Lejeloven

Lejeloven § 116

Gældende tekst efter LOV nr 341 af 22/03/2022.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 13 – Hensættelser til vedligeholdelse · Indvendig vedligeholdelseskonto

§ 116.

Når en lejlighed er udlejet helt eller delvis til beboelse, anses udlejerens pligt til indvendig vedligeholdelse for opfyldt, når udlejeren til dette formål løbende har afholdt de beløb, der skal anvendes hertil efter reglerne i §§ 117 og 118.

Omfatter en lejeaftale såvel lokaler, der er udlejet til beboelse, som lokaler, der udelukkende er udlejet til andet end beboelse, og er lokalerne beliggende i hver sin fysiske enhed, finder 1. pkt. kun anvendelse, for så vidt angår den del af det lejede, der er udlejet til beboelse.

Teksten er gengivet fra den officielle LOV nr 341 af 22/03/2022 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Lejeloven § 116

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 47 (2021-22) · bemærkning til § 116LOV nr 341 af 22/03/2022 · 22. marts 2022

Det følger af den gældende lejelovs § 21, 1. og 3. pkt., at når en lejlighed er udlejet helt eller delvis til beboelse, anses udlejerens pligt til indvendig vedligeholdelse for opfyldt, når han til dette formål løbende har afholdt de beløb, der skal anvendes hertil efter reglerne i §§ 22 og 23. Omfatter en lejeaftale såvel lokaler, der er udlejet til beboelse, som lokaler, der udelukkende er udlejet til andet end beboelse, og er lokalerne beliggende i hver sin fysiske enhed, finder 1. pkt. kun anvendelse, for så vidt angår den del af det lejede, der er udlejet til beboelse.

I § 116 foreslås, at når en lejlighed er udlejet helt eller delvis til beboelse, anses udlejerens pligt til indvendig vedligeholdelse for opfyldt, når udlejeren til dette formål løbende har afholdt de beløb, der skal anvendes hertil efter reglerne i §§ 117-118. Omfatter en lejeaftale såvel lokaler, der er udlejet til beboelse, som lokaler, der udelukkende er udlejet til andet end beboelse, og er lokalerne beliggende i hver sin fysiske enhed, finder 1. pkt. kun anvendelse for så vidt angår den del af det lejede, der er udlejet til beboelse.

Bestemmelsen angår reglerne om den indvendige vedligeholdelse og fastsætter, at udlejerens pligt til at vedligeholde lejligheden indvendigt anses for opfyldt, når det beløb, som udlejeren afsætter til lejlighedens indvendige vedligeholdelse efter lovforslagets § 117, stk. 1, er afholdt.

Bestemmelsen indebærer, at reglerne om afsætning og anvendelse af beløb til indvendig vedligeholdelse finder anvendelse for lejligheder, der udelukkende er udlejet til beboelse.

Derudover finder reglerne anvendelse for lejligheder, der kun delvis er udlejet til beboelse, de såkaldt blandede lejemål. Der skal for blandede lejemål derfor også afsættes beløb, for så vidt angår den del af det lejede, som er udlejet til andet end beboelse, såfremt det blandede lejemål ikke fysisk lader sig opdele.

Idet den gældende lejelovs § 21 blev ændret med ikrafttræden d. 1. juli 2015, således at blandede lejemål er omfattet, finder bestemmelsen alene anvendelse for lejeaftaler om blandede lejemål indgået d. 1. juli 2015 eller senere.

Udlejeren skal for sådanne lejligheder foretage afsætning for hele lejemålet. Hvis en lejlighed er udlejet delvis til beboelse, og lokalerne er beliggende i hver sin fysiske enhed, gælder dog, at der kun skal afsættes beløb til det lejedes indvendige vedligeholdelse for den del af det lejede, som er udlejet til beboelse.

Det er et generelt krav, at der er tale om en lejlighed, hvilket skal forstås som et eller flere lokaler med selvstændigt køkken, og hvor der er indlagt vand og afløb. Der skal derfor ikke afsættes beløb til indvendig vedligeholdelse for enkeltværelser til beboelse, hvorfor der for disse lejemål ikke skal føres en indvendig vedligeholdelseskonto. Såfremt udlejeren har vedligeholdelsespligten, vil udlejerens pligt til at foretage indvendig vedligeholdelse for værelseslejemål være uden beløbsmæssig begrænsning.

Bestemmelsen viderefører uden indholdsmæssige ændringer den gældende lejelovs § 21, 1. og 3. pkt., om udlejerens pligt til at føre en indvendig vedligeholdelseskonto.

Der henvises til afsnit 2.13.1.1. og 2.13.2.1. i de almindelige bemærkninger.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 116.