Lejeloven

Lejeloven § 43

Gældende tekst efter LOV nr 341 af 22/03/2022.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 4 – Lejefastsættelse og lejeregulering efter det lejedes værdi m.v. · Lejeforhøjelse i ustøttede private plejeboliger

§ 43.

Lejen for ustøttede private plejeboliger, jf. § 1, stk. 5, skal til enhver tid være fastsat, således at den svarer til det lejedes værdi, som fastsættes ved en sammenligning med støttede ældre- eller plejeboliger i kommunen efter reglerne i § 42, stk. 2 og 4.

Ved fastsættelse af lejen ses der bort fra forbedringer, som lejeren har udført for egen regning med udlejerens tilladelse.

Stk. 2.

Krav om lejeforhøjelse, jf. stk. 1, kan varsles én gang årligt.

Stk. 3.

Overstiger lejen det lejedes værdi efter stk. 1, kan lejeren forlange lejen nedsat hertil.

Stk. 4.

Nedsættes lejen efter stk. 3, kan lejeren kræve det for meget betalte beløb tilbagebetalt.

Stk. 5.

§ 45, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse for ustøttede private plejeboliger.

Teksten er gengivet fra den officielle LOV nr 341 af 22/03/2022 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Lejeloven § 43

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 47 (2021-22) · bemærkning til § 43LOV nr 341 af 22/03/2022 · 22. marts 2022

Efter den gældende lov om leje § 47 a skal lejen for ustøttede private plejeboliger, jf. § 1, stk. 5, til enhver tid være fastsat således, at den svarer til det lejedes værdi, som fastsættes ved en sammenligning med støttede ældre- eller plejeboliger i kommunen efter reglerne i § 47, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3. Ved fastsættelse af lejen ses bort fra forbedringer, som lejeren har udført for egen regning med udlejerens tilladelse.

Efter stk. 2 kan krav om lejeforhøjelse, jf. stk. 1, varsles en gang årligt.

Efter stk. 3 kan lejeforhøjelse kræves uanset aftalt uopsigelighed, når udlejeren har forbeholdt sig at kunne regulere lejen.

Det fremgår af stk. 4, at hvis lejen overstiger det lejedes værdi efter stk. 1, kan lejeren forlange lejen nedsat hertil.

Det fremgår af stk. 5, at hvis lejen efter stk. 4 nedsættes, kan lejeren kræve det for meget betalte tilbagebetalt.

I § 43, stk. 1, foreslås, at lejen for ustøttede private plejeboliger, jf. § 1, stk. 5, til enhver tid skal være fastsat således, at den svarer til det lejedes værdi, som fastsættes ved en sammenligning med støttede ældre- eller plejeboliger i kommunen efter reglerne i § 42, stk. 2 og 4. Ved fastsættelse af lejen ses bort fra forbedringer, som lejeren har udført for egen regning med udlejerens tilladelse.

Bestemmelsen indebærer, at lejen for ustøttede private plejeboliger fastsættes som en sammenligningsleje. Sammenligningen skal herefter ske med den leje, som er almindeligt gældende for tilsvarende lejemål med hensyn til beliggenhed, art, størrelse, kvalitet, udstyr og vedligeholdelsestilstand. For så vidt angår »art« følger det udtrykkeligt af bestemmelsen, at der skal sammenlignes med støttede ældre-og plejeboliger i kommunen. Ved en sammenligning af kvalitative forhold vil det eksempelvis tillægges betydning, om der i boligens areal indgår relativt store fællesarealer.

I stk. 2 foreslås, at krav om lejeforhøjelse, jf. stk. 1, kan varsles en gang årligt.

Bestemmelsen indebærer, at udlejeren en gang om året kan regulere lejen til det lejedes værdi, jf. stk. 1. Med en gang om året menes, at der skal være gået mindst 12 måneder siden seneste lejeforhøjelse, men ikke nødvendigvis fra lejeaftalens indgåelse. Bestemmelsen skal sikre, at lejen til enhver tid svarer til lejen for støttede ældre- eller plejeboliger.

I stk. 3 foreslås, at såfremt lejen overstiger det lejedes værdi efter stk. 1, kan lejeren forlange lejen nedsat hertil.

Bestemmelsen indebærer, at lejeren kan forlange lejenedsættelse, hvis lejen overstiger det lejedes værdi. Der henvises i øvrigt til § 45 om lejerens adgang til at få lejen sat ned, hvis lejen væsentligt overstiger det lejedes værdi.

I stk. 4 foreslås, at såfremt lejen nedsættes efter stk. 3, kan lejeren kræve det for meget betalte tilbagebetalt.

I tilfælde af lejenedsættelse kan lejeren efter bestemmelsen kræve det for meget betalte tilbagebetalt med tillæg af forrentning efter § 44. Der henvises i øvrigt til § 45, stk. 3, om lejerens krav på tilbagebetaling, når lejen væsentligt overstiger det lejedes værdi.

I stk. 5 foreslås, at § 45, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse for ustøttede private plejeboliger.

Bestemmelsen indebærer, som det fremgår af § 45, stk. 4, at en sag om nedsættelse af lejen skal indbringes inden 1 år efter det tidspunkt, lejen eller den forhøjede leje første gang skal betales. I ejendomme med beboerrepræsentation indebærer bestemmelsen endvidere, at beboerrepræsentanterne kan kræve nedsættelse af lejen. Nedsættes lejen i den situation, anvendes tilbagebetalingsbeløbet forlods til dækning af beboerrepræsentanternes udgifter ved sagen, jf. 45, stk. 5.

Bestemmelsen viderefører med redaktionelle ændringer den gældende lov om leje § 47 a om fastsættelse af lejen for ustøttede private plejeboliger. Den gældende § 47 a, stk. 3, om varsling af lejeforhøjelse i uopsigelige lejemål, som er identisk med den gældende § 47, stk. 4, flyttes til § 44, stk. 5. For at samle reglerne om lejefastsættelse for ustøttede private plejeboliger flyttes § 49, stk. 6, i den gældende lov om leje med en sproglig ændring til § 43 som et nyt stk. 6. Der er ikke tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.4.1.3. og 2.4.2.2.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 43.