Forvaltningsloven § 28

Det foreslås, at bestemmelsen i forvaltningslovens § 28 ændres, således at bestemmelsen ikke længere indeholder en regulering af adgangen til at videregive oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger). Dette spørgsmål reguleres fremover i persondataloven.

Til § 28, stk. 1

I bestemmelsen angives det, at adgangen til at videregive oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger) til en anden forvaltningsmyndighed er reguleret i persondatalovens § 5, stk. 1-3, §§ 6-8, § 10, § 11, stk. 1, § 38 og § 40, jf. i den forbindelse henvisningen til persondatalovens § 1, stk. 3, hvoraf det (også) fremgår, at Datatilsynet i overensstemmelse med lovens kapitel 16 fører tilsyn med manuel videregivelse af personoplysninger til en anden forvaltningsmyndighed.

Forvaltningslovens § 28 indeholder således efter den foreslåede bestemmelse ikke længere en regulering af adgangen til at videregive personoplysninger. Videregivelse af oplysninger om juridiske personer og oplysninger, der af andre grunde er fortrolige (uden at være personoplysninger), vil derimod fortsat være reguleret i forvaltningsloven. Der henvises herom til det, som er anført om § 28, stk. 2-4, nedenfor.

Selvom den foreslåede bestemmelse i § 28, stk. 1, ikke har noget selvstændigt retligt indhold, er det af bl.a. retssikkerhedsmæssige grunde fundet hensigtsmæssigt i forvaltningsloven at angive, at reguleringen af videregivelse af personoplysninger mellem forvaltningsmyndigheder findes i persondataloven. Den foreslåede bestemmelse vil også have betydning i forhold til henvisninger til forvaltningslovens § 28 i anden lovgivning vedrørende oplysninger om enkeltpersoner.

Om de nærmere konsekvenser af, at manuel videregivelse af personoplysninger til en anden forvaltningsmyndighed omfattes af persondataloven, henvises til bemærkningerne til § 2, nr. 1, nedenfor.

Til § 28, stk. 2

Bestemmelsen indeholder en angivelse af, i hvilke tilfælde oplysninger af fortrolig karakter, som ikke er omfattet af stk. 1, må videregives til en anden forvaltningsmyndighed. Omfattet af bestemmelsen vil være oplysninger om juridiske personer og oplysninger, som – uden at være personoplysninger – af andre grunde er fortrolige.

Den foreslåede adgang til at videregive oplysninger svarer til den adgang til at videregive andre fortrolige oplysninger, som følger af den gældende bestemmelse i forvaltningslovens § 28, stk. 3.

Der ændres således ikke med den foreslåede bestemmelse på de situationer, hvor der efter de nuværende regler er adgang til at videregive fortrolige oplysninger, der ikke kan henføres til fysiske personer. Om de nærmere krav til samtykke henvises dog til det, der er anført om § 28, stk. 3, nedenfor.

Oplysninger omfattet af bestemmelsen vil kunne videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe. Bestemmelsen indebærer på den baggrund, at der ikke mellem forskellige forvaltningsmyndigheder kan finde videregivelse af fortrolige oplysninger sted, medmindre der er et sagligt behov herfor. Videregivelse kan efter den foreslåede bestemmelse endvidere ske, når den oplysningen angår, har givet samtykke, eller når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives.

Der er ved formuleringen af bestemmelsens ordlyd foretaget en vis sammenskrivning i forhold til den opregning af tilfælde, hvorefter fortrolige oplysninger kan videregives i henhold til den gældende bestemmelse i forvaltningslovens § 28, stk. 3 (dvs. de situationer, der er opregnet i den gældende forvaltningslovs § 28, stk. 2 og 3). Den foreslåede bestemmelse gentager således ikke de nuværende bestemmelser i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3 og 4. Dette skyldes imidlertid alene, at det må antages, at den samlede adgang til at videregive oplysninger efter disse bestemmelser er indeholdt i angivelsen af, at oplysninger må videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe. Der er således ikke med den foreslåede § 28, stk. 2, tilsigtet nogen ændring i forhold til den nuværende videregivelsesadgang på området.

Om adgangen til at videregive oplysninger efter den foreslåede bestemmelse i § 28, stk. 2, når den, oplysningen angår, har givet samtykke, bemærkes, at der ikke kan stilles krav om, at forvaltningsmyndigheden skal søge at indhente samtykke til videregivelsen af oplysninger, inden en videregivelse eventuelt iværksættes på grundlag af en af de øvrige bestemmelser i den foreslåede § 28, stk. 2. Hvis en forvaltningsmyndighed imidlertid – uden at være forpligtet til det – har indhentet et samtykke, vil dette dog kunne indgå som et moment ved afvejningen af, om en videregivelse er saglig.

Til § 28, stk. 3

Af de gældende regler i forvaltningslovens § 28, stk. 4 og 5, følger bl.a., at et samtykke i almindelighed skal meddeles skriftligt, og at samtykket bortfalder senest et år efter, det er givet.

Den foreslåede bestemmelse i § 28, stk. 3, vil indebære en ændring af de gældende krav til samtykke efter forvaltningslovens § 28, stk. 4 og 5, således at samtykkekravene efter forvaltningslovens § 28 kommer til at svare til de krav til samtykke, der følger af persondataloven. Der henvises endvidere til bemærkningerne om § 28, stk. 4.

Baggrunden for den foreslåede ændring er navnlig, at der ikke findes at være grundlag for at stille strengere krav til samtykke i forbindelse med videregivelse af oplysninger, som ikke kan henføres til fysiske personer, end de krav, der gælder for videregivelse af personoplysninger efter persondataloven. Der henvises om videregivelse af personoplysninger til det, som er anført ovenfor om § 28, stk. 1, og til bemærkningerne til § 2, nr. 1.

En konsekvens af den foreslåede bestemmelse – sammenholdt med det nedenfor omtalte forslag til § 28, stk. 4 – vil være, at de skærpede krav til samtykke, der følger af de gældende bestemmelser i forvaltningslovens § 28, stk. 4 og 5, om skriftlighed og bortfald af samtykke, ikke længere vil gælde for manuel videregivelse af personoplysninger.

Det foreslås, at der ved samtykke skal forstås enhver frivillig, specifik og informeret viljestilkendegivelse, hvorved den, oplysningen angår, indvilger i, at oplysningen videregives. Den foreslåede bestemmelse svarer som nævnt til de krav til samtykke, der følger af persondataloven, jf. denne lovs § 3, nr. 8.

I overensstemmelse hermed vil et samtykke i henhold til den foreslåede bestemmelse skulle meddeles i form af en viljestilkendegivelse. Heraf følger, at et samtykke som udgangspunkt skal meddeles af den, oplysningen angår. Der er dog intet til hinder for, at et samtykke meddeles af en person, som af den, oplysningen angår, er meddelt fuldmagt hertil.

Der gælder ikke noget formkrav til et samtykke. Der kan således være tale om såvel skriftligt som mundtligt samtykke, ligesom samtykket også vil kunne meddeles digitalt. Da bevisbyrden for, at der foreligger et samtykke, der opfylder lovens krav, påhviler den forvaltningsmyndighed, der videregiver oplysningen (den afgivende forvaltningsmyndighed), må det dog anbefales, at et samtykke i videst muligt omfang afgives skriftligt.

At et samtykke skal være frivilligt, betyder, at samtykket ikke må være afgivet under tvang. Dette gælder, uanset om det er den afgivende forvaltningsmyndighed selv eller andre, der øver pression over for den pågældende.

I kravet om, at samtykket skal være specifikt, ligger, at det klart og utvetydigt skal fremgå, hvad det er, der meddeles samtykke til. Det skal således fremgå af et meddelt samtykke, hvilke typer af oplysninger der må videregives, hvem der kan foretage videregivelsen af oplysninger om den samtykkende, og til hvilke formål videregivelsen kan ske.

Endelig skal samtykket være informeret i den forstand, at den samtykkende skal være klar over, hvad det er, vedkommende meddeler samtykke til. Den afgivende forvaltningsmyndighed må således sikre sig, at der gives den samtykkende tilstrækkelig information til, at den pågældende kan vurdere, hvorvidt samtykke bør meddeles.

Til § 28, stk. 4

Det foreslås med bestemmelsen, at samtykke efter stk. 3 kan tilbagekaldes. Der henvises om baggrunden for bestemmelsen og bestemmelsens forhold til gældende ret til det, der er anført om § 28, stk. 3, ovenfor. Den foreslåede bestemmelse svarer til persondatalovens § 38.

Bestemmelsen betyder, at den, der har givet samtykke efter stk. 3, på et hvilket som helst tidspunkt kan tilbagekalde samtykket. Virkningen heraf vil i givet fald være, at den videregivelse, som der tidligere er meddelt samtykke til, ikke længere må finde sted. Derimod kan samtykke ikke tilbagekaldes med tilbagevirkende kraft. Betydningen af, at et samtykke tilbagekaldes, vil således alene være, at videregivelse ikke må finde sted fremover.