Arbejdsløshedsforsikringsloven § 74k
Gældende tekst efter LBK nr 808 af 22/09/2026.
Kapitel 11 a – Efterløn · Fradrag for pension
§ 74 k.
Pensionsopgørelsen, jf. § 74 j, tillægges pensionsbeløb, som i overensstemmelse med den pågældende pensionsordnings aldersvilkår er udbetalt efter medlemmets fyldte 60. år, men inden efterlønsalderen, jf. § 74.
Reglerne i § 74 j, stk. 2-9, finder tilsvarende anvendelse.
Reglerne i stk. 1, 1. pkt., finder ikke anvendelse for udbetaling af pension, i det omfang pensionen har medført fradrag i anden offentlig forsørgelsesydelse.
Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om anvendelsen af denne bestemmelse.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 808 af 22/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Arbejdsløshedsforsikringsloven § 74k
Senere ændringer
ÆndringL 28 (2025-26) · bemærkning til § 6, nr. 40LOV nr 1627 af 16/12/2025 · 16. december 2025
Efter § 74 k, stk. 1, 2. pkt., i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. finder reglerne i § 74 j, stk. 2-12, tilsvarende anvendelse.
Det foreslås, at i § 74 k, stk. 1, 2. pkt., ændres »stk. 2-12« til »stk. 2-9«.
Forslaget vil ikke have indholdsmæssig betydning, da forslaget udelukkende vil betyde, at henvisningen i lovens § 74 k fortsat vil være korrekt.
Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 6, nr. 38, om, at § 74 j, stk. 10-12, vil blive ophævet.
ÆndringL 181 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 74LOV nr 624 af 08/06/2016 · 8. juni 2016
Efter den gældende § 74 k, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. medregnes udbetaling fra en pensionsordning mellem det 60. år og efterlønsalderen i opgørelsen af fradrag i efterlønnen for pensioner.
For at undgå dobbelt fradrag for den samme pensionsudbetaling, er det fastsat, at der ikke sker fradrag i efterlønnen for udbetalingen, hvis den har medført fradrag i udbetalte arbejdsløshedsdagpenge. Efter at forhøjelsen af efterlønsalderen er indtrådt i 2014 er der afdækket et behov for at udvide bestemmelsen om fritagelse for fradrag for pensioner i efterløn.
Det foreslås, at beskyttelsen mod dobbelt fradrag for den samme pensionsudbetaling i § 74 k, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. gøres generel. Det foreslås derfor, at § 74 k, stk. 2, ændres således, at der ikke sker fradrag i efterløn for pension, der er udbetalt mellem det 60. år og efterlønsalderen, hvis pensionsudbetalingen har medført fradrag i anden offentlig forsørgelsesydelse.
Det vil på nuværende tidspunkt sige, at der ikke sker fradrag i efterløn for en pensionsudbetaling, der har medført fradrag i arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse, kontanthjælp, uddannelseshjælp, ressourceforløbsydelse under ressourceforløb, ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb og ledighedsydelse.
ÆndringL 19 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 1365 af 28/12/2011 · 28. december 2011
Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringerne i § 74 j. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.3.2.
ÆndringL 159 (2000-01) · bemærkning til § 1, nr. 7LOV nr 277 af 25/04/2001 · 25. april 2001
Der er alene tale om konsekvensændringer som følge af ændringen i § 74 i.
ÆndringL 160 (2000-01) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 278 af 25/04/2001 · 25. april 2001
Medlemmer med et efterlønsbevis, der tager arbejde i et andet EØS-land, vil normalt blive omfattet af det andet EØS-lands arbejdsløshedsforsikring, og dermed blive udmeldt af den danske arbejdsløshedskasse. Det samme gælder medlemmer, der tager arbejde på Færøerne. Derimod bevarer medlemmer, der tager arbejde i Grønland, medlemskabet af den danske arbejdsløshedskasse, idet Grønland ikke har sit eget arbejdsløshedsforsikringssystem.
Det betyder, at arbejdsløshedskassen efter gældende regler skal opgøre og udbetale præmie til personer, som i kortere eller længere perioder efter efterlønsbevisets udstedelse ikke har bidraget til den danske arbejdsløshedsforsikring, herunder betalt bidrag til dækning af kassens administrationsudgifter.
Det foreslås, at præmiebeløbet reduceres for manglende betaling af bidrag til arbejdsløshedsforsikringen og bidrag til administration, og at arbejdsløshedskasserne får ret til et bidrag til administration, således at reglerne kommer til at svare til reglerne om fradrag i efterlønnen for personer, der modtager efterløn i et andet EØS-land, jf. § 74 m, stk. 2 og 3, og § 75 f, stk. 3.
Det foreslås således, at præmiemodtageren får reduceret præmiebeløbet med et beløb, der svarer til bidraget til arbejdsløshedsforsikringen efter § 77, stk. 2 og 3, samt med et beløb for administration for de perioder, hvor præmiemodtageren ikke har været medlem af en dansk arbejdsløshedskasse på grund af lovvalgsreglerne i forordning (EØF) nr. 1408/71 og ikke samtidig har fået udbetalt efterløn. Herved ligestilles præmiemodtagere, der ikke har bidraget til arbejdsløshedsforsikringen, med øvrige præmiemodtagere.
Bidraget til administration foreslås fastsat som et beløb, der pr. år udgør 1,5 gange dagpengenes højeste beløb for en dag, jf. § 47.
For at sikre at arbejdsløshedskassen kan få dækket sine administrationsudgifter i forbindelse med opgørelsen og udbetalingen af den skattefri præmie, foreslås det, at kassen får ret til et bidrag til administration for disse perioder.
Det foreslås endelig, at fradragsbeløbene opgøres på grundlag af dagpengenes størrelse på tidspunktet for præmiens udbetaling. Dette modsvares af, at præmien også beregnes på grundlag af dagpengenes størrelse på udbetalingstidspunktet, jf. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 561 af 22. juni 2000 om fleksibel efterløn.
Herudover indeholder lovforslaget diverse konsekvensændringer.
Med de foreslåede regler sikres det, at personer med ret til den skattefri præmie behandles lige, uanset om pågældende har bopæl her i landet, i Grønland, på Færøerne eller i et andet EØS-land.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 74k.