3 publikationer om § 25 a i udlændingeloven, udvalgt og forklaret af dom.dk.
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Egypten, som blev administrativt udvist for ulovligt ophold og arbejde og meddelt et indrejseforbud i 2 år gældende for hele Schengenområdet, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, § 25 b, og § 32, stk. 4, nr. 1.
Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2024 – administrativ udvisning med indrejseforbud i 2 år – ulovligt arbejde Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en nigeriansk statsborger med opholdstilladelse i Frankrig med et indrejseforbud i 2 år i medfør af Udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1 og § 32, stk. 4, nr. 1.
En udlænding var blevet udvist administrativt med indrejseforbud af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration på grund af ulovligt arbejde. Politiet og Told og Skat havde observeret ham i færd med at betjene en opvaskemaskine i en restaurant uden fornøden arbejdstilladelse. Udlændingen blev senere frifundet i retten for at have arbejdet ulovligt i restauranten. Hans advokat bad derfor ministeriet om at genoptage udvisningssagen. Ministeriet fastholdt afgørelsen og henviste til at udlændingen i forbindelse med anholdelsen havde oplyst at han fik kost og logi hos restaurantindehaveren mod at passe dennes børn. Ombudsmanden bad ministeriet oplyse om der gjaldt en nedre grænse for hvad myndighederne opfatter som arbejde i lovens forstand, og i så fald udtale sig om herom i forhold til den børnepasning der mentes at have været tale om i den konkrete sag. Ombudsmanden bad endvidere ministeriet udtale sig om oplysningsgrundlaget i relation til spørgsmålet om børnepasningens karakter. Han henviste til at politiets afhøringsrapport var rettet mod arbejdet i restauranten, og at afhøringen vedrørende børnepasningen således formentlig måtte have været forholdsvis begrænset. Ministeriet ophævede efterfølgende udvisningen med indrejseforbud. Ministeriet henviste til at der var rejst en vis usikkerhed omkring omfanget af børnepasningens karakter, og at det herefter ikke med den f