Lovgivningen indeholdt ikke et tilstrækkelig klart grundlag for udlændingemyndighedernes skærpelse af praksis for opsættende virkning
Udlændingestyrelsen havde afslået en ansøgning fra en kvinde om ægtefællesammenføring. Kvinden kom fra et land uden for Europa og havde en herboende dansk ægtefælle. Ægteparret havde et barn på lidt under et år, der var født i Danmark. De klagede til Udlændingenævnet og anmodede om, at klagen blev tillagt opsættende virkning, således at kvinden kunne forblive i Danmark under nævnets behandling af sagen. Nævnet vurderede anmodningen om opsættende virkning efter en bestemmelse i udlændingeloven, der var indsat ved en lovændring i 2010. Nævnet afslog at tillægge klagen opsættende virkning. Ægteparret klagede til ombudsmanden. I en udtalelse til ombudsmanden oplyste nævnet, at afslaget på at tillægge klagen opsættende virkning var i overensstemmelse med den skærpelse af praksis, som Integrationsministeriet havde indført efter lovændringen i 2010. Udlændingenævnet, der havde overtaget behandlingen af klagesager fra ministeriet i 2013, havde videreført denne praksis. Det var ombudsmandens opfattelse, at der ikke var et tilstrækkelig klart grundlag i lovgivningen for den skærpede praksis, som myndighederne havde indført. Ombudsmanden lagde bl.a. vægt på, at det fremgik af forarbejderne til lovændringen i 2010, der indeholdt en beskrivelse af en lempeligere gældende praksis, at bestemmelsen forudsattes administreret som hidtil. I forarbejdernes omtale af den gældende og lempeligere pra