Sundhedsloven

Sundhedsloven § 78

Gældende tekst efter LBK nr 896 af 05/10/2026 og 2 publikationer om bestemmelsen.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 16 – Regionsrådets ansvar for sygehusydelser

§ 78.

Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at et regionsråd mod betaling kan tilbyde sygehusbehandling til personer, som ikke har ret til sygehusbehandling efter denne lov.

Stk. 2.

Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at et regionsråd mod betaling kan tilbyde behandlinger og ydelser på regionens sygehuse, herunder udlejning af lokaler og udstyr til offentlige myndigheder og private virksomheder.

Stk. 3.

Et regionsråd kan samarbejde med offentlige myndigheder og private virksomheder, herunder i selskabsform, om løsningen af fælles opgaver efter afsnit VI, XI, XII og XIV-XVI og opgaver, der har tilknytning hertil, og som regionsrådet lovligt kan varetage efter anden lovgivning, samt påtage sig dermed forbundne udgifter, jf. dog stk. 4.

Stk. 4.

Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at samarbejder som nævnt i stk. 3, der medfører indskrænkninger i regionsrådets beføjelser, skal godkendes af ministeren, herunder om, at kravet om godkendelse alene gælder nærmere former for samarbejde.

Stk. 5.

Et samarbejde, som efter regler fastsat i medfør af stk. 4 kræver godkendelse, anses for godkendt, medmindre regionsrådet modtager afslag på godkendelse, inden 1 måned efter at sundhedsministeren har modtaget orientering fra regionsrådet om samarbejdet.

Stk. 6.

Sundhedsministeren kan fastsætte regler om proceduren for godkendelse i medfør af regler udstedt efter stk. 4, herunder om orientering af ministeren, om, hvilke oplysninger orienteringen skal indeholde, og om udsættelse af fristen, såfremt de nødvendige oplysninger ikke foreligger ved orienteringen.

Stk. 7.

En kommunalbestyrelse kan deltage i samarbejder efter stk. 3, når samarbejdet tillige varetager opgaver, som kommunerne lovligt kan varetage.

En kommunalbestyrelses deltagelse i et samarbejde med regionsråd og andre kommunalbestyrelser, der medfører indskrænkning i kommunalbestyrelsens beføjelser, skal godkendes af sundhedsministeren efter proceduren i stk. 5 og regler fastsat i medfør af stk. 4.

Stk. 8.

Et regionsråd kan efter sundhedsministerens godkendelse påtage sig opgaver og dermed forbundne udgifter, som ikke er omfattet af denne lov, såfremt det har væsentlig betydning for varetagelsen af regionsrådets opgaver efter afsnit VI, XI, XII og XIV-XVI.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 896 af 05/10/2026 på Retsinformation (hentet 27. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Nævn og Ombudsmanden 1

Folketingets Ombudsmand · 30. juni 2015PrincipielCiteret af 2 senere afgørelser

Regions etablering af parkeringsordning på hospitals område og delegation af ordningens administration til privat parkeringsselskab

På baggrund af en klage over en kontrolafgift, som var pålagt i forbindelse med parkering på et hospitals område, iværksatte ombudsmanden en generel undersøgelse af den parkeringsordning, der var etableret på hospitalets område. Da administrationen mv. af parkeringspladserne var delegeret til et privat parkeringsselskab, tog ombudsmanden også stilling til adgangen til at foretage en sådan delegation. Efter ombudsmandens opfattelse kunne regionen – der ejede det område, som hospitalet lå på – ved privatretlig råden over hospitalets område i kombination med anstaltsbetragtninger etablere parkeringspladser og fastsætte regler for parkering, herunder opkræve betaling og kontrolafgifter. Det var endvidere ombudsmandens opfattelse, at pålæggelse af kontrolafgifter for overtrædelse af regler og vilkår, der var fastsat for parkering på hospitalets område, havde karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed (modsat hvad der er gældende for pålæggelse af kontrolafgifter med hjemmel i færdselsloven). Derfor fandt ombudsmanden, at regionen kunne delegere administrationen mv. af parkeringspladserne på hospitalets område til private. Samlet set fandt ombudsmanden derfor ikke grundlag for at kritisere den parkeringsordning, der var etableret på hospitalets område. (Sag nr. 12/02705)

Myndigheder 1

Styrelsen for Patientklager · 26. maj 2021

Sag om, hvorvidt Ankenævnet for Patienterstatningen skal anerkende, at en erfaren specialist kunne have ordineret Spinraza til sagsøgerne i forbindelse med behandlinger på danske hospitaler, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1, 1. led

Påstande Sagsøger (Barn) 1 har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Ankenævnet for Patienterstatningen, skal anerkende, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold kunne have ordineret Spinraza til ham i forbindelse med behandlingen på Odense Universitetshospi-tal i perioden fra 12. oktober 2017 til 1. april 2019, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1, 1. led. Sagsøger (Barn) 2 har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Ankenævnet for Patienterstatningen, skal anerkende, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold kunne have ordineret Spinraza til hende i forbindelse med behandlingen på Odense Universitetsho-spital i perioden fra 12. oktober 2017 til 1. april 2019, jf. klage- og erstatningslo-vens § 20, stk. 1, nr. 1, 1. led. Sagsøger (Barn) 3 har nedlagt påstand om, at sagsøg-te, Ankenævnet for Patienterstatningen, skal anerkende, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold kunne have ordine-ret Spinraza til ham i forbindelse med behandlingen på Rigshospitalet i peri … Resultat: Ankenævnet for Patienterstatningen frifindes. I sagsomkostninger skal Sagsøger (Barn) 1 (retshjælpsforsikringen), subsidiært statskassen, inden 14 dage betale 50.000 kr. til Ankenævnet for Pa-tienterstatningen. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a. I sagsomkostninger skal Sagsøger (Barn) 2 (retshjælpsforsikringen), subsidiært statskassen, inden 14 dage betale 50.000 kr. til Ankenævnet for Pa-tienterstatningen. Beløbet for