Retssikkerhedsloven § 81
Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.
Kapitel 11 – Koordinering af praksis · Det Rådgivende Praksisudvalg
§ 81.
Direktøren for Ankestyrelsen er formand for udvalget.
De øvrige medlemmer udpeges af Ankestyrelsen efter indstilling fra
- 1)
KL (Kommunernes Landsforening),
- 2)
Dansk Arbejdsgiverforening,
- 3)
Fagbevægelsens Hovedorganisation og
- 4)
Danske Handicaporganisationer.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 81
Senere ændringer
ÆndringL 106 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 15LOV nr 961 af 26/06/2020 · 26. juni 2020
Efter retssikkerhedslovens § 80 nedsætter Ankestyrelsen et centralt rådgivende udvalg – Det Rådgivende Praksisudvalg – til støtte for sin indsats med at koordinere praksis.
I retssikkerhedslovens § 81 om Det Rådgivende Praksisudvalg i Ankestyrelsen er det fastsat, at ”Chefen” for Ankestyrelsen er formand for udvalget.
Betegnelsen for chefen for Ankestyrelsen er efter retssikkerhedslovens § 51 ”direktøren”. Denne betegnelse blev indført ved lov nr. 1543 af 13. december 2016 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, uden at retssikkerhedslovens § 81 blev ændret i overensstemmelse hermed.
Det foreslås at ændre formuleringen af retssikkerhedslovens § 81, så der også her anvendes betegnelsen ”direktøren” om chefen for Ankestyrelsen.
ÆndringL 106 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 16LOV nr 961 af 26/06/2020 · 26. juni 2020
I retssikkerhedslovens § 80 er det fastsat, at Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg – Det Rådgivende Praksisudvalg – til støtte for sin indsats med at koordinere praksis. Udvalget har til opgave at følge og rådgive Ankestyrelsen om den koordinering af praksis, som Ankestyrelsen har pligt til at foretage. Udvalget skal desuden rådgive Ankestyrelsen om kriterier for udvælgelse af de klagesager, der kan udtages til behandling med deltagelse af beskikkede medlemmer, jf. retssikkerhedslovens § 52 c, stk. 2, og § 59 a, stk. 3.
I retssikkerhedsloven § 81 er det fastsat, at chefen for Ankestyrelsen er formand for udvalget. De øvrige medlemmer udpeges af Ankestyrelsen efter indstilling fra KL, DA, LO, FTF og DH.
Det foreslås, at FH vil blive indstillingsberettiget til Det Rådgivende Praksisudvalg i stedet for LO og FTF.
Baggrunden for forslaget er, at LO og FTF med virkning fra 1. januar 2019 er fusioneret under navnet Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Forslaget vil ikke indebærer ændringer i Det Rådgivende Praksisudvalgs opgaver og vil ikke medføre, at der skal ske ændring af den aktuelle sammensætning af det Rådgivende Praksisudvalg.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 2.2.
ÆndringL 158 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 53LOV nr 493 af 21/05/2013 · 21. maj 2013
Udvalgets sammensætning efter § 81 foreslås som hidtil at være udpeget af Ankestyrelsen efter indstilling fra de organisationer, der indstiller beskikkede medlemmer til Ankestyrelsen. Som konsekvens af den foreslåede nedlæggelse af de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene med sekretariat i statsforvaltningerne foreslås dog, at statsforvaltningerne ikke længere skal være repræsenteret i udvalget. § 81, nr. 6, foreslås derfor ophævet.
ÆndringL 39 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 57LOV nr 574 af 24/06/2005 · 24. juni 2005
Det foreslås, at medlemmerne udpeget af henholdsvis Amtsrådsforeningen i Danmark og Københavns og Frederiksberg kommuner udgår af Det Rådgivende Praksisudvalg. Endvidere foreslås det, at Foreningen af Statsamtmænd erstattes af direktørerne for statsforvaltningerne i forening og Den Sociale Sikringsstyrelse udgår af Det Rådgivende Praksisudvalg. Der henvises til de almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til nr. 28.
ÆndringL 166 (1999-00) · bemærkning til § 1, nr. 12LOV nr 207 af 27/03/2000 · 27. marts 2000
Det Rådgivende Praksisudvalg foreslås nedsat af Den Sociale Ankestyrelse med Ankestyrelsens chef som formand.
Udvalget foreslås nedsat med en bred repræsentation af brugere og interessenter, som kan bidrage med deres særlige viden. Udvalget foreslås derfor sammensat af Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og De Samvirkende Invalideorganisationer, der repræsenterer brugerinteresser. Endvidere foreslås det, at Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening samt Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab hver udpeger et medlem til udvalget, idet de repræsenterer de myndigheder, der træffer afgørelse som første instans i de fleste sociale sager. Endelig foreslås udvalget sammensat af Foreningen af Statsamtmænd og Den Sociale Sikringsstyrelse, der repræsenterer formændene for de sociale nævn, der træffer afgørelse som første ankeinstans efter de fleste sociale love og i øvrigt har pligt til regionalt at foretage vejledning og praksiskoordinering inden for deres område i samarbejde med Ankestyrelsen. I og med at opgaverne ændres foreslås det, at Praktiserende Lægers Organisation, Arbejdsministeriet og Socialministeriet ikke er medlem af Det Rådgivende Praksisudvalg.
ÆndringL 195 (1998-99) · bemærkning til § 2, nr. 13LOV nr 392 af 02/06/1999 · 2. juni 1999
Det foreslås, at Arbejdsministeriet får en repræsentant i Det Centrale Koordinationsudvalg for at sikre sammenhængen i den sociale og den arbejdsmarkedsrettede indsats for at fremme et mere rummeligt arbejdsmarked.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 81.