Retssikkerhedsloven § 12 b
Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.
Kapitel 3 a – Oplysningspligt m.v. · Straf
§ 12 b.
Medmindre højere straf kan idømmes efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der ved grov uagtsomhed fremkalder, bestyrker eller udnytter en vildfarelse hos myndigheden ved at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller ved at undlade at give oplysninger om forhold, der har betydning for hjælpen, jf. § 11, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, og derved påfører myndigheden et formuetab.
Forsømmer en arbejdsgiver at opfylde de pligter, som påhviler arbejdsgiveren efter § 12 a, stk. 5, straffes denne med bøde.
For overtrædelse efter stk. 2 kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 12 b
Senere ændringer
ÆndringL 25 (2018-19) · bemærkning til § 8, nr. 2LOV nr 1430 af 05/12/2018 · 5. december 2018
Efter de gældende regler i § 12 b, stk. 2 og 3, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område kan en arbejdsgiver, der forsømmer at opfylde de pligter, som påhviler arbejdsgiveren efter § 12 a, stk. 5 og 7, straffes med bøde. For overtrædelse kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. En arbejdsgiver, som efter begæring ikke kan eller ikke ønsker at forevise en opdateret oversigt over beskæftigede ved kontrolbesøg, kan straffes med bøde. Kommunen skal i tilfælde af manglende overholdelse af et pålæg om logbog anmelde virksomheden til politiet. Kommunen bør dog orientere virksomheden herom, forinden sagen overgives til politiet.
§ 12 a, stk. 7, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område omhandler kommunens mulighed for på begæring at få forevist registreringerne i logbogen.
I lovforslagets § 8, nr. 2, foreslås det at indsætte en række nye stykker i § 12 a. Forslaget om at indsætte nye stykker i bestemmelsen sker i forbindelse med, at det foreslås at gøre logbogen digital.
Som følge af den foreslåede digitalisering foreslås det, at kravet om, at logbogen på begæring skal fremvises i forbindelse med kontrol, ophæves. Dette skal ses i lyset af, at myndighederne – når logbogen er digital – vil kunne tilgå oplysningerne ved opslag i indkomstregisteret. Behovet for at kræve logbogen fremvist i forbindelse med et kontrolbesøg vil således være overflødigt.
Når det foreslås, at henvisningen til stk. 7 i § 12 b, stk. 2, udgår, skal det ses i sammenhæng med at kravet om at kræve logbogen fremvist i forbindelse med et kontrolbesøg vil være overflødigt.
ÆndringL 20 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 5, nr. 5LOV nr 304 af 02/05/2005 · 2. maj 2005
Det foreslås, at en arbejdsgiver, som efter begæring ikke kan eller ikke ønsker at forevise en opdateret oversigt over beskæftigede ved kontrolbesøg, jf. forslagets § 1, nr. 3, straffes med bøde.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 12 b.