Forvaltningsloven

Forvaltningsloven § 10

Gældende tekst efter LBK nr 433 af 22/04/2014, med senere ændringer markeret.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 4 – Partens aktindsigt · Meroffentlighedsprincippet

§ 10.

Det skal i forbindelse med behandlingen af en anmodning om aktindsigt overvejes, om der kan gives aktindsigt i dokumenter og oplysninger i videre omfang, end hvad der følger af §§ 12-15 b.

Der kan gives aktindsigt i videre omfang, medmindre det vil være i strid med anden lovgivning, herunder regler om tavshedspligt og regler i lov om behandling af personoplysninger.

Stk. 2.

Stk. 1 gælder også i forbindelse med behandlingen af en anmodning om aktindsigt i dokumenter og oplysninger, som indgår i sager, der er undtaget fra aktindsigt efter § 11.

Ændret pr. 25. maj 2018 – endnu ikke indarbejdet ved LOV nr 503 af 23/05/2018 (2, nr. 1)

I § 10, stk. 1, ændres »lov om behandling af personoplysninger« til: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, databeskyttelsesloven og lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger«.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 433 af 22/04/2014 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Forvaltningsloven § 10

Senere ændringer

Kommende ændringL 69 (2017-18) · bemærkning til § 2, nr. 1LOV nr 503 af 23/05/2018

Det følger af forvaltningslovens § 10, stk. 1, at det i forbindelse med behandlingen af en anmodning om aktindsigt skal overvejes, om der kan gives aktindsigt i dokumenter og oplysninger i videre omfang, end hvad der følger af §§ 12-15 b. Der kan gives aktindsigt i videre omfang, medmindre det vil være i strid med anden lovgivning, herunder regler om tavshedspligt og regler i lov om behandling af personoplysninger.

Det foreslås, at henvisningen til persondataloven i forvaltningslovens § 10, stk. 1, ændres som følge af, at persondataloven ophæves. Henvisningen skal således tilpasses databeskyttelsesforordningen, forslag til databeskyttelsesloven og lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger.

Der er tale om en justering af lovteknisk karakter, som ikke ændrer på gældende ret.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 10.