Udbudsloven § 104
Gældende tekst efter LBK nr 116 af 03/02/2025.
Kapitel 8 – Indkøbsmetoder · Dynamiske indkøbssystemer
§ 104.
Ved etableringen af et dynamisk indkøbssystem skal minimumsfristen for ordregiverens modtagelse af ansøgninger om deltagelse være 30 dage fra dagen efter udbudsbekendtgørelsens afsendelse.
En ordregiver kan tidligst anvende et dynamisk indkøbssystem, når fristen i stk. 1 er udløbet og ansøgninger, der er modtaget inden for fristen, er færdigbehandlede.
Et dynamisk indkøbssystem skal til enhver tid være åbent for ansøgere, der opfylder minimumskravene til egnethed, og antallet af ansøgere, der optages i indkøbssystemet, må ikke begrænses.
Behandlingen af en ansøgning, der modtages inden udløbet af fristen i stk. 1, skal afsluttes inden for 10 arbejdsdage efter modtagelsen af ansøgningen, jf. dog stk. 5 og 6.
Fristen i stk. 4 kan forlænges til 15 arbejdsdage i konkrete sager, hvor ordregiveren finder det berettiget, herunder hvis ordregiveren har behov for at verificere, om minimumskravene til egnethed er opfyldt.
Fristen i stk. 4 kan endvidere forlænges, når opfordringen til at afgive tilbud for det første specifikke offentlige indkøb under et dynamisk indkøbssystem ikke er udsendt.
Ordregiveren må ikke udsende opfordringer til at afgive tilbud i løbet af den forlængede vurderingsperiode.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 116 af 03/02/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 104.