Pensionsloven § 15 a
Gældende tekst efter LBK nr 1123 af 21/10/2024.
Kapitel 2 a – Opsat pension - optjening af venteprocent
§ 15 a.
Personer, der opfylder betingelserne i kapitel 1 for ret til folkepension, kan opsætte udbetalingen af folkepension til et tidspunkt, der ligger efter folkepensionsalderen, jf. dog stk. 2.
Anmodning om at opsætte pensionen indgives efter §§ 15 b eller 15 g.
Udbetaling Danmark kan træffe afgørelse om, at pensionen ikke kan opsættes, hvis det skønnes usandsynligt, at beskæftigelseskravet for optjening af en venteprocent, jf. stk. 3, vil blive opfyldt, jf. § 15 d, stk. 1 og 3.
I opsætningsperioden optjenes en venteprocent til beregning af tillæg for opsat pension, jf. §§ 15 d-15 f.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1123 af 21/10/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Pensionsloven § 15 a
Senere ændringer
ÆndringL 147 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 659 af 08/06/2017 · 8. juni 2017
Efter de gældende regler i kapitel 2 a i lov om social pension, er der kun én mulighed for at få opsat pension, nemlig muligheden for sammen med anmodningen om folkepension eller senere at indgive ansøgning om opsat pension for fremtiden.
Med henvisning til forslaget i nr. 6 med forslag til en § 15 g, hvorefter der foreslås en alternativ mulighed for at opnå folkepension med venteprocent, er der behov for i lovteksten at tydeliggøre, at der findes to muligheder for at anmode om opsat pension.
Det foreslås derfor, at der i § 15 a indsættes en bestemmelse om, at ansøgning om opsat pension kan indgives både efter § 15 b og efter § 15 g. Det vil således fortsat være en mulighed at indgive ansøgning om folkepension og herunder opsat pension efter § 15 b, når en person når folkepensionsalderen, dvs. forud for perioden med beskæftigelse, eller at indgive anmodning om overgang til opsat pension efter at personen er gået på folkepension.
ÆndringL 87 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 13LOV nr 326 af 11/04/2012 · 11. april 2012
Efter forslaget, jf. § 1, nr. 40, er det Udbetaling Danmark, der varetager opgaverne vedrørende opsat pension. Det foreslås derfor, at Udbetaling Danmark indsættes som myndighedsansvarlig i stedet for kommunalbestyrelsen i bestemmelserne vedrørende opsat pension.
Efter lovens § 15 a, stk. 2, kan der træffes afgørelse om, at pensionen ikke kan opsættes, hvis det skønnes usandsynligt, at beskæftigelseskravet for optjening af en venteprocent vil blive opfyldt. Udbetaling Danmark kan til brug for afgørelsen indhente oplysninger fra kommunen, der belyser borgerens beskæftigelsesgrad mv., for eksempel oplysninger om borgerens helbredsmæssige forhold.
Udbetaling Danmarks indhentning af oplysninger fra kommunen skal ske i overensstemmelse med § 11 a, stk. 1 og 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, dvs. som udgangspunkt efter forudgående samtykke fra borgeren. Der henvises til afsnit 2.6.1.2. i de almindelige bemærkninger i L 86, forslag til lov om Udbetaling Danmark.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 15 a.