Sundhedsloven

Sundhedsloven § 202 a

Gældende tekst efter LBK nr 896 af 05/10/2026 og én publikation om bestemmelsen.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 61 a – Industrisamarbejde

§ 202 a.

Læger, sygeplejersker, jordemødre, tandlæger, apotekere og behandlerfarmaceuter må ikke uden Lægemiddelstyrelsens tilladelse drive eller være knyttet til en lægemiddelvirksomhed omfattet af lægemiddellovens § 43 b, stk. 1, medmindre tilknytningen er omfattet af anmeldelsespligten efter stk. 3.

Dette gælder ikke for tilknytning til offentlige sygehuse.

Stk. 2.

Læger, tandlæger, sygeplejersker og apotekere må ikke uden Lægemiddelstyrelsens tilladelse drive eller være knyttet til en medicovirksomhed omfattet af lov om medicinsk udstyr § 2 b, stk. 1, eller en virksomhed omfattet af lov om medicinsk udstyr § 5 b, stk. 5, medmindre tilknytningen er omfattet af anmeldelsespligten efter stk. 3.

Stk. 3.

Sundhedspersoner omfattet af stk. 1 og 2 kan efter forudgående anmeldelse til Lægemiddelstyrelsen være knyttet til en lægemiddelvirksomhed, en medicovirksomhed eller en virksomhed omfattet af § 5 b, stk. 5, i lov om medicinsk udstyr, hvis sundhedspersonen ikke har fuldtidsbeskæftigelse i virksomheden og har klinisk arbejde uden for virksomheden, og hvis tilknytningen består af

  1. 1)

    opgaver med undervisning, faglig information eller forskning eller

  2. 2)

    besiddelse af aktier eller andre værdipapirer til en værdi af højst 200.000 kr. i hver virksomhed på tidspunktet for erhvervelsen.

Stk. 4.

Læger kan drive eller være knyttet til en specialforretning omfattet af lov om medicinsk udstyr § 2 b, stk. 2, efter reglerne om forudgående tilladelse eller anmeldelse i stk. 2 og 3, jf. dog § 73 i.

Stk. 5.

Sundhedsministeren fastsætter regler om betingelserne for at opnå en tilladelse efter stk. 1, 2 eller 4.

Stk. 6.

Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, hvilke opgavetyper der omfattes af stk. 3, nr. 1.

Stk. 7.

Sundhedsministeren fastsætter regler om en skærpet oplysningspligt for læger med tilknytning til specialforretninger efter stk. 4, herunder om, hvilke oplysninger læger skal offentliggøre, og om, hvor og hvor længe oplysningerne skal offentliggøres.

Stk. 8.

Sundhedsministeren kan fastsætte regler om de oplysninger, der skal ledsage ansøgninger, og formkrav til ansøgninger og anmeldelser efter stk. 1-4, herunder at ansøgning og anmeldelse skal ske digitalt.

Stk. 9.

Sundhedsministeren kan fastsætte regler om overgangsordninger for sygeplejerskers og jordemødres tilknytning til lægemiddelvirksomheder omfattet af stk. 1.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 896 af 05/10/2026 på Retsinformation (hentet 27. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Nævn og Ombudsmanden 1

Folketingets Ombudsmand · 25. april 2018Principiel

Ikke tale om ulovlig begrænsning af skønnet i sag om en tandlæges køb af aktier i lægemiddelvirksomhed

En tandlæge klagede til ombudsmanden over, at Lægemiddelstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet havde meddelt hende afslag på at eje aktier i en lægemiddelvirksomhed til en værdi på erhvervelsestidspunktet på over 300.000 kr. Ifølge reglerne på området kræver det for tandlæger tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen for at eje aktier i bl.a. en lægemiddelvirksomhed til en værdi på over 200.000 kr. Myndighederne havde i afslagene til tandlægen henvist til en vejledende maksimalgrænse på 300.000 kr., som alene fremgik af en vejledning på området. Tandlægen mente, at myndighederne ved at anvende den vejledende maksimalgrænse i hendes sag havde undladt at foretage det konkrete skøn, som var forudsat i reglerne – det vil sige, at myndighederne havde sat ”skøn under regel”. Tandlægen gjorde bl.a. gældende, at hun burde have en tilladelse, da lægemiddelvirksomhedens produkter ikke blev brugt i hendes virksomhed. Ombudsmanden udtalte, at formålet med reglerne om tilladelsesordningen bl.a. var generelt at sikre sundhedspersoners uvildighed og troværdighed og patienters tillid til behandlingen. Spørgsmålet om, hvorvidt et aktieejerskab kunne tillades, byggede således efter lovgivningen ikke udelukkende på, om ejerskab konkret kunne påvirke sundhedspersoners ordinationspraksis mv., men også mere generelt på virksomhedens art og den økonomiske værdi af ansøgerens ejerandel. Derudover udtalte