Lejeloven § 5
Gældende tekst efter LOV nr 341 af 22/03/2022.
Kapitel 1 – Anvendelsesområde m.v. · Bekendtgørelse af kommunalbestyrelsens beslutninger
§ 5.
De beslutninger, som kommunalbestyrelsen træffer efter § 4, stk. 2, skal bekendtgøres i Statstidende og i øvrigt på den måde, der er sædvanlig i kommunen.
Er andet ikke udtrykkeligt fastsat i beslutningen, får den virkning fra og med datoen på det nummer af Statstidende, hvori den er bekendtgjort.
Teksten er gengivet fra den officielle LOV nr 341 af 22/03/2022 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Lejeloven § 5
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 47 (2021-22) · bemærkning til § 5LOV nr 341 af 22/03/2022 · 22. marts 2022
Efter den gældende boligreguleringslovs § 3 skal de beslutninger, som kommunalbestyrelsen træffer efter §§ 1 og 2, bekendtgøres i Statstidende og i øvrigt på den måde, der er sædvanlig i kommunen. Er andet ikke udtrykkeligt fastsat i beslutningen, får den virkning fra og med datoen på det nummer af Statstidende, hvori den er bekendtgjort.
Det foreslås i § 5, 1. pkt., at de beslutninger, som kommunalbestyrelsen træffer efter § 4, stk. 2, skal bekendtgøres i Statstidende og i øvrigt på den måde, der er sædvanlig i kommunen.
Kravet skal sikre, at udlejere og lejere i kommunen bliver bekendt med kommunalbestyrelsens beslutning om, at kommunen skal henholdsvis være eller ikke være reguleret.
Kommunalbestyrelsens beslutninger efter lovforslagets § 4, stk. 2, har først og fremmest betydning for, hvilke regler der gælder for lejefastsættelse og -regulering i kommunen. Det er derfor vigtigt, at kommunalbestyrelsen bekendtgør sin beslutning således, at udlejere og lejere i kommunen kan vide, hvilke regler der gælder for bl.a. fastsættelse og regulering af lejen i deres ejendom.
Herudover er kommunalbestyrelsens beslutning afgørende for, om udlejere skal afsætte beløb til ejendommens udvendige vedligeholdelse efter reglerne herom i lovforslagets kapitel 13.
Det påhviler derfor kommunalbestyrelsen at sikre, at beslutningen bliver bekendtgjort i tilstrækkeligt omfang. Udover at beslutningen skal bekendtgøres i Statstidende, skal den bekendtgøres på den måde, der i øvrigt er sædvanlig i den pågældende kommune. Det indebærer, at beslutningen skal offentliggøres på kommunens hjemmeside.
I § 5, 2. pkt. , foreslås, at er andet ikke udtrykkeligt fastsat i beslutningen, får den virkning fra og med datoen på det nummer af Statstidende, hvori den er bekendtgjort.
Kommunalbestyrelsen kan i forbindelse med en beslutning om, at kommunen skal overgå til enten at være reguleret eller ureguleret samtidig beslutte, at beslutningen først skal få virkning senere end det tidspunkt, hvor beslutningen bliver kundgjort i Statstidende. Såfremt andet ikke udtrykkeligt fremgår, får beslutningen virkning fra og med dens kundgørelsesdato i Statstidende.
Bestemmelsen viderefører uden indholdsmæssige ændringer den gældende boligreguleringslovs § 3 om, at kommunalbestyrelsens beslutninger om, hvorvidt kommunen skal være omfattet af boligreguleringslovens regler om huslejeregulering, skal bekendtgøres.
Af den gældende boligreguleringslovs § 3 følger endvidere, at kommunalbestyrelsen skal bekendtgøre sine beslutninger i henhold til § 2 om, hvorvidt reglerne om beboermaksimum, jf. §§ 14-17 i det samtidig fremsatte forslag til lov om boligforhold, skal gælde i kommunen. Denne del af bestemmelsen flyttes sammen med reglerne om beboermaksimum i kapitel 2 i det samtidig fremsatte forslag til lov om boligforhold.
Der henvises til afsnit 2.1.1.3. og 2.1.2.3. i de almindelige bemærkninger.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 5.