Lejeloven § 155
Gældende tekst efter LOV nr 341 af 22/03/2022.
Kapitel 18 – God skik og orden i ejendommen · Huslejenævnets kompetence
§ 155.
Sag om pålæg af retsfølger efter § 154 indbringes for huslejenævnet af udlejeren.
Er der fremsat krav om, at lejeren pålægges en advarsel, kan nævnet ikke pålægge lejeren en strengere retsfølge.
Teksten er gengivet fra den officielle LOV nr 341 af 22/03/2022 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Lejeloven § 155
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 47 (2021-22) · bemærkning til § 155LOV nr 341 af 22/03/2022 · 22. marts 2022
Efter den gældende lejelovs § § 79 c indbringes sag om pålæg af retsfølger efter § 79 b for huslejenævnet af udlejeren efter reglerne i kapitel VI i lov om midlertidig regulering af boligforholdene. Er der fremsat krav om, at lejeren pålægges en advarsel, kan nævnet ikke pålægge lejeren en strengere retsfølge.
I § 155 foreslås, at sag om pålæg af retsfølger efter § 154 indbringes for huslejenævnet af udlejeren. Er der fremsat krav om, at lejeren pålægges en advarsel, kan nævnet ikke pålægge lejeren en strengere retsfølge.
Bestemmelsen angiver, at det er udlejeren, som kan indbringe sager om husordensovertrædelser for huslejenævnet.
Det følger endvidere af bestemmelsen, at der ikke kan pålægges lejeren mere vidtgående retsfølger end påstået af udlejeren. Dette indebærer fx, at nedlægger udlejeren påstand om en advarsel, kan lejeren ikke pålægges en strengere retsfølge end en advarsel.
Peger udlejeren i sin indbringelse for huslejenævnet ikke på en særlig retsfølge, vil huslejenævnet være berettiget til at vælge mellem følgerne efter lovforslagets § 154, hvis nævnet konstaterer, at der foreligger en husordensovertrædelse. Dette er i overensstemmelse med officialprincippet, hvorefter det påhviler huslejenævnet at tilvejebringe de fornødne oplysninger i sagen og træffe afgørelse på dette grundlag.
Bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor udlejeren finder, at en tilsidesættelse af god skik og orden ikke bør medføre lejerens fraflytning, eller hvor udlejeren skønner, at det ikke vil kunne blive følgen, fordi misligholdelsen ikke er væsentlig.
Sager om husordensovertrædelser, hvor der nedlægges påstand om opsigelse eller ophævelse med den følge, at lejeren mister sit lejemål, skal behandles ved boligretten. Finder retten ikke, at der er grundlag for at opsige eller ophæve lejeaftalen, må udlejeren indbringe sagen for huslejenævnet, hvis udlejeren ønsker fastsat en retsfølge efter lovforslagets § 154.
Bestemmelsen viderefører uden indholdsmæssige ændringer § 79 c i den gældende lejelov.
Der henvises til afsnit 2.18.1.3. og 2.18.2.3. i de almindelige bemærkninger.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 155.