Pensionsloven § 72 c
Gældende tekst efter LBK nr 1123 af 21/10/2024.
Kapitel 11 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
§ 72 c.
Til folkepensionister, som den 1. januar er bosiddende i kommuner, hvor summen af kommune- og kirkeskatteprocenten overstiger 25,0 pct., udbetales et tillæg, der årligt udgør 59 kr. for enlige og 34 kr. for gifte og samlevende for hver 0,1 procentpoint, som summen af de nævnte skatteprocenter efter afrunding til en decimal overstiger 25,0 pct. Tillæg oprundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 50.
Tillæg udbetales ikke, hvis det før oprunding udgør mindre end 250 kr. for enlige og 150 kr. for gifte og samlevende.
De procenter, der er nævnt i stk. 1, forhøjes pr. 1. januar 2002 med 0,4 procentpoint og herefter årligt pr. 1. januar med yderligere 0,4 procentpoint.
Beløbene i stk. 1 reguleres ikke efter reglerne i § 49, stk. 3, jf. stk. 4.
Udgiften til tillæg afholdes af staten.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1123 af 21/10/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Pensionsloven § 72 c
Senere ændringer
ÆndringL 208 (2005-06) · bemærkning til § 29, nr. 3LOV nr 515 af 07/06/2006 · 7. juni 2006
I lov om social pension ændres reglen om tillæg for høj kommuneskat. Efter de gældende regler ydes tillægget, hvis summen af kommune-, amts- og kirkeskat overstiger 35,4 pct. (2007). Grænsen for hvornår der ydes tillæg forhøjes løbende med 0,4 procentpoint årligt.
Som følge af kommunalreformen foreslås reglen ændret, således at det er summen af procenterne for sundhedsbidrag og kommune- og kirkeskat, der er afgørende for, om der skal udbetales tillæg.
Efter aftalen af 27. februar 2006 om en kommunal finansieringsreform vil der blive fastsat øvre grænser for den kommunale beskatning i 2007, jf. det af indenrigs- og sundhedsministeren samtidig hermed fremsatte forslag til lov om begrænsninger i den kommunale skatteudskrivning for 2007 og regulering af de kommunale bidrag til regionerne i 2007. De fastsatte øvre grænser betyder, at tillægget for høj kommuneskat vil komme til udbetaling i et mindre omfang end ved uændret kommunestruktur og beskatningsforhold. Tillægget for høj kommuneskat er under udfasning som følge af, at grænsen for hvornår der ydes tillæg løbende forhøjes med 0,4 procentpoint årligt.
ÆndringL 83 (2002-03) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 1073 af 17/12/2002 · 17. december 2002
Det foreslås, at der i 2003 udbetales en supplerende engangsydelse på op til 5.000 kr. før skat til de økonomisk svagest stillede folkepensionister. Den supplerende engangsydelse kan udbetales til folkepensionister, som er fyldt 67 år inden den 1. januar 2003.
Engangsydelsen kan alene udbetales, hvis pensionistens og dennes eventuelle ægtefælle eller samlever har en samlet likvid formue på mindre end 53.100 kr. Formuen opgøres på samme måde som for beregning af helbredstillæg. Dvs. at likvid formue består af: Indestående i pengeinstitutter m.v., kursværdien af obligationer, pantebreve i depot, børsnoterede aktier samt investeringsforeningsbeviser. Såfremt den samlede værdi heraf ikke overstiger formuegrænsen, indgår endvidere kontantbeholdning og andre værdipapirer - herunder værdipapirer i udlandet. Opgørelsen af formue skal ske pr. 1. januar 2003. Opgørelsen foretages hhv. på grundlag af de senest indberettede oplysninger til skattemyndighederne og på grundlag pensionistens oplysninger om formue.
De oplysninger pr. 1. januar 2003, som kommunen allerede har om ansøgere til helbredstillæg, kan umiddelbart lægges til grund. For folkepensionister, som ikke har søgt om helbredstillæg, opgør kommunen den likvide formue på basis af de oplysninger, som senest er indberettet til skattemyndighederne. Er formuen efter denne opgørelse mindre end formuegrænsen på 53.100 kr. indhenter kommunen oplysninger fra pensionisten om kontant beholdning og andre værdipapirer, som ikke indberettes til skattemyndighederne.
Den supplerende engangsydelse udbetales afhængigt af pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers samlede indtægter. Indtægtsgrundlaget opgøres på samme måde som for beregning af pensionstillæg.
Ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget tages der således udgangspunkt i den seneste skattemæssige årsopgørelse jf. § 29, stk. 1, nr. 2. Denne regel fraviges i de tilfælde, hvor indtægtsgrundlaget er ændret i forhold til den seneste årsopgørelse jf. §§ 30 og 39. Det kan fx være tilfældet, hvis pensionisten først er blevet pensionist inden for de seneste to år, hvis pensionisten har ændret status med hensyn til ægteskab eller samliv eller hvis pensionisten har haft ændringer i indtægtsforholdene. I sådanne tilfælde beregnes pensionen på grundlag af de ændrede eller forventede fremtidige indtægtsforhold. Samlevende, som efter de før 1. marts 1999 gældende regler, betragtes som enlige i forhold til opgørelsen af indtægtsgrundlaget, betragtes som samlevende i forhold til udbetaling af den supplerende engangsydelse
Engangsydelsen nedsættes med 100 pct. af indkomstgrundlaget udover folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg, dvs. en krone for krone aftrapning. For folkepensionister, der er gift eller samlevende med en anden folkepensionist, nedsættes engangsydelsen for hver pensionist med 50 pct. af parrets samlede indkomstgrundlag udover folkepensionen, således at parrets samlede ydelse aftrappes krone for krone.
Folkepensionister, som har haft bopæl i Danmark i mindre end 40 år mellem det 15. og 67. år, og som dermed ikke har optjent ret til fuld pension men til et antal fyrretyvendedele af fuld folkepension, får nedsat den beregnede engangsydelse i forhold til det fastsatte antal fyrretyvendedele. En folkepensionist der er berettiget til 20/40 af en fuld folkepension, og som ikke har indtægter udover folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg vil eksempelvis være berettiget til en ydelse på 20/40 af 5.000 kr. svarende til 2.500 kr.
Det foreslås, at der fastsættes et minimumsbeløb på 200 kr., således at en engangsydelse under dette beløb ikke kommer til udbetaling. For folkepensionister, der er gift eller samlevende med en folkepensionist, gælder minimumsbeløbet for hver af ægtefællerne.
ÆndringL 137 (2000-01) · bemærkning til § 1, nr. 49LOV nr 285 af 25/04/2001 · 25. april 2001
Der henvises til bemærkningerne til nr. 39-42, dog indeholder nr. 44, 46 og 48 også redaktionelle ændringer.
ÆndringL 137 (2000-01) · bemærkning til § 1, nr. 47LOV nr 285 af 25/04/2001 · 25. april 2001
Der henvises til bemærkningerne til nr. 39-42, dog indeholder nr. 44, 46 og 48 også redaktionelle ændringer.
ÆndringL 137 (2000-01) · bemærkning til § 1, nr. 48LOV nr 285 af 25/04/2001 · 25. april 2001
Der henvises til bemærkningerne til nr. 39-42, dog indeholder nr. 44, 46 og 48 også redaktionelle ændringer.
ÆndringL 175 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 30LOV nr 287 af 12/05/1999 · 12. maj 1999
Der er alene tale om en konsekvensrettelse.
ÆndringL 113 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 14LOV nr 914 af 16/12/1998 · 16. december 1998
Efter den nugældende § 72 c udbetales et tillæg til pensionister bosiddende i kommuner, hvor den samlede kommune-, amts- og kirkeskatteprocent overstiger 31,8 pct. Efter den gældende regel reguleres denne grænse ikke.
Det foreslås, at grænsen for skatteprocenterne, der betinger udbetaling af tillæg, 31,8 pct.,og den tilsvarende grænse for afrunding af skatteprocenterne, 31,8 pct., forhøjes til 32,2 pct. den 1. januar 1999 og herefter årligt med 0,4 procentpoint.
ÆndringL 113 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 15LOV nr 914 af 16/12/1998 · 16. december 1998
Efter den nugældende § 72 c udbetales et tillæg til pensionister bosiddende i kommuner, hvor den samlede kommune-, amts- og kirkeskatteprocent overstiger 31,8 pct. Efter den gældende regel reguleres denne grænse ikke.
Det foreslås, at grænsen for skatteprocenterne, der betinger udbetaling af tillæg, 31,8 pct.,og den tilsvarende grænse for afrunding af skatteprocenterne, 31,8 pct., forhøjes til 32,2 pct. den 1. januar 1999 og herefter årligt med 0,4 procentpoint.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 72 c.