Lejeloven § 37
Gældende tekst efter LOV nr 341 af 22/03/2022.
Kapitel 3 – Omkostningsbestemt husleje m.v. · Huslejenævnets kompetence
§ 37.
Indbringes krav om lejeforhøjelse efter § 29, stk. 2, eller efter § 30, stk. 4, for huslejenævnet, kan nævnet tilsidesætte kravet helt eller delvis, dersom betingelserne for forhøjelsens gennemførelse ikke er til stede.
Nævnet kan dog, såfremt det konstateres, at kravet om lejeforhøjelse på grund af formelle mangler af mindre betydning er ugyldigt, jf. § 29, stk. 1, og § 30, stk. 1 og 3, i stedet for at tilsidesætte kravet på dette grundlag fastsætte en frist for udlejeren til at berigtige de konstaterede formelle mangler.
Berigtiges manglerne inden den angivne frist, bevarer kravet om lejeforhøjelse sin gyldighed.
Indtil nævnets afgørelse foreligger, kan udlejeren oppebære den varslede lejeforhøjelse som en foreløbig lejeforhøjelse, der dog ikke må overstige 15 kr. pr. m² bruttoetageareal om året.
Lejen skal reguleres i overensstemmelse med nævnets afgørelse.
Regulering af depositum og forudbetalt leje kan ikke forlanges, før kravet om lejeforhøjelse er afgjort af nævnet.
Teksten er gengivet fra den officielle LOV nr 341 af 22/03/2022 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Lejeloven § 37
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 47 (2021-22) · bemærkning til § 37LOV nr 341 af 22/03/2022 · 22. marts 2022
Det følger af den gældende boligreguleringslovs § 14, stk.1, at hvis krav om lejeforhøjelse efter § 12, stk. 2, eller efter § 13, stk. 4, indbringes for huslejenævnet, kan nævnet tilsidesætte kravet helt eller delvis, dersom betingelserne for forhøjelsens gennemførelse ikke er til stede.
Endvidere følger af den gældende boligreguleringslovs § 14, stk. 2, at nævnet dog, såfremt det konstateres, at kravet om lejeforhøjelse på grund af formelle mangler af mindre betydning er ugyldigt, jf. § 12, stk. 1, og § 13, stk. 1 og 3, i stedet for at tilsidesætte kravet på dette grundlag kan fastsætte en frist for udlejer til at berigtige de konstaterede formelle mangler. Berigtiges manglerne inden den angivne frist, bevarer kravet om lejeforhøjelse sin gyldighed.
Endelig følger af den gældende boligreguleringslovs § 14, stk. 3, at indtil nævnets afgørelse foreligger, kan udlejeren oppebære den varslede lejeforhøjelse som en foreløbig lejeforhøjelse, der dog ikke må overstige 15 kr. pr. m² bruttoetageareal. Lejen skal reguleres i overensstemmelse med nævnets afgørelse. Regulering af depositum og forudbetalt leje kan ikke forlanges, før kravet om lejeforhøjelse er afgjort af nævnet.
I § 37, stk. 1, foreslås, at indbringes krav om lejeforhøjelse efter § 29, stk. 2, eller efter § 30, stk. 4, for huslejenævnet, kan nævnet tilsidesætte kravet helt eller delvis, dersom betingelserne for forhøjelsens gennemførelse ikke er til stede.
Bestemmelsen indebærer, at huslejenævnet kan behandle sager om lejeforhøjelse, som indbringes af udlejeren på grundlag af en indsigelse fra mindst ¼ af lejerne, jf. lovforslagets § 29, stk. 2, eller af beboerrepræsentanterne, jf. lovforslagets § 30, stk. 4. Huslejenævnet kan ved behandlingen beslutte at tilsidesætte kravet helt eller delvis, hvis betingelserne for forhøjelsens gennemførelse ikke er til stede.
I stk. 2 foreslås, at nævnet, såfremt det konstateres, at kravet om lejeforhøjelse på grund af formelle mangler af mindre betydning er ugyldigt, jf. lovforslagets § 29, stk. 1, og § 30, stk. 1 og 3, i stedet for at tilsidesætte kravet på dette grundlag kan fastsætte en frist for udlejer til at berigtige de konstaterede formelle mangler. Berigtiges manglerne inden den angivne frist, bevarer kravet om lejeforhøjelse sin gyldighed.
Efter lovforslagets §§ 29 og 30 skal varsling af lejeforhøjelse opfylde en række formelle krav for at være gyldige. Overholder udlejeren ikke disse krav, må udlejeren gennemføre en ny varsling.
Huslejenævnet har efter bestemmelsen mulighed for ved formelle mangler af mindre betydning at give udlejeren en frist til at berigtige forholdet med den virkning, at varslingen anses som gyldig. Huslejenævnets adgang hertil er begrænset til formelle mangler af mindre betydning, det vil sige mangler, som ikke har betydning for lejerens mulighed for at vurdere den varslede lejeforhøjelse. Det er endvidere en forudsætning, at der er tale om formelle mangler, som udlejeren umiddelbart indenfor en kort tidsfrist har muligt for at berigtige.
I stk. 3, 1. pkt., foreslås, at indtil nævnets afgørelse foreligger, kan udlejeren oppebære den varslede lejeforhøjelse som en foreløbig lejeforhøjelse, der dog ikke må overstige 15 kr. pr. m² bruttoetageareal om året.
Bestemmelsen indebærer, at udlejeren, hvis varslingen indbringes for huslejenævnet, ikke kan opkræve den varslede lejeforhøjelse fuldt ud under huslejenævnets behandling af sagen. Udlejeren kan alene opkræve en foreløbig lejeforhøjelse på 15 kr. pr. m² bruttoetageareal.
I stk. 3, 2. og 3. pkt., foreslås, at lejen skal reguleres i overensstemmelse med nævnets afgørelse. Regulering af depositum og forudbetalt leje kan ikke forlanges, før kravet om lejeforhøjelse er afgjort af nævnet.
Bestemmelsen indebærer, at lejen skal reguleres i overensstemmelse med huslejenævnets afgørelse, når nævnet har truffet afgørelse i sagen. Har den foreløbige forbedringsforhøjelse ikke kunnet dække den endelige forhøjelse, kan udlejeren opkræve den resterende del af forbedringsforhøjelsen i overensstemmelse med varslingen, det vil sige tilbage til tidspunktet for forbedringsarbejdernes afslutning.
Udlejeren er tillige afskåret fra at opkræve regulering af depositum og forudbetalt husleje, før nævnet har truffet afgørelse.
Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende boligreguleringslovs § 14.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.3.1.12 og 2.3.2.12.
Senere ændringer
Kommende ændringL 94 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 8, nr. 1LOV nr 753 af 13/06/2023
Det fremgår af § 37, 1. pkt., i almenlejeloven, at lejeren har ret til at installere hjælpemidler m.v. efter bestemmelserne i § 102 i serviceloven.
Det fremgår af § 102 i serviceloven, at kommunalbestyrel- sen ud over tilbud efter § 85 kan give tilbud af behandlings- mæssig karakter til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.
§ 116 i serviceloven omhandler boligindretning. Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødven- dig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende. Det fremgår videre af § 116, stk. 2, at en person, der er tilkendt hjælp efter stk. 1, kan, hvis den pågældende ønsker at benytte en anden håndværker end den, som kommunalbestyrelsen har valgt, vælge selv at lade bo- ligindretningen udføre og få udgifterne hertil refunderet, dog højst med et beløb svarende til den pris, kommunen kunne have fået udført boligindretningen for hos den håndværker, som kommunen har valgt. På samme måde kan ansøgeren vælge andre materialer end dem, som kommunalbestyrelsen har anvist. Efter § 116, stk. 3, fastsætter social- og ældremi- nisteren nærmere regler om adgangen efter stk. 2 til at vælge håndværker og materialer i forbindelse med tilkendelse af hjælp til boligindretning, herunder om krav til håndværker samt om muligheden for at indgå aftale om tilbagelevering efter endt brug og aftale om reetablering og betingelserne herfor. Efter bestemmelsen i § 116, stk. 4, kan kommunalbestyrelsen i de ganske særlige tilfælde, hvor hjælp efter stk. 1 ikke er tilstrækkelig til at gøre boligen egnet som op- holdssted, yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er en betingelse, at der ikke kan anvises anden bolig, som dækker den pågældendes behov. Efter § 116, stk. 5, kan personer, der modtager social pension, ikke få hjælp efter stk. 4, medmindre det drejer sig om personer, der har en hjælpeordning efter § 96. Endelig er social- og boligministeren efter § 116, stk. 6, bemyndiget til i en bekendtgørelse at fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang hjælp efter § 116, stk. 1, 2 og 4, skal tilbagebetales, herunder i hvilket omfang det tilbagebetalingspligtige beløb kan sikres ved pant i ejendommen.
Det foreslås, at henvisningen i § 37, 1. pkt., i almenlejeloven til § 102 i serviceloven ændres til § 116 i serviceloven og § 90, nr. 8, i barnets lov.
Med den foreslåede ændring vil en lejer omfattet af almenle- jeloven således efter § 37, 1. pkt., i almenlejeloven have ret til at installere hjælpemidler m.v. efter bestemmelserne i § 116 i serviceloven og § 90, nr. 8, i barnets lov.
Den foreslåede ændring er for det første begrundet i, at der i § 37, 1. pkt., i almenlejeloven ved en fejl er henvist til § 102 i serviceloven. Der skulle rettelig være henvist til § 116 i serviceloven, der omhandler boligindretning.
Den foreslåede ændring er for det andet begrundet i, at bestemmelserne i serviceloven, der vedrører boligindretning til børn og unge under 18 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov med § 90, nr. 8, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås reguleret i denne lov. Det fremgår af § 90, nr. 8, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, at § 116 i serviceloven finder tilsvarende anven- delse for børn, unge eller familier, som har behov herfor på grund af barnets eller den unges nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne. Der er derfor behov for en tilføjelse i § 37, 1. pkt., i almenlejeloven, således at bestemmelsen finder anvendelse uanset, om der er tale om boligindretning efter serviceloven eller barnets lov. Den foreslåede ændring vil således ikke medføre materielle ændringer.
Der henvises i øvrigt til § 90 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 37.