Lejeloven § 188
Gældende tekst efter LOV nr 341 af 22/03/2022.
Kapitel 22 – Lejerens fraflytning
§ 188.
Forbedringer, som lejeren har foretaget, må kun fjernes, når lejeren bringer det lejede i den stand, hvori lejeren overtog det.
Har lejeren med udlejerens samtykke efter § 141 foretaget ændringer af det lejede, kan udlejeren kun kræve retablering, når udlejeren har taget forbehold herfor, da udlejeren meddelte samtykket.
Har lejeren iværksat forbedringsarbejder m.v. mod godtgørelse ved fraflytning, jf. § 145, stk. 1, og § 63 i den tidligere gældende lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr. 963 af 11. august 2010, og er disse ikke tilendebragt, kan udlejeren enten kræve arbejderne færdiggjort eller eventuelt kræve retablering.
Teksten er gengivet fra den officielle LOV nr 341 af 22/03/2022 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Lejeloven § 188
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 47 (2021-22) · bemærkning til § 188LOV nr 341 af 22/03/2022 · 22. marts 2022
Efter den gældende lejelovs § 99, stk. 1, må forbedringer, som lejeren har foretaget, kun fjernes, når lejeren bringer det lejede i den stand, hvori han overtog det.
Efter den gældende lejelovs § 99, stk. 2, gælder, at har lejeren med udlejerens samtykke efter § 28 foretaget ændringer af det lejede, kan udlejeren kun kræve reetablering, når han har taget forbehold herom, da han meddelte samtykket.
Efter den gældende lejelovs § 99, stk. 3, gælder, at har lejeren iværksat forbedringsarbejder mv. mod godtgørelse ved fraflytning, jf. § 62 a, stk. 1, samt § 63, jf. lovbekendtgørelse nr. 963 af 11. august 2010, og er disse ikke tilendebragt, kan udlejer enten kræve arbejderne færdiggjort eller eventuelt kræve retablering.
I § 188, stk. 1 , foreslås, at forbedringer, som lejeren har foretaget, kun må fjernes, når lejeren bringer det lejede i den stand, hvori lejeren overtog det.
Bestemmelsen følger den tingsretlige grundsætning om retten til at tage forbedringer med sig, såfremt fjernelsen kan ske uden at skade på modpartens ejendom.
Dette forudsætter, at forbedringen tilhører lejeren og ikke udlejeren. En forbedring tilhører udlejeren, hvis denne har forpligtet sig til at ville hæfte for den, uanset om udlejeren endnu ikke har betalt for den. Der henvises til bemærkningerne til stk. 3.
Fjerner lejeren inventar af ringe værdi for at indsætte eget inventar, kan lejeren stadig medtage det indsatte mod at erstatte udlejeren det tab, denne har lidt ved fjernelse af det oprindelige inventar.
Lejerens borttagelsesret er ikke afhængig af, at lejeren har overholdt lovforslagets § 141, hvorefter lejeren ikke uden udlejerens samtykke må foretage ændringer af det lejede.
Tager lejeren forbedringen med, er denne pligtig at retablere standen inden forbedringen, medmindre andet er aftalt mellem lejeren og udlejeren.
I stk. 2 foreslås, at har lejeren med udlejerens samtykke efter § 141 foretaget ændringer af det lejede, kan udlejeren kun kræve retablering, når udlejeren har taget forbehold herom, da udlejeren meddelte samtykket.
Med bestemmelsen fastslås, at udlejeren kun kan kræve retablering af en ændring, udlejeren har tilladt, når udlejeren har taget forbehold herom, da denne meddelte samtykke til ændringen.
I de i lovforslagets §§ 142 og 143 nævnte tilfælde er der tale om en ensidig ret for lejeren til at foretage ændringer, hvilket ikke kræver udlejerens tilladelse. Er udlejeren ikke blevet underrettet, vil udlejeren dog altid kunne kræve retablering ved lejerens fraflytning.
Lejeren har mulighed for at retablere, selv om udlejeren ikke har taget forbehold herom.
I stk. 3 foreslås, at har lejeren iværksat forbedringsarbejder mv. mod godtgørelse ved fraflytning, jf. § 145, stk. 1, samt § 63 i tidligere gældede lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr. 963 af 11. august 2010, og er disse ikke tilendebragt, kan udlejeren enten kræve arbejderne færdiggjort eller eventuelt kræve retablering.
En eventuel godtgørelse til den fraflyttende lejer for det udførte forbedringsarbejde betales af udlejeren, hvis arbejderne er færdiggjort på fraflytningstidspunktet. I modsat fald kan udlejeren efter forslaget kræve arbejderne færdiggjort eller eventuelt kræve retablering, fx hvis dette er den billigste løsning for lejeren. Ved retablering har lejeren naturligvis ikke krav på nogen godtgørelse. Udlejeren kan efter forslaget foretage modregning i godtgørelsen for lejerens forpligtelser over for udlejeren.
Udlejeren kan herudover vælge selv at færdiggøre forbedringsarbejderne. I dette tilfælde vil der ikke skulle udbetales godtgørelse, og udlejeren vil kunne beregne en forbedringsforhøjelse efter lovgivningens almindelige regler og opkræve denne ved genudlejning.
Bestemmelsen viderefører uden indholdsmæssige ændringer den gældende lejelovs § 99.
Der henvises til afsnit 2.22.1.1. og 2.22.2.1. i de almindelige bemærkninger.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 188.