Serviceloven

Serviceloven § 186

Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 33 – Aftale om overførsel af regionale tilbud

§ 186.

En kommunalbestyrelse kan efter reglerne i denne lov en gang i hver valgperiode overtage regionale tilbud, der er beliggende i kommunen.

En kommunalbestyrelse, der ønsker at overtage et regionalt tilbud efter 1. pkt., skal meddele regionsrådet dette senest den 1. januar i valgperiodens tredje år.

Overtagelse skal ske senest den 1. januar i valgperiodens fjerde år.

Stk. 2.

Overtagelse som nævnt i stk. 1 kan dog ske på andre tidspunkter, når overtagelse af regionalt tilbud sker i henhold til § 186 a, stk. 1, efter pålæg i henhold til § 13 c, stk. 2.

Stk. 3.

På kommunalbestyrelsens anmodning skal regionsrådet udarbejde et udkast til aftale mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen.

Stk. 4.

For den kommunalbestyrelse, som overtager et tilbud efter stk. 1, fastsættes følgende vilkår:

  1. 1)

    Tilbuddet skal være til rådighed for øvrige kommuner, i det omfang det fastlægges i rammeaftalen, jf. § 6.

  2. 2)

    Kommunalbestyrelsen overtager regionsrådets forpligtelse til at koordinere kapacitet og sammensætning af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud.

Stk. 5.

Kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen, som overtager et tilbud efter stk. 1, overtager aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der er knyttet til varetagelsen af tilbuddet.

Svarer aktivernes og passivernes værdi ikke til hinanden, skal den kommunalbestyrelse, der overtager det regionale tilbud, eller regionsrådet kompenseres herfor.

Stk. 6.

De pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse for personale omfattet af stk. 5, der er ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som ikke er omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.

Stk. 7.

Tjenestemænd, der overføres som følge af en kommunalbestyrelses overtagelse af et regionalt tilbud efter stk. 1, overgår til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.

Stk. 8.

Tjenestemænd omfattet af stk. 7 får ved pensionering fra denne ansættelse udbetalt den samlede tjenestemandspension af den nye ansættelsesmyndighed.

Stk. 9.

Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om overtagelsen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte i tilbuddet efter stk. 5, herunder regler om fordelingen mellem regionen og beliggenhedskommunen af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af stk. 5.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Serviceloven § 186

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 38 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 186LOV nr 573 af 24/06/2005 · 24. juni 2005

Bestemmelsen er ny og en konsekvens af strukturaftalen.

Bestemmelsen skal fremme kommunal overtagelse af regionale tilbud, således at kommunalreformens mål om, at de sociale opgaver i højere grad løses i nærmiljøet og i tæt samspil med de almindelige tilbud, realiseres. Det giver bedre muligheder for lokalt at tilbyde sammenhængende og fleksible løsninger tilpasset den enkelte borgers behov. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen vil kunne drive tilbuddet på økonomisk og fagligt forsvarlig vis.

En kommunalbestyrelse kan også overtage den del af såkaldte satellitinstitutioner (som kan være en organisatorisk og budgetmæssig sammenkædning af flere regionstilbud placeret i flere kommuner), der er beliggende i kommunen. Det er en forudsætning, at den del af satellitinstitutionen, der overtages, kan fungere som et selvstændigt tilbud i beliggenhedskommunen.

En kommunalbestyrelse i en beliggenhedskommune kan dog ikke overtage en del af en satellitinstitution, såfremt de enkelte dele af tilbuddet udgør et sammenhængende behandlingsforløb, som ikke vil kunne opretholdes ved en kommunal overtagelse af en del af satellitinstitutionen.

En kommunalbestyrelse i en beliggenhedskommune, som overtager et regionalt tilbud, overtager hele tilbuddet, dvs. også et evt. skoletilbud.

På kommunalbestyrelsens anmodning skal regionsrådet udarbejde et udkast til aftale mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen. Regionsrådet og kommunalbestyrelsen aftaler en frist for, hvornår aftaleudkastet skal foreligge.

Aftaleudkastet skal indeholde en opgørelse over, hvilke aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der skal overføres med tilbuddet, samt hvilke ansatte der skal overføres. Det forudsættes i den forbindelse, at regionsrådet, der udarbejder aftaleudkastet, i videst muligt omfang indgår i en dialog med kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen med henblik på, at overførslen af ansatte kan ske så smidigt og hensigtsmæssigt som muligt.

Bestemmelsen omfatter ikke private tilbud.

Der fastsættes ikke bestemmelser om, at regionsrådet skal være enig i en kommunalbestyrelses overtagelse af et regionalt tilbud. Overtagelse af tilbud skal drøftes i forbindelse med de årlige rammeaftaler, hvor alle kommuner og regionen har mulighed for at drøfte konsekvenser af overtagelsen, herunder at beliggenhedskommunen skal sørge for forsyningssikkerheden for andre kommuner. Såfremt der ønskes et mere overordnet perspektiv på en kommunal overtagelse, kan enhver kommunalbestyrelse i regionen anmode om, at spørgsmålet om en kommunal overtagelse tages op i kontaktudvalget, således at alle aspekter af overtagelsen belyses, herunder om den kommunalbestyrelse, der ønsker at overtage et regionalt tilbud reelt har mulighed for at drive tilbuddet på økonomisk og fagligt forsvarlig vis, jf. § 187.

Til stk. 2

Bestemmelsen fastsætter, at det overtagne tilbud er omfattet af de årlige rammeaftaler, dvs. at taksten for kommunernes køb af pladser indgår i rammeaftalen, at der skal udarbejdes udviklingsmål for tilbuddet, og at tilbuddet skal være til rådighed i akut opståede situationer, jf. § 6. Det overtagne tilbud skal være til rådighed for kommunerne i det omfang, det fastlægges i den årlige rammeaftale. For de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud overtager kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen regionsrådets forpligtelse til at koordinere kapacitet og sammensætning af disse tilbud.

Til stk. 3

Beliggenhedskommunen overtager aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte der er knyttet til det tilbud, der overtages.

Hvis der opstår uenighed om aftaleudkastet, herunder om hvilke aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der skal overføres med tilbuddet, kan denne ikke afgøres af Socialministeriet eller de sociale klagemyndigheder. En tvist herom kan indbringes for domstolene.

Til stk. 4

Bestemmelsen fastsætter, at virksomhedsoverdragelsesloven finder anvendelse for personale omfattet af stk. 3, der er ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som ikke i forbindelse med beliggenhedskommunens overtagelse af et regionalt tilbud efter stk. 1 er omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.

Lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002 (virksomhedsoverdragelsesloven), finder ikke anvendelse på overførsel af administrative funktioner mellem offentlige administrative myndigheder, jf. lovens § 1, stk. 2. Det indebærer bl.a., at virksomhedsoverdragelsesloven ikke finder anvendelse for ansatte, der er beskæftiget med myndighedsopgaver.

Med henblik på at sikre et ensartet retsgrundlag for samtlige overenskomstansatte, ansatte i henhold til bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af en offentlig myndighed, og ansatte efter individuel aftale, der efter stk. 3 overføres i forbindelse med beliggenhedskommunens overtagelse af et tilbud efter stk. 1, bestemmes det, at virksomhedsoverdragelsesloven skal finde tilsvarende anvendelse for de ansatte, som ikke er direkte omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.

Med bestemmelsen sikres alle overenskomstansatte m.v., der overføres efter stk. 3, uagtet karakteren af deres arbejdsopgaver, ensartede rettigheder efter virksomhedsoverdragelsesloven. De pågældende ansatte bliver herunder omfattet af virksomhedsoverdragelseslovens regler om videreførelse af de ansattes ansættelsesvilkår. Den nye ansættelsesmyndighed indtræder således umiddelbart i de rettigheder og forpligtelser, der består på overdragelsestidspunktet i henhold til kollektiv overenskomst og aftale, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, og individuel aftale om løn- og arbejdsforhold, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 2. De pågældende ansatte bliver endvidere omfattet af virksomhedsoverdragelseslovens særlige bevisbyrderegler, der beskytter de ansatte mod usaglige afskedigelser som følge af overtagelsen af tilbuddet, jf. nærmere virksomhedsoverdragelseslovens § 3.

Bestemmelsen indebærer på den anden side, at alle overenskomstansatte m.v., der overføres som led i overtagelsen af et regionalt tilbud, som udgangspunkt er forpligtet til at opfylde arbejdsaftalen ved ansættelse hos den nye ansættelsesmyndighed.

Efter en samlet afvejning af de rettigheder og pligter, som følger af virksomhedsoverdragelsesloven, vurderes forslaget at medføre en forbedret retsstilling for de overenskomstansatte m.v. omfattet af stk. 3, som efter de gældende regler ikke er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.

Til stk. 5

Bestemmelsen fastsætter, at tjenestemænd, der overføres som led i beliggenhedskommunens overtagelse af et regionalt tilbud, overgår til ansættelse på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår. Det vil ved den pensionsmæssige indplacering hos beliggenhedskommunen blive sikret, at der ikke som følge af overgangen sker forringelse af den pensionsret, der er optjent i den hidtidige ansættelsesmyndigheds regi. Tilsvarende vil de pågældende ved indplacering i de lønsystemer, der gælder hos beliggenhedskommunen, blive sikret mod lønnedgang som følge af overgangen.

Overgang til ansættelse hos beliggenhedskommunen vil ikke i sig selv være en forflyttelse. De tjenestemænd, der overføres efter stk. 3, vil således ikke kunne kræve sig afskediget med rådighedsløn/ventepenge eller pension som følge af selve overgangen til ansættelse hos beliggenhedskommunen.

Endvidere indebærer bestemmelsen, at de pågældende tjenestemænd fremover vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende stilling inden for det nye ansættelsesområde, som ikke ændrer tjenestens karakter. Der kan ikke angives præcise retningslinjer for forpligtelsen til at påtage sig en anden stilling.

Til stk. 6

Bestemmelsen fastslår, at tjenestemænd, der som led i en beliggenhedskommunes overtagelse af et regionalt tilbud overføres til ansættelse i en kommune, ved pensionering fra ansættelsen får udbetalt tjenestemandspensionen af denne kommune.

Til stk. 7

Efter bestemmelsen kan socialministeren efter forhandling med finansministeren fastsætte nærmere regler for, hvilke aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der overtages efter stk. 3, herunder regler for fordelingen mellem regionen og beliggenhedskommunen af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af stk. 3.

For så vidt angår overførslen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte svarer bestemmelsen til de bemyndigelser, som indenrigs- og sundhedsministeren i § 17, stk. 2 og 3, i lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen, der fremsættes samtidigt med dette lovforslag, gives til at fastsætte nærmere regler om fordelingen.

For så vidt angår fordelingen af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af stk. 3 svarer bestemmelsen til den bemyndigelse, som indenrigs- og sundhedsministeren i § 7, stk. 3, henholdsvis § 7, stk. 7, jf. § 7, stk. 3, i lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen gives til at fastsætte regler om fordelingen mellem den hidtidige og den nye ansættelsesmyndighed af pensionsforpligtelsen for tjenestemænd, hvor såvel den hidtidige som den nye ansættelsesmyndighed eksisterer efter 1. januar 2007.

De regler, der fastsættes efter stk. 7, kan vedrøre såvel den i stk. 1 omhandlede aftale mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen som delingsrådets beslutning efter denne lovs § 190, stk. 2, jf. § 190, stk. 3.

Der henvises herved nærmere til forslaget til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen.

De kommunale parter vil blive inddraget i forbindelse med udarbejdelse af de regler, der måtte blive udstedt i medfør af bestemmelsen.

Senere ændringer

ÆndringL 165 (2013-14) · bemærkning til § 1, nr. 13LOV nr 722 af 25/06/2014 · 25. juni 2014

Bestemmelsen foreslås indført som en konsekvens af forslaget i § 1, nr. 8, hvorefter der kan ske pålæg om samling af flere små tilbud til ét tilbud.

For at muliggøre at kommunalbestyrelserne i en eller flere regioner forud for pålæg - allerede ved en central udmelding eller fornyet anmodning om behandling heraf - selv vil kunne aftale sig til en sådan samling, foreslås der med stk. 1 indført mulighed for, at en kommunalbestyrelse med Socialstyrelsen godkendelse, når dette sker efter Socialstyrelsen udmelding eller anmodning om fornyet behandling efter den foreslåede § 13 b, stk. 2-3, kan overtage andre kommuners tilbud og regionale tilbud efter denne lov. I stk. 2 indføres der mulighed for, at en region i tilsvarende tilfælde med socialstyrelsen godkendelse vil kunne overtage kommunale tilbud og regionale tilbud i andre regioner efter denne lov.

For at muliggøre samling efter pålæg herom i § 13 c, stk. 2, foreslås der med stk. 3 indført mulighed for, at en kommunalbestyrelse i sådanne tilfælde kan overtage kommunale tilbud i andre kommuner samt regionale tilbud efter denne lov. Tilsvarende indføres der i stk. 4 mulighed for at en region kan overtage kommunale tilbud og regionale tilbud i andre regioner efter denne lov.

Det foreslås i stk. 5 , at procesreglerne i § 186 stk. 2-9 finder anvendelse ved overtagelsen. Derimod foreslås det, at de tidsmæssige begrænsninger i den foreslåede § 186, stk. 1. i forslagets nr. 12 ikke finder anvendelse.

Ved samling af flere små tilbud til ét tilbud skal det overtagende tilbud, i fald det modtager personoplysninger fra det afgivende tilbud vurdere, om der er grundlag for at orientere borgerne herom efter de almindelige regler om oplysningspligt i persondatalovens § 30.

ÆndringL 165 (2013-14) · bemærkning til § 1, nr. 12LOV nr 722 af 25/06/2014 · 25. juni 2014

Efter den gældende § 186, stk. 1, i lov om social service har beliggenhedskommunernes adgang til at overtage regionale tilbud.

Bestemmelsen var en konsekvens af strukturaftalen. Bestemmelsen skal fremme kommunal overtagelse af regionale tilbud, så kommunalreformens mål om, at de sociale opgaver i højere grad løses i nærmiljøet og i tæt samspil med de almindelige tilbud, realiseres. Det giver bedre mulighed for lokalt at tilbyde sammenhængende og fleksible løsninger tilpasset den enkelte borgers behov. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen vil kunne drive tilbuddet på økonomisk og fagligt forsvarlig vis.

En kommunalbestyrelse kan også overtage den del af såkaldte satellitinstitutioner (som kan være en organisatorisk og budgetmæssig sammenkædning af flere regionstilbud placeret i flere kommuner), der er beliggende i kommunen. Der er en forudsætning, at den del af satellitinstitutionen, der overtages, kan fungere som et selvstændigt tilbud i beliggenhedskommunen.

En kommunalbestyrelse i en beliggenhedskommune kan dog ikke overtage en del af en satellitinstitution, hvis de enkelte dele af tilbuddet udgør et sammenhængende behandlingsforløb, som ikke vil kunne opretholdes ved en kommunal overtagelse af en del af en satellitinstitution.

En kommunalbestyrelse i beliggenhedskommunen, som overtager et regionalt tilbud, overtager hele tilbuddet, dvs. også et evt. skoletilbud.

Bestemmelsen omfatter ikke private tilbud.

Med den foreslåede § 186, stk. 1 foreslås som noget nyt en tidsmæssig begrænsning i kommunernes overtagelsesmuligheder. En kommunalbestyrelse kan herefter kun overtage regionale tilbud én gang i hver valgperiode. Kommunalbestyrelsen, der ønsker at overtage et regionalt tilbud, skal meddele dette til regionsrådet senest den 1. januar i valgperiodens 3. år. Overtagelsen skal ske senest den 1. januar i valgperiodens 4. år.

Der fastlægges ikke yderligere procesregler omkring den kommunale overtagelse af regionale tilbud end de, der allerede fremgår af lov om social service §§ 186-187.

Det foreslås i stk. 2 , at de tidsmæssige begrænsninger i kommunernes overtagelsesmuligheder i stk.1. ikke skal gælde, når en kommunalbestyrelses overtagelse af et regionalt tilbud sker efter Socialstyrelsens afgørelse om pålæg om samling af flere tilbud til ét tilbud, jf. forslaget i nr. 13 og 8. Denne undtagelse er begrundet med, at Socialstyrelsen i dette tilfælde har fundet, at pålæg om samling af flere små tilbud rettet mod samme målgruppe til ét tilbud er nødvendigt af hensyn til den faglige bæredygtighed, hvorfor hensynet til regionernes planlægningshorisont i et sådant særligt tilfælde, må vige for hensynet til den faglige bæredygtighed.

Den hidtidige § 186, stk. 1, 2. pkt., hvorefter regionsrådet på kommunalbestyrelsens anmodning skal udarbejde et udkast til aftale mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen, foreslås videreført uændret i et nyt stk. 3.

ÆndringL 100 (2010-11) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 201 af 13/03/2011 · 13. marts 2011

Efter den gældende § 186, stk. 2, nr. 1, 1. led skal tilbud, der overtages fra en region af en kommunalbestyrelse indgå i den årlige rammeaftale.

Med forslaget om, at tilbuddene indgår i rammeaftalerne ud fra en vurdering af, om de anvendes alene af driftskommunen eller også af andre kommuner, jf. forslagets almindelige bemærkninger punkt 3.3, har den nævnte bestemmelse ikke længere selvstændig betydning, og det foreslås derfor, at det udgår.

Derimod fastholdes den gældende regel i bestemmelsens 2. led om, at tilbud, der overtages af en kommunalbestyrelse, skal stå til rådighed for de øvrige kommuner i det omfang, det fastlægges i rammeaftalen.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 186.