Lejeloven

Lejeloven § 39

Gældende tekst efter LOV nr 341 af 22/03/2022.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 3 – Omkostningsbestemt husleje m.v. · Straf

§ 39.

Med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, som afkræver en lejer højere leje end tilladt efter reglerne i §§ 19-21.

På samme måde straffes den udlejer, som aftaler leje og lejevilkår, der er mere byrdefulde for lejeren end tilladt efter bestemmelserne i §§ 19-22.

Stk. 2.

Med bøde straffes den, som opkræver højere leje end tilladt af huslejenævnet efter reglen i § 34, stk. 1, eller som i strid med § 35 opsiger lejeforholdet uden nævnets samtykke.

Stk. 3.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Teksten er gengivet fra den officielle LOV nr 341 af 22/03/2022 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Lejeloven § 39

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 47 (2021-22) · bemærkning til § 39LOV nr 341 af 22/03/2022 · 22. marts 2022

Det følger af den gældende boligreguleringslovs § 16, stk. 1, at med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, som afkræver en lejer højere leje end tilladt efter reglerne i dette kapitel. På samme måde straffes den udlejer, som aftaler leje og lejevilkår, der er mere byrdefulde for lejeren end tilladt efter bestemmelserne i § 5.

Endvidere fremgår af den gældende boligreguleringslovs § 16, stk. 2, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Efter den gældende § 34, stk. 1, i boligreguleringsloven straffes den med bøde, som opkræver højere leje end tilladt af huslejenævnet efter reglen i § 31, eller som i strid med § 32 opsiger lejeforholdet uden nævnets samtykke.

Efter den gældende § 34, stk. 2, i boligreguleringsloven kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

I § 39, stk. 1, foreslås, at med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, som afkræver en lejer højere leje end tilladt efter reglerne i §§ 19-21. På samme måde straffes den udlejer, som aftaler leje og lejevilkår, der er mere byrdefulde for lejeren end tilladt efter bestemmelserne i §§ 19-22.

Med bestemmelsen kriminaliseres overtrædelse af bestemmelserne, idet den, der afkræver en lejer højere leje end tilladt efter reglerne i lovforslagets §§ 19-21 eller aftaler leje og lejevilkår, der er mere byrdefulde for lejeren end tilladt efter bestemmelserne i lovforslagets §§ 19-22, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Med henvisningen til lovforslagets §§ 19-22 må bestemmelsen forstås således, at det er aftale om byrdefulde vilkår samlet set, der er strafbart. Dette indebærer, at der kan aftales byrdefulde vilkår, hvis disse opvejes af lempelige vilkår, så der samlet set er ensartethed i de vilkår, som gælder for ejendommen.

Bestemmelsen omfatter ikke ejendomme omfattet af lovforslagets § 32, som har en leje fastsat efter reglerne i kapitel 4.

I stk. 2 foreslås, at med bøde straffes den, som opkræver højere leje end tilladt af huslejenævnet efter reglen i § 34, eller som i strid med § 35 opsiger lejeforholdet uden nævnets samtykke.

Efter bestemmelsen kan den udlejer, som opkræver en højere leje end den, huslejenævnet har truffet afgørelse om, blive straffet med bøde. Det vil sige, at opkræver en udlejer, efter at nævnet har nedsat lejen, denne med et højere beløb end fastsat af nævnet, kan udlejeren ifalde bødestraf. Det samme gælder, hvis udlejeren i strid med lovforslagets § 35. opsiger lejeren uden nævnets samtykke.

I stk. 3 foreslås, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Med bestemmelsen fastslås, at selskaber m.v. (juridiske personer) har strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel og kan straffes for at afkræve en lejer højere leje end tilladt efter reglerne i dette kapitel. Ligeledes kan selskaber straffes for at aftale leje og lejevilkår, der er mere byrdefulde for lejeren end tilladt efter bestemmelserne i lovforslagets §§ 19-22.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende boligreguleringslovs § 16.

Der henvises til lovforslagets almindelige bestemmelser pkt. 2.3.1.13 og 2.3.2.13.

Senere ændringer

Kommende ændringL 39 (2025-26) · bemærkning til § 2, nr. 2LOV nr 1641 af 16/12/2025

Det fremgår af lov om leje af almene boligers § 39, stk. 1, at lejeren har ret til at udføre forbedringer af boligen og ved fraflytning få økonomisk godtgørelse for de afholdte dokumenterede udgifter. Retten omfatter ikke hårde hvidevarer.

Udgangspunktet i den nuværende bestemmelse er, at lejer kan få økonomisk godtgjort omkostninger til forbedringer af lejemålet.

Det foreslås i § 39, stk. 1, 2. pkt ., at der efter »hårde hvidevarer« indsættes »og ladepunkter, jf. kapitel 8 a«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at lejer skal fjerne et etableret ladepunkt ved fraflytning, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, og at lejeren ikke vil få en økonomisk kompensation for etableringen.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 39.