Serviceloven § 14
Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.
Kapitel 4 – Statslig koordinering og rådgivning, Tilbudsportalen og uvildig konsulentordning
§ 14.
Socialministeren samler og formidler oplysninger om kommunale, regionale og private tilbud omfattet af § 4 i lov om socialtilsyn og om kommunale, regionale og private tilbud efter denne lovs §§ 103 og 104 i en landsdækkende oversigt (Tilbudsportalen).
Kun tilbud, som er registreret i Tilbudsportalen, kan indgå i kommunalbestyrelsens forsyning, jf. § 4, stk. 2.
Sociale tilbud m.v., der er omfattet af § 4 i lov om socialtilsyn, kan kun registreres i Tilbudsportalen, hvis de er godkendt af socialtilsynet.
Social- og Boligstyrelsen fører stikprøvekontrol med,
- 1)
at tilbud og plejefamilier, som skal være registreret i Tilbudsportalen, jf. stk. 2, har indberettet de oplysninger, som de er forpligtet til,
- 2)
at oplysningerne i Tilbudsportalen er i overensstemmelse med de faktiske forhold, og
- 3)
at oplysningerne i Tilbudsportalen er indberettet i overensstemmelse med Tilbudsportalens systematik.
Social- og Boligstyrelsen kan træffe afgørelse om at udstede et påbud til et registreret tilbud, hvis
- 1)
tilbuddet eller plejefamilien ikke har indberettet de oplysninger, som de er forpligtet til,
- 2)
oplysninger, der er indberettet af tilbuddet, og som offentliggøres i Tilbudsportalen, ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold, eller
- 3)
tilbuddets indberetning af oplysninger, som offentliggøres i Tilbudsportalen, ikke er i overensstemmelse med Tilbudsportalens systematik.
Social- og Boligstyrelsen kan træffe afgørelse om at markere forholdet i Tilbudsportalen, hvis et tilbud ikke har fulgt et påbud efter stk. 5 inden 4 uger.
Social- og Boligstyrelsens afgørelser efter stk. 5 og 6 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse nærmere regler om Tilbudsportalen, herunder om kommuners og regioners pligt til at give oplysninger til Tilbudsportalen og om Social- og Boligstyrelsens afgørelser efter stk. 5 og 6.
Socialministeren kan endvidere beslutte, at Tilbudsportalen skal omfatte andre tilbud end de tilbud, som er nævnt i stk. 1.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Serviceloven § 14
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 38 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 14LOV nr 573 af 24/06/2005 · 24. juni 2005
Bestemmelsen er ny og er en konsekvens af strukturaftalen. Den primære målgruppe for tilbudsportalen er kommunerne, som skal kunne søge oplysninger om kommunale, regionale og godkendte private tilbud efter denne lov i en statslig, landsdækkende database til brug for deres planlægning og sagsbehandling.
Der oprettes derfor en internetbaseret tilbudsportal i statsligt regi med en oversigt over samtlige kommunale og regionale tilbud samt alle godkendte private tilbud på det sociale område. Portalen vil tillige indeholde en oversigt over behandlingstilbud til alkoholmisbrugere. Tilbudsportalen skal være tilgængelig for både myndigheder, private leverandører og borgere. Staten afholder udgiften til driften af tilbudsportalen. Den Sociale Servicestyrelse administrerer de centrale funktioner i forbindelse med Tilbudsportalen
Tilbudsportalen vil indeholde en beskrivelse af de sociale tilbuds profil både i dybden og i bredden således at portalen kan blive et arbejdsredskab, når kommunen skal finde et tilbud, der modsvarer borgerens behov.
Tilbudsportalen skal helt grundlæggende gøre afstanden mellem borgeren og det individuelt rigtige tilbud for borgeren mindst mulig.
Det er også en vigtig del af tilbudsportalens funktion, at der skabes synlighed og gennemskuelighed i udbuddet af tilbud og tilbuddene imellem, så der skabes et reelt overblik både over bredden og indholdet i de tilbudsmuligheder, der eksisterer på det sociale område. Tilbudsportalen skal tillige skabe sammenlignelighed imellem tilbud og udgifter til tilbuddene.
Dermed får tilbudsportalen både en aktiv rolle i konkrete sager og for den generelle planlægning og udvikling på området. Regionerne vil også kunne bruge portalen fx i koordineringen af lands- og landsdelsdækkende tilbud.
Efter forslaget til §§ 7 og 8 har kommuner og regioner pligt til at indberette tilbud til tilbudsportalen.
Til stk. 2
Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse nærmere regler om tilbudsportalen, herunder om hvilke tilbud, der er omfattet af tilbudsportalen samt om kommuners og regioners indberetningspligt. Socialministerens bemyndigelse vil blive udmøntet i overensstemmelse med bemærkningerne til stk. 1.
Senere ændringer
ÆndringL 64 (2021-22) · bemærkning til § 2, nr. 3LOV nr 2620 af 28/12/2021 · 28. december 2021
Det fremgår af servicelovens § 14, stk. 2, at det kun er de tilbud, som er registreret i Tilbudsportalen, der kan indgå i kommunalbestyrelsens forsyning.
Tilbud og socialtilsyn har bl.a. efter socialtilsynsbekendtgørelsens § 3, stk. 4, §§ 13 og 18 og § 20, stk. 3, samt Tilbudsportalsbekendtgørelsen §§ 9 og 10 pligt til at indberette en række oplysninger på Tilbudsportalen.
Af servicelovens § 14, stk. 4, fremgår det, at Socialstyrelsen gennemfører stikprøvekontrol med oplysninger om tilbuddene på Tilbudsportalen. Socialstyrelsens stikprøvekontrol indebærer en kontrol af, om oplysningerne om tilbuddene i Tilbudsportalen er i overensstemmelse med de faktiske forhold, og om oplysningerne om tilbuddene i Tilbudsportalen er indberettet i overensstemmelse med Tilbudsportalens systematik.
Det følger af det foreslåede nye nr. 1 , i § 14, stk. 4, i serviceloven, at Socialstyrelsens stikprøvekontrol også omfatter, at tilbud og plejefamilier, som skal være registreret i Tilbudsportalen, jf. stk. 2, også har indberettet de oplysninger, som tilbuddene og plejefamilierne er forpligtet til.
Med den foreslåede bestemmelse præciseres det, hvad der oprindeligt har været lovgivers intention, og hvad der har været praksis i Socialstyrelsen. Det foreslåede nr. 1 præciserer således, at Socialstyrelsen også kan føre stikprøvekontrol med, at tilbud og plejefamilier har indberettet de oplysninger, som de er forpligtet til efter de til enhver tid gældende regler.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.1.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
ÆndringL 64 (2021-22) · bemærkning til § 2, nr. 4LOV nr 2620 af 28/12/2021 · 28. december 2021
Servicelovens § 14, stk. 5, indeholder regler om, at Socialstyrelsen som led i stikprøvekontrollen med oplysninger om tilbuddene på Tilbudsportalen kan udstede påbud til et tilbud, hvis tilbuddets oplysninger på Tilbudsportalen ikke stemmer overens med de faktiske forhold eller ikke er indberettet i overensstemmelse med Tilbudsportalens systematik. Hvis tilbuddet ikke følger påbuddet inden for fire uger, kan Socialstyrelsen markere dette på Tilbudsportalen, jf. servicelovens § 14, stk. 6.
Det følger af det foreslåede nye nr. 1 , i § 14, stk. 5, i serviceloven, at Socialstyrelsen også kan udstede påbud til et tilbud eller en plejefamilie, hvis tilbuddet eller plejefamilien ikke har indberettet de oplysninger, som de er forpligtet til.
Med den foreslåede bestemmelse præciseres det, hvad der oprindeligt har været lovgivers intention, og hvad der har været praksis i Socialstyrelsen. Det foreslåede nr. 1 præciserer således, at Socialstyrelsen kan træffe afgørelse om påbud til et tilbud eller en plejefamilie, når tilbuddet eller plejefamilien ikke har indberettet de oplysninger, som de er forpligtet til efter de til enhver tid gældende regler.
Hvis tilbuddet eller plejefamilien ikke opfylder påbuddet inden for fristen og dermed ikke har indberettet de påkrævede oplysninger, kan Socialstyrelsen i sidste ende træffe afgørelse om markering i Tilbudsportalen, jf. servicelovens § 14, stk. 6. Markeringen offentliggøres i Tilbudsportalen i tilknytning til tilbuddets side.
Socialstyrelsens iværksættelse af påbud til et tilbud og markering i Tilbudsportalen vil udgøre afgørelser. Socialstyrelsen vil derfor forud for en sådan afgørelse skulle iagttage gældende forvaltningsretlige regler og grundsætninger om f.eks. proportionalitet og begrundelse.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.1.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
ÆndringL 211 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 561 af 29/05/2018 · 29. maj 2018
Det foreslås efter § 14 a, stk. 1 , at ældreministeren samler og formidler oplysninger om kommunale og private tilbud om plejehjem, jf. § 192, plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger m.v., plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om boliger for ældre og personer med handicap, og friplejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om friplejeboliger, i en landsdækkende plejehjemsoversigt. Plejehjemsoversigten kan være med til at sikre sammenlignelige og gennemskuelige oplysninger om de registrerede plejehjem, plejeboligbebyggelser og friplejeboligbebyggelserne og på den måde understøtte den enkelte borgers frie valg af tilbud og understøtte den lige konkurrence mellem private og offentlige leverandører.
Plejehjemsoversigten skal alene indeholde oplysninger om plejehjem m.v., jf. § 192, plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, og friplejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om friplejeboliger, når de fortrinsvis er målrettet svækkede ældre.
Plejehjemsoversigten skal indeholde viden om tilbud til svækkede ældre, der har behov for meget støtte. Plejehjemsoversigten skal derfor indeholde viden om alle plejehjem, jf. § 192, plejeboligbebyggelser fortrinsvis for ældre og friplejebebyggelser fortrinsvis for ældre i Danmark. Specialiserede tilbud skal fortsat være registreret i Tilbudsportalen.
Det foreslås efter § 14 a, stk. 2 , at plejehjemsoversigten ikke skal omfatte tilbud, hvor hjælpen og støtten til borgerne i tilbuddet i et væsentligt omfang omfatter støtte efter § 85. Støtte efter § 85 omfatter hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige problemer (socialpædagogisk bistand). I afgrænsningen henvises der til den hjælp og støtte, der gives i tilbuddet generelt og ikke i forhold til den enkelte beboer.
En mindre del af beboerne på plejehjem, plejeboligbebyggelser fortrinsvis for ældre og friplejebebyggelser fortrinsvis for ældre kan være yngre borgere under 65 år, det kan eksempelvis være yngre borgere med demens.
Kommunalbestyrelsen har pligt til at sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter serviceloven, jf. § 4, stk. 1. Kommunalbestyrelsen opfylder sit forsyningsansvar efter § 4, stk. 1 ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud, jf. § 4, stk. 2. Det fremgår i dag af § 14, stk. 2., at de typer af tilbud, som er nævnt i § 14, stk. 1., skal være registreret i Tilbudsportalen, for at kunne indgå i kommunalbestyrelsens forsyning.
Parallelt hertil foreslås, at de tilbud, der fremover vil skulle registreres i plejehjemsoversigten i stedet for Tilbudsportalen, som er kommunale og private tilbud om plejehjem, jf. § 192, plejeboligbebyggelser målrettet ældre, der er omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og handicappede samt friplejeboligbebyggelser målrettet ældre omfattet af lov om friplejeboliger, kun kan indgå i kommunalbestyrelsens forsyning, hvis de er registreret i plejehjemsoversigten. Det foreslås derfor i § 14 a, stk. 3 , at tilbud, som er nævnt i stk. 1, kun kan indgå i kommunalbestyrelsens forsyning, jf. § 4, stk. 2, hvis de er registreret i plejehjemsoversigten.
Ældreministeren fastsætter i en bekendtgørelse nærmere regler om plejehjemsoversigten, herunder om kommunalbestyrelsers og private tilbuds pligt til at give oplysninger til plejehjemsoversigten, samt om Sundhedsdatastyrelsens beføjelser i den forbindelse.
For at sikre at plejehjemoversigten kommer til at indeholde informationer om alle plejehjem mm. i Danmark, fastsætter ældreministeren i en bekendtgørelse nærmere regler om kommunalbestyrelsers og private tilbuds pligt til at indberette tilbud til plejehjemsoversigten. Det foreslås derfor i § 14 a, stk. 4 , at ældreministeren fastsætter nærmere regler om plejehjemsoversigten, herunder om kommunalbestyrelsernes og private tilbuds pligt til at give oplysninger til plejehjemsoversigten samt om Sundhedsdatastyrelsens beføjelser i den forbindelse.
Ældreministeren fastsætter i en bekendtgørelse kommunalbestyrelsens pligt til at sikre, at tilbud, der er del af den kommunale boligforsyning, indberetter oplysningerne til plejehjemsoversigten. Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen er i dialog med det enkelte tilbud om, hvilke oplysninger der indberettes til plejehjemsoversigten. Kommunalbestyrelsen skal særligt være opmærksom på at inddrage selvejende institutioner og private leverandører. I bekendtgørelsen fastsættes endvidere private tilbuds, der ikke er en del af den kommunale boligforsyning, pligt til sikre, at tilbuddet er indberettet til plejehjemsoversigten. I henhold til lov om friplejeboliger § 1, stk. 1, er friplejeboliger udlejningsboliger uden for den kommunale boligforsyning. Dog følger det af lov om friplejeboliger § 1, stk. 2, at en friplejeboligleverandør kan indgå aftale med kommunalbestyrelsen om, at denne får anvisningsret til en eller flere boliger i en friplejeboligbebyggelse.
Det bliver muligt både for kommunalbestyrelsen og det enkelte tilbud at indberette til plejehjemsoversigten. For tilbud, der er del af den kommunale boligforsyning, afgør den enkelte kommunalbestyrelse, om det enkelte tilbud eller kommunalbestyrelsen indberetter til plejehjemsoversigten.
I Bekendtgørelse om Tilbudsportalen fastsættes, hvilke oplysninger om bl.a. plejehjem, plejeboligbebyggelse fortrinsvis for ældre og friplejeboligbebyggelse fortrinsvis for ældre, der skal fremgå af Tilbudsportalen. Bekendtgørelse om Tilbudsportalen vil blive ændret, således at oplysningerne om disse boformer ikke skal fremgå af Tilbudsportalen.
På plejehjemsoversigten vil brugerne kunne finde generelle oplysninger om hvert enkelt plejehjem, plejeboligbebyggelse fortrinsvis for ældre og friplejeboligbebyggelse fortrinsvis for ældre som fx adresse, plejehjemsleder, plejehjemstype mm. samt informationer om eksempelvis plejehjemmets værdiggrundlag, tilgang til pårørende, boligernes indretning, madordning, aktiviteter, om man må have dyr m.m.
Ældreministern vil i en bekendtgørelse fastsætte, hvilke konkrete oplysninger om plejehjem, plejeboligbebyggelse fortrinsvis for ældre og friplejeboligbebyggelse fortrinsvis for ældre, der skal fremgå af plejehjemsoversigten.
De konkrete informationer på plejehjemsoversigten vil bl.a. blive fastlagt på baggrund af en brugerundersøgelse, der belyser, hvilke informationer ældre og deres pårørende efterspørger i forbindelse med valg af plejebolig, samt hensyntagen til det tidsforbrug som kommunalbestyrelsen og private leverandører forventes at skulle bruge på registrering.
Ældreministeren fastsætter endvidere i en bekendtgørelse Sundhedsdatastyrelsens beføjelser i forhold til at sikre, at kommunalbestyrelser og private tilbud indrapporterer til plejehjemsoversigten.
Sundhedsdatastyrelsen kan følge op i forhold til kommunalbestyrelser og private tilbud, hvis oplysningerne om et tilbud ikke er indberettet, eller oplysningerne ikke er i overensstemmelse med plejehjemsoversigtens systematik.
Hvis kommunalbestyrelsen eller det private tilbud ikke følger op, kan Sundhedsdatastyrelsen markere manglen på plejehjemsoversigten i forhold til det pågældende tilbud. Markeringen fjernes, når indberetningen er bragt i orden.
Bestemmelserne skal danne grundlag for en reel og hensigtsmæssig indsats for at sikre rigtige oplysninger i plejehjemsoversigten.
ÆndringL 12 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 1544 af 19/12/2017 · 19. december 2017
Efter § 14, stk. 4, i serviceloven er børne- og socialministeren tillagt kompetence til at føre tilsyn med, om de registrerede oplysninger i Tilbudsportalen er i overensstemmelse med de faktiske forhold i de registrerede tilbud. Børne- og socialministeren kan i den forbindelse udføre anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg i tilbuddene. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at tilsynet foretages ved stikprøvekontrol med rigtigheden af de data, som er registreret i Tilbudsportalen, jf. bemærkningerne til L 38, Folketingstidende, 2004-05 (2. samling), tillæg B, side 896, ændringsforslag nr. 4.
Der er med hjemmel i § 14, stk. 5, i serviceloven udstedt nærmere regler om tilsynet knyttet til Tilbudsportalen. Disse fremgår af § 13 i Tilbudsportalbekendtgørelsen. Med Tilbudsportalbekendtgørelsen er børne- og socialministerens tilsynskompetence delegeret til Socialstyrelsen. Det er således Socialstyrelsen, der fører tilsynet i form af stikprøvekontrol med, at oplysningerne på Tilbudsportalen svarer til de faktiske forhold i tilbuddene, og at der anvendes en ensartet systematik og anvendelse af begreber ved indberetningerne til Tilbudsportalen, jf. Tilbudsportalbekendtgørelsens § 13, stk. 1.
Med lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås reglerne om tilsynet med indberetningerne til Tilbudsportalen opdateret. Det foreslås således, at væsentlige dele af bestemmelserne i § 13 i Tilbudsportalbekendtgørelsen overføres til serviceloven som § 14, stk. 4 . Samtidigt foreslås det, at kompetencen tildeles Socialstyrelsen ved lov og ikke som hidtil ved delegation fra børne- og socialministeren.
Med den foreslåede bestemmelse skal Socialstyrelsen føre stikprøvekontrol med, at oplysningerne i Tilbudsportalen er i overensstemmelse for det første med de faktiske forhold og for det andet med Tilbudsportalens systematik. For så vidt angår det første forhold kan det f.eks. konstateres ved, at der er indberettet selvmodsigende oplysninger, såsom i tilfælde hvor Socialstyrelsen kan konstatere, at tilbuddet har indberettet at have 3 pladser i tilbuddet, men samtidigt har indberettet at have 5 ledige pladser, eller at tilbuddet er registreret som et tilbud efter servicelovens § 108, men samtidigt angiver, at tilbuddets målgruppe er børn under 18 år. Socialstyrelsen kan også blive opmærksom på forkerte oplysninger ved henvendelser fra andre myndigheder, herunder socialtilsynene eller Børne- og Socialministeriet. For så vidt angår det andet forhold kan der f.eks. være tale om, at et botilbud ikke har indberettet en opholdsydelse.
Med den foreslåede ændring vil der ikke længere være hjemmel til at foretage anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg i tilbuddene - en mulighed som ikke har været anvendt siden ikrafttrædelsen af bestemmelsen den 1. januar 2007.
Den foreslåede bestemmelse om tilsyn ved stikprøvekontrol skal i øvrigt ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser om påbud og markering i lovforslagets § 1, nr. 6.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.2 og 2.2.3 i de almindelige bemærkninger.
ÆndringL 12 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 6LOV nr 1544 af 19/12/2017 · 19. december 2017
Efter servicelovens § 14, stk. 4, 2. pkt., kan børne- og socialministeren påtale, hvis oplysninger registreret i Tilbudsportalen og de faktiske forhold ikke er overensstemmende. Påtalen sker over for henholdsvis kommunalbestyrelsen i den kommune eller regionsrådet i den region, som fører tilsyn med tilbuddet. Der skal endvidere ske underretning af kommunalbestyrelsen i de kommuner, der har pligt til at yde hjælp til brugerne efter serviceloven.
Det fremgår endvidere af Tilbudsportalbekendtgørelsens § 13, stk. 2, at hvis Socialstyrelsen finder, at oplysningerne om et tilbud ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold, eller at oplysningerne ikke er indberettet i overensstemmelse med Tilbudsportalens systematik, kan styrelsen pålægge den godkendende myndighed at bringe indberetningerne i overensstemmelse med de faktiske forhold eller med databasens systematik. Hvis den godkendende myndighed ikke følger pålægget, kan Socialstyrelsen, jf. § 13, stk. 4, i Tilbudsportalbekendtgørelsen, markere dette på Tilbudsportalen i forhold til det pågældende tilbud. Derved opfyldes forpligtelsen til underretning af de visiterende kommuner, jf. § 14, stk. 4, 2. pkt., i serviceloven. Markeringen fjernes, når indberetningen er bragt i overensstemmelse med de faktiske forhold eller med databasens systematik
Det foreslås, at der i servicelovens § 14, stk. 5, fastsættes regler om Socialstyrelsens kompetence til at træffe afgørelse om påbud i relation til indberetninger til Tilbudsportalen af oplysninger, der offentliggøres i Tilbudsportalen. Det foreslås således, at Socialstyrelsen kan træffe afgørelse om at udstede et påbud til et tilbud i to situationer. For det første hvis de indberettede oplysninger ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold, og for det andet hvis oplysningerne ikke er indberettet i overensstemmelse med Tilbudsportalens systematik.
Det foreslås dermed, at muligheden for at træffe afgørelse om påbud modsvarer den i § 14, stk. 4, foreslåede stikprøvekontrol, dog således at stikprøvekontrollen omfatter alle oplysninger i Tilbudsportalen, mens påbud alene kan træffes i relation til de oplysningstyper, som offentliggøres i Tilbudsportalen. Denne forskel skyldes, at de oplysninger, som indberettes til Tilbudsportalen, men som ikke offentliggøres, anvendes af socialtilsynene, som derfor skal reagere på fejl m.v. i forbindelse med deres tilsyn med det pågældende tilbud.
Den foreslåede bestemmelse om påbud skal i øvrigt ses i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 5, foreslåede bestemmelse om stikprøvekontrol.
Det er en forudsætning for, at der kan træffes afgørelse om påbud, at forvaltningslovens regler, herunder reglerne om partshøring og begrundelse, overholdes. Det skal udtrykkeligt fremgå af Socialstyrelsens afgørelser om påbud, hvilke oplysninger som er urigtige, eller som ikke er indberettet i overensstemmelse med Tilbudsportalens systematik, samt begrundelsen herfor. Der lægges endvidere vægt på, at Socialstyrelsen har fokus på vejledning og rådgivning af tilbuddet. Dette kan f.eks. ske ved, at Socialstyrelsen i partshøringen gør tilbuddet opmærksom på muligheden for at kontakte Tilbudsportalens hotline med henblik på vejledning, hvis tilbuddet oplever problemer med indberetning af oplysninger, eller tilbuddet i øvrigt har spørgsmål hertil. Partshøringen vil endvidere give tilbuddet mulighed for at gøre Socialstyrelsen opmærksom på, at tilbuddet nu har indberettet de omhandlede oplysninger, hvorved Socialstyrelsen ikke kan træffe afgørelse om et påbud.
Med bestemmelsen i § 14, stk. 6, foreslås, at såfremt et tilbud ikke har fulgt et påbud efter den foreslåede § 14, stk. 5, inden 4 uger efter udstedelsen af påbuddet, kan Socialstyrelsen træffe afgørelse om at markere forholdet i Tilbudsportalen. Det afgørende for, hvorvidt tilbuddet har opfyldt påbuddet, er ikke, hvorvidt tilbuddets reviderede og korrekte oplysninger er offentliggjort i Tilbudsportalen, men derimod hvorvidt de er indberettet til Tilbudsportalen. Dette skyldes, at tilbuddet kan have indberettet de nødvendige oplysninger, men oplysningernes offentliggørelse i Tilbudsportalen afventer den godkendende myndigheds godkendelse. Det i relation til § 14, stk. 5, anførte ovenfor om overholdelsen af forvaltningsloven, herunder reglerne om partshøring, samt rådgivning og vejledning af tilbuddet, finder også anvendelse for Socialstyrelsens afgørelser om markering efter § 14, stk. 6.
Med de foreslåede ændringer i § 14, stk. 5 og 6, ønskes det, at bestemmelserne kan danne grundlag for en reel og hensigtsmæssig indsats for at sikre rigtige oplysninger i Tilbudsportalen. Samtidig vil de foreslåede ændringer betyde, at sanktionsmulighederne fremgår tydeligere af serviceloven til gavn for både Socialstyrelsen, de indberettende tilbud og de godkendende myndigheder. Endelig vil ændringerne betyde, at en afgørelse om sanktion begrundet i f.eks. forkert indberettede oplysninger træffes over for det tilbud, som har indberettet de forkerte oplysninger, og ikke over for den godkendende myndighed, som herefter skal kontakte tilbuddet.
Med den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 7, der er ny, foreslås, at Socialstyrelsens afgørelse om påbud eller markering efter lovens § 14, stk. 5 og 6, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Afskæringen af klageadgang er begrundet i, at der er tale om faktuelle afgørelser uden skøn. Afgørelsen kan dog indbringes for domstolene efter de almindelige regler herom.
ÆndringL 12 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 7LOV nr 1544 af 19/12/2017 · 19. december 2017
Børne- og socialministeren kan efter servicelovens § 14, stk. 5, fastsætte nærmere regler om Tilbudsportalen. Bestemmelsen er anvendt til udstedelse af Tilbudsportalbekendtgørelsen.
På baggrund af de foreslåede bestemmelser til § 14, stk. 5 og 6, i lovforslagets § 1, nr. 6, hvorefter Socialstyrelsen kan træffe afgørelser over for det indberettende tilbud, foreslås bemyndigelsesbestemmelsen i § 14, stk. 5, der bliver stk. 8, ændret, således at det udtrykkeligt fremgår, at børne- og socialministeren kan fastsætte regler om Socialstyrelsens afgørelser efter de foreslåede bestemmelser i § 14, stk. 5 og 6.
Bemyndigelsen forventes anvendt til udstedelse af regler om proceduren for Socialstyrelsens afgørelser efter de foreslåede bestemmelser i § 14, stk. 5 og 6, herunder om partshøringsfrister. Bemyndigelsen forventes endvidere anvendt til fastsættelse af regler om, at den godkendende myndighed ved afgørelser efter de foreslåede bestemmelser i § 14, stk. 5 og 6, skal modtage kopi af partshøringsbrevet til tilbuddet samt kopi af afgørelser efter bestemmelsen.
ÆndringL 206 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 651 af 12/06/2013 · 12. juni 2013
Som konsekvens af, at reglerne om godkendelse af sociale tilbud foreslås flyttet fra serviceloven til lov om socialtilsyn, foreslås godkendelsesreglerne i servicelovens § 14 ændret. Det foreslås således med lovforslagets § 1, nr. 5, at en optagelse på Tilbudsportalen for sociale tilbud omfattet af forslag til lov om socialtilsyn, kræver en godkendelse efter reglerne i lov om socialtilsyn.
I nr. 6 foreslås en redaktionel ændring af servicelovens § 14, stk. 5, så henvisningen til de regler i § 14, stk. 3, der nu er flyttet til lov om socialtilsyn, udgår.
ÆndringL 206 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 6LOV nr 651 af 12/06/2013 · 12. juni 2013
Som konsekvens af, at reglerne om godkendelse af sociale tilbud foreslås flyttet fra serviceloven til lov om socialtilsyn, foreslås godkendelsesreglerne i servicelovens § 14 ændret. Det foreslås således med lovforslagets § 1, nr. 5, at en optagelse på Tilbudsportalen for sociale tilbud omfattet af forslag til lov om socialtilsyn, kræver en godkendelse efter reglerne i lov om socialtilsyn.
I nr. 6 foreslås en redaktionel ændring af servicelovens § 14, stk. 5, så henvisningen til de regler i § 14, stk. 3, der nu er flyttet til lov om socialtilsyn, udgår.
ÆndringL 175 (2010-11) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 629 af 14/06/2011 · 14. juni 2011
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at den tidligere § 66, nr. 4, i lov nr. 628 af 11. juni 2010 (Barnets Reform) blev ændret til § 66, nr. 5. Ved en fejl blev der ved vedtagelsen af loven ikke konsekvensrettet i § 14, stk. 3, i lov om social service, som trådte i kraft den 1. januar 2011. Med forslaget sikres det, at private opholdssteder for børn og unge skal godkendes som generelt egnede som led i optagelsen på Tilbudsportalen.
ÆndringL 178 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 628 af 11/06/2010 · 11. juni 2010
Efter gældende ret, jf. lovens § 14, stk. 1, jf. stk. 2, skal alle anbringelsessteder undtagen netværksplejefamilier være registreret i Tilbudsportalen som betingelse for, at kommunalbestyrelserne kan anvende dem til konkrete anbringelser. Efter gældende ret, jf. lovens § 142, er det kun netværksplejefamilier, der kan være konkret godkendte. Alle andre anbringelsessteder skal være generelt godkendte.
Med lovforslagets § 1, nr. 67, foreslås det, at plejefamilier og kommunale plejefamilier fremover skal kunne godkendes enten som konkret egnede til et eller flere bestemte børn eller unge eller som generelt egnede som efter gældende regler. Egne værelser m.v. skal ifølge lovforslagets § 1, nr. 69 fremover kun kunne godkendes som konkret egnede. Som konsekvens heraf foreslås det at præcisere i lovens § 14, stk. 1, at det stadig kun er anbringelsessteder, der er godkendt som generelt egnede, der skal registreres på Tilbudsportalen, og at konkret godkendte plejefamilier, konkret godkendte kommunale plejefamilier samt egne værelser m.v. således ikke skal registreres på portalen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 3.4.4.
ÆndringL 177 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 629 af 11/06/2010 · 11. juni 2010
Det foreslås med forslaget til nyt § 14, stk. 3, i serviceloven, at det skal være en forudsætning for optagelse af private tilbud efter servicelovens § 66, nr. 4 (private opholdssteder) samt §§ 101 (private behandlingstilbud) og 107 (private botilbud) på Tilbudsportalen, at der træffes en afgørelse om, at tilbuddet er generelt egnet. Afgørelsen om optagelse træffes af den stedlige kommunalbestyrelse. Den pågældende kommunalbestyrelse eller det pågældende regionsråd registrerer efterfølgende oplysningerne om det pågældende tilbud på Tilbudsportalen, jf. servicelovens §§ 7 og 8. Forslaget betyder, at kommunalbestyrelsen skal træffe én afgørelse om det private tilbuds generelle egnethed, som indebærer, at tilbuddet kan optages på Tilbudsportalen. Afgørelsen træder i stedet for den afgørelse, der hidtil har skullet træffes efter servicelovens § 142, stk. 5, om godkendelse af private opholdssteder efter § 66, nr. 4, eller efter § 144 om godkendelse af private tilbud efter § 101, stk. 1, og § 107.
At det efter bestemmelsen i servicelovens § 14, stk. 3, skal være en betingelse for at optage et privat tilbud efter servicelovens § 66, nr. 4, samt §§ 101 eller 107 på Tilbudsportalen, at tilbuddet er generelt egnet betyder,
- at tilbuddet er egnet til at tilbyde den angivne ydelse til den angivne målgruppe inden for de rammer, der er angivet i servicelovens formålsbestemmelser for den pågældende type tilbud,
- at tilbuddets budget står i rimeligt forhold til den indsats, der ydes i tilbuddet, og
- at det pågældende tilbud er en selvstændig juridisk enhed med særskilt økonomi.
At kommunen skal fortage en vurdering af tilbuddets økonomi, og at tilbuddet skal være en selvstændig juridisk enhed med særskilt økonomi fremgår allerede af gældende ret, jf. bekendtgørelse nr. 349 af 9. maj 2008 om godkendelse af og tilsyn med private opholdssteder og private botilbud.
Med forslaget forenkles kommunernes godkendelsesprocedurer, uden at der slækkes på de indholdsmæssige krav hertil, og den foreslåede løsning indebærer ikke, at kommunernes forpligtelser i relation til at sikre kvaliteten og indholdet i de private tilbud svækkes. Den godkendende kommunalbestyrelse vil fortsat skulle forholde sig til tilbuddets personale, pædagogik, målgruppe m.v. samt føre tilsyn hermed, og den direkte kobling af godkendelsen og indberetningen af oplysninger til Tilbudsportalen tydeliggør, at den kommunalbestyrelse, der træffer afgørelse, står inde for tilbuddets kvalitet også over for andre kommuner, der vil anvende det private tilbud.
Bestemmelsen om optagelse på Tilbudsportalen af private tilbud efter den foreslåede § 14, stk. 3, vil blive uddybet i en bekendtgørelse. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 3.
Afgørelse om, at et privat tilbud efter servicelovens § 66, nr. 4, eller §§ 101 eller 107 ikke opfylder kriterierne for optagelse og derfor ikke kan registreres på Tilbudsportalen, skal i det omfang, dette følger af forvaltningslovens regler, være skriftlig og begrundet. Giver afgørelsen ikke fuldt ud den private leverandør medhold, skal afgørelsen, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse. Meddeles en ikke fuldt ud begunstigende afgørelse mundtligt, kan vedkommende leverandør forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen inden for de frister, der er fastsat i forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 23. Kommunalbestyrelsens afgørelse om optagelse på Tilbudsportalen kan af den private leverandør indbringes for de sociale nævn efter de almindelige klageregler i retssikkerhedslovens kapitel 10, jf. servicelovens § 166.
Afgørelsen kan forsynes med vilkår i overensstemmelse med de almindelige grundsætninger om saglighed og lighed i forvaltningen, ligesom afgørelsen efter de almindelige forvaltningsretlige regler vil kunne tilbagekaldes ud fra en afvejning af hensynet til på den ene side adressaten og dennes evt. forventninger og på den anden side de hensyn, der taler for en tilbagekaldelse. Tilbagekaldes en afgørelse om optagelse på Tilbudsportalen, er betingelserne for tilbuddets registrering i Tilbudsportalen ikke længere opfyldt.
Hvis en anden kommunalbestyrelse end den stedlige eller et regionsråd har indgået en generel aftale, jf. § 4, stk. 2 eller § 5, stk. 4, med et privat tilbud om anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet, er det denne kommunalbestyrelse eller dette regionsråd, der skal træffe afgørelse om optagelse af det private tilbud på Tilbudsportalen.
ÆndringL 177 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 629 af 11/06/2010 · 11. juni 2010
Den foreslåede ændring af § 14, stk. 3, er alene en konsekvens af, at det foreslås, at § 17 i serviceloven om forpligtelsen til at oprette bruger- og pårørenderåd ophæves, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 4.
ÆndringL 177 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 629 af 11/06/2010 · 11. juni 2010
Det foreslås, at den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse for indenrigs- og socialministeren (nu socialministeren) i § 14, stk. 4, til at fastsætte nærmere regler om Tilbudsportalen udvides, så ministeren gives hjemmel til at fastsætte nærmere regler om kriterierne for optagelse på portalen.
Der vil i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen kunne fastsættes regler, der tydeliggør, hvad der ligger i kravet om, at tilbuddet skal være generelt egnet, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 1, herunder om kommunalbestyrelsens vurdering af det private tilbuds pædagogik og metoder, fysiske rammer, økonomi og personale. Reglerne vil i vidt omfang erstatte de regler, der dag fremgår af bekendtgørelse nr. 349 af 9. maj 2008 om godkendelse af og tilsyn med private opholdssteder, private botilbud og private behandlingstilbud for stofmisbrugere
ÆndringL 169 (2009-10) · bemærkning til § 2, nr. 1LOV nr 550 af 26/05/2010 · 26. maj 2010
Efter servicelovens § 14, stk. 2, kan socialministeren foretage tilsynsbesøg i tilbud, som er registreret i Tilbudsportalen, den landsdækkende oversigt over kommunale, regionale og private tilbud, for at kontrollere, om de faktiske forhold er i overensstemmelse med registreringerne i Tilbudsportalen. Efter et tilsynsbesøg kan socialministeren påtale uoverensstemmelser over for kommunalbestyrelsen i den kommune, som fører tilsyn med tilbuddet, og underrette kommunalbestyrelsen i brugernes opholdskommuner, der efter de gældende regler har det personrettede tilsyn.
Da det personrettede tilsyn ved § 2, nr. 3 og 4, (jf. også bemærkningerne til § 1, nr. 2) foreslås at skulle foretages af den kommune, der er handlekommunen efter serviceloven, i de tilfælde, hvor opholdskommunen ikke er handlekommune, foreslås ved § 2, nr. 1 i konsekvens heraf, at servicelovens § 14 stk. 3, 2. pkt., ændres således, at underretningen skal gives til de kommuner, der er brugernes handlekommuner efter serviceloven.
ÆndringL 82 (2005-06) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 222 af 22/03/2006 · 22. marts 2006
Der er tale om en præcisering af bestemmelsen, således at også tilbud om behandling af stofmisbrugere indgår i bestemmelsen om Tilbudsportalen.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 14.