· 23. januar 2025Højesteret - Om mellemkommunal refusion Om mellemkommunal refusion En kommune handlede ikke forkert ved at opsige en borgers botilbud, og kommunens betalingspligt ophørte ved borgerens flytning fra botilbuddet. Sag BS-27878/2024-HJR Dom afsagt den 23. januar 2025 Vejle Kommune mod Skanderborg Kommune og Randers Kommune Person 1, der oprindeligt havde bopæl i Skanderborg Kommune, blev af denne kommune bevilget ophold efter serviceloven på et botilbud i Randers Kommune. Skanderborg Kommune blev først efter bevillingen gjort bekendt med, at Person 1 ikke havde lovligt ophold i Danmark, idet Person 1 havde undladt at ansøge om selvstændig opholdstilladelse senest på sin 18-års fødselsdag. Den 31. august 2018 – omkring halvandet år efter at Person 1 fyldte 18 år – opsagde Skanderborg Kommune som konsekvens heraf Person 1's botilbud i Randers Kommune, således at tilbuddet ophørte med udgangen af september 2018. I mellemtiden ansøgte Person 1 den 17. september 2018 om permanent opholdstilladelse, og den 27. september 2018 meddelte Udlændingestyrelsen Person 1, at Person 1 havde lovligt opho …
Resultat: Landsrettens dom stadfæstes. 5 Skanderborg Kommune og Randers Kommune frifindes for Vejle Kommunes påstande om tilbagebetaling af sagsomkostninger. I sagsomkostninger for Højesteret skal Vejle Kommune betale 300.000 kr. til Skanderborg Kommune og 300.000 kr. til Randers Kommune. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje-steretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til
· 1. maj 2024Sagens baggrund Sagen er anlagt ved Retten i Horsens den 5. juli 2022. Ved kendelse af 7. marts 2023 er sagen henvist til behandling ved landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1. Sagen drejer sig om, hvorvidt Skanderborg Kommune eller Randers Kommune er refusionspligtige for Vejle Kommunes udgifter til borgeren Person 1 i perioden fra den 1. oktober 2018 og frem efter reglerne om mellemkommunal refusion, navnlig retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6. 2 Påstande Sagsøgeren, Vejle Kommune, har nedlagt følgende påstande: Principalt: Påstand 1: Skanderborg Kommune skal til Vejle Kommune betale 3.681.518,51 kr. med tillæg af procesrente af 273.722,00 kr. fra den 1. december 2020, af 646.173,00 kr. fra den 8. januar 2021, af 285.874,25 kr. fra den 21. februar 2021 og af 2.475.749,26 kr. fra sagens anlæg. Påstand 2: Skanderborg Kommune skal anerkende at være refusionspligtig efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6, over for Vejle Kommune for udgifter efter serviceloven og de love, der er nævnt i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1, til bor-geren Person 1 afholdt i perioden fra den 1. ma …
Resultat: Skanderborg Kommune og Randers Kommune frifindes. I sagsomkostninger for landsretten skal Vejle Kommune inden 14 dage betale 400.000 kr. til Skanderborg Kommune og 400.000 kr. til Randers Kommune. Be-løbene forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 01-05-2024 kl. 10:12 Modtagere: Sagsøger Vejle Kommune, Sagsøgte Skanderborg Kommune, Sagsøgte Randers Kommune
Udlændinge- og Integrationsministeriet · 5. maj 2021Ombudsmandens egen drift-undersøgelse omfattede myndighedernes revurderingskadence i sager om opholdspligt, meldepligt og underretningspligt (kontrolforanstaltninger) samt sagsbehandlingstiden i klagesager over afgørelser om meldepligt. Derudover vedrørte undersøgelsen myndighedernes praksis for revurdering af afgørelser om kontrolforanstaltninger, når en udlænding er forsvundet eller frihedsberøvet. Overordnet set var der efter ombudsmandens opfattelse sket væsentlige forbedringer i myndighedernes revurderingskadence og sagsbehandlingstid, herunder set i forhold til tidligere ombudsmandsundersøgelser. Ombudsmanden fandt dog revurderingskadencen i en række sager om henholdsvis opholdspligt og underretningspligt kritisabel. Ombudsmanden erklærede sig enig med myndighederne i, at de – uanset om den pågældende udlænding er forsvundet – skal foretage en vurdering af, om en kontrolforanstaltning skal opretholdes, så snart myndighederne har oplysninger, der indikerer, at udlændingen ikke længere skal være pålagt den pågældende kontrolforanstaltning. Ombudsmanden havde ingen bemærkninger til, at myndighederne ikke revurderer kontrolforanstaltninger, mens en udlænding er frihedsberøvet. (Sag nr. 19/05771)
Justitsministeriet · 20. december 2018Ombudsmandens Børnekontor gennemførte i oktober 2017 to uanmeldte besøg i Udrejsecenter Sjælsmark. Det første besøg blev gennemført sammen med DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur. Besøgene drejede sig om forholdene for børn, der er indkvarteret i centeret sammen med deres forældre. Børnene og deres familier er afviste asylansøgere, der ikke medvirker til deres udsendelse og derfor har opholdspligt i centeret. Ombudsmanden vurderede, at børnene i udrejsecenteret generelt set måtte siges at leve under svære forhold. Han vurderede samtidig, at vanskelighederne for børnene ikke i første række kunne tilskrives de nærmere faciliteter mv. i centeret, men i højere grad selve det forhold, at børnene havde pligt til at bo i udrejsecenteret frem for i det almindelige samfund. Ombudsmanden fandt imidlertid ikke, at forholdene for børn i udrejsecenteret generelt set kunne antages at være i strid med hverken FN’s Børnekonvention, FN’s Torturkonvention eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Han anførte endvidere, at spørgsmålet om opholdspligt for familierne grundlæggende er reguleret ved udlændingeloven, dvs. af lovgivningsmagten, og at det derfor lå uden for rammerne af ombudsmandens mandat efter ombudsmandsloven at foretage sig videre i spørgsmålet om opholdspligt mv. i centeret. Ombudsmanden pegede dog på mere konkrete forhold i udrejsecenteret, der kunne ændres på
Justitsministeriet · 29. maj 2018Ombudsmanden gennemførte i oktober 2017 et tilsynsbesøg i Udrejsecenter Kærshovedgård. Besøget blev gennemført sammen med DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur og Institut for Menneskerettigheder. Fokus for besøget var at belyse og vurdere forholdene for personer på tålt ophold, som havde opholdspligt på Kærshovedgård, og som faktisk opholdt sig der. Tilsynsbesøget omfattede en gruppe på 13 personer, som havde været på tålt ophold og havde haft opholdspligt i Center Sandholm eller på Kærshovedgård i op til 10 år. Den redegørelse, som ombudsmanden lavede på baggrund af tilsynsbesøget, skal ses som en opfølgning på den redegørelse, som ombudsmanden udarbejdede i 2014 på baggrund af en vurdering af forholdene for samme persongruppe, mens de var placeret i Center Sandholm. Der var siden 2014 sket en række ændringer af forholdene. En væsentlig ændring var, at persongruppen nu havde opholdspligt på Kærshovedgård, der ud fra en overordnet betragtning ligger betydeligt mere isoleret end Center Sandholm. Over for dette spillede det omvendt ind, at en ikke uvæsentlig del af personer på tålt ophold havde fået ophævet deres opholdspligt. Det kunne efter ombudsmandens opfattelse således konstateres, at den udsigtsløshed, som præger en tilværelse på tålt ophold, i en vis udstrækning stillede sig anderledes – og for de pågældende personer mere gunstigt – end i 2014. Ombudsmanden fastholdt sin o
Udlændinge- og Integrationsministeriet · 23. marts 2017Den 10. februar 2016 udsendte Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet en pressemeddelelse om, at ingen asylansøgere under 18 år fremover måtte indkvarteres i danske asylcentre sammen med en ægtefælle eller samlever. Pressemeddelelsen blev samtidig sendt som en instruks til Udlændingestyrelsen. Ombudsmanden indledte en generel sag om lovligheden af instruksen. Ombudsmanden konkluderede, at det efter bl.a. almindelige forvaltningsretlige principper og internationale konventioner var et krav, at der blev foretaget en konkret vurdering af de enkelte sager om adskilt indkvartering. Selv om det måtte lægges til grund, at det ikke havde været ministeriets samlede intention at pålægge Udlændingestyrelsen en ulovlig praksis, var instruksen – som var kategorisk og undtagelsesfri – derfor efter sit indhold ulovlig. Ombudsmanden fandt, at ministeriets fremgangsmåde i sagen var meget vanskelig at forstå og meget risikabel i forhold til ministeriets grundlæggende pligt til at sikre lovlig administration på området. Sammenfattende fandt han ministeriets fremgangsmåde særdeles kritisabel. Det blev under ombudsmandens behandling af sagen oplyst, at der i november 2016 ikke længere var par, som mod deres vilje var indkvarteret adskilt. Endvidere udfærdigede ministeriet i december 2016 et notat om fortolkningen af Danmarks internationale forpligtelser i sager om Udlændingestyrelsens indkva
Vis alle 10
Udlændinge- og Integrationsministeriet · 18. april 2016En advokat klagede over, at hans klient, der havde været på tålt ophold i Danmark siden 2007, fortsat var pålagt at bo i Center Sandholm. Ombudsmanden undersøgte sagen og nåede frem til, at det måtte anses for tvivlsomt, om det fortsat var proportionalt at kræve, at udlændingen skulle opholde sig i centret. Ombudsmanden mente dog, at det var rigtigst at overlade den endelige vurdering af sagen til domstolene, og efter henstilling fra ombudsmanden gav Civilstyrelsen udlændingen fri proces til at få Udlændingestyrelsens afgørelse om opholdspligt behandlet ved retten. (Sag nr. 15/02493)
Justitsministeriet · 26. maj 2015En 10-årig dreng og drengens bedstemor, som var værge for drengen, fik i marts 2011 afslag på asyl i Danmark. I september 2011 besluttede opholdskommunen at anbringe drengen på en institution. Formålet med anbringelsen var at få undersøgt, om der var risiko for alvorlig skade på drengens sundhed og udvikling. Det var bl.a. tvivlsomt, om bedstemoderen var i stand til at drage relevant omsorg for drengen. Kommunen indgav endvidere på vegne af både drengen og bedstemoderen ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Af denne bestemmelse fremgår det bl.a., at der kan gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Udlændingestyrelsen afviste i oktober 2011, at de to personer kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse her i landet efter den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. stk. 5. Styrelsen fandt ikke, at Danmarks internationale forpligtelser kunne tilsige, at ansøgningen kunne indgives her i landet. Udlændingestyrelsen oplyste endvidere til Rigspolitiet, at drengen og bedstemoderen kunne udsendes af Danmark, hvorefter de sammen blev udsendt til Serbien. Ombudsmanden blev bekendt med sagen, fordi den blev omtalt under et tilsynsbesøg i februar 2014 på det asylcenter, hvor drengen og hans bedstemor havde opholdt sig. Ombudsmanden bad på den baggrund Justi
Justitsministeriet · 16. december 2014Ombudsmanden gennemførte i 2012 og 2014 tilsynsbesøg i Center Sandholm. Besøgene blev gennemført sammen med DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur og Institut for Menneskerettigheder. Formålet med tilsynsbesøgene var at vurdere de generelle forhold for personer på tålt ophold, som bor i Center Sandholm. Tilsynsbesøget i 2014 omfattede en gruppe på 25 personer, som havde været på tålt ophold og havde haft opholdspligt i Center Sandholm siden 2012 eller tidligere. Personer på tålt ophold i Center Sandholm er underlagt en række begrænsninger. De har f.eks. pligt til at bo i centret (ofte på 2- eller 3-mandsværelser), de har meldepligt hos politiet (typisk dagligt), de må ikke tage lønnet arbejde, og de modtager lommepenge i begrænset omfang (maksimalt godt 31 kr. om dagen). De får spisebilletter til kantinen i centret. I princippet kan de lave deres egen mad, men i realiteten er muligheden herfor meget begrænset som følge af de begrænsede økonomiske midler, de har til rådighed. Der er ikke nogen grænse for, hvor længe en person kan være på tålt ophold. De samlede forhold for personer på tålt ophold i Center Sandholm – sammenholdt med det tidsubestemte aspekt – anså ombudsmanden for meget belastende og begrænsende for grundlæggende livsførelse. De generelle forhold var dog ikke i strid med forbuddet mod ”nedværdigende behandling” i FN’s Torturkonvention og i Den Europæiske Menneskeret
Ministeriet for Flygtninge Indvandrere og Integration · 1. januar 2004En udvist udlænding havde gennem mere end to år boet hos sin hustru. Udlændingestyrelsen traf afgørelse om at han skulle tage ophold i Center Sandholm. Det skete efter en ændring af udlændingeloven hvorefter bestemmelser om at udlændinge med såkaldt tålt ophold skulle tage ophold i Center Sandholm, også skulle gælde for udlændinge udvist ved dom. Udlændingens advokat klagede til ombudsmanden over Udlændingestyrelsens afgørelse. Ombudsmanden udtalte at Udlændingestyrelsens afgørelse savnede fornøden hjemmel. For at en myndighed kan træffe afgørelse af en så indgribende karakter, kræves en forholdsvis klar hjemmel. En sådan klar hjemmel var der efter ombudsmandens mening ikke. Ombudsmanden henstillede til Udlændingestyrelsen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. Den 2. marts 2005 modtog jeg kopi af Udlændingestyrelsens afgørelse i sagen af 9. november 2004. Ved afgørelsen bestemte Udlændingestyrelsen at udlændingen med tilladelse fra styrelsen kunne genindlogere sig hos sin hustru. (J.nr. 2004-2600-649). FOB 2004 10-4 FOB 2004.311