Planloven § 5 e
Gældende tekst efter LBK nr 572 af 29/05/2024.
Kapitel 2 b – Strategisk planlægning for landsbyer og bymidter
§ 5 e.
Kommuneplanlægningen skal under hensyn til lokale forhold indeholde en helhedsorienteret, strategisk planlægning for bymidter i mindre og mellemstore byer, jf. § 5 f.
Kommunalbestyrelsen skal koordinere den strategiske planlægning for bymidter med nabokommuner, hvis udviklingen af bymidter er afhængig af udviklingen af bymidter i disse kommuner.
Ministeren for byer og landdistrikter kan fastsætte regler om grundlaget for kommunalbestyrelsens strategiske planlægning for bymidter, jf. stk. 1.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 572 af 29/05/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Planloven § 5 e
Senere ændringer
ÆndringL 93 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 10LOV nr 571 af 24/06/2005 · 24. juni 2005
Ad stk. 1
Forslaget er en konsekvens af, at regionplanerne falder væk, samtidig med at den nuværende praksis ifølge aftalen om strukturreformen skal fastholdes. Bestemmelsen pålægger miljøministeren at fastsætte regler for beliggenheden af dagligvarebutikker over 3.000 m2 og udvalgsvarebutikker over 1.500 m2 samt regler for beliggenheden af og det maksimale bruttoetageareal for byggeri til butiksformål i bydelscentre og aflastningsområder, der kan rumme mere end 3.000 m2 bruttoetageareal. Ministeren skal desuden fastsætte regler for beliggenheden af de centrale byområder i hovedstadsområdet. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i planlovens § 6 b om regionplanlægning for den regionale detailhandelsstruktur.
Ministerens regler og ændringer eller tilføjelser hertil skal udarbejdes under hensyntagen til de eksisterende regler om planlægning til butiksformål i kapitel 2 b. Ministerens regler kan revideres løbende. Arbejdet vil ske i dialog med kommunalbestyrelserne og under inddragelse af offentligheden, jf. lovforslagets § 1, nr. 22 (§ 22 a). Reglerne forudsættes endvidere at blive forelagt Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg til orientering, før de udstedes.
Planloven indeholder i dag en bestemmelse om, at regionplanredegørelsen skal indeholde en særlig planlægningsmæssig begrundelse for fastsættelse af eventuelle butiksstørrelser på mere end 3.000 m2 for dagligvarebutikker og 1.500 m2 for udvalgsvarebutikker. Det forudsættes, at ministeren tilsvarende redegør for den særlige planlægningsmæssige begrundelse for de fastlagte butiksstørrelser.
Ligeledes vil kommuneplanen som hidtil skulle ledsages af en redegørelse, jf. den foreslåede § 11 e, stk. 4, nr. 6.
Det er hensigten, at den nuværende praksis med butiksstørrelser fastholdes.
Ad stk. 2
Forslaget er en konsekvens af, at regionplanerne falder væk, og at miljøministeren overtager opgaven med at tilvejebringe retningslinjer for detailhandelsstrukturen, jf. forslaget til nyt stk. 1. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne om detailhandel i de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.
Også ændret ved
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 5 e.