Lejeloven

Lejeloven § 144

Gældende tekst efter LOV nr 341 af 22/03/2022, med senere ændringer markeret.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 16 – Lejerens ret til at foretage installationer i og forbedringer af det lejede · Lejerens installationsret

§ 144.

Lejeren har ret til at foretage skiltning på mure, døre og vinduer, der hører til det lejede, i det omfang det er sædvanligt efter arten af lejerens forretning og ejendommen.

Lejeren har endvidere ret til at anbringe markiser, udhængsskabe, automater, varer og lign.

i sædvanligt omfang.

Stk. 2.

Lejeren af en butik eller en beværtning skal holde forretningen åben og i forsvarlig drift i sædvanligt omfang.

Det kan ikke uanset modstående aftale pålægges lejere af forretninger i butiksfællesskaber at holde åbent mandag til fredag efter kl.

20.00 og fra lørdag kl.

17.00 til mandag kl.

6.00.

Ændres – ikrafttræden fastsættes ved bekendtgørelse eller er ikke angivet ved LOV nr 1641 af 16/12/2025 (1, nr. 4)

Efter § 144 indsættes før overskriften før § 145:

Lejerens ret til etablering af ladepunkt til elektrisk køretøj Har lejeren en eksklusiv rettighed til en specifik parkeringsplads omfattet af lejekontrakten, som er beliggende på samme ejendom som lejemålet, jf. §§ 8 og 9, er lejeren berettiget til at etablere et ladepunkt på denne parkeringsplads, jf. dog § 144 d. Lejeren skal give meddelelse til udlejeren, senest 3 måneder inden etableringen, jf. stk. 1, ønskes påbegyndt. Såfremt etablering af ladepunktet medfører, at udlejeren skal igangsætte varsling efter §§ 102 og 103, forlænges lejerens frist med en periode svarende til udlejerens varslingsfrist i henhold til § 103. Udlejeren kan inden etableringen, jf. stk. 1, kræve, at lejeren stiller fornøden sikkerhed for retablering, jf. § 144 c, og lejerens eventuelle erstatningsansvar, jf. stk. 5. Udlejerens krav om sikkerhedsstillelse med angivelse af størrelsen på den krævede sikkerhed skal være modtaget af lejeren, senest 1 måned efter at lejerens meddelelse om etablering af ladepunktet er fremkommet til udlejeren, jf. stk. 2. Sikkerhed skal være stillet, senest 2 måneder efter at lejerens meddelelse om etablering af ladepunktet er fremkommet til udlejeren, jf. stk. 2. Omkostninger til etablering, renholdelse, vedligeholdelse, anvendelse og retablering afholdes af lejeren. Omkostninger til arbejder på ledninger i eller over arealer i området, hvor ladepunktet skal etableres, herunder om nødvendigt flytning af ledninger i forbindelse med arbejder, der er nødvendige for gennemførelsen af etableringen eller retableringen af ladepunktet, afholdes af lejeren. Lejeren er erstatningsansvarlig for skade, der er forårsaget ved etablering eller retablering af ladepunktet eller i forbindelse med brugen af ladepunktet. Ladepunktet skal opsættes af en autoriseret elinstallatørvirksomhed, ligesom en efterfølgende retablering skal udføres af en autoriseret elinstallatørvirksomhed. Har lejeren i henhold til lejekontrakten eller anden aftale en generel rettighed til at anvende en parkeringsplads, som er beliggende på samme ejendom som lejemålet, jf. §§ 8 og 9, er lejeren berettiget til at opsætte et ikkeeksklusivt ladepunkt på en parkeringsplads på ejendommen udpeget af udlejeren, jf. dog § 144 d. Lejeren skal give meddelelse til udlejeren, senest 3 måneder inden etableringen, jf. stk. 1, ønskes påbegyndt. Såfremt etablering af ladepunktet medfører, at udlejeren skal igangsætte varsling efter §§ 102 og 103, forlænges lejerens frist med en periode svarende til udlejerens varslingsfrist i henhold til § 103. Udlejeren kan, inden etableringen sker, kræve, at lejeren stiller fornøden sikkerhed for retablering, jf. § 144 c, og lejerens eventuelle erstatningsansvar, jf. stk. 5. Udlejerens krav om sikkerhedsstillelse med angivelse af størrelsen på den krævede sikkerhed skal være modtaget af lejeren, senest 1 måned efter at lejerens meddelelse om etablering af ladepunkt er fremkommet til udlejeren, jf. stk. 2. Sikkerhed skal være stillet, senest 2 måneder efter at lejerens meddelelse om etablering af ladepunktet er fremkommet til udlejeren, jf. stk. 2. Omkostninger til etablering, renholdelse, vedligeholdelse, anvendelse og retablering afholdes af lejeren. Arbejder på ledninger i eller over arealer i området, hvor ladepunktet skal etableres, herunder om nødvendigt flytning af ledninger i forbindelse med arbejder, der er nødvendige for gennemførelsen af etableringen eller retableringen af ladepunktet, betales af lejeren. Lejeren er erstatningsansvarlig for skade, der er forårsaget ved etablering eller retablering af ladepunktet eller i forbindelse med brugen af ladepunktet. Ladepunktet skal opsættes af en autoriseret elinstallatørvirksomhed, ligesom en efterfølgende retablering skal udføres af en autoriseret elinstallatørvirksomhed. Udlejeren kan nægte etablering af et ladepunkt, såfremt der allerede er etableret et ladepunkt for hver ti parkeringspladser på det samlede parkeringsareal. Lejeren sikrer retablering af et opsat ladepunkt i henhold til §§ 1

Teksten er gengivet fra den officielle LOV nr 341 af 22/03/2022 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Lejeloven § 144

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 47 (2021-22) · bemærkning til § 144LOV nr 341 af 22/03/2022 · 22. marts 2022

Efter den gældende lejelovs § 30, stk. 1, har lejeren af et blandet lejemål ret til at opsætte skiltning på mure, døre og vinduer, der hører til det lejede, i det omfang det er sædvanligt efter forretningens og ejendommens art. Bestemmelsen omfatter endvidere en ret for lejeren til at opsætte markiser, udhængsskabe, automater m.v.

Endvidere indeholder bestemmelsen i den gældende lejelovs § 30, stk. 2, regler om lejerens pligt til at holde en forretning eller lignende åben og i forsvarlig drift i sædvanligt omfang. Det kan ikke uanset modstående aftale pålægges lejere af forretninger i butiksfællesskaber at holde åbent mandag til fredag efter kl. 20.00 og fra lørdag kl. 17.00 til mandag kl. 6.00. Hvis der i en lejeaftale indgået inden den 1. juli 1995 er fastsat gyldige, individuelle vilkår om åbningstider, vil disse dog fortsat kunne gøres gældende indtil den 1. juli 2010.

I § 144, stk. 1, foreslås, at lejeren har ret til at foretage skiltning på mure, døre og vinduer, der hører til det lejede, i det omfang det er sædvanligt efter arten af lejerens forretning og ejendommen. Lejeren har endvidere ret til at anbringe markiser, udhængsskabe, automater, varer og lignende i sædvanligt omfang.

Bestemmelsen er kun relevant for blandede lejemål. Rene erhvervslejemål er omfattet er den tilsvarende bestemmelse i erhvervslejelovens § 39, stk. 1. Bestemmelsen hjemler derimod ikke lejere af rene beboelseslejemål ret til skiltning m.v. Dette gælder dog ikke opsætning af et almindeligt navneskilt på eller ved indgangsdøren.

Opsætning af skilte, markiser, udhængsskabe, automater og lignende skal ske i overensstemmelse med, hvad der er sædvanligt for forretningens art, eventuelle offentligretlige regler og med fornødne myndighedsgodkendelser. Skiltningen skal ske på den del af facaden, som hører til det lejede og må ikke virke unødigt skæmmende på ejendommen. Om skiltningen ligger inden for de rammer, bestemmelsen angiver, må vurderes konkret.

Retten til at skilte m.v. er deklaratorisk og kan fraviges ved aftale. Parterne kan derfor i lejeaftalen frit indsætte vilkår, som begrænser lejerens skiltningsret. Udlejeren kan således fx betinge sig ret til at godkende placeringen, inden skilte kan opsættes. Udlejeren kan ikke modsætte sig indholdet af skiltet, når der er tale om sædvanlig skiltning, medmindre andet er aftalt.

Hvis en lejers skiltning påfører en anden lejer gener, vil denne lejer efter omstændighederne kunne gøre gældende over for udlejeren, at der foreligger en mangel. Om der er tale om en mangel, herunder om manglen er væsentlig, henhører under retten at afgøre.

I stk. 2 foreslås, at lejeren af en butik eller en beværtning skal holde forretningen åben og i forsvarlig drift i sædvanligt omfang. Det kan ikke uanset modstående aftale pålægges lejere af forretninger i butiksfællesskaber at holde åbent mandag til fredag efter kl. 20.00 og fra lørdag kl. 17.00 til mandag kl. 6.00.

Reglen er ligesom stk. 1 alene relevant for blandede lejemål og fastslår, at lejere af butikker eller en beværtning er forpligtet til at holde forretningen åben og i forsvarlig drift i sædvanligt omfang. En nærmere fastlæggelse af, hvad der er sædvanlig drift, må afgøres på baggrund af en konkret vurdering med udgangspunkt i forretningens karakter. Bestemmelsen er identisk med erhvervslejelovens § 39, stk. 2, 1. og 2. pkt.

Opfylder lejeren ikke sine forpligtelser til at holde forretningen åben, vil lejeaftalen efter omstændighederne kunne ophæves. Det fremgår således af bestemmelsen i lovforslagets § 182, stk. 1, nr. 11, at udlejeren kan hæve lejeaftalen, når lejeren af en butik eller beværtning trods udlejerens indsigelse ikke opfylder pligten til at holde forretningen åben og i forsvarlig drift.

Der er som udgangspunkt intet til hinder for, at åbningstiderne aftales nærmere i lejekontrakten. Bestemmelsens 2. pkt. indeholder dog en ufravigelig begrænsning i, hvad der kan aftales om åbningstider.

Ved ”butiksfællesskaber” forstås butikker på handelsstrøg, gågader, storcentre og lignende, som indgår i et fællesskab til varetagelse af de medvirkendes handelsinteresse, herunder fælles åbningstider.

Bestemmelsen viderefører § 30 i den gældende lejelov om lejerens ret til at foretage skiltning på ejendommen samt om åbningstider for butikker m.v. Det foreslås dog, at stk. 2, 3. pkt., i bestemmelsen udgår, idet det vurderes, at denne del af bestemmelsen, som har karakter af en overgangsbestemmelse, ikke længere har nogen betydning. Bestemmelsen omhandler muligheden for at kunne påberåbe sig særlige vilkår om åbningstider i lejeaftaler indgået inden den 1. juli 1995. Sådanne vilkår har kunnet gøres gældende indtil den 1. juli 2010. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet nogen ændring af den hidtidige retstilstand.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.16.1.1 og 2.16.2.1.

Senere ændringer

Kommende ændringL 39 (2025-26) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 1641 af 16/12/2025

Lov om lejes kapitel 16, om lejers ret til at foretage installationer i og forbedringer af det lejede, er opdelt i fem overskrifter: lejers installationsret (§§ 141-144), lejers råderet (§ 145), lejerens adgang til at forlange energibesparende foranstaltninger gennemført (§ 146), huslejenævnets kompetence (§ 147) og fravigelighed (§ 148).

Det foreslås, at der indsættes en ny overskrift med følgende ordlyd: »Lejers ret til etablering af ladepunkt til elektrisk køretøj«. Overskriften indsættes i lov om lejes kapitel 16, efter § 144 og før overskriften »Lejerens råderet«.

Der findes ikke specifikke regler om lejers ret til etablering af ladepunkt i lov om leje.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 144 a, stk. 1 . Efter den foreslåede bestemmelse er en lejer, der har en eksklusiv rettighed til en specifik parkeringsplads omfattet af lejekontrakten, som er beliggende på samme ejendom som lejemålet, jf. §§ 8 og 9, berettiget til at opsætte et ladepunkt på denne parkeringsplads, jf. dog den foreslåede § 144 d.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lejere af private lejemål får ret til at opsætte et AC-ladepunkt (Alternating Current, vekselstrøm) i forbindelse med lejers lejemål, hvis lejer i henhold til lejekontrakten mellem lejer og udlejer har en eksklusiv rettighed til at disponere og parkere på en specifik parkeringsplads. Lejer vil derfor have mulighed for at opsætte et ladepunkt, uanset om lejers eksklusive parkeringsplads er placeret på terræn (uden for konstruktion) eller i konstruktion, f.eks. i en parkeringskælder.

Den foreslåede bestemmelse vil derfor medføre, at lejer får tillagt en ret til at foretage ændringer af udlejers ejendom og opsætte et ladepunkt.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre, at lejer er berettiget til at udnytte eventuelt uudnyttet strømtilførsel i ejendommen.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre lejeforholdet, herunder fordelingen mellem pligter og rettigheder i øvrigt.

Hvis et ladepunkt er at anse for at være offentligt tilgængeligt, vil det samtidig være underlagt reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/1804 om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer og lovbekendtgørelse nr. 1043 af 17. september 2024 om infrastruktur for alternative drivmidler til transport.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 144 a, stk. 2 . Efter den foreslåede bestemmelse skal lejeren give meddelelse til udlejeren senest 3 måneder inden etableringen, jf. den foreslåede stk. 1, ønskes påbegyndt. Såfremt etablering af ladepunktet medfører, at udlejer skal igangsætte varsling efter §§ 102-103, forlænges lejers meddelelse, jf. den foreslåede 1. pkt., med en periode svarende til udlejers varslingsfrist i henhold til § 103.

Den foreslåede bestemmelse vil indledningsvist medføre, at lejer skal give meddelelse til udlejer, såfremt lejer ønsker at opsætte et ladepunkt på parkeringspladsen. Den foreslåede bestemmelse vil medføre en varslingspligt for, at lejer kan anvende sin ret til etableringen.

Bestemmelsen vil medføre, at udlejer har nok tid til at få beregnet en eventuel sikkerhedsstillelse, jf. den foreslåede stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at lejers varslingsperiode bliver forlænget, såfremt det måtte være nødvendigt at varsle adgang til andre lejemål, jf. lejelovens §§ 102-103. Bestemmelsen vil derfor medføre, at eventuelle varslingsfrister over for andre lejere pålægges ved beregningen af, hvornår den anmodende lejer kan opsætte ladepunktet. Konkret vil den foreslåede bestemmelse medføre, at såfremt udlejer af en eller anden grund skal give øvrige beboere tre måneders varsel i henhold til § 103, stk. 2, skal lejeren, der ønsker at opsætte et ladepunkt, meddele etableringen senest 6 måneder inden etableringen ønskes påbegyndt.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke et gyldigheds- eller formkrav, og såfremt lejer varsler med et for kort varsel, vil det ikke medføre, at lejer ikke har ret til at etablere ladepunktet. Mangelfuld varsling vil derimod medføre, at lejer først er berettiget til at påbegynde etableringen, når fristen i henhold til bestemmelsen er udløbet.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 144 a, stk. 3 . Efter den foreslåede bestemmelse kan udlejer, inden etableringen sker, kræve, at lejer stiller en fornøden sikkerhed for retableringen, jf. den foreslåede § 144 c, og lejers eventuelle erstatningsansvar, jf. den foreslåede stk. 5. Meddelelse herom skal fremsendes til lejer med angivelse af størrelsen på den krævede sikkerhed senest en måned efter, at lejers meddelelse er fremkommet til udlejer, jf. den foreslåede stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udlejer har ret til at kræve sikkerhedsstillelse hos lejer for retablering og til sikkerhed for et eventuelt erstatningsansvar hos den lejer, der har udnyttet retten til at opsætte et ladepunkt. Den foreslåede bestemmelse sikrer, at lejers forpligtelser til at foretage retablering i forbindelse med fraflytning, samt i forbindelse med erstatning, kan fuldbyrdes i alle tilfælde. Omkostningerne til retablering og eventuelt erstatningsansvar vurderes generelt at overstige et eventuelt allerede indbetalt depositum af lejer, hvorfor bestemmelsen sikrer, at udlejer er berettiget til at kræve særskilt sikkerhedsstillelse i forbindelse med etableringen af ladepunktet, og bestemmelsen sikrer derfor udlejer mod en eventuel betalingsvanskelighed hos lejer.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der kan stilles krav om fornøden sikkerhedsstillelse, der skal fastsættes skønsmæssigt.

Ved »fornøden sikkerhed« i den foreslåede bestemmelse forstås et beløb, der må anses for at svare til udlejers eventuelle omkostninger til retableringen, såfremt lejer ved fraflytningen ikke retablerer. Der skal derfor tages udgangspunkt i udlejers forventede omkostninger og ikke i lejers eventuelle forventede omkostninger, der kan være lavere end udlejers, som følge af lejers aftale med en autoriseret elinstallatørvirksomhed i forbindelse med etableringen. Den foreslåede bestemmelse indfører ikke et krav om, at udlejer indhenter tilbud på retablering forud for fastsættelsen af beløbet. Det må forventes, at sikkerhedsstillelsens størrelse vil variere, alt efter lokalitet, valg af autoriseret elinstallatørvirksomhed m.v.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udlejer kan kræve, at sikkerhedsstillelsen skal være erlagt, inden etableringen af ladepunktet sker. Dette vil sikre udlejers eventuelle fremtidige krav om retablering. Udlejer skal, såfremt denne ønsker, at lejer skal stille sikkerhed, meddele dette til lejer senest én måned efter, at lejer har fremsendt meddelelse om at ville opstille et ladepunkt, jf. den foreslåede stk. 2, da kravet ellers bortfalder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at sikkerhedsstillelsen kan stilles på alle måder, der anses som »fornøden«, herunder kontant, ved garanti eller ved pantesikkerhed. Omkostninger til sikkerhedsstillelsen vil være udlejer uvedkommende.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udlejers krav om sikkerhedsstillelse bortfalder, såfremt udlejer ikke senest én måned efter lejers meddelelse har fremsendt krav herom.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 144 a, stk. 4 . Efter den foreslåede bestemmelse skal sikkerheden være stillet senest to måneder efter lejers meddelelse efter stk. 3.

Som følge af, at lejer skal varsle etableringen af ladepunktet med minimum tre måneders varsel, jf. den foreslåede stk. 2, og da udlejer herefter skal fremsende krav om sikkerhedsstillelse senest en måned herefter, jf. den foreslåede stk. 3, vil den foreslåede bestemmelse medføre, at lejer har minimum én måned til at stille den fornødne sikkerhed, efter lejer har modtaget meddelelse herom.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lejer ikke kan opsætte et ladepunkt, såfremt lejer og udlejer ikke kan blive enige om sikkerhedsstillelsens størrelse. Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den almindelige civilretlige mulighed for at indbringe eventuelle uenigheder for domstolene.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det er lejer, der bestemmer metoden til sikkerhedsstillelse, blot den er »fornøden«, jf. den foreslåede stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at sikkerhedsstillelsen skal være stillet ved fristens udløb. Ved sikkerhedsstillelse ved pantesikkerhed i tingbogen skal denne være tinglyst, inden fristen er udløbet.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 144 a, stk. 5. Efter den foreslåede bestemmelse, skal omkostninger til etablering, renholdelse, vedligeholdelse og retablering afholdes af lejeren. Arbejder på ledninger i eller over arealer i området, hvor ladepunktet skal etableres, herunder om nødvendigt flytning af ledninger i forbindelse med arbejder, der er nødvendige for gennemførelsen af etableringen og retableringen af ladepunktet, betales af lejer. Lejer er erstatningsansvarlig for skade, der er forårsaget ved etablering eller retablering af ladepunktet eller i forbindelse med brugen af ladepunktet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lejers ret til at opsætte et ladepunkt er betinget af, at alle omkostninger til såvel etablering som efterfølgende retablering, inkl. eventuelle følgeomkostninger, f.eks. til udskiftning eller opgradering af el-kapaciteten i ejendommen, skal afholdes af lejer. Det foreslåede vil medføre, at udlejer ikke vil have nogen omkostninger i forbindelse med lejers etablering af ladepunktet.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at lejeren skal betale for eventuel omlægning af allerede etablerede ledninger, såfremt det er nødvendigt for etablering af ladepunktet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lejer er erstatningsansvarlig for såvel skader, der måtte opstå ved etableringen og retableringen af ladepunktet, samt skader der måtte ske ved brugen af ladepunktet.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 144 a, stk. 6 . Efter den foreslåede bestemmelse skal ladepunktet opsættes af en autoriseret elinstallatørvirksomhed, ligesom en efterfølgende retablering skal udføres af en autoriseret elinstallatørvirksomhed.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det alene er en autoriseret elinstallatørvirksomhed, der må opsætte et ladepunkt og efterfølgende lave retablering, herved forstås selve elarbejdet over og under jord og arbejdet med etableringen af ladepunktet over jord. Den foreslåede bestemmelses formål er at give udlejer en sikkerhed for, at arbejdet bliver udført af en person eller virksomhed, der har den nødvendige ekspertise inden for arbejdet.

Den foreslåede bestemmelse vil derimod ikke medføre, at udlejer kan bestemme, hvilken autoriseret elinstallatør der anvendes. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lejer har mulighed for at indgå aftale med en leverandør af ladepunkter om, at leverandøren afholder hele eller dele af udgiften til etablering af ladepunktet, retablering eller begge dele, så længe etableringen foretages af en autoriseret elinstallatør. Bestemmelsen vil derfor medføre, at en sådan aftale mellem lejer og leverandør af ladepunkt er uvedkommende for udlejer, ligesom bestemmelsen vil medføre, at en udlejer ikke kan nægte etableringen af et ladepunkt, som følge af, at en tredjemand afholder hele eller dele af udgifterne.

Ved »retablering« i den foreslåede bestemmelse forstås en fuldstændig fjernelse af ladepunktet, såvel over som under jorden, og en fuldstændig genskabelse af de fysiske og faktiske forhold, som de så ud forud for etableringen af ladepunktet, herunder ændring af elforsyningen m.v. Derudover forstås følgearbejder, der nødvendiggøres som følge af retableringen, f.eks. retablering af asfalt og vægge, såfremt der skal fjernes ledninger heri.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre, at der er forbud mod, at parterne aftaler en mindre retablering, end den, der er fastsat i bestemmelsen. Parterne kan endvidere aftale, at der slet ikke skal ske retablering ved fraflytning. Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke ved det generelle forbud mod, at forpligte lejer til at aflevere det lejede i en bedre stand, end lejer overtog lejemålet i.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre, at følgearbejder over jord, der ikke har en direkte eller indirekte forbindelse til elarbejdet, skal udføres af en autoriseret elinstallatør. Herunder vil arbejde med henblik på fjernelse og retablering af f.eks. asfalt, fliser og beplantning ikke være omfattet af bestemmelsen.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 144 b, stk. 1 . Efter den foreslåede bestemmelse har en lejer, der i henhold til lejekontrakten eller anden aftale har en generel rettighed til at anvende en parkeringsplads, som er beliggende på samme ejendom som lejemålet, jf. §§ 8 og 9, ret til at opsætte et ikke-eksklusivt ladepunkt på en parkeringsplads på ejendommen, udpeget af udlejer, jf. dog den foreslåede stk. 4 og § 144 d.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at såfremt lejer i medfør af lejekontrakten eller anden aftale har en generel ret til parkering på f.eks. et bestemt areal, kan lejer uden godkendelse fra udlejer opsætte et AC-ladepunkt (Alternating Current, vekselstrøm).

Ved »generel rettighed« i den foreslåede bestemmelse forstås den situation, hvor lejemålet er beliggende i en ejendom, hvor der er én eller flere parkeringspladser, eller et uoptegnet parkeringsareal, som lejer kan benytte, men hvor lejeren ikke er indrømmet en eksklusiv rettighed til en specifik parkeringsplads, uanset om denne er beliggende i terræn eller i konstruktion, herunder i kælder eller etage.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre, at lejers rettigheder og pligter i henhold til lejekontrakten ændres, og lejers udnyttelse af retten til at opsætte et ladepunkt vil ikke medføre, at lejer dermed opnår en særlig eller eksklusiv rettighed til den parkeringsplads, hvor ladepunktet opsættes. Lejers etablering af et ladepunkt vil derfor ikke medføre, at lejer får eksklusivitet over parkeringspladsen eller -arealet. Efter etableringen vil lejers rettigheder derfor være uforandret, og ejendommens øvrige lejere, beboere og brugere med elektriske køretøjer kan anvende parkeringspladsen og ladepunktet. Den foreslåede bestemmelse vil derfor medføre, at alle lejere, beboere og brugere fortsat vil have samme ret til at anvende den fælles parkeringsplads eller -areal og ladepunktet, selvom det alene er den lejer, der har udnyttet retten til at opsætte ladepunktet, der er bundet af pligterne i henhold til bestemmelsen, og som har betalt for ladepunktet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ladepunktet, der opsættes, skal kunne anvendes af alle lejere, beboere og brugere i og af ejendommen på samme vilkår som den lejer, der opsætter ladepunktet. Ladepunktet må derfor ikke være tilknyttet en personlig betalingsløsning, men ladepunktet skal være tilgængeligt, både fysisk og betalbart, for de øvrige lejere, beboere og brugere i og af ejendommen.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 144 b, stk. 2 . Efter den foreslåede bestemmelse skal lejeren give meddelelse til udlejeren senest 3 måneder inden etableringen, jf. den foreslåede stk. 1, ønskes påbegyndt. Såfremt etablering af ladepunktet medfører, at udlejer skal igangsætte varsling efter §§ 102-103, forlænges lejers meddelelse, jf. den foreslåede 1. pkt., med en periode svarende til udlejers varslingsfrist i henhold til § 103.

Den foreslåede bestemmelse vil indledningsvist medføre, at lejer skal give meddelelse til udlejer, såfremt lejer ønsker at opsætte et ladepunkt på parkeringspladsen. Den foreslåede bestemmelse vil medføre en varslingspligt for, at lejer kan anvende dennes ret til etableringen.

Bestemmelsen vil medføre, at udlejer har nok tid til at få beregnet en eventuel sikkerhedsstillelse, jf. den foreslåede stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at lejers varslingsperiode bliver forlænget, såfremt det måtte være nødvendigt at varsle adgang til andre lejemål, jf. lejelovens §§ 102-103. Bestemmelsen vil derfor medføre, at eventuelle varslingsfrister over for andre lejere pålægges ved beregningen af, hvornår den anmodende lejer kan opsætte ladepunktet. Konkret vil den foreslåede bestemmelse medføre, at såfremt udlejer af en eller anden grund skal give øvrige beboere tre måneders varsel i henhold til § 103, stk. 2, skal lejeren, der ønsker at opsætte et ladepunkt, meddele etableringen senest 6 måneder inden etableringen ønskes påbegyndt.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke et gyldigheds- eller formkrav, og såfremt lejer varsler med et for kort varsel, vil det ikke medføre, at lejer ikke har ret til at etablere ladepunktet. Mangelfuld varsling vil derimod medføre, at lejer først er berettiget til at påbegynde etableringen, når fristen i henhold til bestemmelsen er udløbet.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 144 b, stk. 3. Efter den foreslåede bestemmelse kan udlejer, inden retablingen sker kræve, at lejer stiller en fornøden sikkerhed for retableringen, jf. den foreslåede § 144 c, og til sikkerhed for et eventuelt erstatningsansvar, jf. den foreslåede stk. 5. Meddelelse herom skal fremsendes til lejer med angivelse af størrelsen på den krævede sikkerhed senest en måned efter, at lejers meddelelse er fremkommet til udlejer, jf. den foreslåede stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udlejer har ret til at kræve sikkerhedsstillelse hos lejer for retablering og for et eventuelt erstatningsansvar hos den lejer, der har udnyttet retten til at opsætte et ladepunkt. Den foreslåede bestemmelse sikrer, at lejers forpligtelser til at foretage retablering i forbindelse med fraflytning, samt i forbindelse med erstatning, kan fuldbyrdes i alle tilfælde. Omkostningerne til retablering og et eventuelt erstatningsansvar vurderes generelt at overstige et eventuelt allerede indbetalt depositum af lejer, hvorfor bestemmelsen sikrer, at udlejer er berettiget til at kræve særskilt sikkerhedsstillelse i forbindelse med etableringen af ladepunktet, og bestemmelsen sikrer derfor udlejer mod en eventuel betalingsvanskelighed hos lejer.

Den foreslåede bestemmelse tager ikke stilling til sikkerhedsstillelsens størrelse, der skal fastsættes skønsmæssigt.

Ved »fornøden« i den foreslåede bestemmelse forstås et beløb, der må anses for at svare til udlejers eventuelle omkostninger til retableringen, såfremt lejer ved fraflytningen ikke retablerer. Der skal derfor tages udgangspunkt i udlejers forventede omkostninger, og ikke i lejers eventuelle forventede omkostninger, der kan være lavere end udlejers, som følge af lejers aftale med en autoriseret elinstallatørvirksomhed i forbindelse med etableringen. Den foreslåede bestemmelse indfører ikke et krav om, at udlejer indhenter tilbud på retablering forud for fastsættelsen af beløbet. Det må forventes, at sikkerhedsstillelsens størrelse vil variere alt efter lokalitet, valg af autoriseret elinstallatørvirksomhed m.v.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udlejer kan kræve, at sikkerhedsstillelsen skal være erlagt, inden etableringen af ladepunktet sker. Dette vil sikre udlejers eventuelle fremtidige krav om retablering. Udlejer skal, såfremt denne ønsker, at lejer skal stille sikkerhed, meddele dette til lejer senest en måned efter, at lejer har fremsendt meddelelse om at ville opstille et ladepunkt, jf. den foreslåede stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udlejers krav om sikkerhedsstillelse bortfalder, såfremt udlejer ikke senest en måned efter lejers meddelelse har fremsendt krav herom.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 144 b, stk. 4. Efter den foreslåede bestemmelse skal sikkerheden være stillet senest to måneder efter lejers meddelelse efter stk. 3.

Som følge af, at lejer skal varsle etableringen af ladepunktet med minimum tre måneders varsel, jf. den foreslåede stk. 2, og da udlejer herefter skal fremsende krav om sikkerhedsstillelse senest en måned herefter, jf. den foreslåede stk. 3, vil den foreslåede bestemmelse medføre, at lejer har minimum én måned til at stille den fornødne sikkerhed, efter lejer har modtaget meddelelse herom.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lejer ikke kan opsætte et ladepunkt, såfremt lejer og udlejer ikke kan blive enige om sikkerhedsstillelsens størrelse. Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den almindelige civilretlige mulighed for at indbringe eventuelle uenigheder for domstolene.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det er lejer, der bestemmer metoden til sikkerhedsstillelse, blot den er »fornøden«, jf. den foreslåede stk. 3.

Der foreslås indsættelsen af en ny § 144 b, stk. 5. Efter den foreslåede bestemmelse skal omkostninger til etablering, renholdelse, vedligeholdelse og retablering afholdes af lejeren. Arbejder på ledninger i eller over arealer i området, hvor ladepunktet skal etableres, herunder, om nødvendigt, flytning af ledninger i forbindelse med arbejder, der er nødvendige for gennemførelsen af etableringen og retableringen af ladepunktet, betales af lejer. Lejer er erstatningsansvarlig for skade, der er forårsaget ved etablering eller retablering af ladepunktet eller i forbindelse med brugen af ladepunktet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lejers ret til at opsætte et ladepunkt er betinget af, at alle omkostninger til såvel etablering som efterfølgende retablering, inkl. eventuelle følgeomkostninger, f.eks. til udskiftning eller opgradering af el-kapaciteten i ejendommen, skal afholdes af lejer. Bestemmelsens udformning gør, at udlejer ikke vil have nogen pligter i forbindelse med lejers etablering af ladepunktet.

Den foreslåede bestemmelse vil derfor ikke ændre lejekontrakten, herunder fordelingen mellem pligter og rettigheder i øvrigt, hvorfor lejeren skal sikre retablering ved fraflytning, jf. den foreslåede § 144 d.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at lejeren skal betale for eventuel omlægning af allerede etablerede ledninger, såfremt det er nødvendigt for etablering af ladepunktet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lejer er erstatningsansvarlig for såvel skader, der måtte opstå ved etableringen og retableringen af ladepunktet, som skader, der måtte ske ved brugen af ladepunktet.

Der foreslås indsættelsen af en ny § 144 b, stk. 6. Efter den foreslåede bestemmelse skal ladepunktet opsættes af en autoriseret elinstallatørvirksomhed, ligesom en efterfølgende retablering skal udføres af en autoriseret elinstallatørvirksomhed.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det alene er en autoriseret elinstallatørvirksomhed, der må opsætte et ladepunkt og efterfølgende lave retablering, herved forstås selve elarbejdet over og under jord og arbejdet med etableringen af ladepunktet over jord. Den foreslåede bestemmelses formål er at give udlejer en sikkerhed for, at arbejdet bliver udført af en person eller virksomhed, der har den nødvendige ekspertise inden for arbejdet.

Den foreslåede bestemmelse vil derimod ikke medføre, at udlejer kan bestemme hvilken autoriserede elinstallatør der anvendes. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lejer har mulighed for at indgå aftale med en leverandør af ladepunkter om, at leverandøren afholder hele eller dele af udgiften til etablering af ladepunktet, retablering eller begge dele, så længe etableringen foretages af en autoriseret elinstallatør. Bestemmelsen vil derfor medføre, at en sådan aftale mellem lejer og leverandør af ladepunkt er uvedkommende for udlejer, ligesom at bestemmelsen vil medføre, at en udlejer ikke vil kunne nægte etableringen af et ladepunkt, som følge af, at en tredjemand afholder hele eller dele af udgifterne.

Ved »retablering« i den foreslåede bestemmelse forstås en fuldstændig fjernelse af ladepunktet, såvel over som under jorden, og en fuldstændig genskabelse af de fysiske og faktiske forhold, som de så ud forud for etableringen af ladepunktet, herunder ændring af elforsyningen m.v. Derudover forstås følgearbejder, der nødvendiggøres som følge af retableringen, f.eks. retablering af asfalt og vægge, såfremt der skal fjernes ledninger heri.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre, at der er forbud mod at parterne aftaler en mindre retablering, end den, der er fastsat i bestemmelsen. Parterne kan endvidere aftale, at der slet ikke skal ske retablering ved fraflytning. Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke ved det generelle forbud mod, at lejer kan forpligtes til at aflevere det lejede i en bedre stand, end lejer overtog lejemålet i.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre, at følgearbejder over jord, der ikke har en direkte eller indirekte forbindelse til elarbejdet, skal udføres af den autoriserede elinstallatør. Herunder vil arbejde med henblik på fjernelse og retablering af f.eks. asfalt, fliser og beplantning, ikke være omfattet af bestemmelsen.

Der foreslås indsættelsen af en ny § 144 b, stk. 7 . Efter den foreslåede bestemmelse kan udlejer nægte etablering af et ladepunkt, såfremt der allerede er etableret ét ladepunkt for hver 10 parkeringspladser på det samlede parkeringsareal.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udlejer kan nægte etablering af ladepunkter, såfremt det fælles parkeringsanlæg har et tilstrækkeligt antal ladepunkter, hvilket er fastsat til ét ladepunkt pr. 10 parkeringspladser, eller hvis der er planlagt samme antal ladepunkter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en udlejer, der har en ejendom, der har tilknyttet op til 10 parkeringspladser, kan nægte etableringen af yderligere ladepunkter, når der er opsat eller planlagt opsat minimum ét ladepunkt, underordnet om der er én eller ti parkeringspladser tilknyttet ejendommen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der ved optællingen af antallet af ladepunkter pr. 10 parkeringsplads skal ske en ”oprunding” som følge af, at man ikke kan opsætte delvise ladepunkter. F.eks. kan en ejer af en ejendom med 11 parkeringspladser først nægte etableringen af et ladepunkt, når der er etableret eller planlagt to ladepunkter på parkeringspladserne.

Ved »parkeringsarealet« i den foreslåede bestemmelse forstås hele det areal på ejendommen, der er til rådighed for lejer til at anvende til parkering, og såfremt dette ikke er optegnet, skal optællingen af antallet af parkeringspladser i henhold til den foreslåede bestemmelse ske på baggrund af, hvor mange parkeringspladser, der lovligt ville kunne etableres på arealet.

Der foreslås indsættelsen af en ny § 144 c, stk. 1 . Efter den foreslåede bestemmelse skal lejer sikre retablering af et opsat ladepunkt i henhold til de foreslåede §§ 144 a og 144 b ved fraflytning fra lejemålet, såfremt der ikke indgås anden aftale mellem lejer og udlejer.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lejer skal sikre en fuld retablering.

Ved »retablering« i den foreslåede bestemmelse forstås en fuldstændig fjernelse af ladepunktet, såvel over som under jorden, og en fuldstændig genskabelse af de fysiske og faktiske forhold, som de så ud forud for etableringen af ladepunktet, herunder ændring af elforsyningen m.v. Derudover forstås følgearbejder, der nødvendiggøres som følge af retableringen, f.eks. retablering af asfalt og vægge, såfremt der skal fjernes ledninger heri.

Der foreslås indsættelse af en ny bestemmelse i § 144 d, stk. 1 . Efter den foreslåede bestemmelse skal udlejer nægte, at der opsættes ladepunkter, såfremt ejendommen er fredet i henhold til bygningsfredningsloven, og etableringen vil være uforenelig med fredningen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udlejer uden yderligere begrundelse skal nægte etablering af ladepunkt, såfremt ejendommen er fredet i henhold til bygningsfredningsloven, og en etablering vil stride mod fredningsbestemmelsen på ejendommen. Den foreslåede bestemmelse regulerer ikke den situation, hvor en udlejer i strid med bestemmelsen godkender etablering af et ladepunkt. I den situation kan udlejer ikke efterfølgende opsige eller ophæve denne del af aftalen med den konsekvens, at lejer skal nedtage ladepunktet, uden at udlejer ifalder mangelsansvar ifølge lejelovens almindelige regler herom.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udlejer alene skal nægte etablering af et ladepunkt i en fredet ejendom, såfremt en sådan etablering vil stride mod fredningsbestemmelsen på ejendommen. Den foreslåede bestemmelse giver derfor ikke en generel mulighed for udlejer til at nægte etableringen af et ladepunkt begrundet i, at ejendommen er fredet. Den foreslåede bestemmelse vil derfor medføre, at udlejer alene kan nægte etableringen af ladepunktet, hvis udlejer kan bevise eller godtgøre, at etableringen af ladepunktet på ejendommen vil være i strid med fredningsbestemmelsen på ejendommen.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den almindelige civilretlige mulighed for at indbringe eventuelle uenigheder for domstolene.

Der foreslås indsættelse af en ny bestemmelse i § 144 d, stk. 2 . Efter den foreslåede bestemmelse kan udlejer endvidere nægte, at der opsættes ladepunkter som følge af arkitektoniske forhold ved bygningen eller ejendommen i øvrigt, som følge af byggetekniske forhold ved bygningen eller ejendommen i øvrigt, eller såfremt etableringen ville stride imod private servitutter, der er tinglyst på ejendommen inden 9. oktober 2025, eller imod offentligretlige forskrifter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udlejer kan nægte etableringen af et ladepunkt, hvis årsagen er objektiv og med en klar tilknytning til bygningen eller grundarealet. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udlejer alene i få og helt særlige situationer kan nægte etableringen af et ladepunkt. Den foreslåede bestemmelse er derfor alene en begrænset undtagelsesbestemmelse, og det er ikke tiltænkt, at udlejer skal have en udvidet mulighed for at kunne nægte etableringen af ladepunkter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udlejer kan nægte etableringen, som følge af arkitektoniske forhold, hvorved der tages sigte på de ejendomme, der er bevaringsværdige, og hvor en etablering, uanset placering på ejendommen, ville kunne ændre bevaringsværdien.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at udlejer kan nægte etableringen som følge af byggetekn

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 144.