Lejeloven § 78
Gældende tekst efter LOV nr 341 af 22/03/2022.
Kapitel 7 – Betaling for varme, vand, køling, gas og el m.v. · Forbrugsregnskaber
§ 78.
Har lejeren i henhold til et forbrugsregnskab betalt for lidt i acontobidrag, kan udlejeren kræve tillægsbetaling ved den første lejebetaling, der skal finde sted, når der er forløbet 1 måned, efter at forbrugsregnskabet er kommet frem til lejeren.
Overstiger tillægsbetalingen 3 måneders leje, er lejeren dog berettiget til at betale i tre lige store månedlige rater, således at første rate forfalder til det fastsatte tidspunkt for tillægsbetalingen.
Fraflytter lejeren, skal tillægsbetaling senest betales på fraflytningsdagen.
Har lejeren i henhold til et forbrugsregnskab betalt for meget i acontobidrag, skal det for meget betalte beløb tilbagebetales lejeren eller fradrages i første lejebetaling, efter at forbrugsregnskabet er kommet frem til lejeren.
Teksten er gengivet fra den officielle LOV nr 341 af 22/03/2022 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Lejeloven § 78
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 47 (2021-22) · bemærkning til § 78LOV nr 341 af 22/03/2022 · 22. marts 2022
Det fremgår af den gældende lejelovs § 45 a, stk. 1, at har lejeren i henhold til et forbrugsregnskab betalt for lidt i acontobidrag, kan udlejeren kræve tillægsbetaling ved den første lejebetaling, der skal finde sted, når der er forløbet 1 måned, efter at lejeren har modtaget de enkelte forbrugsregnskaber. Overstiger tillægsbetalingen 3 måneders leje, er lejeren dog berettiget til at betale i tre lige store månedlige rater, således at første rate forfalder til det fastsatte tidspunkt for tillægsbetalingen. Fraflytter lejeren, skal tillægsbetaling senest betales på fraflytningsdagen.
Det fremgår af den gældende lejelovs § 45 a, stk. 2, at har lejeren i henhold til et forbrugsregnskab betalt for meget i acontobidrag, skal det for meget betalte tilbagebetales lejeren eller fradrages i første lejebetaling, efter at forbrugsregnskabet er udsendt.
I § 78, stk. 1, foreslås, at hvis lejeren i henhold til et forbrugsregnskab har betalt for lidt i a conto-bidrag, kan udlejeren kræve tillægsbetaling ved den første lejebetaling, der skal finde sted, når der er forløbet 1 måned efter, at forbrugsregnskabet er kommet frem til lejeren. Overstiger tillægsbetalingen 3 måneders leje, er lejeren dog berettiget til at betale i 3 lige store månedlige rater, således at første rate forfalder til det fastsatte tidspunkt for tillægsbetalingen. Fraflytter lejeren, skal tillægsbetaling senest betales på fraflytningsdagen.
Bestemmelsen indebærer, at hvis lejeren har betalt for lidt i a conto-bidrag vedrørende varme, opvarmning af vand, køling, koldt vand eller el, kan udlejeren kræve tillægsbetaling ved den første lejebetaling, der skal finde sted, når der er forløbet 1 måned efter, at forbrugsregnskabet er kommet frem til lejeren.
Samtidig indebærer det for større tillægsbetalingskrav, at lejeren skal være berettiget til at betale i 3 lige store månedlige rater, hvis tillægsbetalingskravet overstiger 3 måneders leje. Hvis lejeren er berettiget til at dele betalingen i 3 rater, forfalder første rate til det tidspunkt, hvor tillægsbetaling kan kræves.
Bestemmelsen medfører dog, at hvis lejeren fraflytter, skal tillægsbetalingen uanset størrelse betales senest på fraflytningsdagen.
I stk. 2 foreslås, at hvis lejeren i henhold til et forbrugsregnskab har betalt for meget i a conto-bidrag, skal det for meget betalte tilbagebetales lejeren eller fradrages i første lejebetaling efter, at forbrugsregnskabet er kommet frem til lejeren.
Bestemmelsen indebærer, at hvis lejeren har betalt for meget i a conto-bidrag vedrørende varme, opvarmning af vand, køling, koldt vand eller el, skal det for meget betalte tilbagebetales kontant til lejeren eller fradrages i første lejebetaling efter, at varmeregnskabet er kommet frem til lejeren, uanset beløbets størrelse.
Bestemmelsen viderefører med sproglige ændringer § 45 a i den gældende lejelov om udligning af for meget eller for lidt betalt a conto-bidrag. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet nogen ændring af den hidtidige retstilstand.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.7.1.6. og 2.7.2.6.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 78.