Retssikkerhedsloven

Retssikkerhedsloven § 59 a

Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 9 a – Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg

§ 59 a.

Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager om klage over kommunalbestyrelsens afgørelser, når det er fastsat ved lov, at sagerne kan påklages til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Når Ankestyrelsen skønner, at en sag, som er omfattet af stk. 1, har principiel eller generel betydning, træffer Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg afgørelse på et møde, jf. stk. 4.

Stk. 3.

Ankestyrelsen kan i sager, som er omfattet af stk. 1, beslutte, at afgørelse skal træffes på et møde i Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. stk. 4, eller ved skriftlig indstilling til medlemmerne, jf. § 59 d, stk. 6.

Stk. 4.

Ved behandlingen i Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg deltager 2 ankechefer, hvoraf den ene er formand, jf. dog § 59 d, stk. 5, og 1 medlem udpeget af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra hver af følgende organisationer, jf. dog stk. 5:

  1. 1)

    KL (Kommunernes Landsforening).

  2. 2)

    Fagbevægelsens Hovedorganisation.

  3. 3)

    Dansk Arbejdsgiverforening.

  4. 4)

    Danske Handicaporganisationer.

Stk. 5.

Ved behandlingen af klager over afgørelser om ret til sygedagpenge eller ret til orlov og dagpenge ved barsel til søfarende deltager i stedet for de 2 medlemmer, der er udpeget efter indstilling fra Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening, 2 medlemmer udpeget af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra henholdsvis en rederiorganisation og en organisation for søfarende.

Stk. 6.

§ 50, stk. 4, § 51, stk. 3, § 52 a, stk. 5, §§ 57, 59, 60 og 66-70, § 72, stk. 1 og 8, og § 74 finder anvendelse på behandling af klager efter stk. 1-3.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 59 a

Senere ændringer

ÆndringL 94 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 2, nr. 16LOV nr 753 af 13/06/2023 · 13. juni 2023

§ 59 a i retssikkerhedsloven vedrører Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalgs behandling af sager om klage over kommunalbestyrelsens afgørelser. Det fremgår af § 59 a, stk. 6, at en række bestemmelser i retssikkerhedsloven, herunder § 72, stk. 1 og 7, finder anvendelse ved behandlingen af klager efter § 59 a, stk. 1-3.

§ 59 b i retssikkerhedsloven vedrører Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalgs behandling af sager om klage over andre myndigheder end kommunalbestyrelsens afgørelser. Det fremgår af § 59 b, stk. 10, at en række bestemmelser i retssikkerhedsloven, herunder § 72, stk. 1 og 7, finder anvendelse ved behandlingen af klager efter § 59 b, stk. 1 og 3.

Det foreslås, at henvisningen til § 72, stk. 1 og 7, i § 59 a, stk. 6, og § 59 b, stk. 10, ændres til § 72, stk. 1 og 8.

De foreslåede ændringer vil medføre, at § 72, stk. 1 og 8, vil finde anvendelse ved Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalgs behandling af klager efter § 59 a, stk. 1-3, og § 59 b, stk. 1 og 3.

De foreslåede ændringer er begrundet i, at § 72, stk. 7, med lovforslagets § 2, nr. 21, foreslås at blive stk. 8. De foreslåede ændringer vil således ikke medføre materielle ændringer.

ÆndringL 106 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 8LOV nr 961 af 26/06/2020 · 26. juni 2020

Efter retssikkerhedslovens § 59 a, stk. 1, træffer Ankestyrelsen afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager om klage over kommunalbestyrelsens afgørelser, når det er fastsat ved lov, at sagerne kan påklages til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. dog stk. 2 og 3.

Efter retssikkerhedslovens § 59 a, stk. 2, træffer Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg afgørelse på et møde, når Ankestyrelsen skønner, at en sag, som er omfattet af stk. 1, har principiel eller generel betydning. Efter retssikkerhedslovens § 59 a, stk. 3, kan Ankestyrelsen i sager, som er omfattet af stk. 1, beslutte, at afgørelse skal træffes på et møde i Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. stk. 4, eller ved skriftlig indstilling til medlemmerne, jf. retssikkerhedslovens § 59 d, stk. 6.

Det følger af retssikkerhedslovens § 59 a, stk. 4, at ved behandlingen i Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg deltager to ankechefer, hvoraf den ene er formand, jf. dog § 59 d, stk. 5, og et medlem udpeget af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra KL, LO, DA og DH.

Ved behandlingen af klager over afgørelser om ret til sygedagpenge eller ret til orlov og dagpenge ved barsel til søfarende deltager i stedet for de to medlemmer, der er udpeget efter indstilling fra LO og DA, to medlemmer udpeget af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra henholdsvis en rederiorganisation og en organisation for søfarende, jf. retssikkerhedslovens § 59 a, stk. 5.

Det foreslås, at FH vil blive indstillingsberettiget til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg i stedet for LO.

Baggrunden for forslaget er, at LO og FTF med virkning fra 1. januar 2019 er fusioneret under navnet Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Forslaget vil ikke indebære ændringer i Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs opgaver og vil ikke medføre, at der skal ske ændring af den aktuelle sammensætning af Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 2.2.

ÆndringL 106 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 9LOV nr 961 af 26/06/2020 · 26. juni 2020

Retssikkerhedslovens § 59 a regulerer Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs behandling af sager. Efter retssikkerhedslovens § 59 a, stk. 6, finder retssikkerhedslovens § 50, stk. 4, § 51, stk. 3, § 52 a, stk. 4, §§ 57, 59, 60 og 66-70, § 72, stk. 1 og 7, og § 74 anvendelse på behandling af klager efter § 59 a, stk. 1-3. I § 59 a, stk. 6, er det fastsat, at bl.a. retssikkerhedslovens § 52 a, stk. 4, om Ankestyrelsens mulighed for at træffe en foreløbig afgørelse, hvor der er tale om en øjeblikkelig opstået trangssituation, eller hvor der i øvrigt er særligt behov herfor, finder anvendelse på Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs behandling af klager efter § 59 a, stk. 1-3.

Det foreslås, at retssikkerhedslovens § 59 a, stk. 6, ændres således, at henvisningen til ”§ 52 a, stk. 4” ændres til ”§ 52 a, stk. 5”.

Der er tale om en ændring som følge af, at retssikkerhedslovens § 52 a, stk. 4, som følge af lovforslagets § 1, nr. 4, vil blive stk. 5.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4.

ÆndringL 6 (2015-16) · bemærkning til § 9, nr. 7LOV nr 1741 af 22/12/2015 · 22. december 2015

I kapitel 9 a i retssikkerhedsloven er rammerne for sagsbehandlingen for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg nærmere reguleret. Det fremgår bl.a. af § 59 a, stk. 6, i retssikkerhedsloven, at lovens § 52 a, stk. 3, finder anvendelse på beskæftigelsesudvalgets behandling af klager.

Som følge af, at det i lovforslagets § 9, nr. 4, bl.a. foreslås, at lovens § 52 a, stk. 3, fremover bliver stk. 4, foreslås det, at lovens § 59 a, stk. 6, konsekvensrettes i overensstemmelse hermed.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.4.

ÆndringL 158 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 13LOV nr 493 af 21/05/2013 · 21. maj 2013

I § 1, nr. 13, foreslås en ny affattelse af § 59 a i lovens kapitel 9 a om Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Stk. 1 er en konsekvensændring som følge af ændringerne i klagestrukturen.

Bestemmelsen fastslår afgørelsesformen i den nye klagestruktur i afgørelser, som hidtil efter de gældende regler afgøres af beskæftigelsesankenævnene.

Kapitel 9 a omhandler sager, som afgøres i Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Efter de gældende regler har afgrænsningen af sagerne i § 59 a været bestemt af, om afgørelsen var truffet af et beskæftigelsesankenævn. Som følge af den foreslåede nedlæggelse af beskæftigelsesankenævnene er det nødvendigt at fastsætte i de enkelte love, om der er klageadgang til Ankestyrelsen eller til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Det foreslås samtidig, at hovedreglen fremover skal være, at sagerne skal behandles uden medvirken af beskikkede medlemmer. Det foreslås således, at afgørelserne træffes af Ankestyrelsen på samme måde som foreslået for sager fra de nuværende sociale nævn.

I stk. 2 foreslås, at der fortsat bliver mulighed for særlig behandling af sager, der har principiel eller generel betydning.

Af hensyn til at bevare partsrepræsentanter i sagsbehandlingen foreslås det i stk. 3, at mødebehandling bevares for et mindre antal sager, som er egnet til at drøfte på møde.

Der henvises til kriterierne, som er nærmere beskrevet i bemærkningerne til § 52 c, jf. § 1, nr. 7.

I stk. 4 præciseres, at sager, som skal mødebehandles i Beskæftigelsesudvalget, mødebehandles med deltagelse af 2 ankechefer og 4 medlemmer, som er udpeget af henholdsvis KL (Kommunernes Landsforening), Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening og Danske Handicaporganisationer. Der er ikke tale om ændringer i forhold til de gældende regler.

Stk. 5 er uændret i forhold til gældende ret.

Ændringerne i stk. 6 er konsekvensændringer som følge af ændringerne i de øvrige regler.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 59 a.