Forvaltningsloven § 1
Gældende tekst efter LBK nr 433 af 22/04/2014.
Kapitel 1 – Lovens almindelige anvendelsesområde
§ 1.
Loven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning.
Loven gælder desuden for al virksomhed, der udøves af
- 1)
selvejende institutioner, foreninger, fonde m.v., der er oprettet ved lov eller i henhold til lov, og
- 2)
selvejende institutioner, foreninger, fonde m.v., der er oprettet på privatretligt grundlag, og som udøver offentlig virksomhed af mere omfattende karakter og er undergivet intensiv offentlig regulering, intensivt offentlig tilsyn og intensiv offentlig kontrol.
Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at loven helt eller delvis skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger m.v., som ikke er omfattet af stk. 2.
Det gælder dog kun, hvis udgifterne ved deres virksomhed overvejende dækkes af statslige, regionale eller kommunale midler, eller i det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelser på det offentliges vegne.
Vedkommende minister kan herunder fastsætte nærmere regler om opbevaring af dokumenter m.v. og om tavshedspligt.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 433 af 22/04/2014 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Forvaltningsloven § 1
Senere ændringer
ÆndringL 145 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 638 af 12/06/2013 · 12. juni 2013
I lyset af § 3, stk. 1, i forslaget til offentlighedsloven (og Offentlighedskommissionens lovudkast) foreslås det med stk. 2, at der indsættes en bestemmelse i forvaltningsloven om, at loven finder anvendelse for al virksomhed, der udøves af selvejende institutioner, foreninger, fonde m.v., der er oprettet ved lov eller i henhold til lov, og selvejende institutioner, foreninger, fonde m.v., der er oprettet på privatretligt grundlag, og som udøver offentlig virksomhed af mere omfattende karakter og er undergivet intensiv offentlig regulering, intensivt offentligt tilsyn og intensiv offentlig kontrol. Bestemmelsen er udtryk for en lovfæstelse af gældende ret, da de pågældende selvejende institutioner m.v. er omfattet af den gældende forvaltningslov, idet de henregnes til den offentlige forvaltning. Der henvises herom til pkt. 4.3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen i stk. 3 er en videreførelse af forvaltningslovens § 1, stk. 2, idet udtrykket »som ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning« dog – i lyset af den foreslåede § 1, stk. 2 – er udgået. Bekendtgørelser udstedt med hjemmel i § 1, stk. 2, i den gældende forvaltningslov bortfalder ikke som følge af vedtagelsen af dette lovforslag.
Det følger af stk. 3, at vedkommende minister efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om, at loven helt eller delvis skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger m.v., hvis udgifterne ved deres virksomhed overvejende dækkes af statslige, regionale eller kommunale midler, eller i det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelser på det offentliges vegne. Vedkommende minister kan herunder fastsætte nærmere regler om opbevaring af dokumenter m.v. og om tavshedspligt.
ÆndringL 30 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 4, nr. 1LOV nr 552 af 24/06/2005 · 24. juni 2005
Efter den gældende bestemmelse i forvaltningslovens § 1, stk. 2, kan vedkommende minister efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at forvaltningsloven helt eller delvis skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger mv., som ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning. Det gælder dog kun, hvis udgifterne ved deres virksomhed overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler, eller i det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelser på statens eller en kommunes vegne.
Det foreslås, at der fremover vil kunne fastsættes regler om, at forvaltningsloven skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger mv. uden for den offentlige forvaltning, hvis virksomhed overvejende dækkes af regionale midler, eller i det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelse på en regions vegne.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 1.