2 publikationer om § 53 i udlændingeloven, udvalgt og forklaret af dom.dk.
Udtalt over for flygtningenævnet, at der efter min opfattelse ikke var tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at det ved gennemførelsen af udlændingeloven havde været tilsigtet at afskære ombudsmanden kompetence i forhold til flygtningenævnet. (J. nr. 1984-160-613).
Under Flygtningenævnets behandling af en asylsag ansøgte en advokat mundtligt – på vegne af sin klient – om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration afslog at tillægge ansøgningen opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen idet fremgangsmåden efter ministeriets opfattelse ikke var tilstrækkelig til at anse betingelsen i udlændingelovens § 33, stk. 4, for opfyldt: efter denne bestemmelse har ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b, stk. 1, opsættende virkning hvis ansøgningen indgives i tilknytning til forkyndelsen af udrejsefristen i forbindelse med afslag på asyl. Ombudsmanden bad ministeriet oplyse om man inden afgørelsen om afslag på opsættende virkning havde overvejet den eventuelle betydning af offentlighedslovens § 6 om notatpligt og forvaltningslovens § 7 om vejledningspligt eller principperne bag disse bestemmelser i relation til afslaget. Ministeriet meddelte i en udtalelse at ministeriet på det nu oplyste grundlag mente det var rettest at anse betingelserne for opsættende virkning efter udlændingelovens dagældende § 33, stk. 4, for opfyldt. Ministeriet oplyste samtidig at Flygtningenævnet havde forklaret at nævnet ville være indstillet på at videregive eventuelle mundtlige ansøgninger på udlændingeområdet til rette udlændingemyndighed i de særlige tilfælde hvor ansøgningen – på trods af ve