Folketingets Ombudsmand · 25. maj 2022PrincipielOmbudsmanden undersøgte af egen drift Styrelsen for Patientklagers sagsbehandlingstid i klagesager om aktindsigt efter sundhedslovens kapitel 8. I 2021 og 1. kvartal af 2022 havde Styrelsen for Patientklager en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 12,4 måneder i klagesagerne. Ombudsmanden fandt, at styrelsens gennemsnitlige sagsbehandlingstid var alt for lang. Ombudsmanden lagde vægt på, at sundhedslovens regler om aktindsigt i patientjournaler er en af de grundlæggende patientrettigheder, der er med til at sikre den enkelte patients selvbestemmelse og retssikkerhed i sundhedsvæsenet, og at det kan være af stor betydning for en borger at få indsigt i egne helbredsoplysninger inden for kort tid. Ombudsmanden lagde også vægt på, at sundhedsloven indeholder en frist for 1. instansens behandling af aktindsigtssager på 7 arbejdsdage, hvilket tilsiger, at også klageinstansens sagsbehandlingstid bør være kort. Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at sagsbehandlingstiden i en række sager havde været på mellem 2 og 3 år, og at en enkelt sag havde haft en sagsbehandlingstid på ca. 3½ år. (Sag nr. 22/00969)
Folketingets Ombudsmand · 12. august 2016PrincipielPatientombuddet (senere Styrelsen for Patientsikkerhed) afslog at efterprøve en regions afgørelse om, at en kvinde af hensyn til sine pårørende alene kunne få delvis aktindsigt i sin egen patientjournal fra 1959. Patientombuddet – og senere styrelsen – mente ikke, at der efter sundhedsloven var ret til aktindsigt i patientjournaler, der var ældre end 1. januar 1987. Myndighederne havde imidlertid overset, at en overgangsbestemmelse, som begrænsede aktindsigt i ældre patientjournaler, var blevet ophævet i 2007, og ombudsmanden fandt det derfor uheldigt, at styrelsen havde behandlet kvindens klage efter en regel, der ikke gjaldt længere. Ombudsmanden kritiserede også Sundheds- og Ældreministeriet for ikke at have opdateret vejledning om aktindsigt mv. i helbredsoplysninger. Endelig udtalte ombudsmanden, at han ikke var enig med ministeriet i, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke havde kompetence til at efterprøve, om regionen i forbindelse med sin behandling af kvindens aktindsigtsanmodninger havde handlet i overensstemmelse med forvaltningsloven. (Sag nr. 16/00048)
Folketingets Ombudsmand · 31. maj 2011PrincipielEn journalist havde anmodet Burka-arbejdsgruppen om aktindsigt. Der blev ikke truffet afgørelse inden 10 dage. Derfor skulle arbejdsgruppen efter offentlighedslovens § 16, stk. 2, underrette journalisten om grunden til det, og om hvornår det kunne forventes at der ville blive truffet afgørelse. Under behandlingen af sagen sendte Burka-arbejdsgruppen journalisten 4 underretninger. I alle underretningerne oplyste arbejdsgruppen at grunden til at der ikke var truffet afgørelse, var principielle overvejelser vedrørende spørgsmålet om aktindsigt. Burka-arbejdsgruppen udtalte til ombudsmanden at de principielle overvejelser vedrørte hvorvidt offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser der tager sigte på at beskytte hensynet til den interne eller politiske beslutningsproces, fandt anvendelse i forhold til sagens dokumenter og oplysninger. Efter ombudsmandens opfattelse havde det været mest nærliggende at arbejdsgruppen havde givet journalisten denne overordnede beskrivelse i de første 3 underretninger. Hvad angik den fjerde og sidste underretning, var de omtalte principielle overvejelser afsluttet på underretningstidspunktet – og Burka-arbejdsgruppen ventede kun på en udtalelse fra Udenrigsministeriet for at kunne træffe endelig afgørelse. Ombudsmanden mente at arbejdsgruppen i denne fjerde og sidste underretning burde have oplyst journalisten om at sagen ventede på en udtalelse fra U