Lejeloven

Lejeloven § 160

Gældende tekst efter LOV nr 341 af 22/03/2022.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 19 – Brugsrettens overgang til andre · Fremleje

§ 160.

Lejeren må ikke uden ægtefællens samtykke foretage fremleje, såfremt dette vil medføre, at det lejede ikke længere kan tjene til fælles bolig eller som grundlag for ægtefællernes eller den anden ægtefælles virksomhed.

Er den anden ægtefælle umyndig, meddeler værgen samtykket.

Stk. 2.

Nægter den anden ægtefælle at give samtykke efter stk. 1, eller kan samtykke ikke indhentes inden for rimelig tid, kan fremleje efter anmodning fra den ægtefælle, der lejer boligen, eller fra den anden part i aftalen tillades, hvis der ikke er rimelig grund til at nægte at gennemføre aftalen.

Tilladelse efter 1. pkt. gives af Familieretshuset.

Stk. 3.

Har en ægtefælle indgået en aftale, der er omfattet af stk. 1, uden samtykke fra den anden ægtefælle og uden tilladelse efter stk. 2, kan aftalen efter anmodning fra den anden ægtefælle omstødes ved dom.

Dette gælder dog ikke, hvis den anden part i fremlejeaftalen godtgør, at parten ikke vidste eller burde have vidst, at ægtefællen ikke var berettiget til at indgå fremlejeaftalen.

Stk. 4.

Retssag om omstødelse efter stk. 3 skal anlægges, inden 3 måneder efter at den anden ægtefælle fik kendskab til aftalen, dog senest 1 år efter at aftalen blev gennemført.

Teksten er gengivet fra den officielle LOV nr 341 af 22/03/2022 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Lejeloven § 160

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 47 (2021-22) · bemærkning til § 160LOV nr 341 af 22/03/2022 · 22. marts 2022

Det følger af den gældende lejelovs § 72, at lejeren ikke uden ægtefællens samtykke må foretage fremleje, såfremt dette vil medføre, at det lejede ikke længere kan tjene til fælles bolig eller som grundlag for ægtefællernes eller den anden ægtefælles virksomhed. Er den anden ægtefælle umyndig, meddeler værgen samtykket. § 7, stk. 1, og § 8 i lov om ægtefællers økonomiske forhold finder tilsvarende anvendelse.

I § 160, stk. 1, foreslås, at lejeren ikke uden ægtefællens samtykke må foretage fremleje, såfremt dette vil medføre, at det lejede ikke længere kan tjene til fælles bolig eller som grundlag for ægtefællernes eller den anden ægtefælles virksomhed. Er den anden ægtefælle umyndig, meddeler værgen samtykket.

Bestemmelsen omhandler de tilfælde, hvor lejerens ægtefælle ikke står på lejekontrakten. Står begge ægtefæller på lejekontrakten, vil fremleje af den fælles bolig være en beslutning, der kræver tilslutning fra begge. Bestemmelsen sigter ikke kun til at beskytte den fælles bolig for ægtefællerne, men tillige deres eventuelle erhvervsvirksomhed.

I stk. 2 foreslås, at såfremt den anden ægtefælle nægter at give samtykke efter stk. 1, eller kan samtykke ikke indhentes inden rimelig tid, kan fremleje efter anmodning fra den ægtefælle, der lejer boligen, eller fra den anden part i aftalen tillades, hvis der ikke er rimelig grund til at nægte at gennemføre aftalen. Tilladelse efter 1. pkt. gives af Familieretshuset.

Familieretshuset giver tilladelse efter stk. 1, hvis der ikke findes at være rimelig grund til at nægte fremleje. Der foretages en konkret vurdering af ægtefællernes modstående interesser. Det er ikke tilstrækkeligt til at tilsidesætte en ægtefælles nægtelse af at give samtykke til en disposition, at lejerægtefællen har rimelige grunde til at fremleje. For at tillade dispositionen kræves det også, at de grunde, som den ægtefælle, der ikke er lejer, har for at modsætte sig dispositionen, kan betegnes som urimelige, fx at der er tale om chikane. Tilladelse til dispositionen meddeles således, når ægtefællens nægtelse samlet set må anses som urimelig. Ved vurderingen lægges der vægt på lejlighedens størrelse samt familiens behov for plads. Det er uden betydning, at et eventuelt indskud eller depositum er betalt af særejemidler.

De tilfælde, hvor samtykke ikke kan indhentes inden rimelig tid, kan fx være, hvor den anden ægtefælles opholdssted ikke kendes og ikke kan findes oplyst.

Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse ved registrerede partnerskaber, men ikke ved uægteskabeligt samliv.

Familieretshusets afgørelser om tilladelse til fremleje kan ikke indbringes for Familieretten, men kan indbringes for domstolene i henhold til den generelle bestemmelse i grundlovens § 63.

I stk. 3 foreslås, at har en ægtefælle indgået en aftale, der er omfattet af stk. 1, uden samtykke fra den anden ægtefælle og uden tilladelse efter stk. 2, kan aftalen efter anmodning fra den anden ægtefælle omstødes ved dom. Dette gælder dog ikke, hvis den anden part i fremlejeaftalen godtgør, at parten ikke vidste eller burde have vidst, at ægtefællen ikke var berettiget til at indgå fremlejeaftalen.

Har den ægtefælle, der er lejer af det pågældende lejemål, indgået en aftale om fremleje, der er omfattet af bestemmelsen, uden samtykke fra den anden ægtefælle eller uden tilladelse fra Familiehuset, kan aftalen efter anmodning fra den anden ægtefælle omstødes ved dom, jf. stk. 3. Aftalen kan dog ikke omstødes, hvis den anden part i aftalen, det vil sige fremlejetager, godtgør, at parten ikke vidste eller burde have vidst, at lejeren ikke var berettiget til at indgå aftalen.

Det er fremlejetageren, som må bevise, at vedkommende var i god tro om ægtefællens ret til at fremleje boligen. Fremlejetageren skal således godtgøre, at vedkommende med rette troede, at samtykke fra den anden ægtefælle forelå, eller at samtykke ikke var nødvendigt.

Det følger af lovforslagets § 168, at lejeren ikke kan give afkald på de rettigheder, der tilkommer lejeren eller andre efter nærværende bestemmelse. Lejeren og udlejeren kan således ikke gyldigt aftale, at lejeren kan fremleje sit lejemål uanset ægtefællens samtykke, såfremt ægtefællens samtykke er påkrævet efter bestemmelsen.

I stk. 4 foreslås, at retssag om omstødelse efter stk. 3 skal anlægges inden 3 måneder efter, at den anden ægtefælle fik kendskab til aftalen, dog senest 1 år efter at aftalen blev gennemført.

Sagen skal anlægges af den ægtefælle, der ikke har indgået aftalen, mod fremlejetageren. Det vil sige den ægtefællen, som lejer boligen, har indgået lejeaftalen med. Sagen behandles efter reglerne om borgerlige retssager. Det er uden betydning for omstødelsessagen, om skifteretten behandler en sag om deling af ægtefællernes formue.

Bestemmelsen viderefører den gældende lejelovs § 72 om begrænsninger i lejerens ret til at fremleje uden sin ægtefælles samtykke, dog således at de bestemmelser i ægtefælleloven, der henvises til i den gældende lejelovs § 72, indskrives i bestemmelsen. Familieretshusets afgørelse om tilladelse til fremleje kan dog ikke påklages til Ankestyrelsen, der ikke længere behandler familieretlige klagesager.

Der henvises til afsnit 2.19.1.1. og 2.19.2.1. i de almindelige bemærkninger.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 160.