Lejeloven

Lejeloven § 51

Gældende tekst efter LOV nr 341 af 22/03/2022.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 4 – Lejefastsættelse og lejeregulering efter det lejedes værdi m.v. · Undtagelse fra det lejedes værdi

§ 51.

§§ 42-45 finder ikke anvendelse for lejemål i ejendomme, hvis opførelse er finansieret med indekslån efter § 2, stk. 1, nr. 9, i den tidligere gældende lov om indeksregulerede realkreditlån.

Det samme gælder for lejemål i ejendomme taget i brug efter den 1. januar 1989, der er opført af og udlejes af udlejere omfattet af lov om realrenteafgift, såfremt lejefastsættelsen sker efter § 50.

Teksten er gengivet fra den officielle LOV nr 341 af 22/03/2022 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Lejeloven § 51

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 47 (2021-22) · bemærkning til § 51LOV nr 341 af 22/03/2022 · 22. marts 2022

Efter den gældende regel i § 53 c finder reglerne i lejelovens § 47-49 om udlejerens mulighed for at hæve lejen, hvis denne er væsentligt lavere end det lejedes værdi, ikke anvendelse for lejemål, i ejendomme opført med indekslån i henhold til lov om indeksfinansierede realkreditlån. Tilsvarende gælder ejendomme, der er opført og udlejet af realrenteafgiftspligtige udlejere og taget i brug efter den 1. januar 1989, hvor lejen er fastsat efter § 50 eller efter §§ 5 og 7, jf. § 9, stk. 4, i boligreguleringsloven.

I § 51 foreslås, at §§ 42-45 ikke finder anvendelse for lejemål i ejendomme, hvis opførelse er finansieret med indekslån efter § 2, stk. 1, nr. 9, i lov om indeksregulerede realkreditlån. Det samme gælder for lejemål i ejendomme taget i brug efter 1. januar 1989, der er opført af og udlejes af udlejere omfattet af lov om realrenteafgift, såfremt lejefastsættelsen sker efter § 50.

Bestemmelsen indebærer, at lovforslagets §§ 43-46 om lejeforhøjelser eller -nedsættelser med henvisning til det lejedes værdi ikke gælder for indeksfinansieret boligbyggeri, og for boligbyggeri der efter 1. januar 1989 er opført og udlejes af realrenteafgiftspligtige investorer.

For så vidt angår skatter og afgifter sker regulering heraf, for indeksfinansieret boligbyggeri, og for boligbyggeri, der efter 1. januar 1989 er opført og udlejes af realrenteafgiftspligtige investorer, efter §§ 47-49. Disse udgifter kan derfor efter forslaget ikke indeksreguleres, men indgår i lejen med deres faktiske værdi.

Bestemmelsen viderefører med redaktionelle ændringer den gældende lov om leje § 53 c. Der er ikke med det foreslåede tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.4.1.10. og 2.4.2.9.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 51.