtgørelse med hjemmel i den gældende stk. 9 efter forhandling med Undervisningsministeriet.

ÆndringL 165 (2013-14) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 722 af 25/06/2014 · 25. juni 2014

Det foreslås, at den gældende lov om social service § 13, stk. 6, der bliver stk. 7, ophæves.

VISOs rådgivning efter § 13, stk. 6, er udtryk for en særlig indsats, der skal sætte et afgrænset og specifikt fokus på indsatsen overfor kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge, hvorfor bestemmelserne herom efter en periode skal ophøre.

Folketinget har ved lov nr. 495 af 21. maj 2013 om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Kriminalpræventive sociale indsatser) vedtaget en ophævelse af den nævnte bestemmelse. Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (tidligere social- og integrationsministeren) er efter denne lovbemyndiget til at fastsætte tidspunktet for bestemmelsens ophævelse. Det er, som det fremgår af bemærkningerne til det tidligere lovforslag hensigten, at bestemmelsen skal ophøre pr. 1. juli 2016.

Da dette lovforslag i overensstemmelse med gældende lovtekniske principper udformeres i forhold til gældende ret på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse, foreslås, at ophævelsen af den gældende servicelovs § 13, stk. 6 gentages uændret i dette lovforslags § 1, nr. 5, og at den oprindelige ophævelse af bestemmelsen ved lov nr. 495 ophæves i dette lovforslags § 11. I dette lovforslags § 12, stk. 3, er foreslået, at ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, som efter lov nr. 495, bemyndiges til at fastsætte tidspunktet for ophævelsen af den gældende § 13, stk. 6. Det er som hidtil hensigten, at ændringen skal sættes i kraft den 1. juli 2016.

De nævnte ændringer indebærer, at den vedtagne ophævelse af den gældende servicelovs § 13, stk. 6, videreføres uændret.

ÆndringL 165 (2013-14) · bemærkning til § 1, nr. 6LOV nr 722 af 25/06/2014 · 25. juni 2014

Efter den gældende § 13, stk. 7 skal VISO sikrer en systematisk indsamling, udvikling og bearbejdning og formidling af den faglige viden på det sociale område samt sørge for at koordinere og deltage i prøvnings-, forsknings og informationsvirksomhed på hjælpeområdet. Der henvises til de almindelige bemærkninger i punkt. 3.2.1.

Det foreslås i bestemmelsen at udvide VISOs vidensfunktion ved at give VISO en ny rolle med ansvar for koordination af vidensudvikling om den mest specialiserede indsats på specialundervisningsområdet. Der henvises til de almindelige bemærkninger i punkt. 3.2.2.

ÆndringL 165 (2013-14) · bemærkning til § 1, nr. 7LOV nr 722 af 25/06/2014 · 25. juni 2014

Efter den gældende § 13, stk. 8, kan kommunalbestyrelser og regionsråd indgå aftale med VISO om, at kommunen eller regionen mod betaling kan levere de ydelser for VISO, der er nævnt i stk. 1 og 2. Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt. 3.2.1.

Det foreslås at udvide bestemmelsen, så der gives hjemmel til, at de ydelser som VISO foreslås at skulle sørge at tilvejebringe, jf. stk. 4, tilvejebringes gennem et leverandørnetværk, som VISO indgår kontrakter med. Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 3.2.2.

ÆndringL 160 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 495 af 21/05/2013 · 21. maj 2013

VISO’s rådgivning efter servicelovens § 13, stk. 6, samt kravet om en plan for en sammenhængende indsats over for ungdomskriminalitet efter servicelovens § 19, stk. 3, er udtryk for en særlig indsats, der skal sætte et afgrænset og specifikt fokus på indsatsen over for kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge, hvorfor bestemmelserne herom efter en periode skal ophøre.

Jf. lovforslagets § 3 bemyndiges social- og integrationsministeren til at fastsætte tidspunktet for bestemmelsernes ophævelse. Det forventes, at bestemmelserne skal ophøre pr. 1. juli 2016.

ÆndringL 141 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 597 af 18/06/2012 · 18. juni 2012

Med forslaget om at indsætte et nyt stk. 4 og 5 i § 13 i serviceloven tydeliggøres overfor kommunerne muligheden for at gøre brug af VISO’s rådgivning og bistand i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager efter servicelovens kapitel 11 med henblik på at sikre barnet eller den unge den mest optimale, dækkende og fyldestgørende udredning i sociale sager. Bestemmelsen tydeliggør således kommunens adgang til at videregive, og for VISO’s vedkommende, at behandle de nødvendige oplysninger om barnet eller den unge i disse sager.

Adgangen til at videregive sådanne oplysninger til VISO forudsætter, at der forinden forgæves har været forsøgt indhentet samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og, hvis den unge er fyldt 15 år, tillige fra den unge. Samtykket kan udelades i tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, ikke har ønsket at give samtykke, eller hvor det ikke har været muligt at få kontakt til (en af) forældrene eller den unge.

Det er det en forudsætning, at videregivelsen falder inden for VISO’s virksomhed, hvilket blandt andet vil sige, at det for så vidt angår rådgivning, kan ske i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager, og for så vidt angår udredning, kan ske i de få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommunes eller regionens tilbud, jf. § 13, stk. 1 og 2,

Inden videregivelsen og behandlingen af oplysninger, omfattet af persondatalovens §§ 7 og 8, om barnet, den unge og/eller dennes familie, skal henholdsvis kommunen efter det foreslåede stk. 4 og VISO efter det foreslåede stk. 5 i hvert enkelt tilfælde vurdere, om videregivelsen og behandlingen af de nævnte oplysninger er forenelig med de krav, som persondataloven almindeligvis fastsætter til databehandlingen efter persondatalovens § 5.

Databehandlingen skal endvidere ske i overensstemmelse med persondatalovens almindelige regler om oplysningspligt efter lovens §§ 28 og 29.

ÆndringL 166 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 551 af 26/05/2010 · 26. maj 2010

Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) kan efter gældende regler bistå kommuner og borgere med gratis vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager.

Med forslaget udvides VISO’s rådgivningsforpligtelse til også at omfatte gratis vejledende rådgivning til kommuner om indsatser til at forebygge kriminalitet generelt og i forhold til enkeltsager i en 3-årig periode. Kommunerne vil herunder kunne få vejledning om udarbejdelse af den sammenhængende plan for indsatsen mod ungdomskriminalitet, jf. lovforslaget § 1, nr. 2.

VISO vil i sin vejledning af kommunerne, udover de eksperter, der er knyttet til VISO, kunne trække på Servicestyrelsens erfaringer med ungdomssanktionen og forskellige kriminalitetsforebyggende programmer. Således har Servicestyrelsen erfaringer med forskellige forældre- og behandlingsprogrammer, som retter sig mod familier med kriminalitetstruede børn og unge, ligesom de har erfaring i forbindelse med behandlingsmetoder, som retter sig mod kriminalitetstruede unge, der opholder sig på anbringelsessteder.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 13.