Pensionsloven

Pensionsloven § 10

Gældende tekst efter LBK nr 1123 af 21/10/2024.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 1 – Almindelige betingelser m.v. · Opgørelse af bopælstid m.v.

§ 10.

Ved opgørelse af bopælstid medregnes kun bopælsperioder i optjeningsperioden, jf. § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1.

Flere bopælsperioder sammenlægges, og den samlede bopælstid afrundes til nærmeste hele antal måneder.

En måned fastsættes til 30 dage.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1123 af 21/10/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Pensionsloven § 10

Senere ændringer

ÆndringL 138 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 442 af 08/05/2018 · 8. maj 2018

Efter den gældende regel i § 5, stk. 1, i lov om social pension, er retten til fuld pension for personer over folkepensionsalderen betinget af mindst 40 års fast bopæl her i riget.

Efter den gældende regel i § 6, stk. 1, er ret til fuld førtidspension betinget af, at bopælstiden udgør mindst 4/5 af årene fra det fyldte 15. år til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes.

Efter den gældende regel i § 10, medregnes der ved opgørelse af bopælstid kun bopælsperioder mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen. Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at flere bopælsperioder sammenlægges, og den samlede bopælstid nedsættes til nærmeste hele antal år.

Af pkt. 30 i vejledning nr. 53 af 31. august 2007 om folkepension, fremgår det, at en bopælsperiode opgøres i antal år, antal måneder og antal dage, og at en måned regnes for 30 dage ved opgørelsen.

Det følger dog af bestemmelsens 3. pkt., at der ved opgørelse af bopælstid for ret til førtidspension afrundes til nærmeste hele antal måneder.

At bopælstiden ved opgørelsen af brøkpension for førtidspension opgøres i måneder skal ses i sammenhæng med, at optjeningsperioden typisk er væsentlig kortere end ved folkepension, og en nedrunding til hele antal år derfor kan få væsentlig betydning for brøken.

Det foreslås, at § 10 nyaffattes.

Det foreslås i 1. pkt., at ved opgørelse af bopælstid medregnes kun bopælsperioder i optjeningsperioden jf. § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1.

Efter lovforslagets § 1, nr. 1, følger det af de nyaffattede bestemmelser i § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1, om ret til fuld pension, at optjeningsperioden for folkepensionister er fra det fyldte 15. år til folkepensionsalderen og at optjeningsperioden for førtidspensionister er fra det fyldte 15. år til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes.

Forslaget indebærer herefter, at der alene medregnes bopælsperioder i optjeningsperioden, som for folkepensionister er fra det fyldte 15. år til folkepensionsalderen og for førtidspensionister er fra det fyldte 15. år til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes.

Det foreslås i 2. pkt., at flere bopælsperioder sammenlægges, og at den samlede bopælstid afrundes til nærmeste hele antal måneder.

Forslaget er en videreførelse af den gældende regel for førtidspension, som efter forslaget fremover også skal gælde ved opgørelsen af bopælsperioder i forbindelse med retten til folkepension. Herefter opgøres en bopælsperiode i antal år, antal måneder og antal dage, som sammenlægges og afrundes enten op eller ned til nærmeste hele antal måneder.

Det foreslås i 3. pkt., at en måned fastsættes til 30 dage.

Forslaget svarer til den gældende praksis ved opgørelsen af bopælstiden ved ret til brøkpension, hvorefter en måned fastsættes til 30 dage. Hvis en person efter sammenlægning af bopælsperioder fx har haft fast bopæl i Danmark i 20 år, 4 måneder og 15 dage, følger det af 2. pkt. sammenholdt med 3. pkt., at de 15 dage rundes op til 30 dage, hvorefter personen opnår en beregnet bopælstid på 20 år og 5 måneder. Havde personen haft fast bopæl i Danmark i 20 år, 4 måneder og 14 dage, ville perioden skulle rundes ned, hvorefter personen ville opnå en beregnet bopælstid på 20 år og 4 måneder.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 2.1.1.-2.1.3.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 10.