Serviceloven § 12 a
Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.
Kapitel 3 – Kommunens rådgivning · Borgere udsat for æresrelaterede konflikter
§ 12 a.
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at borgere, der henvender sig på grund af æresrelaterede konflikter, får mulighed for at få gratis rådgivning i henhold til § 10.
Skønner kommunalbestyrelsen, at der er behov for det, skal borgere, der risikerer at blive eller er udsat for en alvorlig æresrelateret konflikt, tilbydes en handleplan.
Handleplanen skal indeholde
- 1)
en risikovurdering for den pågældende borger,
- 2)
oplysninger om borgerens aktuelle situation, herunder relevante forhold vedrørende bopæl, arbejde, uddannelse og forholdet til pårørende,
- 3)
overvejelser om eventuelle relevante støttemuligheder i forhold til bopæl, arbejde og uddannelse samt formålet hermed og
- 4)
overvejelser om eventuelle relevante støttemuligheder efter denne lov eller efter anden lovgivning og formålet hermed.
Handleplanen skal udarbejdes i samarbejde med borgeren.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Serviceloven § 12 a
Senere ændringer
ÆndringL 94 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 11LOV nr 753 af 13/06/2023 · 13. juni 2023
§ 12 a i serviceloven vedrører støtte til personer udsat for æresrelaterede konflikter. Det fremgår af § 12 a, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at personer over 18 år, der henvender sig på grund af æresrelaterede konflikter, får mulighed for at få gratis rådgivning i henhold til § 10. Videre fremgår af bestemmelsens stk. 2, at hvis kommunalbestyrelsen skønner, at der er behov for det, skal personer over 18 år, der risikerer at blive eller er udsat for en alvorlig æresrelateret konflikt, tilbydes en handleplan.
§ 12 b vedrører støtte til personer, der er i risiko for ekstremisme eller radikalisering. Det fremgår af § 12 b, stk. 1, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at personer over 18 år har mulighed for at få gratis, målrettet rådgivning i henhold til § 10, hvis de henvender sig, fordi de er i risiko for at blive radikaliserede eller de ønsker hjælp til at forlade et ekstremistisk miljø.
Det foreslås, at henvisningen til personer over 18 år i § 12 a, stk. 1 og 2 , og § 12 b, stk. 1, 1. pkt., ændres til borgere.
De foreslåede ændringer vil for så vidt angår § 12 a betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle sørge for, at borgere, der henvender sig på grund af æresrelaterede konflikter, får mulighed for at få gratis rådgivning i henhold til § 10, og at hvis kommunalbestyrelsen skønner, at der er behov for det, vil borgere, der risikerer at blive eller er udsat for en alvorlig æresrelateret konflikt, skulle tilbydes en handleplan.
De foreslåede ændringer vil, for så vidt angår § 12 b, stk. 1, betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle sørge for, at borgere har mulighed for at få gratis, målrettet rådgivning i henhold til § 10, hvis de henvender sig, fordi de er i risiko for at blive radikaliserede eller de ønsker hjælp til at forlade et ekstremistisk miljø.
De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede ændring af § 2, stk. 1, i serviceloven, hvorved servicelovens anvendelsesområde foreslås begrænset til personer, der er fyldt 18 år. Denne ændring er begrundet i, at hjælp og støtte til børn og unge under 18 år, der i dag fremgår af serviceloven, med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås udskilt i en særskilt lov – barnets lov. Der er således ikke behov for i §§ 12 a og 12 b at understrege, at bestemmelserne finder anvendelse for personer over 18 år. Det findes således hensigtsmæssigt, at der i stedet henvises til borgere, som er det begreb, der anvendes i § 12 a, stk. 3, og § 12 b, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 12 a.