Lejeloven

Lejeloven § 29

Gældende tekst efter LOV nr 341 af 22/03/2022.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 3 – Omkostningsbestemt husleje m.v. · Varsling af lejeforhøjelse

§ 29.

I ejendomme uden beboerrepræsentation skal krav om lejeforhøjelse efter § 23 fremsættes samtidig over for de lejere, hvis leje ønskes forhøjet.

Kravet skal være skriftligt.

Det skal indeholde oplysning om det gældende budget og det nye budget, herunder driftsudgifter og -indtægter, om lejeforhøjelsens størrelse og dens beregning og om den fremtidige lejes størrelse.

Kravet skal indeholde oplysning om lejerens adgang til at gøre indsigelse, jf. stk. 2.

Indeholder kravet ikke disse oplysninger, er det ugyldigt.

Stk. 2.

Har mindst en fjerdedel af de lejere, hvis leje ønskes forhøjet, senest 6 uger efter at kravet om lejeforhøjelse er kommet frem, skriftligt fremsat indsigelse mod lejeforhøjelsen, skal udlejeren inden yderligere 6 uger forelægge sagen for huslejenævnet, såfremt udlejeren ønsker at fastholde kravet om lejeforhøjelse.

Teksten er gengivet fra den officielle LOV nr 341 af 22/03/2022 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Lejeloven § 29

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 47 (2021-22) · bemærkning til § 29LOV nr 341 af 22/03/2022 · 22. marts 2022

Efter den gældende boligreguleringslovs § 12, stk. 1, skal krav om lejeforhøjelse efter lovens § 7 i ejendomme uden beboerrepræsentation fremsættes samtidig over for de lejere, hvis leje ønskes forhøjet. Kravet skal være skriftligt. Det skal indeholde oplysning om det gældende budget og det nye budget, herunder driftsudgifter og -indtægter, om lejeforhøjelsens størrelse og dens beregning og om den fremtidige lejes størrelse. Kravet skal indeholde oplysning om lejerens adgang til at gøre indsigelse, jf. bestemmelsens stk. 2. Indeholder kravet ikke disse oplysninger, er det ugyldigt.

Efter den gældende boligreguleringslovs § 12, stk. 2, gælder, at hvis mindst 1/4 af de lejere, hvis leje ønskes forhøjet, senest 6 uger efter at kravet om lejeforhøjelse er kommet frem, skriftligt har fremsat indsigelse mod lejeforhøjelsen, skal udlejeren inden yderligere 6 uger forelægge sagen for huslejenævnet, såfremt han ønsker at fastholde kravet om lejeforhøjelse.

I § 29, stk. 1, 1. pkt., foreslås, at i ejendomme uden beboerrepræsentation skal krav om lejeforhøjelse efter § 23 fremsættes samtidig over for de lejere, hvis leje ønskes forhøjet.

Bestemmelsen omhandler varsling af omkostningsbestemt huslejeforhøjelse, jf. lovforslagets § 23, i ejendomme uden beboerrepræsentation. Sådanne krav skal varsles skriftligt og samtidigt overfor de lejere, hvis leje ønskes forhøjet.

Kravet om samtidighed indebærer, at udlejeren ikke senere kan fremsætte krav overfor lejere, som ikke var omfattet af den første varsling. Såfremt udlejeren vil udvide antallet af lejere under varslingen, må udlejeren gentage varslingen overfor samtlige lejere.

I stk. 1, 2. og 3. pkt., foreslås, at kravet skal være skriftligt. Det skal indeholde oplysning om det gældende budget og det nye budget, herunder driftsudgifter og -indtægter, om lejeforhøjelsens størrelse og dens beregning og om den fremtidige lejes størrelse.

Kravet skal være skriftligt. Medmindre andet er aftalt, eller lejeren er fritaget fra digital kommunikation, kan udlejeren således vælge, om der skal varsles ved almindelig postforsendelse eller ved digital fremsendelse af varslingen, herunder i form af en e-mail, jf. lovforslagets § 13, stk. 1.

Varslingen skal indeholde oplysning om det gældende budget og det nye budget, som udløser lejeforhøjelsen. I de to budgetter skal indgå samtlige ejendommens driftsudgifter og driftsindtægter, som har betydning for lejefastsættelsen.

Under driftsudgifter henhører indtægter, som modsvarer udgifter på driftsbudgettet, fx lejernes betaling for brug af fællesvaskeri, såfremt udgifter hertil indgår i budgettet. Endvidere henhører den del af huslejeindtægten, som omfatter budgetlejen, under driftsindtægter. Forbedringsforhøjelser anses ikke at henhøre under driftsindtægter i huslejebudgettet og skal derfor ikke oplyses i budgettet.

Endvidere skal der oplyses om lejeforhøjelsens størrelse og dens beregning samt om den fremtidige lejes størrelse. Dette indebærer, at der i varslingen skal oplyses om lejeforhøjelsen for det pågældende lejemål og om dennes beregning, herunder om fordelingsgrundlaget for den samlede lejeforhøjelse for ejendommen. Endelig skal størrelsen af den fremtidige leje for det pågældende lejemål fremgå af varslingen.

I stk. 1, 4. og 5. pkt., foreslås, at kravet skal indeholde oplysning om lejerens adgang til at gøre indsigelse, jf. stk. 2. Indeholder kravet ikke disse oplysninger, er det ugyldigt.

I varslingen skal udlejeren oplyse om lejernes adgang til at gøre indsigelse imod varslingen, jf. bestemmelsens stk. 2. Varslingen skal således indeholde oplysning om 6-ugers fristen for indsigelse, som løber fra det tidspunkt, hvor varslingen er kommet frem til lejeren, om skriftlighedskravet samt om udlejerens pligt til at indbringe sagen for huslejenævnet, hvis udlejeren vil fastholde varslingen af kravet om lejeforhøjelse.

Bestemmelsen fastslår, at det er en gyldighedsbetingelse for varslingen, at alle de oplysninger, det efter hele bestemmelsen påhviler udlejeren at medtage i varslingen, fremgår af varslingen. Fremgår disse oplysninger ikke, er varslingen ugyldig.

I stk. 2 foreslås, at har mindst 1/4 af de lejere, hvis leje ønskes forhøjet, senest 6 uger efter, at kravet om lejeforhøjelse er kommet frem, skriftligt fremsat indsigelse mod lejeforhøjelsen, skal udlejeren inden yderligere 6 uger forelægge sagen for huslejenævnet, såfremt udlejeren ønsker at fastholde kravet om lejeforhøjelse.

Bestemmelsen indeholder kravet til udlejerens klagevejledning til lejerne, idet udlejeren skal oplyse om lejernes mulighed for at gøre skriftlig indsigelse imod varslingen samt om udlejerens pligt til at indbringe sagen for huslejenævnet, hvis det fornødne antal lejere gør indsigelse, og udlejeren ønsker at fastholde det varslede krav. Klagevejledning er en gyldighedsbetingelse for varslingen.

Den foreslåede bestemmelse viderefører med sproglige ændringer den gældende boligreguleringslovs § 12.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.3.1.8 og 2.3.2.8.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 29.