Arbejdsløshedsforsikringsloven § 86
Gældende tekst efter LBK nr 808 af 22/09/2026.
Kapitel 13 – Tilbagebetaling og sanktioner
§ 86.
Et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, herunder ydelser, som er udbetalt med forbehold, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget.
Godtgørelse efter lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse er ikke omfattet af bestemmelsen.
Et medlem, som har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, og som senere modtager løn, pension eller andre indtægter, der dækker samme tidsrum som ydelserne fra kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, i det omfang tidligere modtagelse af de pågældende indtægter ville have medført, at ydelserne fra kassen ikke kunne udbetales med rette til medlemmet.
Forudbetalte feriedagpenge skal tilbagebetales, hvis betingelserne for retten til feriedagpengene efterfølgende ikke opfyldes.
Beløb, der skal tilbagebetales efter stk. 1, forrentes med den aktuelt gældende morarente efter rentelovens § 5.
Renten beregnes fra udbetalingstidspunktet.
Der tillægges dog ikke rente, hvis tilbagebetalingsbeløbet ikke overstiger 20 gange dagpengesatsen, jf. § 47, stk. 2, på opgørelsestidspunktet.
Hvis dagpenge eller andre ydelser, jf. stk. 1 og 12, er udbetalt med urette, har kassen ikke krav på refusion fra statskassen og skal betale udbetalt refusionsbeløb for den fejludbetalte ydelse tilbage fuldt ud, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold, eller udbetalingen er sket med forbehold.
Tilbagebetaling skal ske, uanset om staten har lidt økonomisk tab.
Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan dog i ganske særlige tilfælde give tilladelse til, at kassen helt eller delvis får ret til refusion, hvis staten ikke har lidt et økonomisk tab af samme størrelse som det fejludbetalte beløb.
Direktørens afgørelse herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Skyldes en kasses fejlagtige udbetaling urigtige eller mangelfulde oplysninger fra en anden kasse, kan direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering bestemme, at denne kasse skal være ansvarlig for fejludbetalingen.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om administrationen af stk. 4, 1. og 2. pkt., og stk. 5 og beskæftigelsesministeren kan herunder bestemme, at kassen skal have ret til refusion i ganske særlige situationer, selv om fejludbetalingen ikke skyldes medlemmets svigagtige forhold.
Renter, jf. stk. 3, tilfalder statskassen, hvis arbejdsløshedskassen har krav på refusion for det fejludbetalte beløb.
Det samme gælder renter af beløb, for hvilke kassen ikke har krav på refusion, indtil det tidspunkt, hvor kassen har tilbagebetalt refusionsbeløbet.
Renter, der påløber efter dette tidspunkt, tilfalder arbejdsløshedskassen.
Tilbagebetaling af beløb efter stk. 1 og 2 med påløbne renter kan ske ved hel eller delvis modregning i den løbende udbetaling af dagpenge og andre ydelser samt i andre krav, medlemmet har mod kassen.
Modregning kan også ske, efter at medlemmet har skiftet arbejdsløshedskasse.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at et medlem, der ikke har tilbagebetalt beløb efter stk. 1 eller 2 med påløbne renter inden en frist, som kassen har fastsat, skal slettes som medlem af kassen.
Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om genoptagelse i kassen som nyt medlem.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om kassernes opkrævning af beløb, som skal betales tilbage efter stk. 1 og 2 med påløbne renter, herunder om, at kassen ikke har krav på refusion fra statskassen, og at udbetalte refusionsbeløb skal betales tilbage, hvis disse regler ikke overholdes.
Beløb, som skal tilbagebetales efter stk. 1 og 2, kan med tillæg af påløbne renter og omkostninger inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis kassen har ret til refusion fra statskassen.
Modtageren af en skattefri præmie efter § 74 m, skal betale præmiebeløbet tilbage, hvis beløbet er modtaget med urette og udbetalingen skyldes medlemmets eller modtagerens urigtige oplysninger eller fortielser, eller hvis modtageren i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget.
Tilsvarende gælder, hvis tilbagebetaling af efterlønsbidrag, jf. § 77 a, er sket med urette.
Stk. 3-11 finder tilsvarende anvendelse på tilbagebetaling efter denne bestemmelse.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 808 af 22/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Arbejdsløshedsforsikringsloven § 86
Senere ændringer
ÆndringL 181 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 96LOV nr 624 af 08/06/2016 · 8. juni 2016
Efter den gældende § 86, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., forrentes beløb, som den ledige skal tilbagebetale som følge af uberettiget udbetaling af ydelse, efter renteloven. Der tillægges dog ikke rente, hvis tilbagebetalingsbeløbet ikke overstiger højeste dagpenge for 4 uger, på opgørelsestidspunktet.
Som konsekvens af forslaget i § 1, nr. 4, ad § 46, stk. 1, om indførelse af et månedsbaseret dagpengesystem, foreslås, at der skal ske forrentning, hvis tilbagebetaling af uberettiget modtaget ydelser overstiger et beløb svarende til 20 gange dagpengene højeste beløb efter § 47, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 8.
ÆndringL 141 (2015-16) · bemærkning til § 8, nr. 3LOV nr 395 af 02/05/2016 · 2. maj 2016
Efter den gældende § 86, stk. 4, har en a-kasse, som har udbetalt dagpenge eller andre ydelser med urette, ikke ret til refusion fra staten, medmindre udbetalingen skyldes ydelsesmodtagerens svigagtige forhold eller udbetalingen er sket med forbehold. Efter bestemmelsen kan direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og direktøren for Arbejdsskadestyrelsen i særlige tilfælde give tilladelse til, at a-kassen helt eller delvis får ret til refusion, hvis staten ikke har lidt et økonomisk tab af samme størrelse som det fejludbetalte beløb.
I tilfælde, hvor en a-kasses fejlagtige udbetaling skyldes fejlagtige eller mangelfulde oplysninger fra en anden a-kasse, kan direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og direktøren for Arbejdsskadestyrelsen efter § 86, stk. 5, bestemme, at denne a-kasse skal være ansvarlig for fejludbetalingen.
Efter § 88, stk. 3, kan direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og direktøren for Arbejdsskadestyrelsen ændre en arbejdsløshedskasses afgørelser om medlemmernes rettigheder og pligter efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller pålægge kassen at træffe afgørelse om disse forhold.
Efter § 91, stk. 1, skal en arbejdsgiver på begæring afgive oplysninger til brug for administrationen af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. De oplysninger, som arbejdsgiveren skal afgive, kan efter § 91, stk. 2, indhentes af direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og direktøren for Arbejdsskadestyrelsen, og for så vidt angår egne medlemmers vedkommende, arbejdsløshedskassen.
Efter § 91, stk. 9, kan direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og direktøren for Arbejdsskadestyrelsen til brug ved administrationen af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasser, herunder oplysninger om enkeltpersoners indkomst-, bopæls- og adresseforhold i elektronisk form, bl.a. med henblik på registersamkøring i kontroløjemed.
Som følge af beslutningen om at flytte behandlingen af sager om klager m.v. efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. fra Arbejdsskadestyrelsen til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, foreslås det med lovforslagets § 8, nr. 3, at de beføjelser m.v., der følger af § 86, stk. 4 og 5, § 88, stk. 3, og § 91, stk. 2, og 9, alene tillægges direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Forslaget betyder, at det fremover er direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der efter § 86, stk. 4, kan give tilladelse til, at en a-kasse, der har udbetalt dagpenge eller andre ydelser med urette, helt eller delvis får ret til refusion, hvis staten ikke har lidt et økonomisk tab af samme størrelse som det fejludbetalte beløb.
Forslaget betyder også, at det fremover er direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der, i tilfælde, hvor en a-kasses fejlagtige udbetaling skyldes fejlagtige eller mangelfulde oplysninger fra en anden a-kasse, efter § 86, stk. 5, kan bestemme, at denne a-kasse skal være ansvarlig for fejludbetalingen.
Forslaget betyder endvidere, at det fremover er direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der efter § 88, stk. 3, kan ændre en arbejdsløshedskasses afgørelser om medlemmernes rettigheder og pligter efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller pålægge kassen at træffe afgørelse om disse forhold.
Forslaget betyder også, at de oplysninger, som arbejdsgiveren skal afgive efter § 91, stk. 1, efter § 91, stk. 2, fremover kan indhentes af direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og, for så vidt angår egne medlemmer, vedkommendes arbejdsløshedskasse.
Forslaget betyder endelig, at direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering efter § 91, stk. 9, til brug ved administrationen af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasser, herunder oplysninger om enkeltpersoners indkomst-, bopæls- og adresseforhold i elektronisk form, bl.a. med henblik på registersamkøring i kontroløjemed.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.4.2.
ÆndringL 187 (2010-11) · bemærkning til § 2, nr. 11LOV nr 600 af 14/06/2011 · 14. juni 2011
Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at Arbejdsdirektoratets opgaver på klagesagsområdet er overført til Arbejdsskadestyrelsen og opgaverne på tilsynsområdet er overført til Pensionsstyrelsen. For at begge styrelser kan behandle henholdsvis klagesager og tilsynssager på deres områder, er der behov for, at begge styrelser får kompetence i forhold til disse bestemmelser.
Hidtil er klagesager og tilsynssager vedrørende arbejdsløshedsforsikring blevet behandlet i den samme styrelse, nemlig Arbejdsdirektoratet. I sagsbehandlingen har det derfor været muligt at se i styrelsens journalsystem, om der var andre sager på den samme person og om den samme problemstilling. Som led i styrelsens tilsynsarbejde har det været fast praksis at undersøge, om sager på personer (CPR-numre), der var udtrukket til at indgå i tilsynsarbejdet, også var blevet påklaget og var under behandling eller afsluttet i styrelsen som en klagesag. Hvis sagen verserede som en klagesag, blev sagen ikke også rejst som en tilsynssag. På tilsvarende måde har der været mulighed for at undersøge, om der allerede var en tilsynssag på en person, der havde påklaget en a-kasses afgørelse. Af hensyn til borgerens retssikkerhed og en smidig administration af arbejdsløshedsforsikringen skal det samme kunne lade sig gøre fremover, selvom sagsbehandlingen nu foregår i henholdsvis Arbejdsskadestyrelsen for så vidt angår klagesagerne og Pensionsstyrelsen for så vidt angår tilsynssagerne.
Der er allerede i lovens § 91, stk. 8, hjemmel til, at der til brug ved administrationen af denne lov kan indhentes oplysninger fra andre offentlige myndigheder. Ændringen i lovforslagets § 2, nr. 10 af lovens § 91, stk. 8, der bliver stk. 9, indebærer, at den adgang fremover tillægges såvel direktøren for Arbejdsskadestyrelsen som direktøren for Pensionsstyrelsen. Det indebærer, at der også er ret til at udveksle oplysninger om eventuelle personsager (CPR-numre) mellem de 2 styrelser. Dette kan ske også ske digitalt.
ÆndringL 187 (2010-11) · bemærkning til § 2, nr. 12LOV nr 600 af 14/06/2011 · 14. juni 2011
Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at Arbejdsdirektoratets opgaver på klagesagsområdet er overført til Arbejdsskadestyrelsen og opgaverne på tilsynsområdet er overført til Pensionsstyrelsen. For at begge styrelser kan behandle henholdsvis klagesager og tilsynssager på deres områder, er der behov for, at begge styrelser får kompetence i forhold til disse bestemmelser.
Hidtil er klagesager og tilsynssager vedrørende arbejdsløshedsforsikring blevet behandlet i den samme styrelse, nemlig Arbejdsdirektoratet. I sagsbehandlingen har det derfor været muligt at se i styrelsens journalsystem, om der var andre sager på den samme person og om den samme problemstilling. Som led i styrelsens tilsynsarbejde har det været fast praksis at undersøge, om sager på personer (CPR-numre), der var udtrukket til at indgå i tilsynsarbejdet, også var blevet påklaget og var under behandling eller afsluttet i styrelsen som en klagesag. Hvis sagen verserede som en klagesag, blev sagen ikke også rejst som en tilsynssag. På tilsvarende måde har der været mulighed for at undersøge, om der allerede var en tilsynssag på en person, der havde påklaget en a-kasses afgørelse. Af hensyn til borgerens retssikkerhed og en smidig administration af arbejdsløshedsforsikringen skal det samme kunne lade sig gøre fremover, selvom sagsbehandlingen nu foregår i henholdsvis Arbejdsskadestyrelsen for så vidt angår klagesagerne og Pensionsstyrelsen for så vidt angår tilsynssagerne.
Der er allerede i lovens § 91, stk. 8, hjemmel til, at der til brug ved administrationen af denne lov kan indhentes oplysninger fra andre offentlige myndigheder. Ændringen i lovforslagets § 2, nr. 10 af lovens § 91, stk. 8, der bliver stk. 9, indebærer, at den adgang fremover tillægges såvel direktøren for Arbejdsskadestyrelsen som direktøren for Pensionsstyrelsen. Det indebærer, at der også er ret til at udveksle oplysninger om eventuelle personsager (CPR-numre) mellem de 2 styrelser. Dette kan ske også ske digitalt.
ÆndringL 187 (2010-11) · bemærkning til § 2, nr. 13LOV nr 600 af 14/06/2011 · 14. juni 2011
Der er tale om konsekvensændringer som følge af en organisationsændring i Beskæftigelsesministeriet den 1. oktober 2009, hvor blandt andet bemyndigelsen til regelfastsættelse i loven formelt blev lagt hos beskæftigelsesministeren.
ÆndringL 173 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 701 af 25/06/2010 · 25. juni 2010
Efter de gældende regler skal et medlem, der med urette har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra arbejdsløshedskassen, betale ydelserne tilbage, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af ydelsen var uberettiget.
Det foreslås, at § 86, stk. 1, ændres således, at det klart fremgår, at medlemmets tilbagebetalingspligt også gælder ydelser, der er udbetalt med forbehold som følge af reglerne om partshøring mv. i den foreslåede § 65 a.
Forslaget indebærer, at medlemmet bliver bragt i en situation, hvor betingelsen i lovens § 86, stk. 1, om, at medlemmet burde have indset, at modtagelse af ydelsen var uberettiget, er opfyldt. Dette sker, når arbejdsløshedskassen, samtidig med at den hører medlemmet, oplyser medlemmet om baggrunden for høringen og om, at ydelser, der udbetales, indtil der er meddelt en afgørelse, er udbetalt med forbehold for, at medlemmet har (haft) ret til dem, jf. § 65 a, stk. 5.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.2.2.
ÆndringL 173 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 701 af 25/06/2010 · 25. juni 2010
Det fremgår af de gældende regler, at arbejdsløshedskassen ikke har krav på refusion fra statskassen, hvis dagpenge eller andre ydelser er udbetalt med urette, og at kassen skal betale det udbetalte refusionsbeløb tilbage, medmindre fejludbetalingen skyldes medlemmets svigagtige forhold.
Med forslaget om at indsætte en ny bestemmelse om sagsoplysning og partshøring i loven (§ 65 a), jf. lovforslagets § 1, nr. 1, ændres reglerne således, at arbejdsløshedskassen skal fortsætte udbetalingen af en ydelse, uanset at der er tvivl om, hvorvidt medlemmet har ret til ydelsen. For at sikre, at denne ændring ikke skal medføre merudgifter for kasserne, foreslås det, at det i § 86, stk. 4, præciseres, at kassen har ret til refusion for dagpenge og andre ydelser, der er udbetalt med urette, hvis de er udbetalt med forbehold som følge af reglerne om partshøring mv., jf. den foreslåede § 65 a, stk. 5. Det gælder uanset om fejludbetalingen skyldes medlemmets svigagtige eller uagtsomme forhold.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.2.2.
ÆndringL 156 (2009-10) · bemærkning til § 5, nr. 22LOV nr 429 af 28/04/2010 · 28. april 2010
Der er tale om en ændring som følge af ændringen af bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 86, stk. 6, jf. lovforslagets § 5, nr. 1, idet der i bestemmelsen fortsat skal tages højde for, at direktøren for Arbejdsdirektoratet skal kunne bestemme, at en arbejdsløshedskasse skal have ret til refusion i ganske særlige situationer, selv om fejludbetalingen ikke skyldes medlemmets svigagtige forhold.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til nr. 1.
ÆndringL 147 (2007-08, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 8LOV nr 481 af 17/06/2008 · 17. juni 2008
Ved lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer blev inddrivelse af en række offentlige krav med virkning fra 1. november 2005 samlet under Skatteministeriet, restanceinddrivelsesmyndigheden. Det gælder også for inddrivelse af krav på tilbagebetaling af ydelser efter arbejdsløshedsforsikringsloven i tilfælde, hvor a-kasserne har ret til refusion fra statskassen. A-kasserne skal herefter ikke inddrive disse beløb, men skal alene varetage opkrævning af beløbene, dvs. udsendelser af opkrævninger, kontrol med betaling, udsendelse af rykkere mv.
Det foreslås derfor at ændre formuleringen af bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 86, stk. 10, således at den i stedet for at vedrøre inddrivelse fremover alene vedrører opkrævning af tilbagebetalingsbeløb.
Reglerne om a-kassernes opkrævning af tilbagebetalingsbeløb efter lovens § 86 er fastsat i bekendtgørelse nr. 996 af 20. oktober 2005 med senere ændringer.
Der henvises i øvrigt til punkt 3 i de almindelige bemærkninger.
ÆndringL 59 (2006-07) · bemærkning til § 1, nr. 25LOV nr 1540 af 20/12/2006 · 20. december 2006
Efter de gældende regler i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., § 86, stk. 3, er det ikke alle fordringer, der skal forrentes. Vedtagelsen af Skatteministeriets lov nr. 516 af 7. juni 2006 indebærer, at fordringer, der ikke forrentes efter arbejdsløshedsforsikringsloven, efter overdragelsen til restanceinddrivelsesmyndigheden skal forrentes efter lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, dvs. med renten ifølge renteloven. Af hensyn til borgernes mulighed for at blive bekendt hermed, foreslås det, at dette fremgår direkte af loven.
Skatteministeriets lov er endnu ikke trådt i kraft. Skatteministeren træffer beslutning om lovens ikrafttræden. Det betyder, at forrentningen af disse fordringer, følger de hidtil gældende regler, indtil Skatteministeren træffer beslutning om, at loven skal træde i kraft.
Som følge heraf foreslås det i lovforslagets § 5, stk. 5, at beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for bestemmelsens ikrafttræden. Der henvises til bemærkningerne til § 5.
ÆndringL 59 (2006-07) · bemærkning til § 1, nr. 26LOV nr 1540 af 20/12/2006 · 20. december 2006
Forslaget er en konsekvensændring som følge af en tidligere ændring af § 86.
Der er ikke hermed sket materielle ændringer i bestemmelsen.
ÆndringL 59 (2006-07) · bemærkning til § 1, nr. 27LOV nr 1540 af 20/12/2006 · 20. december 2006
Forslagene er konsekvensændringer som følge af ændrede paragrafnumre i forbindelse med nyaffattelsen af efterlønskapitlet, samt af at reglerne for efterlønsmodtagere, der er fyldt 60 år før den 1. juli 1999 (gammel efterløn), udgår, jf. forslaget i § 1, nr. 14.
ÆndringL 15 (2005-06) · bemærkning til § 1, nr. 6LOV nr 1384 af 21/12/2005 · 21. december 2005
Efter den gældende bestemmelse i § 86, stk. 3, skal der tillægges renter af ydelser, som et medlem skal betale tilbage til a-kassen/statskassen. Der skal dog ikke tillægges rente, hvis tilbagebetalingsbeløbet ikke overstiger højeste dagpenge for 4 uger. Renten er den aktuelt gældende morarente efter rentelovens § 5 (pt. 9,15 % p.a.).
Rentepligten gælder for beløb, som skal betales tilbage efter § 86, stk. 1, fordi medlemmet har fået ydelsen udbetalt med urette.
Men rentepligten gælder også for ydelser, som oprindeligt er udbetalt med rette, men som skal betales tilbage efter reglen i § 86, stk. 2, på grund af efterfølgende omstændigheder.
Det foreslås, at et medlem, som efter reglerne i § 86, stk. 2, skal betale dagpenge eller andre ydelser tilbage til a-kassen, ikke skal betale renter af tilbagebetalingsbeløbet.
Der henvises til punkt 6 i de almindelige bemærkninger.
ÆndringL 15 (2005-06) · bemærkning til § 1, nr. 7LOV nr 1384 af 21/12/2005 · 21. december 2005
Efter den gældende bestemmelse i § 86, stk. 9, kan direktøren for Arbejdsdirektoratet bestemme, at et medlem, der ikke har tilbagebetalt beløb efter § 86, stk. 1 eller 2, skal slettes som medlem af a-kassen. Direktoratet træffer afgørelse om slettelse efter indstilling fra a-kassen.
Det foreslås, at der gives direktøren for Arbejdsdirektoratet hjemmel til at fastsætte regler om, at a-kassen træffer afgørelsen om at slette et medlem af a-kassen, hvis medlemmet ikke har tilbagebetalt beløb efter § 86, stk. 1 og 2.
Der henvises til punkt 7 i de almindelige bemærkninger.
ÆndringL 15 (2005-06) · bemærkning til § 1, nr. 8LOV nr 1384 af 21/12/2005 · 21. december 2005
Beløb, som skal tilbagebetales efter den gældende bestemmelse i § 86, stk. 1 og 2, kan efter § 86, stk. 11, inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, der er den centrale offentlige inddrivelsesmyndighed.
Inddrivelse af tilbagebetalingspligtige beløb kan ske ved udpantning og ved indeholdelse i løn mv., hvis a-kassen har ret til at få beløbet refunderet fra statskassen (statskrav), når kravet er fastslået i en afgørelse truffet af Arbejdsdirektoratet eller Arbejdsmarkedets Ankenævn. Der kan efter § 86, stk. 11, ikke ske inddrivelse ved udpantning og ved indeholdelse af løn mv., hvis kravet er fastslået i en afgørelse truffet af en a-kasse.
Det foreslås, at også a-kassernes afgørelser om statskrav kan danne grundlag for inddrivelse ved udpantning og ved indeholdelse i løn mv.
Det vil administrativt blive fastsat, at restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse af statskrav på baggrund af en a-kasses afgørelse først kan ske, når klagefristen er udløbet (4 uger), og kravet dermed er endeligt.
Der henvises til punkt 8 i de almindelige bemærkninger.
ÆndringL 113 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 2, nr. 6LOV nr 430 af 06/06/2005 · 6. juni 2005
Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at inddrivelsesopgaven vedr. visse af statens fordringer ved kongelig resolution af 27. november 2001 er overført fra Finansministeriet (Finansstyrelsen, nu Økonomistyrelsen) til Skatteministeriet, idet inddrivelsen fremover skal varetages af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. forslaget til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer.
ÆndringL 113 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 2, nr. 7LOV nr 430 af 06/06/2005 · 6. juni 2005
Ifølge de nugældende bestemmelser kan inddrivelsesmyndigheden indhente oplysninger hos andre myndigheder om skyldneren, som er nødvendige for at varetage inddrivelsen.
Bestemmelserne foreslås ophævet som følge af, at inddrivelseskompetencen overgår til restanceinddrivelsesmyndigheden, idet de foreslåede regler i forslaget til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer vedr. restanceinddrivelsesmyndighedens adgang til at indhente oplysninger om skyldnerne hos andre myndigheder m.v., jf. dette lovforslags § 3, stk. 3, træder i stedet for disse.
ÆndringL 113 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 2, nr. 8LOV nr 430 af 06/06/2005 · 6. juni 2005
Der er tale om konsekvensændringer.
ÆndringL 151 (2002-03) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 415 af 10/06/2003 · 10. juni 2003
Baggrunden for forslaget er en ombudsmandsudtalelse i en sag om fortolkning af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4.
Efter § 86, stk. 4, har en arbejdsløshedskasse ikke krav på refusion fra statskassen, hvis dagpenge mv. er udbetalt med urette, og kassen skal betale udbetalte refusionsbeløb tilbage, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold.
Med forslaget præciseres det, at refusionen bortfalder fuldt ud uanset statens økonomiske tab ved fejludbetalingen i tilfælde, hvor arbejdsløshedskassens krav på refusion af en ydelse, der er udbetalt med urette, bortfalder.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.
ÆndringL 160 (2000-01) · bemærkning til § 1, nr. 19LOV nr 278 af 25/04/2001 · 25. april 2001
Medlemmer med et efterlønsbevis, der tager arbejde i et andet EØS-land, vil normalt blive omfattet af det andet EØS-lands arbejdsløshedsforsikring, og dermed blive udmeldt af den danske arbejdsløshedskasse. Det samme gælder medlemmer, der tager arbejde på Færøerne. Derimod bevarer medlemmer, der tager arbejde i Grønland, medlemskabet af den danske arbejdsløshedskasse, idet Grønland ikke har sit eget arbejdsløshedsforsikringssystem.
Det betyder, at arbejdsløshedskassen efter gældende regler skal opgøre og udbetale præmie til personer, som i kortere eller længere perioder efter efterlønsbevisets udstedelse ikke har bidraget til den danske arbejdsløshedsforsikring, herunder betalt bidrag til dækning af kassens administrationsudgifter.
Det foreslås, at præmiebeløbet reduceres for manglende betaling af bidrag til arbejdsløshedsforsikringen og bidrag til administration, og at arbejdsløshedskasserne får ret til et bidrag til administration, således at reglerne kommer til at svare til reglerne om fradrag i efterlønnen for personer, der modtager efterløn i et andet EØS-land, jf. § 74 m, stk. 2 og 3, og § 75 f, stk. 3.
Det foreslås således, at præmiemodtageren får reduceret præmiebeløbet med et beløb, der svarer til bidraget til arbejdsløshedsforsikringen efter § 77, stk. 2 og 3, samt med et beløb for administration for de perioder, hvor præmiemodtageren ikke har været medlem af en dansk arbejdsløshedskasse på grund af lovvalgsreglerne i forordning (EØF) nr. 1408/71 og ikke samtidig har fået udbetalt efterløn. Herved ligestilles præmiemodtagere, der ikke har bidraget til arbejdsløshedsforsikringen, med øvrige præmiemodtagere.
Bidraget til administration foreslås fastsat som et beløb, der pr. år udgør 1,5 gange dagpengenes højeste beløb for en dag, jf. § 47.
For at sikre at arbejdsløshedskassen kan få dækket sine administrationsudgifter i forbindelse med opgørelsen og udbetalingen af den skattefri præmie, foreslås det, at kassen får ret til et bidrag til administration for disse perioder.
Det foreslås endelig, at fradragsbeløbene opgøres på grundlag af dagpengenes størrelse på tidspunktet for præmiens udbetaling. Dette modsvares af, at præmien også beregnes på grundlag af dagpengenes størrelse på udbetalingstidspunktet, jf. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 561 af 22. juni 2000 om fleksibel efterløn.
Herudover indeholder lovforslaget diverse konsekvensændringer.
Med de foreslåede regler sikres det, at personer med ret til den skattefri præmie behandles lige, uanset om pågældende har bopæl her i landet, i Grønland, på Færøerne eller i et andet EØS-land.
ÆndringL 106 (2000-01) · bemærkning til § 2, nr. 13LOV nr 1253 af 20/12/2000 · 20. december 2000
Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at bestemmelserne om godtgørelse ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser med virkning fra 1. januar 2001 ikke længere findes i lov om arbejdsmarkedsuddannelser, men er overført til den nye lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, der træder i kraft samme dato.
ÆndringL 161 (1999-00) · bemærkning til § 1, nr. 16LOV nr 334 af 17/05/2000 · 17. maj 2000
Til stk. 1
Forslaget indeholder, sammen med forslaget til stk. 15, i det væsentlige alene redaktionelle ændringer og præciseringer i forhold til gældende § 86, stk. 1 og stk. 13. Det fastsættes nu i stk. 1, at reglerne om tilbagebetaling af beløb, der er modtaget med urette, som hidtil omfatter alle løbende ydelser, der udbetales af a-kasserne, bortset fra kursusgodtgørelse. Der er således tale om: Dagpenge, overgangsydelse, efterløn, seniorydelse, orlovsydelser efter lov om orlov og ydelser efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Forslaget til stk. 15 omfatter beløb, der ikke hidrører fra løbende ydelser, det vil sige den skattefri præmie i efterlønsordningen og efterlønsbidrag, som er tilbagebetalt til medlemmet eller medlemmets dødsbo.
Til stk. 2
Det foreslås fastsat i loven, at ydelser fra arbejdsløshedskassen skal tilbagebetales, når medlemmet efterfølgende modtager indtægter, som dækker samme tidsrum som ydelserne, hvis tidligere modtagelse af indtægterne ville have været til hinder for retmæssig udbetaling af ydelserne. Der er tale om en objektiv ansvarsregel. Bestemmelsen vil bl.a. omfatte de tilfælde, hvor der efter hidtidig praksis er truffet afgørelse om tilbagebetaling efter almindelige retsprincipper om forudsætningslære og »dobbeltforsørgelse«. Der anses for at foreligge dobbeltforsørgelse, hvis flere ydelser kommer til udbetaling som en direkte følge af samme begivenhed, og ydelserne dækker den samme tidsmæssige periode samt må antages at dække samme behov eller formål. Der er fx truffet afgørelse om tilbagebetaling af dagpenge på grundlag af disse principper i tilfælde, hvor medlemmet efterfølgende med tilbagevirkende kraft har fået udbetalt pension for samme periode, som dagpengene. Der vil herefter ikke være tvivl om, at kassens afgørelser om tilbagebetaling i sådanne tilfælde kan indbringes for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Endvidere foreslås præciseret i loven, at feriedagpenge, der med rette er forudbetalt til medlemmet, skal tilbagebetales, hvis betingelserne for ret til feriedagpenge efterfølgende bortfalder.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.
Til stk. 3 og 7
Det foreslås, at beløb, som et medlem har fået udbetalt med urette, forrentes med den aktuelt gældende morarente efter renteloven fra beløbets udbetaling. Hvis tilbagebetalingsbeløbet er udbetalt ad flere gange, beregnes rente fra udbetalingen af hver del af det samlede beløb.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.
Til stk. 4
Forslaget er, sammenholdt med forslaget til stk. 15, sidste punktum, identisk med gældende § 86, stk. 4, 1. punktum. Forslaget indebærer, at kassen har ret til refusion, selv om de udbetalte ydelser skal tilbagebetales af medlemmet efter reglerne i stk. 2. Det foreslås, at bestemmelsen i gældende § 86, stk. 4, 2. punktum, bortfalder, fordi det må afgøres efter almindelige erstatningsretlige regler, om en afdeling eller en tillidsmand kan pålægges det endelige ansvar for tilbagebetaling af et refusionsbeløb.
Til stk. 5 og 6
Forslagene er identiske med gældende § 86, stk. 5 og 6.
Til stk. 8
Forslaget svarer til gældende § 86, stk. 2. Det foreslås, at renter af tilbagebetalingsbeløb kan tilbagebetales ved modregning sammen med selve beløbet, og at det i overensstemmelse med hidtidig praksis fastsættes, at modregningsadgangen også omfatter ydelser, der skal betales tilbage efter forslaget til stk. 2. Modregning kan ske i løbende udbetaling af ydelser samt i andre krav, som medlemmet har mod kassen, herunder fx medlemmets krav på en skattefri efterlønspræmie eller på kontant tilbagebetaling af efterlønsbidrag. Der kan ikke modregnes i krav på overførsel af efterlønsbidrag til en pensionsordning.
Til stk. 9
Det foreslås at opretholde direktøren for Arbejdsløshedsforsikringens adgang til at bestemme, at et medlem, som ikke overholder en fastsat frist for tilbagebetaling, kan slettes som medlem af kassen, jf. gældende § 86, stk. 3. Det foreslås endvidere at indsætte hjemmel for direktøren til at fastsætte regler om genoptagelse som nyt medlem samme sted i loven. Bemyndigelsen har hidtil været indsat i gældende § 87, stk. 8, jf. stk. 5.
Til stk. 10
Forslaget svarer til gældende § 86, stk. 7, med redaktionelle ændringer.
Til stk. 11-14
Finansstyrelsens inddrivelse af svigskrav (med tillæg af omkostninger) ved udpantning og lønindholdelse har hjemmel i gældende § 86, stk. 9. Med hjemmel i gældende § 86, stk. 10, jf. stk. 8, er der tillige administrativt fastsat regler om, at Finansstyrelsen også kan inddrive andre krav end svigskrav, hvor kasserne har ret til refusion.
Det foreslås, at Finansstyrelsens kompetence til inddrivelse fuldt ud fastsættes direkte i loven, således at Finansstyrelsen kan inddrive alle tilbagebetalingskrav med tillæg af renter og omkostninger, når kassen har ret til refusion. Det foreslås videre, at inddrivelsen kan ske ved udpantning og lønindeholdelse, når kravet er fastslået af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen eller Arbejdsmarkedets Ankenævn eller ved dom eller eksigibelt forlig. Samtidig foreslås, at kun Finansstyrelsen skal have mulighed for at inddrive tilbagebetalingskrav ved lønindeholdelse.
Ved inddrivelse af krav hos skyldnere, der bor i udlandet, kan det være nødvendigt for Finansstyrelsen at overlade inddrivelsen til et inkassobureau. Det er sædvanligt, at inkassobureauerne beregner sig en provision på 10-20 pct. af det inddrevne beløb. Det foreslås, at Finansstyrelsen får hjemmel til at afholde denne udgift af det inddrevne beløb.
Til stk. 15
Den skattefri efterlønspræmie kan udbetales til medlemmet eller medlemmets dødsbo både efter den ny og den gamle efterlønsordning. I den ny efterlønsordning er der endvidere mulighed for tilbagebetaling af indbetalte efterlønsbidrag. Det foreslås, at reglerne om tilbagebetaling og inddrivelse skal finde anvendelse i alle tilfælde, hvor præmien er udbetalt med urette, eller efterlønsbidrag er tilbagebetalt med urette, på grund af modtagerens svigagtige eller uagtsomme forhold. Det foreslås, at beløbene forrentes på samme måde som øvrige tilbagebetalingsbeløb efter forslaget til § 86, stk. 3 og 7.
ÆndringL 174 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 34LOV nr 276 af 12/05/1999 · 12. maj 1999
Forslagene er konsekvensændringer som følge af, at reglerne om delefterløn foreslås ophævet fra den 1. juli 1999, jf. lovforslagets § 1, nr. 25. Delefterløn udgår således af § 86, stk. 1, 2, 4 og 9. Der vil imidlertid fortsat i en periode være behov for at kunne kræve tilbagebetaling m.v. af delefterløn. Dette vil kunne ske med hjemmel i § 86, stk. 13.
Det foreslås endvidere, at reglerne om tilbagebetaling m.v. også kommer til at omfatte præmiebeløb efter § 74 k.
ÆndringL 174 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 35LOV nr 276 af 12/05/1999 · 12. maj 1999
Forslagene er konsekvensændringer som følge af, at reglerne om delefterløn foreslås ophævet fra den 1. juli 1999, jf. lovforslagets § 1, nr. 25. Delefterløn udgår således af § 86, stk. 1, 2, 4 og 9. Der vil imidlertid fortsat i en periode være behov for at kunne kræve tilbagebetaling m.v. af delefterløn. Dette vil kunne ske med hjemmel i § 86, stk. 13.
Det foreslås endvidere, at reglerne om tilbagebetaling m.v. også kommer til at omfatte præmiebeløb efter § 74 k.
ÆndringL 174 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 36LOV nr 276 af 12/05/1999 · 12. maj 1999
Forslagene er konsekvensændringer som følge af, at reglerne om delefterløn foreslås ophævet fra den 1. juli 1999, jf. lovforslagets § 1, nr. 25. Delefterløn udgår således af § 86, stk. 1, 2, 4 og 9. Der vil imidlertid fortsat i en periode være behov for at kunne kræve tilbagebetaling m.v. af delefterløn. Dette vil kunne ske med hjemmel i § 86, stk. 13.
Det foreslås endvidere, at reglerne om tilbagebetaling m.v. også kommer til at omfatte præmiebeløb efter § 74 k.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 86.