Lejeloven

Lejeloven § 58

Gældende tekst efter LOV nr 341 af 22/03/2022.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 6 – Betaling af leje · Betalingstidspunkt

§ 58.

Lejen kan kræves betalt månedsvis forud.

Stk. 2.

Er lejen beregnet for en kortere periode end 1 måned, kan den kræves betalt forud for den periode, den vedrører.

Stk. 3.

Leje for beboelseslejligheder og enkeltværelser til beboelse kan ikke kræves betalt for mere end 3 måneder ad gangen.

Leje for ustøttede private plejeboliger kan ikke kræves betalt for mere end 1 måned ad gangen.

Stk. 4.

Rettidig betaling af husleje sker senest på forfaldsdagen.

Forfalder lejen til betaling på en helligdag, en lørdag eller grundlovsdag, udskydes forfaldsdagen til den efterfølgende hverdag.

Stk. 5.

I tilfælde af opsigelse eller ved det tidsbestemte lejeforholds udløb er lejeren kun pligtig at betale leje for tiden indtil lejeforholdets ophør.

Teksten er gengivet fra den officielle LOV nr 341 af 22/03/2022 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Lejeloven § 58

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 47 (2021-22) · bemærkning til § 58LOV nr 341 af 22/03/2022 · 22. marts 2022

Efter den gældende lejelovs § 33, stk. 1, kan lejen kræves betalt månedsvis forud.

Af den gældende lejelovs § 33, stk. 2, fremgår, at er lejen beregnet for en kortere periode end en måned, kan den kræves betalt forud for den periode, den vedrører.

Efter den gældende lejelovs § 33, stk. 3, sker rettidig betaling af husleje senest på forfaldsdagen. Forfalder lejen til betaling på en helligdag, en lørdag eller grundlovsdag, udskydes forfaldsdagen til den efterfølgende hverdag.

Efter den gældende lejelovs § 33, stk. 4, kan leje for beboelseslejligheder og enkeltværelser til beboelse ikke kræves betalt for mere end 3 måneder ad gangen. Leje for ustøttede private plejeboliger kan ikke kræves betalt for mere end 1 måned ad gangen.

Efter den gældende § 33, stk. 5, er lejeren i tilfælde af opsigelse eller ved det tidsbestemte lejeforholds udløb kun pligtig at betale leje for tiden indtil lejeforholdets ophør.

I § 58, stk. 1, foreslås, at lejen kan kræves betalt månedsvis forud.

Hovedreglen for betaling af husleje er således forudbetaling for en måned ad gangen.

I stk. 2 foreslås, at er lejen beregnet for en kortere periode end en måned, kan den kræves betalt forud for den periode, den vedrører.

Er lejen fx beregnet for en uge, fører reglen til, at lejen skal betales før ugens begyndelse.

Det følger således af bestemmelsen, at udlejeren og lejeren kan aftale en kortere periode end en måned at betale leje for, fx hvis parterne ønsker, at leje skal betales hver 14. dag.

I stk. 3 foreslås, at leje for beboelseslejligheder og enkeltværelser til beboelse ikke kan kræves betalt for mere end 3 måneder ad gangen. Leje for ustøttede private plejeboliger kan ikke kræves betalt for mere end 1 måned ad gangen.

Det afhænger af parternes aftale, hvor lang en periode udlejeren maksimalt kan kræve leje betalt for ad gangen. Reglen indebærer dog, at udlejeren maksimalt kan opkræve leje for et kvartal ad gangen.

Med bestemmelsen om, at leje for ustøttede private plejeboliger ikke kan kræves betalt for mere end 1 måned ad gangen, ligestilles ustøttede private plejeboliger med lejeforhold om ustøttede almene plejeboliger, jf. § 44, stk. 1, i almenlejeloven.

I stk. 4 foreslås, at rettidig betaling af husleje sker senest på forfaldsdagen. Hvis forfaldsdagen falder på en helligdag, en lørdag eller grundlovsdag, udskydes forfaldsdagen til den efterfølgende hverdag.

Forfaldsdagen er den dag, hvor lejen efter lejekontrakten skal betales. Forfaldsdagen kan frit aftales. Hvis der ikke er aftalt en forfaldsdag, vil forfaldsdagen være den 1. i måneden.

En angivelse af, hvornår rettidig betaling af husleje kan anses for sket, kan have betydning i forhold til reglerne om, hvornår udlejeren kan hæve lejeaftalen som følge af lejerens manglende betaling af husleje. Efter lovforslagets § 182, stk. 2, skal udlejeren for at kunne hæve lejeaftalen afgive et påkrav, som tidligst kan afgives efter 3. hverdag efter sidste rettidige betalingsdag.

I stk. 5 foreslås, at lejeren i tilfælde af opsigelse eller ved det tidsbestemte lejeforholds udløb kun er pligtig at betale leje for tiden indtil lejeforholdets ophør.

Bestemmelsen er en skæringsregel, som fastlægger længden af den periode, lejeren skal betale husleje for. Tidspunktet for lejeforholdets ophør vil senest være ved en opsigelsesperiodes udløb eller ved udløbet af en tidsbegrænsningsperiode.

Det er inden for rammerne af bestemmelsen muligt for udlejeren at aftale en istandsættelsesperiode inden lejemålets ophør og opkræve leje i perioden. Det vil således fx kunne aftales, at lejeren med henblik på lejlighedens istandsættelse skal rydde og fraflytte denne 14 dage før lejeforholdets ophør.

Den foreslåede bestemmelse viderefører uden indholdsmæssige ændringer den gældende lejelovs § 33. Der er ikke dermed tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.6.1.1. og 2.6.2.1.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 58.