Retssikkerhedsloven § 18
Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.
Kapitel 4 – Kommunen · Børne- og ungeudvalget
§ 18.
Kommunalbestyrelsen nedsætter et børne- og ungeudvalg, der afgiver indstillinger om adoption uden samtykke til Ankestyrelsen, jf. § 72 i barnets lov, og træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 142 i barnets lov.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 18
Senere ændringer
ÆndringL 94 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 2, nr. 12LOV nr 753 af 13/06/2023 · 13. juni 2023
§ 18 i retssikkerhedsloven vedrører børn og unge-udvalget i kommunerne. Det fremgår af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen nedsætter et børn og unge-udvalg, der afgiver indstillinger om adoption uden samtykke til Ankestyrelsen, jf. § 68 f i serviceloven, og træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 74 i serviceloven.
Det fremgår af § 68 f, stk. 1, i serviceloven, at på baggrund af en indstilling fra kommunalbestyrelsen kan børn og unge-udvalget på et møde indstille til Ankestyrelsen, at styrelsen træffer afgørelse om, at barnet eller den unge adopteres efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven, dvs. uden samtykke fra barnets eller den unges forældre.
§ 74 i serviceloven indeholder i stk. 1 en opregning af sagstyper, hvor børn og unge-udvalget træffer afgørelse på et møde. Det drejer sig om afgørelse om gennemførelse af en undersøgelse efter § 51, anbringelse uden for hjemmet efter § 58, opretholdelse af en anbringelse efter § 62, gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller behandling efter § 63, anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner anbringelse på sikrede døgninstitutioner, anbringelse på særligt sikrede afdelinger, videreførelse af en anbringelse efter § 68 a, godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 75, stk. 3, ændring af anbringelsessted efter § 69, stk. 3, afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3-5, flytning eller hjemtagelse efter § 78, stk. 4, tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i voksenansvarsloven og brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i voksenansvarsloven.
Det foreslås, at henvisningen i § 18 i retssikkerhedsloven til § 68 f i serviceloven ændres til § 72 i barnets lov og fra § 74 i serviceloven til § 142 i barnets lov.
Med de foreslåede ændringer vil det fremgå af § 18 i retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen nedsætter et børn og unge-udvalg, der vil afgive indstillinger om adoption uden samtykke til Ankestyrelsen, jf. § 72 i barnets lov, og vil træffe afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 142 i barnets lov.
De foreslåede ændringer er begrundet i, at bestemmelserne om hjælp og støtte til børn og unge i serviceloven og dertil hørende processuelle regler med lovforslagets § 1 foreslås ophævet. Dette gælder også bestemmelserne i § 68 f i serviceloven om børn og unge-udvalgets indstilling i sager om adoption uden samtykke, og § 74 i serviceloven om i hvilke sager børn og unge-udvalget træffer afgørelse på et møde, der begge foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 14. Samtidigt foreslås bestemmelserne med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført i en selvstændig lov – barnets lov. Dette gælder også bestemmelsen i § 68 f i serviceloven, der foreslås videreført som § 72 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, og § 74 i serviceloven, der foreslås videreført § 142 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Dette medfører et behov for ændring af § 18 i retssikkerhedsloven, således at bestemmelsen fortsat indeholder et retvisende billede af børne- og ungeudvalgets opgaver.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14, til bemærkningerne til §§ 72 og 142 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.
ÆndringL 6 (2015-16) · bemærkning til § 9, nr. 1LOV nr 1741 af 22/12/2015 · 22. december 2015
Det fremgår af § 18 i retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen nedsætter et børn og unge-udvalg, der træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 74 i serviceloven.
Ved § 2, nr. 2, i lov nr. 530 af 29. april 2015 om ændring af adoptionsloven, serviceloven, forældreansvarsloven og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Lempelse af betingelserne for adoption uden samtykke m.v.), blev børn og unge-udvalgets opgaver i forbindelse med adoption uden samtykke fastsat i § 68 f i serviceloven. § 68 f i serviceloven er trådt i kraft den 1. oktober 2015. Hidtil var børn og unge-udvalgets opgaver i forbindelse med adoption uden samtykke omfattet af § 74 i serviceloven. Det foreslås derfor, at § 18 i retssikkerhedsloven ændres således, at henvisningen til serviceloven udvides til at omfatte både § 68 f og § 74.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 18.