Pensionsloven

Pensionsloven § 3

Gældende tekst efter LBK nr 1123 af 21/10/2024.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 1 – Almindelige betingelser m.v. · Bopæl

§ 3.

Retten til pension er betinget af, at modtageren har fast bopæl i Danmark eller hyre på dansk skib.

Stk. 2.

Dette gælder dog ikke personer med dansk indfødsret, som har nået folkepensionsalderen, og som har haft fast bopæl i Danmark i mindst 30 år mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen.

Stk. 3.

Personer med dansk indfødsret, som tager bopæl i udlandet efter at have fået tillagt pension, bevarer retten til pension, hvis de efter det fyldte 15. år har haft fast bopæl i Danmark i mindst 10 år eller i mindst 1/4 af tiden fra det fyldte 15. år til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes.

Bopælskravet efter 1. pkt. skal være opfyldt umiddelbart inden det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes.

Er ansøgningen indgivet efter folkepensionsalderen, skal bopælskravet være opfyldt ved folkepensionsalderen.

Stk. 4.

Når særlige omstændigheder taler for det, kan Udbetaling Danmark tillade, at retten til pension bevares for personer, der tager bopæl i udlandet efter at have fået tillagt pension.

Stk. 5.

Retten til at modtage pension i udlandet efter stk. 2, 3 og 4 omfatter folkepensionens grundbeløb, førtidspension, seniorpension og tidlig pension bortset fra førtidspensionens og seniorpensionens pensionstillæg og tillæg efter §§ 14 og 69, engangsbeløb efter § 15 d, stk. 4, og tillæg efter §§ 15 f og 15 g beregnet på grundlag af folkepensionens grundbeløb.

Retten til at modtage tidlig pension i udlandet gælder dog alene ved bopæl i et EU-/EØS-land, Schweiz, Storbritannien eller Tyrkiet.

Når særlige omstændigheder taler for det, kan Udbetaling Danmark efter ansøgning tillade, at retten til folkepensionens og førtidspensionens pensionstillæg bevares for personer, der tager bopæl i et EU-/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1123 af 21/10/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Pensionsloven § 3

Senere ændringer

ÆndringL 83 (2023-24) · bemærkning til § 2, nr. 1LOV nr 1769 af 28/12/2023 · 28. december 2023

Det fremgår af § 3, stk. 1, i lov om social pension, at retten til pension er betinget af, at modtageren har fast bopæl i Danmark eller hyre på dansk skib.

Personer med dansk indfødsret, som tager bopæl i udlandet efter at have fået tillagt pension, bevarer dog retten til pension, hvis de efter det fyldte 15. år har haft fast bopæl i Danmark i mindst 10 år eller i mindst 1/4 af tiden fra det fyldte 15. år til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes, jf. lovens § 3, stk. 3. Bopælskravet skal være opfyldt umiddelbart inden det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes.

Efter § 3, stk. 4, i loven kan Udbetaling Danmark tillade, når særlige omstændigheder taler for det, at retten til pension bevares for personer, der tager bopæl i udlandet efter at have fået tillagt pension.

Efter § 3, stk. 5, i loven omfatter retten til at modtage pension i udlandet efter stk. 2, 3 og 4 folkepensionens grundbeløb, førtidspension, seniorpension og tidlig pension bortset fra førtidspensionens og seniorpensionens pensionstillæg og tillæg efter §§ 14 og 69, engangsbeløb efter § 15 d, stk. 4, og tillæg efter §§ 15 f og 15 g beregnet på grundlag af folkepensionens grundbeløb. Retten til at modtage tidlig pension i udlandet gælder dog alene ved bopæl i et EU-/EØS-land, Schweiz, Storbritannien eller Tyrkiet.

Det foreslås, at der i § 3, stk. 5, indsættes et 3. pkt., hvoraf det fremgår, at når særlige omstændigheder taler for det, vil Udbetaling Danmark efter ansøgning tillade, at retten til folkepensionens og førtidspensionens pensionstillæg bliver bevaret for personer, der vil tage bopæl i et EU-/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien. I forhold til Storbritannien vil det kun gælde for personer omfattet af EU's udtrædelsesaftale med Det Forenede Kongerige og ikke for personer omfattet af Handels- og Samarbejdsaftalen.

Forslaget betyder eksempelvis, at personer, der tidligere har fået afslag på eksport af pensionstillæg, fordi de faldt ind under undtagelsen i bilag XI til forordning 883/04 om, at ikke-erhvervsaktive ikke har ret til førtidspensionens pensionstillæg ved flytning til udlandet fremover, vil kunne søge om pensionstillæg efter denne lov. Dog vil den manglende erhvervsaktivitet skulle være en følge af en lægeligt diagnosticeret langvarigt fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse.

Forslaget omfatter ligeledes personer, der på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse modtager folkepension eller førtidspension og som har bopæl i et EU-/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien.

Udbetaling Danmark vil efter ansøgning skulle foretage en konkret vurdering af, om retten til pensionstillæg kan bevares eller modtages ved flytning. Pensionisten vil dermed skulle opfylde en betingelse om at være eller have søgt om tilkendelse af hhv. førtidspension eller folkepension på ansøgningstidspunktet. Udbetaling Danmark vil skulle vurdere, hvilke særlige omstændigheder, der er lagt til grund for den manglende erhvervsaktivitet. De særlige omstændigheder vil være de situationer, hvor en person, der pga. et medfødt eller tidligt opstået handicap ikke har været aktiv på arbejdsmarkedet. Personen vil dermed skulle være lægeligt diagnosticeret med en langvarig fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse og som følge deraf ikke have været i stand til eller have udsigt til at kunne påtage sig ordinær beskæftigelse. Det faktum, at en person først senere i livet får tilkendt førtidspension pga. en lang udredning eller sagsbehandling vil ikke i sig selv udgøre en hindring for, at personen vil kunne opnå ret til at bevare eller modtage pensionstillægget. Det afgørende vil være, hvorvidt den manglende erhvervsaktivitet vil kunne tilskrives omfanget af personens medfødte eller tidligt opstået handicap. Tilfælde, der vil falde uden for bestemmelsens omfang, vil være de tilfælde, hvor det med rette vil kunne forventes, at en person vil have haft mulighed for at have erhvervsmæssig beskæftigelse.

Oplysninger, der vil være egnede til at dokumentere, at personen har et medfødt eller tidligt opstået handicap, der har medført, at personen ikke har haft mulighed for at påtage sig et arbejde, vil f.eks. være oplysninger og dokumentationsgrundlag fra personens førtidspensionssag, helbreds- og arbejdsevnevurdering, lægeattester og lignende. Opremsningen af oplysninger er ikke udtømmende, da også andre oplysninger efter en konkret vurdering vil kunne være egnede til at dokumentere, at personen har et medfødt eller tidligt opstået handicap.

Den foreslåede ændring vil medføre, at pensionisten har mulighed for at bevare pensionstillægget ved flytning til et EU-/EØS-land, Schweiz eller for personer omfattet af udtrædelsesaftalen, Storbritannien, og betyder derfor at pensionisten kan bevare retten til den fulde pensionsydelse.

ÆndringL 104 (2020-21) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 2202 af 29/12/2020 · 29. december 2020

Det følger af § 3, stk. 1, i lov om social pension, at retten til pension er betinget af, at modtageren har fast bopæl i Danmark eller hyre på dansk skib. I § 3, stk. 2-4, er der fastsat en række undtagelser fra dette udgangspunkt, hvorefter det under visse omstændigheder er muligt at modtage pension i udlandet. Det følger således af § 3, stk. 2, at betingelsen om fast bopæl i Danmark, jf. bestemmelsens stk. 1, dog ikke gælder personer med dansk indfødsret, som har nået folkepensionsalderen, og som har haft fast bopæl i Danmark i mindst 30 år mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen.

Af § 3, stk. 3, fremgår, at personer med dansk indfødsret, som tager bopæl i udlandet efter at have fået tillagt pension, bevarer retten til pension, hvis de efter det fyldte 15. år har haft bopæl i Danmark i mindst 10 år eller i mindst ¼ af tiden fra det fyldte 15. år til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes. Bopælskravet skal være opfyldt umiddelbart inden det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes. Er ansøgningen indgivet ved folkepensionsalderen, skal bopælskravet være opfyldt ved folkepensionsalderen.

Når særlige omstændigheder taler derfor, kan Udbetaling Danmark tillade, at retten til pension bevares for personer, der tager bopæl i udlandet efter at have fået tillagt pension, jf. § 3, stk. 4.

Det følger af lovens § 3, stk. 5, at retten til at modtage pension i udlandet efter stk. 2, 3 eller 4, omfatter folkepensionens grundbeløb, førtidspension og seniorpension bortset fra førtidspensionens og seniorpensionens pensionstillæg og tillæg efter lovens §§ 14 og 69, engangsbeløb efter § 15 d, stk. 4, og tillæg efter §§ 15 f og 15 g beregnet på grundlag af folkepensionens grundbeløb.

Efter gældende regler er der ikke lovgivning om Tidlig Pension.

Det foreslås, at § 3, stk. 5, ændres således, at retten til at modtage pension i udlandet efter § 3, stk. 2-4 også vil omfatte Tidlig Pension.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Tidlig Pension vil kunne modtages i udlandet, i det omfang betingelserne efter lovens § 3, stk. 2, 3 eller 4, er opfyldt.

Der er ikke med den foreslåede ændring tiltænkt ændring af bestemmelsens indhold i øvrigt. Der er således alene tale om en tilføjelse, som vil betyde, at bestemmelsen også vil komme til at omfatte Tidlig Pension.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.2 i de almindelige bemærkninger.

ÆndringL 104 (2020-21) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 2202 af 29/12/2020 · 29. december 2020

Det følger af § 3, stk. 1, i lov om social pension, at retten til pension er betinget af, at modtageren har fast bopæl i Danmark eller hyre på dansk skib. I § 3, stk. 2-4, er der fastsat en række undtagelser fra dette udgangspunkt, hvorefter det under visse omstændigheder er muligt at modtage pension i udlandet. Det følger således af § 3, stk. 2, at betingelsen om fast bopæl i Danmark, jf. bestemmelsens stk. 1, dog ikke gælder personer med dansk indfødsret, som har nået folkepensionsalderen, og som har haft fast bopæl i Danmark i mindst 30 år mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen.

Af bestemmelsens stk. 3 fremgår, at personer med dansk indfødsret, som tager bopæl i udlandet efter at have fået tillagt pension, bevarer retten til pension, hvis de efter det fyldte 15. år har haft bopæl i Danmark i mindst 10 år eller i mindst ¼ af tiden fra det fyldte 15. år til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes. Bopælskravet skal være opfyldt umiddelbart inden det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes. Er ansøgningen indgivet ved folkepensionsalderen, skal bopælskravet være opfyldt ved folkepensionsalderen.

Når særlige omstændigheder taler derfor, kan Udbetaling Danmark tillade, at retten til pension bevares for personer, der tager bopæl i udlandet efter at have fået tillagt pension, jf. § 3, stk. 4.

Det følger af lovens § 3, stk. 5, at retten til at modtage pension i udlandet efter stk. 2, 3 eller 4 omfatter folkepensionens grundbeløb, førtidspension og seniorpension bortset fra førtidspensionens og seniorpensionens pensionstillæg og tillæg efter lovens §§ 14 og 69, engangsbeløb efter § 15 d, stk. 4, og tillæg efter §§ 15 f og 15 g beregnet på grundlag af folkepensionens grundbeløb.

Ved dette lovforslags § 1, nr. 2. foreslås det, at retten til at modtage pension i udlandet efter lovens § 3, stk. 2-4 også vil omfatte Tidlig Pension.

Det foreslås, at der i § 3, stk. 5 , indsættes et nyt punktum, hvorefter retten til at modtage Tidlig Pension i udlandet alene gælder ved bopæl i et EU/EØS-land, Schweiz, Storbritannien eller Tyrkiet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det kun vil være muligt at modtage ydelsen ved bopæl i et EU/EØS-land, Schweiz, Storbritannien eller Tyrkiet, og at det ikke – som ved f.eks. folkepension – vil være muligt at modtage ydelsen ved bopæl i andre lande, herunder f.eks. Australien, Canada, USA eller Pakistan.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden indebære, at Tidlig Pension ikke vil blive omfattet af de bilaterale aftaler om social sikring, som Danmark har indgået med en række lande. Det vil således heller ikke være muligt at modtage Tidlig Pension ved bopæl i de lande, som Danmark har indgået bilaterale aftaler om social sikring med. Det vil dog, som følge af aftalen af 12. september 1963 om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet (associeringsaftalen), være muligt at modtage Tidlig Pension ved bopæl i Tyrkiet. Det vil dog ikke være muligt at optjene anciennitet på arbejdsmarkedet i Tyrkiet.

Der henvises i øvrig til afsnit 2.10.2 i de almindelige bemærkninger.

ÆndringL 67 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 1559 af 27/12/2019 · 27. december 2019

Det følger af lov om social pension § 3, stk. 5, at retten til at modtage pension i udlandet omfatter folkepensionens grundbeløb, førtidspension bortset fra førtidspensionens pensionstillæg og tillæg efter §§ 14 og 69-72, engangsbeløb efter § 15 d, stk. 4, og tillæg efter §§ 15 f og 15 g beregnet på grundlag af folkepensionens grundbeløb.

Det følger af lov om social pension § 6, stk. 1, at ret til fuld førtidspension er betinget af fast bopæl her i riget i mindst 9/10 af optjeningsperioden fra det fyldte 15. år til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes.

Kapitel 4 a i lov om social pension vedrører beregning af førtidspension.

Det følger af lov om social pension § 32 a, stk. 1, at indtægtsgrundlaget for førtidspension opgøres på grundlag af pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers samlede indtægt. I bestemmelsens stk. 1, nr. 1-7, er det nærmere beskrevet, hvordan indtægtsgrundlaget opgøres.

Det følger af lov om social pension § 32 d, stk. 1, at i førtidspension, som efterbetales for en periode, der ligger forud for tilkendelsen, jf. § 33, stk. 2, fratrækkes sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse, integrationsydelse, ledighedsydelse, ressourceforløbsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp, der er udbetalt for den samme periode.

Førtidspension udbetales månedsvis bagud med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse om førtidspension, og førtidspension udbetales tidligst fra den 1. i måneden efter, at betingelserne for tilkendelse af førtidspension er opfyldt, jf. lov om social pension § 33, stk. 2.

Det følger af lov om social pension § 49, stk. 1, hvilke beløb, der anvendes ved fastsættelse af pension for kalenderåret. Fradragsbeløbet i det samlede indtægtsgrundlag for førtidspension efter § 32 a, stk. 7, udgør 78.800 kr. for enlige og 125.000 kr. for gifte eller samlevende, jf. § 49, stk. 1, nr. 11.

Det følger af lov om social pension § 56 a, stk. 1, at Udbetaling Danmark varetager opgaverne vedrørende folkepension, varmetillæg, petroleumstillæg, opsat pension, supplerende pensionsydelse og øvrige tillæg efter kapitel 11. Udbetaling Danmark varetager endvidere opgaver om retten til at medtage en tilkendt folkepension eller førtidspension ved fast bopæl i udlandet og opgaver om retten til at modtage folkepension ved fast bopæl i udlandet. Desuden varetager Udbetaling Danmark alle opgaver vedrørende beregning og udbetaling af førtidspension.

Det følger af lovforslaget, at retten til at modtage seniorpension efter lov om social pension, skal betinges af, at de almindelige krav til indfødsret, bopæl og optjening, som gælder for førtidspension, er opfyldt, og at beregning og udbetaling af seniorpension, samt indbetaling til arbejdsmarkedets tillægspension, supplerende arbejdsmarkedspension og obligatorisk pensionsordning reguleres på samme måde som førtidspension, og at Udbetaling Danmark skal varetage de samme opgaver som ved førtidspension.

Det foreslås derfor, at § 3, stk. 5, § 6, stk. 1, overskriften i kapitel 4 a , § 32 a, stk. 1, 1. pkt., § 32 d, stk. 1, § 33, stk. 2, 1. pkt., § 33, stk. 2, 4. pkt., § 49, stk. 1, nr. 11, og § 56 a, stk. 1, 3. pkt. og stk. 3, ændres i overensstemmelse hermed således, at »førtidspension« ændres til: »førtidspension og seniorpension«.

Der er med ændringen ikke tilsigtet ændring af reglernes indhold. Der er tale om en tilføjelse, som vil betyde, at reglerne – der i dag gælder for førtidspension – vil komme til at gælde for både førtidspension og seniorpension.

ÆndringL 67 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 1559 af 27/12/2019 · 27. december 2019

Det følger af lov om social pension § 3, stk. 5, at retten til at modtage pension i udlandet omfatter folkepensionens grundbeløb, førtidspension bortset fra førtidspensionens pensionstillæg og tillæg efter §§ 14 og 69-72, engangsbeløb efter § 15 d, stk. 4, og tillæg efter §§ 15 f og 15 g beregnet på grundlag af folkepensionens grundbeløb.

Det følger af lov om social pension § 49, stk. 1, hvilke beløb, der anvendes ved fastsættelse af pension for kalenderåret. Førtidspensionen efter § 16 udgør for enlige 226.500 kr. årligt i 2019. Heraf udgør førtidspensionens pensionstillæg 62.028 kr. For gifte og samlevende udgør førtidspensionen 192.528 kr. årligt. Heraf udgør førtidspensionens pensionstillæg 53.304 kr., jf. § 49, stk. 1, nr. 9.

Det følger af lovforslaget, at retten til at modtage seniorpension efter lov om social pension, skal betinges af, at de almindelige krav til indfødsret, bopæl og optjening, som gælder for førtidspension, er opfyldt, og at beregning og udbetaling af seniorpension, samt indbetaling til arbejdsmarkedets tillægspension, supplerende arbejdsmarkedspension og obligatorisk pensionsordning reguleres på samme måde som førtidspension, og at Udbetaling Danmark skal varetage de samme opgaver som ved førtidspension.

Det foreslås derfor, at § 3, stk. 5, og § 49, stk. 1, nr. 9, 2. og 4. pkt., ændres i overensstemmelse hermed således, at »førtidspensionens pensionstillæg« ændres til: »førtidspensionens og seniorpensionens pensionstillæg«.

Der er med ændringen ikke tilsigtet ændring af reglernes indhold. Der er tale om en tilføjelse, som vil betyde, at reglerne – der i dag gælder for førtidspensionens pensionstillæg – vil komme til at gælde for både førtids- og seniorpensions pensionstillæg.

ÆndringL 18 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 1420 af 17/12/2019 · 17. december 2019

Det fremgår af den gældende § 3, stk. 1, i lov om social pension, at retten til folkepension og førtidspension er betinget af, at modtageren har fast bopæl her i riget eller hyre på dansk skib. Efter gældende praksis fortolkes begrebet ”her i riget”, jf. § 3, stk. 1, således, at det ikke omfatter Færøerne og Grønland. Det betyder, at dansk folke- eller førtidspension efter § 3, stk. 1, alene kan udbetales ved fast bopæl i Danmark eller ved hyre på dansk skib.

Efter lovens § 3, stk. 2 og 3, har danske statsborgere, når fastsatte betingelser om forudgående bopælstid her i riget er opfyldt, adgang til pension ved fast bopæl i udlandet. Færøerne og Grønland betragtes ikke som udland i den forbindelse. Efter gældende praksis fortolkes begrebet ”her i riget” efter § 3, stk. 2 og 3, som i Danmark. Bopælstid på Færøerne og i Grønland kan derfor ikke indgå i den forudgående bopælstid, der stilles krav om i lovens § 3, stk. 2 og 3, for at få ret til dansk pension ved fast bopæl i udlandet.

Det foreslås, at § 3, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1. pkt., ændres, således at begrebet ”her i riget” ændres til ”i Danmark”.

Med forslaget præciseres det og vil herefter klart fremgå af lovteksten, at der efter § 3, stk. 1, ikke kan udbetales folke- eller førtidspension ved fast bopæl på Færøerne og i Grønland. Det præciseres og vil herefter klart fremgå af lovteksten, at bopælstid på Færøerne og i Grønland ikke medregnes i den forudgående bopælstid, der stilles krav om, for at danske statsborgere kan få udbetalt folke- eller førtidspension ved fast bopæl i udlandet, jf. § 3, stk. 2 og 3 .

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 2.5.

ÆndringL 147 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 659 af 08/06/2017 · 8. juni 2017

Efter de gældende regler i § 3, stk. 5, i lov om social pension, omfatter retten til at modtage pension i udlandet efter lovens § 3, stk. 2-4, bl.a. tillæg efter § 15 f beregnet på grundlag af folkepensionens grundbeløb beregnet på grundlag af folkepensionens grundbeløb.

Efter de gældende regler i § 3 a, stk. 1, i lov om social pension, kan udlændinge, som har fået opholdstilladelse i Danmark efter §§ 7 eller 8 i udlændingeloven (flygtninge), som tager bopæl i hjemlandet eller det tidligere opholdsland efter at have fået tillagt folkepension, bevare retten til folkepensionens grundbeløb og tillæg efter § 15 f beregnet på grundlag af folkepensionens grundbeløb fastsat på grundlag af bopælstiden her i riget.

Det betyder, at det månedlige tillæg til folkepension, der kan udbetales som følge af, at folkepensionen har været opsat, også kan udbetales sammen med folkepensionen, når pensionisten efter § 3, stk. 2-4 i lov om social pension, har ret til at modtage folkepensionen ved fast bopæl i udlandet. Flygtninge, der tager bopæl i hjemlandet eller det tidligere opholdsland kan alene bevare retten til at modtage tillæg beregnet efter venteprocenten ved opsat pension efter § 15 f, beregnet på grundlag af folkepensionens grundbeløb, fastsat på grundlag af bopælstiden her i riget, og ikke den bopælstid fra oprindelseslandet m.v., der eventuelt måtte være sidestillet med bopælstid her i riget ved opgørelse af ret til grundbeløb.

Det foreslås, at § 3, stk. 5 , og § 3 a, stk. 1 , ændres således, at personer, der får tillæg beregnet efter venteprocenten ved opsat pension efter den foreslåede § 15 g, kan modtage tillægget i udlandet efter de samme betingelser, som gælder for tillægget beregnet efter § 15 f.

ÆndringL 62 (2014-15) · bemærkning til § 3, nr. 1LOV nr 1523 af 27/12/2014 · 27. december 2014

Det foreslås af lovtekniske årsager, at bestemmelserne om oplysningspligt, jf. § 3, nr. 15 og 17, og om omberegning, jf. § 3, nr. 16 og 18, i lov nr. 574 af 10. juni 2014 ophæves og videreføres i dette lovforslags § 2, jf. de almindelige bemærkninger punkt 2.4.2.

ÆndringL 159 (2012-13) · bemærkning til § 3, nr. 1LOV nr 494 af 21/05/2013 · 21. maj 2013

Efter § 3, stk. 1, i lov om social pension, er retten til pension betinget af, at modtageren har fast bopæl her i riget eller hyre på dansk skib. Dette bopælskrav er fraveget, når betingelserne i lovens § 3, stk. 2 eller 3 er opfyldte. Når særlige omstændigheder taler for det, kan direktøren for Pensionsstyrelsen træffe afgørelse om, at retten til pension bevares for personer, der tager bopæl i udlandet efter at have fået tillagt pension, jf. lovens § 3, stk. 4.

Det foreslås, at opgaven vedrørende dispensation fra bopælskravet efter lovens § 3, stk. 4, overføres til Udbetaling Danmark. Varetagelsen af denne opgave i Udbetaling Danmark vil være en naturlig konsekvens af, at Udbetaling Danmark overtager pensionsstyrelsens andre opgaver vedrørende udbetaling af social pension til personer med fast bopæl i udlandet. Forslaget indebærer alene en ændring i forhold til myndighedskompetencen. Det forudsættes, at den hidtidige praksis for at meddele tilladelse efter lovens § 3, stk. 4, fastholdes.

ÆndringL 53 (2012-13) · bemærkning til § 11, nr. 1LOV nr 1380 af 23/12/2012 · 23. december 2012

Efter de gældende regler i lov om social pension har førtidspensionister ret til at modtage førtidspensionen i udlandet, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldte.

Det foreslås, at det fremadrettet ikke er hele førtidspensionen, der kan modtages i udlandet efter § 3, stk. 5 i lov om social pension. Det foreslås, at en del førtidspensionsbeløbet udgøres af et fastsat pensionstillæg, og at dette pensionstillæg ikke kan modtages i udlandet efter § 3, stk. 5 i lov om social pension.

Ligebehandlingsbestemmelsen i EF-forordningen om social sikring fører til, at en person, der er omfattet af forordningen, kan få udbetalt pensionen under bopæl i et andet EU/EØS–land og Schweiz, med samme beløb som ved bopæl i Danmark i det omfang, de øvrige betingelser for ret til pension er opfyldt. Det kan endvidere fremgå af indgåede overenskomster om social sikring mellem Danmark og andre lande, at visse regler i lov om social pension er fraveget.

Det foreslås i § 22, stk. 10, at den hidtil gældende § 3, stk. 5, i lov om social pension fortsat finder anvendelse for førtidspensionister, der den 31. december 2012 havde ret til at modtage førtidspensionen under fast bopæl i udlandet, så længe førtidspensionisten har uafbrudt fast bopæl i lande uden for EU/EØS og Schweiz.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i pkt. 2.4.2.2, samt til bemærkningerne til § 21.

ÆndringL 156 (2009-10) · bemærkning til § 9, nr. 1LOV nr 429 af 28/04/2010 · 28. april 2010

Der er tale om en konsekvensændring som følge af oprettelse af Pensionsstyrelsen fra 1. oktober 2009. Pensionsstyrelsen varetager blandt andet de opgaver, som Sikringsstyrelsen, tidligere Den Sociale Sikringsstyrelse, varetog. I lovbekendtgørelse nr. 982 af 2. oktober 2009 blev styrelsen benævnt Sikringsstyrelsen.

ÆndringL 99 (2006-07) · bemærkning til § 2, nr. 1LOV nr 293 af 27/03/2007 · 27. marts 2007

Med bestemmelsen præciseres det, at retten til at modtage pension i udlandet også omfatter engangsbeløb, som udbetales i stedet for optjening af venteprocent til opsat pension. Venteprocenten er den procentvise forøgelse af folkepensionen, som kan opnås ved at opsætte folkepensionen.

ÆndringL 57 (2006-07) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 1586 af 20/12/2006 · 20. december 2006

Begrebet »folkepensionsalderen«, og den konkrete aldersgrænse, som folkepensionsalderen refererer til, er fastsat i den foreslåede § 1a, jf. bemærkningerne til nr. 1. Som konsekvens af den gradvise forhøjelse af folkepensionsalderen og den fremtidige indeksering foreslås henvisningen til en konkret folkepensionsalder derfor ændret således, at der alene henvises til »folkepensionsalderen«.

Den foreslåede forhøjelse af folkepensionsalderen betyder en mindre lempelse af optjeningsreglerne for folkepension. Efter de gældende regler er retten til fuld folkepension betinget af 40 års bopæl i Danmark i perioden fra det fyldte 15. år til det fyldte 65. år. Hvis bopælstiden er mindre end 40 år fastsættes pensionen til en andel af fuld pension, der svarer til forholdet mellem bopælstiden og 40 år. En forhøjelse af folkepensionsalderen medfører således en længere optjeningsperiode, og dermed at flere vil kunne nå at optjene fuld folkepension eller en større brøkpension end ellers. Da folkepensionsalderen ved lov nr. 287 af 12. maj 1999 om ændring af lov om social pension blev nedsat fra 67 til 65 år, blev optjeningsreglerne ikke justeret som følge af den skærpelse af reglerne som dette indebar.

Den foreslåede forhøjelse af folkepensionsalderen betyder endvidere, at førtidspensionister, der overgår til at modtage folkepension, når de når folkepensionsalderen, vil modtage førtidspension i en længere periode.

ÆndringL 57 (2006-07) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 1586 af 20/12/2006 · 20. december 2006

Begrebet »folkepensionsalderen«, og den konkrete aldersgrænse, som folkepensionsalderen refererer til, er fastsat i den foreslåede § 1a, jf. bemærkningerne til nr. 1. Som konsekvens af den gradvise forhøjelse af folkepensionsalderen og den fremtidige indeksering foreslås henvisningen til en konkret folkepensionsalder derfor ændret således, at der alene henvises til »folkepensionsalderen«.

Den foreslåede forhøjelse af folkepensionsalderen betyder en mindre lempelse af optjeningsreglerne for folkepension. Efter de gældende regler er retten til fuld folkepension betinget af 40 års bopæl i Danmark i perioden fra det fyldte 15. år til det fyldte 65. år. Hvis bopælstiden er mindre end 40 år fastsættes pensionen til en andel af fuld pension, der svarer til forholdet mellem bopælstiden og 40 år. En forhøjelse af folkepensionsalderen medfører således en længere optjeningsperiode, og dermed at flere vil kunne nå at optjene fuld folkepension eller en større brøkpension end ellers. Da folkepensionsalderen ved lov nr. 287 af 12. maj 1999 om ændring af lov om social pension blev nedsat fra 67 til 65 år, blev optjeningsreglerne ikke justeret som følge af den skærpelse af reglerne som dette indebar.

Den foreslåede forhøjelse af folkepensionsalderen betyder endvidere, at førtidspensionister, der overgår til at modtage folkepension, når de når folkepensionsalderen, vil modtage førtidspension i en længere periode.

ÆndringL 57 (2006-07) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 1586 af 20/12/2006 · 20. december 2006

Begrebet »folkepensionsalderen«, og den konkrete aldersgrænse, som folkepensionsalderen refererer til, er fastsat i den foreslåede § 1a, jf. bemærkningerne til nr. 1. Som konsekvens af den gradvise forhøjelse af folkepensionsalderen og den fremtidige indeksering foreslås henvisningen til en konkret folkepensionsalder derfor ændret således, at der alene henvises til »folkepensionsalderen«.

Den foreslåede forhøjelse af folkepensionsalderen betyder en mindre lempelse af optjeningsreglerne for folkepension. Efter de gældende regler er retten til fuld folkepension betinget af 40 års bopæl i Danmark i perioden fra det fyldte 15. år til det fyldte 65. år. Hvis bopælstiden er mindre end 40 år fastsættes pensionen til en andel af fuld pension, der svarer til forholdet mellem bopælstiden og 40 år. En forhøjelse af folkepensionsalderen medfører således en længere optjeningsperiode, og dermed at flere vil kunne nå at optjene fuld folkepension eller en større brøkpension end ellers. Da folkepensionsalderen ved lov nr. 287 af 12. maj 1999 om ændring af lov om social pension blev nedsat fra 67 til 65 år, blev optjeningsreglerne ikke justeret som følge af den skærpelse af reglerne som dette indebar.

Den foreslåede forhøjelse af folkepensionsalderen betyder endvidere, at førtidspensionister, der overgår til at modtage folkepension, når de når folkepensionsalderen, vil modtage førtidspension i en længere periode.

ÆndringL 128 (2003-04) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 319 af 05/05/2004 · 5. maj 2004

Det foreslås, at et tillæg for opsat pension kan udbetales i udlandet efter samme regler som gælder for folkepensionens grundbeløb, for så vidt angår den del af tillægget, der kan beregnes efter folkepensionens grundbeløb efter den foreslåede § 15 f.

ÆndringL 137 (2000-01) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 285 af 25/04/2001 · 25. april 2001

Forslaget er af redaktionel karakter.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 3.