Serviceloven

Serviceloven § 137j

Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 24 d – Fuldbyrdelse af strafferetlige foranstaltninger m.v. · Aflåsning af den anbragtes bolig for natten og anbringelse i afskærmningslokale

§ 137 j.

Der kan uden retskendelse træffes afgørelse om, at en anbragt i en boform, jf. § 108, kan låses inde i sin bolig om natten i op til 8 timer i perioden mellem kl.

21.00 og 8.00, hvis der er nærliggende risiko for, at den anbragte ellers vil undvige fra boformen.

Stk. 2.

Der kan træffes afgørelse om, at anbragte i en boform efter § 108 med sikrede afdelinger skal anbringes i et afskærmningslokale, når der er overhængende fare for, at den anbragte skader sig selv eller andre.

Anbringelsen skal være så kortvarig som muligt og må ikke udstrækkes ud over 2 timer.

Stk. 3.

Afgørelse om indgreb efter stk. 1 og 2 forudsætter, at

  1. 1)

    indgrebet er forsvarligt og ikke indebærer en sundhedsmæssig risiko for den anbragte,

  2. 2)

    den anbragte ikke er selvmordstruet,

  3. 3)

    den anbragte har tilkaldemulighed fra boligen eller afskærmningslokalet, som den pågældende er i stand til at betjene, og at personalet via den kan tilkaldes,

  4. 4)

    den anbragte har adgang til toilet og vand i sin bolig eller afskærmningslokalet og

  5. 5)

    der iværksættes jævnlig overvågning i det tidsrum, hvor den pågældende er låst inde.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Serviceloven § 137j

Senere ændringer

ÆndringL 119 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 8LOV nr 221 af 20/03/2018 · 20. marts 2018

Efter de gældende regler er det ikke muligt at anbringe en beboer i et afskærmningslokale, når der er overhængende fare for, at den pågældende skader sig selv eller andre.

Det foreslås med § 137 j, stk. 2, 1. pkt., at der kan træffes afgørelse om, at anbragte i boformer med sikrede afdelinger skal anbringes i et afskærmningslokale, når der er overhængende fare for, at den pågældende skader sig selv eller andre.

Der er tale om en afgørelse, som kan påklages efter servicelovens § 137 l.

Anbringelse efter bestemmelsen skal ske i et særskilt lokale, der er indrettet til formålet. Den anbragtes eget værelse kan således ikke udgøre et afskærmningslokale. Lokalet skal være indrettet således, at det er egnet til, at der kan opholde sig fysisk udadreagerende beboere. Lokalet må f.eks. ikke indeholde effekter, som beboeren kan anvende til at skade sig selv eller andre med.

Ifølge den foreslåede bestemmelse i § 137 j, stk. 2, 2. pkt. , skal anbringelsen være så kortvarig som mulig og må ikke udstrækkes ud over to timer. Anbringelsen skal bringes til ophør straks, når betingelserne for at gennemføre indgrebet ikke længere er til stede. Der kan således være tilfælde, hvor den anbragte person for eksempel efter en halv time falder til ro, og der dermed ikke længere er grundlag for at gennemføre indgrebet.

Ifølge den foreslåede bestemmelse i § 137 j, stk. 3, forudsætter gennemførelsen af indgrebet, at indgrebet er forsvarligt og ikke indebærer en sundhedsmæssig risiko for den anbragte, og at den anbragte ikke er selvmordstruet. Derudover er det en forudsætning, at den anbragte har tilkaldemuligheder fra afskærmningslokalet, som den pågældende er i stand til at betjene, og at personalet via disse kan tilkaldes, samt at den anbragte har adgang til toilet og vand, og at der iværksættes jævnlig overvågning i det tidsrum, hvor den pågældende er låst inde. Jævnlig overvågning kan f.eks. være hvert 10. minut. Såfremt der er tale om en affektpræget beboer, skal et personalemedlem opholde sig ude foran afskærmningslokalet under hele anbringelsen, så personalemedlemmet kan føre hyppige tilsyn og vurdere de lyde, der eventuelt udgår fra afskærmningslokalet. Afskærmningslokalet skal være udstyret med et vindue, så personalet kan føre tilsyn med den anbragte uden at skulle åbne døren ind til afskærmningslokalet.

Bestemmelsen i servicelovens § 137 f, stk. 5, finder anvendelse. Det er således et krav, at formålet med indgrebet ikke hensigtsmæssigt kan nås ved mindre indgribende initiativer, herunder en pædagogisk indsats.

Indgreb efter bestemmelsen skal registreres og indberettes til kommunalbestyrelsen efter reglerne i servicelovens § 137 m.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.6. i de almindelige bemærkninger.

ÆndringL 119 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 9LOV nr 221 af 20/03/2018 · 20. marts 2018

Efter den gældende bestemmelse i servicelovens § 137 j, stk. 2, forudsætter afgørelse efter servicelovens § 137 j, stk. 1, om aflåsning af den anbragtes bolig for natten, at indgrebet er forsvarligt og ikke indebærer en sundhedsmæssig risiko for den anbragte, at den anbragte ikke er selvmordstruet, at den anbragte har tilkaldemuligheder fra boligen, som den pågældende er i stand til at betjene, og at personalet via disse kan tilkaldes, at den anbragte har adgang til toilet og vand i sin bolig, og at der iværksættes jævnlig overvågning i det tidsrum, hvor den pågældende er låst inde.

Med den foreslåede bestemmelse i § 137 j, stk. 2, der med lovforslaget bliver til stk. 3, gøres betingelserne gældende for anbringelse i afskærmningslokale efter den foreslåede § 137 j, stk. 2.

Ændringen medfører, at anbringelse i afskærmningslokale efter den foreslåede § 137 j, stk. 2, forudsætter, at indgrebet er forsvarligt og ikke indebærer en sundhedsmæssig risiko for den anbragte, og at den anbragte ikke er selvmordstruet. Derudover er det en forudsætning, at den anbragte har tilkaldemuligheder fra afskærmningslokalet, som den pågældende er i stand til at betjene, og at personalet via disse kan tilkaldes, samt at den anbragte har adgang til toilet og vand, og at der iværksættes jævnlig overvågning i det tidsrum, hvor den pågældende er låst inde. Jævnlig overvågning kan f.eks. være hvert 10. minut. Såfremt der er tale om en affektpræget beboer, skal et personalemedlem opholde sig ude foran afskærmningslokalet under hele anbringelsen, så personalemedlemmet kan føre hyppige tilsyn og vurdere de lyde, der eventuelt udgår fra afskærmningslokalet. Afskærmningslokalet skal være udstyret med et vindue, så personalet kan føre tilsyn med den anbragte uden at skulle åbne døren ind til afskærmningslokalet.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.6 i de almindelige bemærkninger.

ÆndringL 54 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 1662 af 20/12/2016 · 20. december 2016

Det foreslås, at § 137 j, stk. 1, ændres til § 137 j, stk. 1, nr. 1 . Bestemmelsen svarer til den gældende § 137 j, stk. 1. Den foreslåede bestemmelse tager højde for, at der indføres supplerende indgrebsmuligheder i de foreslåede § 137 j, stk. 1, nr. 1, og nr. 2.

Det fremgår af den gældende § 137 j, stk. 1, at der kan træffes afgørelse om, at en anbragt i en boform, jf. § 108, kan låses inde i sin bolig om natten i op til otte timer i perioden mellem kl. 21.00 og 8.00, hvis der er nærliggende risiko for, at den anbragte ellers vil undvige fra boformen.

Bestemmelsen omfatter personer, der er anbragt i boformer, jf. servicelovens § 108, i henhold til en afgørelse truffet i forbindelse med en straffesag, herunder på den særligt sikrede afdeling på boformen Kofoedsminde. Bestemmelsen omfatter dels personer, der er anbragt på baggrund af en kendelse truffet i forbindelse med en straffesag, dels personer, der anbragt i henhold til domstype 1-4, jf. Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om psykisk afvigende kriminelle.

Bestemmelsens anvendelsesområde er tilfælde, hvor der er risiko for, at den anbragte vil forlade boformen, jf. servicelovens 108, uden tilladelse.

Formålet med en anbringelse på en boform, jf. servicelovens § 108, i henhold en afgørelse truffet i forbindelse med en straffesag er at forebygge lovovertrædelser. Den anbragte er som led i den strafferetlige afgørelse frihedsberøvet og må kun forlade boformen med særlig tilladelse. Bestemmelsen finder således også anvendelse på tilfælde, hvor der ikke er nærliggende risiko for, at den pågældende vil begå kriminalitet under undvigelsen.

Ifølge § 137 f, stk. 5, er det en betingelse for at træffe afgørelse om indgreb, at formålet med indgrebet ikke hensigtsmæssigt kan opnås ved mindre indgribende initiativer. Der kan således alene foretages indgreb, når den socialpædagogiske indsats er afprøvet, og det vurderes, at den ikke er tilstrækkelig til at opnå det pågældende formål.

Det foreslås med § 137 j, stk. 1, nr. 2, at der kan træffes afgørelse om, at en anbragt på en særligt sikret afdeling i en boform, jf. servicelovens § 108, kan låses inde i sin bolig om natten i op til otte timer i perioden mellem kl. 21.00 og 8.00, når det skønnes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder for at forebygge eller forhindre kriminalitet. Af ordensmæssige hensyn kan aflåsning for eksempel ske med henblik på at skabe ro om natten, således at beboerne kan opretholde en hensigtsmæssig døgnrytme, når dette forgæves har været forsøgt med pædagogiske tiltag. Af sikkerhedsmæssige hensyn, herunder hensynet til at forebygge eller forhindre kriminalitet, kan aflåsning ske for at nedbringe ulovlig aktivitet blandt de anbragte som f.eks. udveksling af ulovlige genstande. Gennemførelse af indgrebet forudsætter, at betingelserne i den foreslåede § 137 j, stk. 3, alle er opfyldt.

Efter de gældende regler er det ikke muligt at træffe afgørelse om, at en anbragt på en særligt sikret afdeling i en boform, jf. servicelovens § 108, kan låses inde i sin bolig om natten i op til otte timer i perioden mellem kl. 21.00 og 8.00, når det skønnes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder for at forebygge eller forhindre kriminalitet. Forslaget skaber mulighed for, at personalet gennemfører indgrebet, hvis der er truffet afgørelse efter servicelovens § 137 f.

Ifølge servicelovens § 137 f, stk. 5, er det en betingelse for at træffe afgørelse om indgreb, at formålet med indgrebet ikke hensigtsmæssigt kan opnås ved mindre indgribende initiativer, herunder en pædagogisk indsats. Denne bestemmelse videreføres således uændret med forslaget.

Det foreslås med § 137 j, stk. 1, nr. 3, at der kan træffes afgørelse om, at en del af en særligt sikret afdeling, jf. § 16, stk. 1, i bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven, kan aflåses om natten i op til otte timer i perioden mellem kl. 21.00 og 8.00, når det skønnes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder for at forebygge eller forhindre kriminalitet. Af ordensmæssige hensyn kan aflåsning for eksempel ske med henblik på at skabe ro om natten, således at beboerne kan opretholde en hensigtsmæssig døgnrytme, når dette forgæves har været forsøgt med pædagogiske tiltag. Af sikkerhedsmæssige hensyn, herunder hensynet til at forebygge eller forhindre kriminalitet, kan aflåsning ske for at nedbringe ulovlig aktivitet blandt de anbragte som f.eks. udveksling af ulovlige genstande. Gennemførelse af indgrebet forudsætter, at betingelserne i den foreslåede § 137 j, stk. 3, alle er opfyldt.

Efter de gældende regler er det ikke muligt at træffe afgørelse om, at en del af en særligt sikret afdeling, jf. § 16, stk. 1, i bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven, kan aflåses om natten i op til otte timer i perioden mellem kl. 21.00 og 8.00, når det skønnes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder for at forebygge eller forhindre kriminalitet.

En afgørelse om at aflåse en eller flere særligt sikrede afdelinger efter den foreslåede bestemmelse, forudsætter, at der er truffet afgørelse i forhold til den enkelte beboer, jf. servicelovens § 137 f.

Ifølge servicelovens § 137 f, stk. 5, er det en betingelse for at træffe afgørelse om indgreb, at formålet med indgrebet ikke hensigtsmæssigt kan opnås ved mindre indgribende initiativer, herunder en pædagogisk indsats. Denne bestemmelse videreføres således uændret med forslaget. I nogle tilfælde kan der være beboere på en afdeling, som der er behov for at aflåse, som ikke truer ordenen eller sikkerheden. I forhold til disse beboere skal der tages de videst mulige hensyn ved udmøntning af afgørelsen, for eksempel et tilbud om en bolig på en anden særligt sikret afdeling.

Efter de gældende regler er der ikke hjemmel til, at der for anbragte på særligt sikrede afdelinger kan træffes afgørelse om anbringelse i et særligt afsondret isolationsrum, når der er overhængende fare for, at den pågældende skader sig selv eller andre.

Det foreslås med § 137 j, stk. 2, at der for anbragte på særligt sikrede afdelinger kan træffes afgørelse om anbringelse i et særligt afsondret isolationsrum, når der er overhængende fare for, at den pågældende skader sig selv eller andre.

Den foreslåede bestemmelse kan for eksempel anvendes i situationer, hvor personalet forgæves har forsøgt at tale den anbragte til rette, men den pågældende er i affekt og fysisk udadreagerende. Ifølge servicelovens § 137 f, stk. 5, er det en betingelse for at træffe afgørelse om indgreb, at formålet med indgrebet ikke hensigtsmæssigt kan opnås ved mindre indgribende initiativer, herunder en pædagogisk indsats. Denne bestemmelse videreføres således uændret med forslaget.

Aflåsning, jf. forslagets § 137 j, stk. 1, betragtes ikke som isolation.

Forslaget skaber mulighed for, at personalet gennemfører indgrebet, hvis der er truffet afgørelse efter servicelovens § 137 f.

Det er en forudsætning for anbringelse i et særligt afsondret isolationsrum, at indgrebet er forsvarligt og ikke indebærer en sundhedsmæssig risiko for de anbragte, og at de anbragte ikke er selvmordstruede. Derudover er det en forudsætning, at de anbragte har tilkaldemuligheder fra det særligt afsondrede isolationsrum, som de pågældende er i stand til at betjene, og at personalet via disse kan tilkaldes, samt at de anbragte har adgang til toilet og vand, og at der iværksættes jævnlig overvågning i det tidsrum, hvor de pågældende er låst inde.

Forslaget skaber mulighed for isolation i op til fire timer, men isolationen skal bringes til ophør straks, når betingelserne for at gennemføre indgrebet ikke længere er til stede. Der kan således være tilfælde, hvor den anbragte person ret hurtigt, for eksempel efter en halv time, falder til ro, og der ikke længere er grundlag for at gennemføre indgrebet.

Med lovforslaget foreslås det, at § 137 j, stk. 2, ifølge hvilken afgørelse om indgreb efter § 137 j, stk. 1, forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, bliver til § 137 j, stk. 3 . Betingelserne i den foreslåede § 137 j, stk. 3, gælder tilsvarende for indgreb efter den foreslåede § 137 j, stk. 2.

Hvis samtlige betingelser, der er nævnt i § 137 j, stk. 3, ikke er opfyldt, kan indgreb efter § 137 j, stk. 1, eller stk. 2, ikke iværksættes.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 137j.