Sundhedsloven

Sundhedsloven § 166

Gældende tekst efter LBK nr 896 af 05/10/2026 og én publikation om bestemmelsen.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 49 – Tilskud til tandpleje til visse patientgrupper

§ 166.

Regionsrådet yder et særligt tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje til følgende patientgrupper:

  1. 1)

    Patienter, der på grund af kræft har fået strålebehandling i hoved- eller halsregionen.

  2. 2)

    Patienter, der på grund af blodkræft har modtaget helkropsbestråling forud for allogen knoglemarvstransplantation.

  3. 3)

    Patienter, der på grund af knoglemarvstransplantation har udviklet kronisk graft versus host-sygdom (GvHD).

  4. 4)

    Patienter, der er diagnosticeret med Sjögrens syndrom.

  5. 5)

    Patienter, der på grund af kræft har fået kemoterapi, immunterapi eller hormon- og antihormonbehandling.

  6. 6)

    Patienter, der på grund af sygdom i skjoldbruskkirtlen har modtaget behandling med radioaktivt jod.

  7. 7)

    Patienter, der er i fast behandling med psykofarmaka af typen tricykliske antidepressiva, hvor behandlingen har varet i 6 måneder eller mere.

  8. 8)

    Patienter med en svær psykisk lidelse, der er i fast behandling med psykofarmaka, hvor behandlingen har varet i 6 måneder eller mere.

  9. 9)

    Patienter med refluks efter operation med hel eller delvis fjernelse af lukkemusklen mellem spiserør og mavesæk.

Stk. 2.

Regionsrådet yder et særligt tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje til patienter, der på grund af medfødte sjældne sygdomme har betydelige dokumenterede tandproblemer.

Stk. 3.

Patienter omfattet af stk. 1, nr. 2 eller 3, skal ved ansøgning om almindelig forebyggende og behandlende tandpleje kunne påvise nedsat spytsekretion.

Stk. 4.

Patienter omfattet af stk. 1, nr. 4, 5, 6, 7 eller 8, skal ved ansøgning om almindelig forebyggende og behandlende tandpleje have betydelige dokumenterede tandproblemer og kunne påvise nedsat spytsekretion.

Stk. 5.

Patienter omfattet af stk. 1, nr. 9, skal ved ansøgning om almindelig forebyggende og behandlende tandpleje have betydelige dokumenterede tandproblemer.

Stk. 6.

Regionsrådet yder et særligt tilskud til patienter efter stk. 1 og 2, der ansøger om tilskud til særligt kostbare behandlinger grundet betydelig dokumenteret oral funktionsnedsættelse som følge af sygdommen eller sygdomsbehandlingen.

Stk. 7.

Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for støtte til de i stk. 1 og 2 nævnte patientgrupper, herunder for størrelsen af patientens maksimale egenbetaling i praksistandplejen.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 896 af 05/10/2026 på Retsinformation (hentet 27. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Vejledninger 1

Indenrigs- og Sundhedsministeriet · 6. oktober 2026

Cirkulære om regulering for 2026 af egenbetalingen i omsorgstandplejen, specialtandplejen m.v. efter sundhedsloven (Til samtlige kommunalbestyrelser, regionsråd m.fl.)

I bekendtgørelse nr. 629 af 2. juni 2025 om tandpleje er der i §§ 10, 15 og §§ 26-32 fastsat lofter for egenbetalingen for de af ordningerne omfattede patienter. Ifølge bekendtgørelsens § 35 reguleres de fastsatte lofter for egenbetaling én gang årligt den 1. januar. Reguleringen foretages på grundlag af satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.