Pensionsloven

Pensionsloven § 72 b

Gældende tekst efter LBK nr 1123 af 21/10/2024.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 11 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

§ 72 b.

Til enlige personer, der i december 1993 modtog invaliditetsydelse samt bistands- eller plejetillæg efter § 18, jf. §§ 16 og 49, stk. 2, 2. pkt., som gældende indtil 1. januar 2003, udbetales et tillæg, der årlig udgør 42.720 kr. Tillægget reguleres efter reglerne i § 49, stk. 3, 3. pkt., jf. stk. 4, og udgiften hertil afholdes efter reglerne i § 52, stk. 1, jf. § 14 i lov nr. 399 af 6. juni 1991 om ændring af den sociale styrelseslov og lov om social pension m.v. (Omlægninger af regler om tilkendelse af førtidspension, refusionssatser og ankestrukturen m.v.).

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1123 af 21/10/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Pensionsloven § 72 b

Senere ændringer

ÆndringL 143 (2018-19) · bemærkning til § 6, nr. 9LOV nr 339 af 02/04/2019 · 2. april 2019

Det følger af den gældende bestemmelse i § 72 b, i lov om social pension, at der udbetales tillæg til enlige personer, der i december 1993 modtog invaliditetsydelse samt bistands- eller plejetillæg.

Efter bestemmelsen reguleres tillægget efter reglerne i § 49, stk. 3, dvs. med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

De gældende satser for 2019 fremgår af vejledning nr. 9886 af 26. oktober 2018 om regulering pr. 1. januar 2019 af satser på Beskæftigelsesministeriets område.

Det foreslås, at beløbene i § 72 b opdateres til de satser, der gælder i dag, og at henvisningen til § 49, stk. 3, ændres til en henvisning til § 49, stk. 3, 3. pkt.

Der er hermed tale om en videreførelse af de gældende regler. Ændringen har ikke betydning for den faktiske størrelse af det beløb, der i dag ligger til grund for at fastsætte pensionen for kalenderåret 2019 eller for den måde beløbet i dag reguleres.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til § 6, nr. 3, om at nyaffatte § 49, stk. 3, hvorefter de beløb, der skal reguleres med satsreguleringsprocenten fremgår af bestemmelsens 3. pkt. Det fremgår af § 49, stk. 3, 4. pkt., at reguleringen af beløbene sker første gang den 1. januar 2020. Denne regulering skal ske på grundlag af satserne for 2019. Satsen for tillægget opdateres derfor til den sats, som reguleringen skal ske på baggrund af.

ÆndringL 137 (2000-01) · bemærkning til § 1, nr. 46LOV nr 285 af 25/04/2001 · 25. april 2001

Der henvises til bemærkningerne til nr. 39-42, dog indeholder nr. 44, 46 og 48 også redaktionelle ændringer.

ÆndringL 175 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 29LOV nr 287 af 12/05/1999 · 12. maj 1999

I den gældende lov om social pension er de anførte beløb angivet i 1994-satser. Beløbene blev på dette tidspunkt ændret som følge af ændringerne i skattesystemet pr. 1. januar 1994. I den forbindelse blev det forhøjede personfradrag til pensionister ophævet, og der blev gennemført en delvis bruttoficering af pensionsydelserne. Som kompensation i forhold til reelt enlige pensionisters særligt forhøjede personfradrag indførtes et midlertidigt særligt pensionstillæg, der kun blev udbetalt til reelt enlige.

I perioden 1. januar 1995 til 1. januar 1999 er dette særlige pensionstillæg gradvist blevet overført til det almindelige indtægtsafhængige pensionstillæg. Da denne regulering nu er fuldt gennemført, foreslås de gældende satser for 1999 anført i lov om social pension. Beløbene vil første gang blive reguleret den 1. januar 2000 med satsreguleringsprocenten.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 72 b.

Pensionsloven § 72 b – lovtekst, ændringer og praksis · dom.dk