Sundhedsloven

Sundhedsloven § 202

Gældende tekst efter LBK nr 896 af 05/10/2026 og én publikation om bestemmelsen.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 61 – Patientsikkerhed og læring

§ 202.

Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvilke sygehuse og andre behandlingsinstitutioner der er omfattet af rapporteringspligten, ligesom sundhedsministeren kan fastsætte særlige regler for de private sygehuses rapporteringssystem.

Stk. 2.

§§ 198-201 gælder tillige for private sygehuse.

Stk. 3.

§§ 198-201 gælder ikke for andre lovbestemte indrapporteringsordninger vedrørende utilsigtede hændelser og fejl opstået under behandling.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 896 af 05/10/2026 på Retsinformation (hentet 27. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Nævn og Ombudsmanden 1

Folketingets Ombudsmand · 25. april 2018Principiel

Ikke tale om ulovlig begrænsning af skønnet i sag om en tandlæges køb af aktier i lægemiddelvirksomhed

En tandlæge klagede til ombudsmanden over, at Lægemiddelstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet havde meddelt hende afslag på at eje aktier i en lægemiddelvirksomhed til en værdi på erhvervelsestidspunktet på over 300.000 kr. Ifølge reglerne på området kræver det for tandlæger tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen for at eje aktier i bl.a. en lægemiddelvirksomhed til en værdi på over 200.000 kr. Myndighederne havde i afslagene til tandlægen henvist til en vejledende maksimalgrænse på 300.000 kr., som alene fremgik af en vejledning på området. Tandlægen mente, at myndighederne ved at anvende den vejledende maksimalgrænse i hendes sag havde undladt at foretage det konkrete skøn, som var forudsat i reglerne – det vil sige, at myndighederne havde sat ”skøn under regel”. Tandlægen gjorde bl.a. gældende, at hun burde have en tilladelse, da lægemiddelvirksomhedens produkter ikke blev brugt i hendes virksomhed. Ombudsmanden udtalte, at formålet med reglerne om tilladelsesordningen bl.a. var generelt at sikre sundhedspersoners uvildighed og troværdighed og patienters tillid til behandlingen. Spørgsmålet om, hvorvidt et aktieejerskab kunne tillades, byggede således efter lovgivningen ikke udelukkende på, om ejerskab konkret kunne påvirke sundhedspersoners ordinationspraksis mv., men også mere generelt på virksomhedens art og den økonomiske værdi af ansøgerens ejerandel. Derudover udtalte