Retssikkerhedsloven § 80
Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.
Kapitel 11 – Koordinering af praksis · Det Rådgivende Praksisudvalg
§ 80.
Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg til støtte for sin indsats med at koordinere praksis, jf. § 76.
Udvalget har til opgave at følge og rådgive Ankestyrelsen om den koordinering af praksis, som Ankestyrelsen har pligt til at foretage.
Udvalget skal desuden rådgive Ankestyrelsen om kriterier for udvælgelse af de klagesager, der kan udtages til behandling med deltagelse af beskikkede medlemmer, jf. § 52 c, stk. 1, og § 59 a, stk. 2.
Endelig skal udvalget rådgive Ankestyrelsen om behovet for opfølgning på Ankestyrelsens undersøgelser efter § 76 af kommunernes praksis og om generel formidling af og vejledning om Ankestyrelsens praksis.
Ankestyrelsen skal en gang årligt udarbejde en redegørelse til udvalget om sagsbehandlingen i klagesager over kommunalbestyrelsens afgørelser, jf. § 52 a, stk. 1, og § 59 a, stk. 1.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 80
Senere ændringer
ÆndringL 27 (2021-22) · bemærkning til § 1, nr. 18LOV nr 2394 af 14/12/2021 · 14. december 2021
Det fremgår af § 80, stk. 2, 2. pkt., i retssikkerhedsloven, at Det Rådgivende Praksisudvalg i Ankestyrelsen bl.a. har til opgave at rådgive Ankestyrelsen om kriterier for udvælgelse af de klagesager, der kan udtages til behandling med deltagelse af beskikkede medlemmer. Der henvises i den forbindelse til, at udvælgelsen følger af § 52 c, stk. 2, og § 59 a, stk. 3.
Det foreslås, at henvisningen i § 80, stk. 2, 2. pkt., ændres til, at det er sager, der udtages til behandling med deltagelse af beskikkede medlemmer efter § 52 c, stk. 1, og § 59 a, stk. 2.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at der er fejl i de gældende henvisninger, som derfor foreslås rettet. Den foreslåede ændring medfører ingen materiel ændring i, hvad Det Rådgivende Praksisudvalg skal rådgive om.
ÆndringL 27 (2021-22) · bemærkning til § 1, nr. 19LOV nr 2394 af 14/12/2021 · 14. december 2021
Det fremgår af § 80 i retssikkerhedsloven, at Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg til støtte for sin indsats med at koordinere praksis. Ankestyrelsens praksiskoordinerende opgave fremgår af § 76 i retssikkerhedsloven, hvoraf følger, at Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser, som kan indbringes for Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, træffes i overensstemmelse med lovgivningen. Det fremgår videre, at Ankestyrelsen følger praksis i kommunerne og jobcentrene og vejleder om praksis.
Det Rådgivende Praksisudvalgs opgaver er nærmere beskrevet i § 80, stk. 2. Heraf fremgår det, at udvalget har til opgave at følge og rådgive Ankestyrelsen om den koordinering af praksis, som Ankestyrelsen har pligt til at foretage. Udvalget skal desuden rådgive Ankestyrelsen om kriterier for udvælgelse af de klagesager, der kan udtages til behandling med deltagelse af beskikkede medlemmer efter lovens § 52 c, stk. 2, og § 59 a, stk. 3.
Det foreslås, at det tilføjes til oplistningen af opgaver for Det Rådgivende Praksisudvalg i § 80, stk. 2, at udvalget skal rådgive Ankestyrelsen om behovet for opfølgning på Ankestyrelsens undersøgelser efter § 76 af kommunernes praksis og om generel formidling af og vejledning om Ankestyrelsens praksis.
Formålet med den foreslåede tilføjelse er at sikre, at Det Rådgivende Praksisudvalg fortsat rådgiver Ankestyrelsen om behovet for opfølgning på Ankestyrelsens undersøgelser efter § 76 af kommunernes praksis og om generel formidling af og vejledning om Ankestyrelsens praksis. De nævnte opgaver har indtil den 14. juni 2021 fremgået af bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område, men i forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelse nr. 1152 af 7. juni 2021 om retssikkerhed og administration på det sociale område blev det afklaret, at hjemmelsgrundlaget for disse bestemmelser var utilstrækkeligt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2 og 2.3.3.
ÆndringL 91 (2018-19) · bemærkning til § 14, nr. 6LOV nr 1711 af 27/12/2018 · 27. december 2018
Retssikkerhedslovens § 80 vedrører det Rådgivende Praksisudvalg under Ankestyrelsen. Af § 80, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven fremgår, at det Rådgivende Praksisudvalg ikke beskæftiger sig med sager efter adoptionsloven, børneloven, forældreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, § 2, 2. pkt., og § 20 i lov om opkrævning af underholdsbidrag, lov om ægteskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, navneloven og § 56 a, stk. 1 og 3, i udlændingeloven.
Det foreslås, at § 80, stk. 1, 2. pkt., udgår som en konsekvens af lovforslagets § 14, nr. 4, hvorefter Ankestyrelsen ikke længere skal koordinere praksis på det familieretlige område.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
ÆndringL 6 (2015-16) · bemærkning til § 9, nr. 10LOV nr 1741 af 22/12/2015 · 22. december 2015
Det fremgår af lovens § 80, stk. 1, at Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg (Det Praksisrådgivende Udvalg) til støtte for sin indsats med at koordinere praksis, jf. lovens § 76. Chefen for Ankestyrelsen er formand for udvalget, og de øvrige medlemmer udpeges af Ankestyrelsen efter indstilling fra KL, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og Danske Handicaporganisationer. Det Rådgivende Praksisudvalg er tæt knyttet til kommunernes afgørelser på det sociale område og på beskæftigelsesområdet og er oprettet for at etablere en mulighed for, at interesseorganisationerne kan følge disse områder. I den sammenhæng er medlemmerne repræsentanter for deres organisationer og indtager derfor ikke en funktion som lægfolk.
Da medlemmerne af Det Rådgivende Praksisudvalg således er repræsentanter for deres organisationer, som traditionelt set ikke er familieretlige, vil det ikke være hensigtsmæssigt, at udvalget skal støtte Ankestyrelsens indsats med at koordinere praksis i familieretlige sager. Det foreslås derfor, at der i lovens § 80, stk. 1, indsættes et nyt 2. pkt., hvori det fastslås, at lovens § 80, stk. 1, ikke finder anvendelse på det familieretlige område. Dette vil således omfatte sager, hvor kommunerne, statsforvaltningen eller personregisterførerne har truffet afgørelse efter adoptionsloven, børneloven, forældreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, § 2, 2. pkt., og § 20 i lov om opkrævning af underholdsbidrag, lov om ægteskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, navneloven og § 56 a, stk. 1 og 3, i udlændingeloven.
ÆndringL 158 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 52LOV nr 493 af 21/05/2013 · 21. maj 2013
Efter den gældende § 80 nedsætter Ankestyrelsen et rådgivende udvalg, der har til opgave at følge og rådgive Ankestyrelsen om koordinering af praksis.
Som et led i den foreslåede forenklede klagestruktur foreslås, at udvalgets opgaver udvides til tillige at omfatte følgende områder:
- Visitationskriterier for udvælgelsen af de sager, hvor afgørelsen skal træffes med deltagelse af beskikkede medlemmer. - Behov for særlige indsatsområder på baggrund af gennemførte kvalitetsmålinger af de kommunale afgørelser, som Ankestyrelsen behandler som ankeinstans. - Generel formidling og vejledning af Ankestyrelsens praksis.
Visitationskriterier for udvælgelsen af de sager, hvor afgørelsen skal træffes med deltagelse af beskikkede medlemmer.
Behov for særlige indsatsområder på baggrund af gennemførte kvalitetsmålinger af de kommunale afgørelser, som Ankestyrelsen behandler som ankeinstans.
Generel formidling og vejledning af Ankestyrelsens praksis.
Der henvises nærmere til de almindelige bemærkningers afsnit 3.1.3.5.
ÆndringL 39 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 56LOV nr 574 af 24/06/2005 · 24. juni 2005
Det foreslås, at Det Rådgivende Praksisudvalg også får til opgave at følge og rådgive Ankestyrelsen om den praksiskoordinering, som beskæftigelsesankenævnene har pligt til at foretage. Det Rådgivende Praksisudvalg har tilsvarende opgaver i forhold til de sociale nævn.
ÆndringL 166 (1999-00) · bemærkning til § 1, nr. 11LOV nr 207 af 27/03/2000 · 27. marts 2000
Det foreslås, at der under Den Sociale Ankestyrelse nedsættes et udvalg til støtte for Ankestyrelsens koordinering af praksis. Baggrunden for nedsættelsen af udvalget er, at der i lovforslaget er stillet forslag om at overføre Det centrale Koordinationsudvalgs opgaver til Det Sociale Råd.
Formålet med nedsættelsen af udvalget er at få et samarbejdsforum, som på det administrative niveau kan følge og rådgive Ankestyrelsen om den koordinering af praksis, som Ankestyrelsen og de sociale nævn har pligt til at foretage efter retssikkerhedslovens kapitel 11.
Udvalget kan bistå Ankestyrelsen i den overordnede planlægning og koordinering af praksisundersøgelser og vejledningsvirksomhed i øvrigt. Udvalget kan endvidere informere Socialministeriet om regler, som giver anledning til administrative vanskeligheder eller fortolkningstvivl.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 80.