Selskabsloven § 318i
Gældende tekst efter LBK nr 331 af 20/03/2025.
Kapitel 16 – Grænseoverskridende fusion, spaltning og omdannelse · Beslutning om at gennemføre en grænseoverskridende omdannelse
§ 318 i.
Beslutningen om gennemførelse af en grænseoverskridende omdannelse, herunder om ændring af vedtægterne, må tidligst træffes, 4 uger efter at Erhvervsstyrelsen har gjort dokumenterne offentligt tilgængelige, jf. § 318 g, stk. 1 og 2.
Har selskabet, der påtænkes omdannet, afsluttet et regnskabsår inden tidspunktet for omdannelsens regnskabsmæssige virkning, og har generalforsamlingen endnu ikke godkendt årsrapporten for denne regnskabsperiode, skal generalforsamlingen godkende årsrapporten for denne regnskabsperiode senest samtidig med beslutningen om gennemførelsen af omdannelsen.
Omdannelsens gennemførelse skal være i overensstemmelse med omdannelsesplanen.
Vedtages omdannelsen ikke i overensstemmelse med den offentliggjorte omdannelsesplan, anses forslaget som bortfaldet.
Inden generalforsamlingen træffer beslutning om gennemførelse af en omdannelse, skal kapitalejerne i givet fald have gjort sig bekendt med eventuelle bemærkninger indgivet til planen, jf. § 318 g, stk. 1, nr. 2, og
- 1)
senest 6 uger før generalforsamlingen træffer beslutning om gennemførelse af en omdannelse, skal omdannelsesredegørelsen, jf. § 318 c, sammen med planen for den grænseoverskridende omdannelse, jf. § 318 b, hvis den foreligger, stilles til rådighed elektronisk for kapitalejerne og for kapitalselskabets medarbejderrepræsentanter eller for medarbejderne selv, hvis der ikke er medarbejderrepræsentanter, og
- 2)
senest 4 uger før generalforsamlingen træffer beslutning om gennemførelse af en omdannelse, skal vurderingsmandens udtalelse om omdannelsesplanen, herunder tilbuddet om indløsning, jf. § 318 d, og vurderingsmændenes erklæring om kreditorernes stilling, jf. § 318 e, stilles til rådighed elektronisk for kapitalejerne, hvis disse er udarbejdet.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 331 af 20/03/2025 på Retsinformation (hentet 27. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 318i.