Planloven

Planloven § 49

Gældende tekst efter LBK nr 572 af 29/05/2024 og 3 publikationer om bestemmelsen.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 11 – Ekspropriation, overtagelse m.v.

§ 49.

Når det i en lokalplan eller en byplanvedtægt er bestemt, at en bebyggelse ikke må nedrives uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen, og tilladelsen nægtes, kan ejeren forlange ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning.

Stk. 2.

Overtagelsespligten efter stk. 1 påhviler dog kun kommunen, hvis der er et væsentligt misforhold mellem ejendommens afkastningsgrad og afkastningsgraden for ejendomme med en lignende beliggenhed og benyttelse, som ikke er omfattet af et nedrivningsforbud.

Stk. 3.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, når en ejendom helt eller delvis er omfattet af et forbud mod større byggearbejder, jf. § 15, stk. 2, nr. 27.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 572 af 29/05/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Fra myndigheder og nævn

Planklagenævnet · 22. oktober 2024

Afvisning af klage over Rødovre Kommunes afslag på dispensation fra lokalplan til nedrivning af enfamiliehus på [A1], Rødovre

Rødovre Kommune gav den 12. juli 2024 afslag på dispensation fra lokalplan nr. 66, Rødovre landsby, til nedrivning af enfamiliehus på ejendommen [A1], 2610 Rødovre. Ansøgeren har klaget over afgørelsen. Planklagenævnet afviser at behandle klagen, da klagefristen er overskredet. 1. Klagens indgivelse Rødovre Kommune gav den 12. juli 2024 afslag på dispensation fra lokalplan nr. 66, Rødovre landsby, til nedrivning af enfamiliehus på ejendommen [A1], 2610 Rødovre. Kommunens afgørelse blev sendt til klageren via den digitale selvbetjeningsløsning ”Byg og Miljø”. Klageren modtog ifølge sagens oplysninger samme dag advis herom. Det fremgik af klagevejledningen, at afgørelsen kunne påklages til Planklagenævnet via klageportalen. Derudover fremgik det, at klagefristen var 4 uger fra modtagelsen af afgørelsen. Klagen er indgivet via klageportalen den 11. august 2024. Det fremgår ikke af klagen el … Emne: Planloven, retlig (efter 1. februar 2017). Henvisninger: Planloven § 58; Planloven § 49; Planloven § 50; Planloven § 60

Planklagenævnet · 16. august 2024

Afgørelse i klagesag om Lyngby-Taarbæk Kommunes afslag på aktindsigt i notat om overtagelsespligt efter planlovens § 49

Lyngby-Taarbæk Kommune traf den 5. februar 2024 afgørelse om afslag på aktindsigt i notat af 10. januar 2024 vedlagt byplanmøde den 10. januar 2024 vedrørende nedrivning af [A1]. Planklagenævnet har modtaget en klage over afgørelsen. I denne afgørelse har Planklagenævnet behandlet følgende spørgsmål: Om kommunen har truffet afgørelse efter det korrekte regelsæt. Planklagenævnet ophæver afgørelsen og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen. Det betyder, at kommunens afgørelse ikke længere gælder. 1. Sagens oplysninger 1.1. Forløbet før anmodningen om aktindsigt Klageren ansøgte Lyngby-Taarbæk Kommune om nedrivningstilladelse til gamle bygninger på ejendommen beliggende på [A1], 2800 Kongens Lyngby. Denne ansøgning blev behandlet på møde i Byplanudvalget den 10. januar 2024, hvortil et notat var udfærdiget om kommunens overtagelsespligt efter planlovens § 49. 1.2. Anmodningen om … Emne: Aktindsigt. Henvisninger: Planloven § 49; Forvaltningsloven § 12; Forvaltningsloven § 14 a; Planloven § 58

Planklagenævnet · 4. april 2022

Afgørelse i klagesag om Randers Kommunes forbud mod nedrivning af Langå Stationsbygning

Randers Kommune har den 19. august 2021 nedlagt forbud efter planlovens § 14 mod nedrivning af bebyggelse på ejendommen [A1], Langå. Afgørelsesadressaten har klaget over afgørelsen. I denne afgørelse har Planklagenævnet behandlet følgende spørgsmål: Om et forbud efter planlovens § 14 er meddelt i overensstemmelse med planloven og almindelige forvaltningsretlige regler. Om kommunen havde det fornødne grundlag til at træffe afgørelse, jf. officialprincippet. Om kommunen har begrundet afgørelsen, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24. Planklagenævnet kan ikke behandle de øvrige klagepunkter i sagen. Planklagenævnet kan ikke give medhold i klagen. Det betyder, at kommunens afgørelse gælder. 1. Sagens oplysninger 1.1. Ejendommen og lokalplanen for området Klagen vedrører Langå Station, der er beliggende på [A1], Langå. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 663, Langå bymidte og stationsområde. … Emne: Planloven, retlig (efter 1. februar 2017). Henvisninger: Planloven § 14; Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 24; Planloven § 49; Planloven § 50; Planloven § 15; Planloven § 28