Udlændinge- og Integrationsministeriet · 18. april 2016En advokat klagede over, at hans klient, der havde været på tålt ophold i Danmark siden 2007, fortsat var pålagt at bo i Center Sandholm. Ombudsmanden undersøgte sagen og nåede frem til, at det måtte anses for tvivlsomt, om det fortsat var proportionalt at kræve, at udlændingen skulle opholde sig i centret. Ombudsmanden mente dog, at det var rigtigst at overlade den endelige vurdering af sagen til domstolene, og efter henstilling fra ombudsmanden gav Civilstyrelsen udlændingen fri proces til at få Udlændingestyrelsens afgørelse om opholdspligt behandlet ved retten. (Sag nr. 15/02493)
· 31. august 2006Sagens omstændigheder De har haft opholdstilladelse i medfør af Kosovonødloven, og denne opholdstilladelse udløb den 23. maj 2000. Ved ansøgningsblanket modtaget i Udlændingestyrelsen den 7. juni 2000 oplyste De, at De ønsker opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, under henvisning til, at De har været repatrieret til Kosovo, og at De og Deres familie ikke ønsker at vende tilbage igen, men derimod ønsker at blive i Danmark af økonomiske årsager. Udlændingestyrelsen meddelte den 15. juni 2000 Dem og Deres tre børn afslag på fornyelse af Deres opholdstilladelse efter Kosovonødloven. Udlændingestyrelsen meddelte Dem samtidig afslag på Deres ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5. Begrundelsen herfor var, at Udlændingestyrelsen ikke fandt, at De og Deres familie tilhører en af de af UNHCR nævnte særligt sårbare kategorier. I forbindelse med Deres ansøgning om asyl her i landet den 13. december 2000 har De som nævnt klaget over afgørelsen til Udlændingestyrelsen. De har i den forbindelse fremlagt en erklæring af 5. oktober 2000 …
Ministeriet for Flygtninge Indvandrere og Integration · 1. januar 2003Et ægtepar der oprindelig var statsborgere i Irak, men efterfølgende havde fået iransk statsborgerskab, rejste ind i Danmark og søgte om – men fik afslag på – asyl med henvisning til udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Ved afslaget traf Udlændingestyrelsen samtidig afgørelse om at ægteparret kunne udsendes tvangsmæssigt hvis de ikke rejste frivilligt. Ombudsmanden rejste under sin behandling af sagen spørgsmål om hvorvidt en afgørelse om tvangsmæssig udsendelse kunne påklages til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Ministeriet udtalte over for ombudsmanden at en afgørelse om udsendelse efter ministeriets opfattelse måtte anses som accessorisk til asylafgørelsen, og at dette var baggrunden for at Udlændingestyrelsens afgørelse om udsendelse, der træffes i forbindelse med et afslag på asyl, ikke kunne påklages til ministeriet. Ombudsmanden udtalte at en afskæring af en rekursadgang fra en underordnet myndighed til en overordnet kræver udtrykkelig lovhjemmel. Efter ombudsmandens opfattelse burde det direkte fremgå af udlændingeloven at afgørelser om udsendelse i en situation som den foreliggende ikke kunne påklages til ministeriet. Ombudsmanden udtalte dog at han ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at kritisere ministeriets opfattelse. Selv om begrænsningen af klageadgangen ikke direkte fulgte af lovteksten, syntes en sådan klageafskæring forudsat i forarbejder